Yndlingsplante: Egebladet hortensia

For sytten år siden drømte jeg om at eje en Egebladet hortensia (Hydrangea quercifolia), fordi jeg havde set billeder af busken og læst om dens fortræffeligheder.

Blad på Egebladet hortensia (Hydrangea quercifolia)
Man forstår, hvorfor den hedder egebladet.

Dengang, jeg drømte, fandtes ‘den egebladede’ ikke på almindelige planteskoler, i hvert fald ikke i mit område her i Østjylland. Det var også før, det for alvor blev almindeligt med masser af webshops med kæmpe udvalg, men det forhindrede mig ikke i at drømme hede drømme om at finde den.

Og tænk, efter to år skete det pludselig! Oh fryd!

Jeg husker ganske tydeligt den formiddag, jeg var på plantemarked på Clausholm Slot og spottede et eksemplar hos en mand, der bare havde 5-10 potter med lidt forskelligt stående på jorden og oven på en kasse. Ikke noget med stort bord og halvprofessionelle mængder. Jeg kan stadig se for mig, hvor i laden han stod, og hvordan lyset faldt ind, og hvordan jeg nærmest fik plantehikke af sjokket over at se planten i virkeligheden. Jeg styrede med det samme direkte derhen (men meget diskret, så ingen andre fik færten af sjældenheden) og flåede dernæst potten til mig og holdt godt fast, mens sælgeren fortalte, hvordan han selv havde lavet den af en busk, han havde i haven, og som han ikke rigtig kunne huske, hvor han havde fra. Følgelig havde han heller ikke sortsnavnet på den. Pyt! Oh fryd!

Jeg så næppe mere på plantemarkedet den dag, for jeg havde travlt med at komme hjem og vise vidunderet frem til havemanden, der var blevet hjemme for at bygge udhus.

Søndag den 5. august 2007. Se lige et megaflot eksemplar af en Egebladet hortensia. Jeg var pavestolt og kisteglad. Oh fryd!

Efter et par år i haven opdagede jeg, at en af grenene havde lagt sig ned på jorden og slået rod. Jeg lagde en sten på og lod den sidde et år – eller var det to? – før jeg skar den fri fra moderbusken og flyttede den nye plante lidt længere væk. Siden da har jeg haft to Egebladet hortensia, og begge gror og trives. Oh dobbelt fryd!!

Efterfølgende har jeg fundet ud af, at sorten ret sikkert er ‘Sikes Dwarf’, der bliver 1 god meter høj og lidt bredere. Perfekt til en lille have.

Mit kravometer-skema

At lige netop denne plante har fået prædikatet ‘yndlingsplante’ skyldes, at den scorer højt på mit ‘kravometer’, som I kan se i skemaet herunder.
I skemaet har jeg medtaget de 22 krav, jeg primært vurderer efter, når jeg vælger planter, selv om der er en anelse forskel på, hvor højt jeg vægter de forskellige krav.

Når det gælder underholdningsværdien, søger jeg at få opfyldt så meget som muligt, men jeg ved også godt, at det umuligt, at få det hele. De fire vigtigste, som jeg gang på gang falder for, er: Blomster, lang blomstring, interessant løv og efterårsfarver. Dem har jeg markeret med fed i skemaet.

Underholdning er glimrende, men de krav, jeg lægger allermest vægt på at få opfyldt, når jeg vælger en plante, er, at den ukræsen med sin vokseplads, samt at den er sund og nem. Leverer den ikke på stort set alle disse krav, er det lige meget, hvor smuk og underholdende den er, så leder jeg muntert videre.

(Efter skemaet har jeg skrevet lidt noter til nogle af kravene.)

Egebladet hortensia
(Hydrangea quercifolia ‘Sikes Dwarf’)

Samlet score: 16 (19) ud af 22

UNDERHOLDNINGSVÆRDI 7 (8) UD AF 11
Synlige blomster *
Lang blomstring *
Nektarplante *
Duft *
Spiselig frugt
Smukke bær/frøstande
Interessant løv *
Efterårsfarver *
Stedsegrøn / vinterpæn / forårsgrøn * () Der er blade på til langt ind i januar.
Ingen tomme pletter i bedene, fordi planten skal skæres ned efter blomstring
Fuglevenlig
UKRÆSEN 2 (3) UD AF 3
Tåler mindst to ud af tre: Sol, halvskygge, skygge ✔ (Tåler både sol og en god portion halvskygge.)
Tåler almindelig jord *
Tåler tør jord * (Tåler mere tørke end alm. hortensiaer.
NEM AT PASSE 7 (8)  UD AF 8
Skal ikke vinterbeskyttes *
Spises ikke af snegle
Sund uden lus, meldug. ol.
Skal ikke opbindes
Skal ikke beskæres () Kun hvis der er frostskader.
Visne blomster skal ikke fjernes dagligt/ugentligt
Ingen rodskud
Ingen frøspredning

Noter og billeder

Som I kan se i ovenstående ‘kravometer-skema’ kan planten virkelig meget, hvilket jeg vil supplere med et par kommentarer og billeder.

* Synlige blomster – Blomsterne er i den grad synlige, for klaserne kan blive 30-40 cm lange. De sidder i spidsen af grenene.

Egebladet hortensia (Hydrangea quercifolia 'Sikes Dwarf')
August 2015. En kæmpestor blomsterklase, hvor de store, hvide, fertile blomster er sprunget ud.

* Lang blomstring – Jeg har fotos af smukke blomsterstande helt fra slutningen af juli til ind i september. Den lange blomstring skyldes dels, at blomsterne spinger ud i to omgange – først de sterile blomster dernæst de fertile, dels at begge slags blomster er ganske holdbare. Klaserne er på den måde pæne i næsten to måneder, hvilket unægteligt er noget længere end de tre uger, der er standardblomstring for de fleste planter. Dejlig plante.

* Nektarplante – I modsætning til de almindeligste hortensiaer (Hydrangea macrophylla), der kun har sterile blomster uden mad til bier og sommerfugle, så har Egebladet hortensia både sterile blomster (de store hvide) og nektarholdige blomster (de små fluffy blomsterskyer, der sidder mellem og under de store sterile blomster). Du kan se begge dele på billedet herunder:

Sterile og fertile blomster på Egebladet hortensia (Hydrangea quercifolia 'Sikes Dwarf')
August 2020. Store, duftende blomsterklaser på Egebladet hortensia. De store blomster lokker angiveligt insekterne til, og når bier og svirrefluer er landet på ‘snyde’blomsterne, så møffer de sig et par cm til højre eller venstre og guffer løs af nektaren i de bittesmå, cremefarvede blomster.

* Duft – Der er ikke ret mange hortensiasorter, heller ikke blandt de egebladede, der dufter, men ‘Sikes Dwarf’ gør. En behagelig, krydret duft fra de fertile blomster, når man stikker næsen derhen.

* Interessant løv – De store indskårne blade er det, jeg holder allermest af ved busken. De er totalt top et-eller-andet… Jeg mangler ord. De største blade bliver ligesom blomsterstandene op til 30-40 cm lange og skaber interessant kontrast til alt andet løv.

Egebladet hortensia (Hydrangea quercifolia 'Sikes Dwarf')
Juli 2021. Bladene på Egebladet hortensia (Hydrangea quercifolia ‘Sikes Dwarf’) skiller sig tydeligt ud fra andet løv.

* Efterårsfarver – Som om synet af de store blade hele sommeren ikke var nok, forkæler ‘den egebladede’ mig med de skønneste efterårsfarver. Busken står til højre på billedet herunder.

Egebladet hortensia (Hydrangea quercifolia 'Sikes Dwarf') i efterårsfarver.
November 2018. Egebladet hortensia (Hydrangea quercifolia ‘Sikes Dwarf’) i efterårsfarver. Træet er en papegøjebusk (Parrotia persica).

* Stedsegrøn – forårskøn – Bladene sidder forbavsende længe på busken, og der er stadig blade tilbage nu i januar. Her er et decemberbillede, taget en uges tid efter vinterens første sne og frost:

Egebladet hortensia (Hydrangea quercifolia 'Sikes Dwarf') med blade om vinteren.
December 2021. Egebladet hortensia (Hydrangea quercifolia ‘Sikes Dwarf’) til højre har stadig vintergrønne blade efter flere dages sne og frost.

Når det bliver forår, er bladene væk og grenene nøgne, men jeg vil alligevel indsparke noget forårspænt om busken (og om alle hortensiaer), for da busken har ganske få og oprette grene i modsætning de mange andre buske, der ofte har en masse sidegrene, er hortensiaer perfekte som overstandere for forårsblomster.

Blå anemone (Anemone hepatica) trives godt under Egebladet hortensia.
Marts 2019. Blå anemoner er dejligt synlige under Egebladet hortensias få grene. Der er ikke længe til.

* Tåler almindelig og næsten tør jord – De fleste hortensiaer (Hydrangea) kan lide vand, og i følge Københavns Universitet hentyder det græske navn ‘Hydrangea’ netop til planternes store vandkrav, da hydor betyder vand vand, og angeion betyder kar, men også her er Egebladet hortensia speciel, for den tåler faktisk at stå lidt tørt, når den er etableret. Jeg vander kun med ugers mellemrum i deciderede tørkeperioder, og mine vokser endda i et hævet bed. Men rigtigt tørketålende tør jeg ikke kalde den.

* Vinterbeskyttelse – Sorten regnes for hårdfør, og det regner jeg den også for. Jeg har dog, ret skal være ret, haft en enkelt spøjs oplevelse, for efter seks år i haven frøs den meget mærkeligt ned i vinteren 13/14, som ellers ikke var specielt hård, og det undrer mig fortsat. Om foråret skar jeg planten i bund, hvorefter den skød fint igen, og selv sidste vinter, hvor februars frost tog livet af flere ting, havde den ikke problemer.

Egebladet hortensia (Hydrangea quercifolia 'Sikes Dwarf')
August 2017. Min første busk til venstre og aflæggeren til højre.

Er det ikke bare en skøn, sund og nem busk?
Egebladet hortensia – Oh fryd!
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Jeg er taknemmelig for enhver kommentar og svarer naturligvis på alt.
Der kan gå nogen tid, før din kommentar vises, da mit system tjekker for spam.

46 kommentarer til “Yndlingsplante: Egebladet hortensia”

  1. Tak for fin omtale af en for mig ukendt sort! Fin ide og tankevækkende med “kravometer” til underholdende planter. Lokker mig til at kikke efter planten på planteskoler eller lignende…..

    Svar
    • Selv tak, Maja. Det glæder mig at høre, at du bliver inspireret. Det er en dejlig busk, så god jagt.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  2. Kære Lisbeth

    Nu har du gjort det igen. Jeg er ramt af plantesult! Og en inderlig længsel efter forårets plantemarkeder, som jeg håber bliver afviklet i år, for jeg elsker simpelthen ‘skattejagten’ på sådan et marked. Jeg må holde godt øje med egebladet hortensia, for den ville da også være en pryd i min lille have ☺️

    Svar
    • Kære Trine
      Det er en skrækkelig sygdom, plantesult. Eneste behandling er planter 🙂 Men det er der jo heldigvis råd for (men ikke altid råd til). Jeg snuser også tit rundt i planteskolernes hjørner. Det er lidt sværere i vore dages flisebelagte plantecentre med alt på højborde, men ind imellem står der rent faktisk nogle spændende planter, som en optimistisk indkøber har hjemtaget nogle stykker af.
      Den egebladede er oplagt til små haver. Den kan ikke spises, men ellers synes jeg, den kan alt, når pladsen er trang.
      Jeg håber, du finder en en dag.
      Kh Lisbeth

      Svar
  3. Hej Lisbeth
    Interessant indlæg om egebladet hortensia, som jeg også har to eksemplarer af i haven. Jeg fik mine foræret af en lokal engrosplanteskole:), men jeg vidste ikke, hvilken fantastisk plante, jeg havde fået fingre i. Jeg kan kun tilslutte mig alle fortrinene, som du beskriver, og når vi har åben have, bliver de altid beundret og mange spørger om, hvilken plante/busk dette dog er? Så den er åbenbart ikke så kendt endnu.
    Kh Susanne

    Svar
    • Hej Susanne
      Ja, den er altså fantastisk, det er jeg glad for, at du også har erfaring for, og det er en af de planter, jeg ikke fatter, der er relativt sjældne i haverne (og måske også på planteskolerne, hvilket naturligvis kan forklare, at den ikke købes.)
      Vi to gør i hvert fald vores for at fortælle om den 🙂
      Kh Lisbeth

      Svar
  4. Ja men den er jeg også med på, men det ved du. Jeg købte min første i 2010 hos Anne Marie, Lønbæk planteskole, ja jeg købte faktisk to, de var ikke ret store. Den ene gik ud efter et par år, den anden lever i bedste velgående og er stor og flot – både i løv og blomster, den hedder Burgundy, den anden var enkletblomstrende. Et år købte jeg en mere på plantemarked i Kolding. Det er en fantastisk og uundværlig plante for os havenørder. Det eneste mine mangler er duften, så jeg må på udkig efter Sikes Dwarf. Jeg skal også have plantet rundt om den, for det har jeg ikke været opmærksom på.
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Ja, du er med i klubben af begejstrede ejere. Anne Marie har fortalt mig på facebook, at hun har flere sorter af dem, som hun eksperimenterer med. Måske hun har den. Duften er naturligvis ikke så overvældende, som dine roser og liljer, men morsomt og dejligt er det. Burgundy får mere mørke efterårsblade, har jeg googlet mig til. Flotte 🙂
      Hvis du køber et par potter forårsløg, kan du evt. grave dem ned nu, mens du kan komme til. Så blomstrer de i marts.
      Kh Lisbeth

      Svar
      • Jeg har set, hvad Anne Marie har skrevet, måske har hun den, den er dyr hos Kridtvejs planter.
        Ja min Burgundy får mere mørke blade.
        God idé det vil jeg lige huske på, de er jo så småt i butikkerne nu.
        Kh Lisbeth

        Svar
        • Hvis der ikke er så meget salg i busken, er det måske derfor, den er dyr. Det bliver forhåbentlig anderledes.
          Mon ikke du kan finde et godt tilbud – det har I tit, synes jeg.

          Svar
  5. Den er rigtig fin – ikke mindst på grund af der meget anderledes løv. Men – blomstrer den på årsskud eller på andetårs skud? Vi har kun held med dem, der blomstrer på årsskuddene, fordi vi altid får frost.
    Jeg tror, jeg vil lave mig et ‘kravometer’. Det kan vist spare en del penge på langt sigt 🙂
    Kh, Karen

    Svar
    • Jeg tør ikke lægge hovedet på bloggen, men jeg tror, den blomstrer på andet års skud, men den ER altså meget mere hårdfør end de andre, så hvis du en dag falder over den og har et lidt beskyttet voksested under trækroner, langs huset el.lign, så kunne du altså godt prøve. Mine almindelige svitses i hvert fald mere i skudspidserne end den egebladede.
      Kravometret er godt, men om det sparer penge… jeg skal nemligehele tiden prøve, om jeg kan få opfyldt lidt mere, og det koster. Men det er jo sådan set også deri morskaben ligger 😉
      Kh Lisbeth

      Svar
  6. Hej Lisbeth.

    Hvor inspirerende – Både med den smukke, nemme busk, som sandsynligvis vil passe ind i de fleste haver. og med dit “Kravometer”.
    Dejlig læsning!..

    KH Tara

    Svar
    • Hej Tara
      Tak. Busken er SÅ fin, og kan lige netop passe i de fleste haver – i hvert fald størrelsen. Om den klarer en vindblæst sandjord i vestjylland, ved jeg ikke. Måske en vestjyde har en erfaring, hanhun vil dele med os 😉
      Kh Lisbeth

      Svar
  7. Dejlig læsning 🙂 Jeg har længe vidst at jeg skulle have en egebladet hortensia og nu kan det kun gå for langsomt, for efter dit kravometer ser jeg at det er en “must have” plante.

    Svar
    • Tak. Du skal helt sikkert have den i år, hvis du allerede har kik på den. Du vil nyde den. Anne Marie med Lønbæk planteskole har Egebladede hortensier, men om hun lige har denne, ved jeg ikke. God fornøjelse.
      Kh Lisbeth

      Svar
    • Du når nok at læse det senere 🙂 Paddehatten er såmænd blot en telefonpæl med et omvendt bålfad på.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  8. Kjære Lisbeth
    Jeg er nesten grønn av misunnelse her jeg sitter, for det er en vidunderlig plante. Jeg har prøvd den her, men den overlevde ikke første vinteren. Men jeg vil prøve den på nytt hvis jeg kommer over den. Den har jo også så flotte blomster i tillegg til de fine bladene. Det er jo fantastisk at du har formert den ved å legge over en stein på grenen. Ditt kravometer skjema var morsom lesning. Det er fornøyelig å se hva du liker og hvilke krav du har til dine planter. Jeg er stort sett fornøyd bare plantene overkever her. I mitt klima er det langt fra noen selvfølgelighet 😉

    Hilsen Marit

    Svar
    • Kære Marit
      Åh, det er synd, du ikke kan have den, selv om den er mere hårdfør end de andre. I en krukke måske? Du har det jo immervæk noget koldere end vi har, selv om vintrene generelt bliver varmere.
      Det var rent held, at den slog rod, for det var ikke noget, jeg havde tænkt på, men jeg skyndte mig at udnytte situationen og holde den fast med en sten. Det er jo sådan man gør med nedkrogning af grene.
      Mon ikke du har dit eget kravometer? Sådan noget med “tåler frost ned til 20 grader, brogede blade, og sorter af heuchera, acer, iris osv. osv.osv., som jeg ikke har i forvejen” ;-))))

      Svar
  9. Jagten går ind,,, på egebladet hortensia.. Jeg har altid troedet den var vandkrævende som de alm hortensia. Men hvis den er rimelig tørketolerant,, såå
    et kravometer,,, hmm det kunne være man skulle lave sådan èt. Men kan man så undgå at blive fristet over evne hos plantepusheren??
    hilsner Gunvor

    Svar
    • Ha-ha, ja du må på jagt. Den er sjovt nok ikke så vandkrævende, men selvfølgelig ikke ligefrem tørketålende, men en sjat vand i ny og næ har jeg intet imod. Det er den daglige vanding under tørkeperioderne, jeg nægter.
      Kravometret gør det på ingen måde billigere, kun sjovere, for jeg leder hele tiden efter planter, der kan lidt mere end de andre, og så skal de jo købes og afprøves. Men ok, jo lidt hjælper det, for jeg får jo da sorteret de håbløse fra, og det er klogt nok 🙂
      God jagt.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  10. Høres og ser ut til å være en spennende busk, spesielt vakkert bladverk. Jeg forstår godt den følelsen du fikk da du så den der på bordet. Ha en fin kveld, hilsen Ingeborg

    Svar
    • Ja tænk, at jeg husker oplevelsen så tydeligt. Og min mand fotograferede mig, da jeg kom hjem med den. Det har han ikke gjort hverken før eller siden, når jeg har købt planter, så det var åbenbart en speciel dag. Heldigvis har buske levet op til alle mine drømme.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  11. It’s a great story about how you came upon the Oakleaf Hydrangea, Lisbeth, and like a general planning battle strategy, maneuvered yourself into position to grab it! I am very happy that it has done well for you. I have no doubt that it is tended with the most loving care. Be sure to show us the flowers when it blooms this year. And remember, we are already closing in on the end of January and spring is not so far away.

    Svar
    • Thank you, David, the victory was sweet and unforgettable, and I admire and take good care of it, you can believe.
      I’ll remember to show the flowers later in the year. They are beautiful, but I must admit that it’s the leaves, I like best 😉
      Oh yes, isn’t it nice to know, that spring is near? My snowdrops are on their way 🙂
      Lisbeth

      Svar
    • Den kan virkelig meget, denne busk, og selv om blomsterne er fantastiske, er selve busken med bladene også flotte resten af tiden.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  12. Kravometer – det navn er godt fundet på 🙂 Det ser ud som et nyttigt skema, hvis man vil undgå fejlkøb og ærgrelser. Og jeg tror, du er så disciplineret, at du får det anvendt. Jeg vil prøve, om jeg kan bruge skemaet, men jeg er bange for, at jeg er lidt for impulsiv.

    Hilsen Elna

    Svar
    • 🙂 🙂 Joh, jeg leder altid efter bestemte ting, og det kan man nok kalde disciplineret, men egentlig gør det det bare lettere at være impulsiv, fordi jeg ved, hvad jeg leder efter, og er hurtig til at hugge til, når jeg så finder det.
      Egentlig forestiller jeg mig, at alle har et indre kravometer, men søger måske bare efter noget andet end mig, fx om de primært synes, at en plante er smuk. Men det er jo ikke godt at vide, hvad andre vælger efter.
      Jeg synes i øvrigt, at du er helt utroligt disciplineret med de beplantninger, du laver. Nøje udvalgt og afstemt og store flader.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  13. Tak for et herligt indlæg. Dejligt at vi kan nyde godt af dine erfaringer. En busk med godt med underholdningsværdi og tørketålende. Det kan ikke blive bedre!

    Svar
    • Selv tak Sydney – tak for at du giver feedback.
      Der er lige netop ikke noget bedre, end planter der ‘kan det hele’. Eller i hvert fald tæt på.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  14. Det är en jättefin buske i släktet. Hos mig är H. serrata mer härdig än quercifolia men den brukar komma tillbaka även när den fryser ner en del.

    Ha det gott! Carina

    Svar
    • Tak for tippet om Serrata. Heldigvis har vi det nok ikke så koldt, som du har, men det er alligevel praktisk med sorter, der ikke fryser. Jeg har i øvrigt googlet den og kan se, at den vist også har fertile blomster i den stil der hedder ‘lace head’, som jeg godt kan lide.
      Tak i lige måde. Lisbeth

      Svar
  15. Det var dog et fantastisk indlæg. Jeg har vist nok en gang fået et skud fra en egebladet Hortensia fra Lisbeth Høneballe, men tror ikke jeg har det mere.
    Denne hortensia må jeg helt absolut have på min ønskeliste og nærlæse dit indlæg igen mht. jordtype mm.

    Svar
  16. Hej Lisbeth
    Min yndlingshortensia har hidtil været klatrehortensia pga de duftende blomster, så nu er jeg blevet svært interesseret i din fine egebladede! Mange tak for altid gode indlæg.

    Svar
    • Hej Sara
      Klatrehortensiaen er også en lækker plante. Jeg er så heldig at have dem på et helt hegn, der er 10 meter langt.
      Jeg er sikker på, at du vil kunne lide den egebladede, så jeg håber, du finder den en dag.
      Tusind tak. Det er sødt af dig, at sige – det varmer.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  17. Hej Lisbeth
    Jeg har planer om at plante den egebladede hortensia foran vores nye træterrasse, og jeg glæder mig sådan, til den bliver en del af vores have. Planen er, er der skal plantes tre-fire planer ved siden af hinanden i et bed, der løber langs kanten på terrassen. Jeg vil dog høre dig, om du tænker, at den vil egne sig sammen med fx høstanemone elle andre stauder?

    Venlig hilsen Sidse

    Svar
    • Hej Sidse
      Det lyder som en fantastisk ide, hvor I kan følge den året igennem. Husk endelig små forårsløg i bunden 🙂
      Høstanemoner blomstrer jo samtidigt med den egebladede, så alene af den grund, ville jeg ikke vælge dem. De bliver også for høje proportionsmæssigt, tænker jeg, men det er jo en smags sag, og ellers findes der også lave høstanemoner, som jeg tidligere har skrevet om på bloggen.
      Storkenæb kunne måske være fine, da mange af dem blomstrer inden. Eller andre stauder, der har en lav og pudeagtig facon. Tueformede græsser tror jeg også kunne klæde ‘egebladene’. Prøv at kigge på Japansk skovgræs. Den er jeg selv vild med. Du kan evt. kombinere den med en storkenæb eller to. Storbladede stauder som fx hosta og Lodden løvefod ville jeg fravælge – de store blade vil gensidigt tage det smukke fra den anden. I sidste ende kommer det naturligvis an på sol/skygge og jordbund, hvad du kan vælge.
      Og husk, at buskene snildt bliver 1½ brede, når du planter dem. De ser ikke ud af noget, når man planter dem 😉
      Held og lykke med projektet. Det bliver garanteret flot.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
      • Tusind tak for dit uddybende svar ☺️ Jeg har netop tænkt meget i, hvad jeg kan plante af lavere vækster sammen med hortensiaen, for at det ikke bliver bart ved jorden. Nu er jeg næsten sikker på, at det bliver storkenæb – og ja, forårsløg helt sikkert også

        Hilsen Sidse

        Svar
        • Selv tak, Sidse. Det glæder mig, at du kunne bruge det.
          Jeg er sikker på, du bliver glad for storkenæb, og der er så mange slags, at du sagtens kan finde nogle, der passer til både din smag og jordens beskaffenhed. God fornøjelse.
          Mange hilsener Lisbeth

          Svar
          • Hej igen, Lisbeth 🙂

            Jeg håber det er okay, at jeg benytter mig af din viden igen 🙂 Jeg er nu tæt på at skulle indkøbe et antal planer til haven. Når jeg kigger på hjemmesider, som sælger egebladet hortensia, så foreslår én, at der skal plantes 5 pr. meter. Eftersom busken jo bliver ret bred og tæt, synes jeg, at det lyder af meget? Men er hvad tænker du? 🙂

          • Hej Sidse – hyggeligt at høre fra dig 🙂 Dejligt, hvis jeg kan være til hjælp.
            5 stk. pr. meter er helt i skoven! Enten er de uvidende (absolut tænkeligt), eller kan du have set på noget forkert? Jeg har set ‘Egebladet Hortensia Sikes Dwarf’ på Kridtvejs planters hjemmeside, og her anfører de ikke antal pr. meter
            1 pr. meter er rigeligt. Så bliver det tæt. De skal selvfølgelig have nogle år, og i en periode kan du så have lidt lave stauder imellem. Sætter du dem tættere går det naturligvis hurtigere, men på langt sigt er det altså ikke nødvendigt, er min erfaring. Mine står med lidt mere afstand, og de vokser pænt sammen. Du skal jo ikke have en hæk, der er så tæt, at den kan holde folk ude.
            Mange hilsener Lisbeth

Skriv en kommentar