Udflugt med haver, mad og overnatning

Hvis du overvejer at se på haver på Sydfyn, kan jeg godt anbefale det.
Hvis du synes, der er lidt langt til Sydfyn uden en overnatning, så kan jeg godt anbefale en løsning.
Hvis du sagtens kan klare Sydfyn på en endagstur, så skulle du overveje at slutte dagen med en middag i Svenborg, inden du kører hjem.

Havemanden og jeg har lige været på en todages tur på de kanter. Vi kom hjem i går, så her er mine friske indtryk.

Tre ting på en gang

Det hele startede med, at jeg længe har ønsket mig en middag på restaurant Resumé i Svendborg. Det er en lille sleben juvel i det gastronomiske smykkeskrin, som ikke mange kender. 
Jeg har også gået og puslet med et ønske om at se Helle Troelsens have ‘Troensehaven’ på Tåsinge ved Svendborg, og da jeg opdagede, at Helle havde åben have i weekenden, lykkedes det at kombinere dette med et ledigt bord på Resumé. 
Som en ekstra gevinst fandt jeg ud af, at der i den forgangne weekend var syrenfestival i området om Fåborg. 
Tre ting på én gang… og lidt til.

Syrenhegn på Sydfyn
Syrenhegn

Asperupgaard

På vej ned over Fyn om søndagen besøgte vi Asperupgaard, der var en anderledes og ‘spøjs’ oplevelse på den absolut gode måde. 23.000 kvadratmeter. Totalt vildtvoksende inkl. døde grene og døde planter, der gav nyt liv via svampe og insekter. Trods det døde, var haven ikke gemt og glemt af mennesker, for der var klippet kilometervis af stier gennem en forbavsende mængde af sjældne buske og træer. Især rododendron (400 forskellige) og magnolia (275 forskellige), men også mange, mange andre planter (mere end 500 forskellige). Nogle med navneskilte. Andre uden. Nogle planter var meget gamle, andre planter var helt nyplantede.

Duetræ (Davidia involucrata).
Duetræ (Davidia involucrata). Det var meget gammelt og højere end gårdens gavl. Blomstringen var overdådig.

Et sted på en af stierne kom vi forbi den mest vidunderlige gule magnolia. Slank, lysåben og med en bedårene gul farve. Blomsterne var lidt ‘stivere i det’ end den almindelige magnolia, så jeg gætter på, at de holder lidt længere, hvilket ville være et klart plus. Magnolia ‘Yellow Bird’ hedder den. Den er vist ikke sjælden, og nøj, hvor ville jeg ønske, jeg havde plads…

Magnolia 'Yellow Bird'.
Magnolia ‘Yellow Bird’. 

Og så har jeg da vist aldrig hørt så kraftig en fuglesang, som da vi gik rundt – der var koloenormt mange glade fugle i dette eldorado.

Troensehaven

Om eftermiddagen ankom vi til Tåsinge og Troensehaven, der var lige så romantisk, som jeg havde forestillet mig, og jeg kan ikke tage bedre billeder end dem, der er i diverse artikler og i den nye bog om haven, så jeg begrænser mig.

Troensehaven
En eftermiddag i Troensehaven.

Havemanden og jeg gik først rundt og nød de mange dejlige planter og siddepladser.
Jeg havde mit julegaveeksemplar af bogen ‘Troensehaven’ med og fik den signeret af Helle. Senere drak vi kaffe, spiste dejlig kage, kiggede mere og købte lidt planter med hjem. (Og jeg er nu for alvor på udkik efter en planteskrue, så jeg kan skrue de nye planter ned et sted.)

Efter havebesøget spadserede vi en tur i Troense. Vi har været der før, og det er intet mindre end bedårende.

Restaurant Resumé og overnatning

Aftenens besøg på Restaurant Resumé hører for så vidt ikke hjemme i en haveblog, men hvis jeg nu bare nævner den kort i relation til at tage på havebesøg, så går det nok. Det hele var nemlig så utroligt lækkert og levede mer’ end op til forventningerne – om det så bare var smørret, der var syrnet med skyr og sødet med løgaske og pisket så luftigt, at det nærmest smeltede på brødet. Jeg kunne spise det med ske.

Restaurant Resume
Den ene af fire snacks: Pressede svampe med sprødstegt lotusskive og trøffelmayo. Velkomstkuvert med dagens menu. Dessert inden kaffen: Chokoladekage og yoghurtsorbet med pebersauce og grillede rabarber.

Havemanden var i anledningens anledning opgraderet til hotelmand og havde bestilt overnatning på et hotel 500 meter fra restauranten, så vi kunne drikke hele vinmenuen og spadsere sikkert hjem i den halvlyse og lune majaften. 

Syrenhegn og Ellebjerg

Mandag kørte vi for alvor ud i det smukke sydfynske landskab med bakkede, snoede og til tider meget smalle veje for at se syrenhegn. Der var ikke så mange hegn tilbage som i min barndom, og mange af dem, der var, var klippet som hæk ud mod vejene af hensyn til trafikken. Men vi fandt dem, og de er stadig smukke.

Dagens have-mål i syrenland var ‘Ellebjerg‘. Den var tilplantet med meget grønt og ikke ret mange blomster og med et stærkt, grafisk design. Den lå på en skrånende grund med tydelig niveaudeling og mange flotte kik og detaljer. Vi sad længe i haven.
Bag to firkantede hække var der hhv. frugthave og vingård, og rundt om selve haven var der stille natur og eng styret af menneskehånd. I alt 35.000 kvadratmeter inkl. lille cafe og butik, hvor man kan købe en bog om syrener, syrenlikør, syrenøl, syrenservietter og andre fristelser. Trods havens størrelse er den ganske privat og åbner først igen til august.

Ellebjerg på Sydfyn
I haven spiste vi syrenkage, og jeg drak syrensaft.

Så var turen rundt på Sydfyn slut. 
Hvis du har fået lyst til en tur på de kanter, har jeg tidligere beskrevet to andre sy’fynske haver, der er en køretur værd: Solbakken og Helle Aagaard’s have.
____

HUSK – Du kan stadig nå at hjælpe mig med at vinde Haveselskabets pris som Årets haveblog 2019 ved at stemme HER.
Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Din første kommentar vises ikke med det samme, da ‘mit system’ tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

26 kommentarer til “Udflugt med haver, mad og overnatning”

  1. Altså for en vidunderlig tur. Den gule magnolie er fantastisk. Jeg så den første gang i går, da Elmer Aagesen havde lagt et billede af den på Facebook. Den vilde have lyder som et rent paradis. Det er Troensehaven også, og den står højt på min ønskeliste. Ikke mindst efter jeg anmeldte bogen. Det er forbløffende så meget forskel der er på klimaet i vores ellers ret lille land. Sydfyn – og Tåsinge – er langt, langt foran Skivholme. Vores husløg er kun ved at springe ud nu, og på Tåsinge står de i fuldt flor. Det gør de også i Aarhus – det er det med at være enten tæt ved vandet eller inde i landet, der gør forskellen. Men den er stor.
    Det er ok at fortælle om andet end haver – også på en haveblog 🙂
    Kh, Karen

    Svar
    • Selv tak, Karen. Asperupgaard var en fantastisk have i al sin vildsomhed med traditionelt ukrudt overalt under buske og træer, og nok den største overraskelse. Især Troensehaven synes man jo, man kender fra de mange billeder og beskrivelser. Men skøn var den også – det var de alle tre på hver deres måde.
      Det er sjovt, du nævner det med husløg. Jeg måtte lige ud og tjekke vores. Der er slet ikke engang ansats til blomsterskud… Forhåbentlig kommer de.
      Ja, der røg lidt med om en restaurant, men vi fik jo også grøntsager 🙂
      Kh Lisbeth

      Svar
  2. Kære Lisbeth
    Ihh der ramte I da lige et ret tidspunkt — sydfynske syrendage..hvilket syn og hvilken duft. Sikke en dejlig tur I også denne gang har fået oplevet. Vi har også oplevet haven ved Asperupgaard for nogle år siden.. dog i det sene august.
    Helles have havde jeg fornøjelsen af sidste år på samme tid … heldigvis har vi jo ikke ret langt, så det er nemt at smutte derover. Der er så hyggeligt ved hende i Troense…
    Tusind tak fordi du så sødt linker til bl.a. min have også … ja det går jo løs nu i kommende weekend, så kan du gætte hvordan vi ligger i øjeblikket – jo nemlig vandret, som man siger.
    knus fra Helle Aagaard´s have på Sydfyn

    Svar
    • Hej Helle. Det var rent held – det med syrenfestivalen, for jeg vidste slet ikke, det eksisterede. Men en god ide, der forhåbentlig kan vokse sig større.
      Du bor lige i nærheden af rigtig mange skønne haver – og vice versa 🙂 Forhåbentlig lander I lodret på benene inden weekenden, så I er klar til rigtig mange gæster. Jeg ønsker jer godt vejr og god fornøjelse.
      Kh Lisbeth

      Svar
  3. Hej Lisbeth
    Øverst på min besøgsliste ligger Asperupgaard, den vil jeg gerne se, det forstår du sikkert godt 🙂 Vi får se, om det lykkes i år. 2. øverst står Byhaven i Ebeltoft, måske lykkes det også i år. Det ser ud til, at I har haft en dejlig tur, tak for at vi kom med. Gad vide om det var i denne weekend, I havde jo også åben have lørdag.
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Kære Lisbeth
      Jeg kan godt sige, at jeg tænkte på dig mange gange undervejs, for du vil elske det og sikkert også kende navnene på de gamle buske og træer, der har mistet deres navne i tidens løb.
      Forhåbentlig lykkes det for jer at komme dertil. OG at komme til Ebeltoft omend størrelsesforholdet unægteligt er et andet 😉
      Jo, jo. Vi havde åben have om lørdagen og futtede så af sted søndag, så vi også selv nåede at se lidt 🙂
      Kh Lisbeth

      Svar
  4. Hej Lisbeth

    Alletiders kombination – med spændende haver, planter og lidt godt at spise.
    Mange af de nye magnolia sorter (fra new zeeland) hører jeg har mere holdbare blomster også.
    Duetræer er fantastiske når de rigtig viser ‘blomstringen’!
    Tak for rundturen!

    Ha en dejlig dag

    Svar
    • Hej Karsten
      Der var indtryk til mange sanser 🙂
      Asperupgaard er lavet med inspiration fra Forstbotanisk have i Charlottenlund, og ideen er “en efterligning af naturens tilfældigheder inden for givne rammer”. Meget spændende sted.
      Interessant, hvis nogle af de nye magnoliaer er mere holdbare i blomsten, for vores blomstring er i hvert fald meget kort. Bar jeg skulle plante et i dag…
      Duetræer har jeg set før, men aldrig så stort og med så mange blomster. Det var måske et heldigt år, vi var der.
      Selv tak.
      /Lisbeth

      Svar
  5. Hej Lisbeth

    Vi spiste på Resumé sidste sommer, og det var en helt fantastisk oplevelse. Jeg har også planer om at besøge Helles have, formentlig den 9. juni, hvor vi kører over Tåsinge på vej fra Lolland til Jylland. Det har stået højt på min haveoplevelsesliste længe, men det har aldrig lige passet med, at hun havde åben have samtidig med, at vi skulle den vej forbi.

    Svar
    • Hej Anette
      Ih… så ved du lige, hvad jeg taler om med Resumé. Vi skal helt bestemt derned igen. Vi ville have været i Troensehaven den 9. juni, men der var alt optaget på restauranten, så flyttede besøget frem til maj. Og fik så syrenfestivalen med i købet. Den havde jeg aldrig hørt om før, men det viser sig at være den tredje weekend i maj hvert år. Så ved man det…!!! 😉
      /Lisbeth

      Svar
  6. Arh . Lisbeth – jeg mente prydløg. Det var den stavekontrol. Jeg må holde op med at kommentere fra mobilen – mine pølsefingre er for store 😀

    Kh, Karen

    Svar
    • 😉 Åh hvor jeg kender det.
      Jeg har fem prydløg, som jeg lagde i efteråret. Der er kun kommet gule blade op, og der ser ikke ud til at komme mere. Det var vist den fornøjelse… 🙂

      Svar
  7. Hej Lisbeth

    Det var en flott tur dere hadde med mange sanseinntrykk. Jeg misunner dere i Danmark for dere har så mange hager å se på i relativt kort avstand.
    Flotte bilder, og duetreet er utrolig fint. En riktig ønskeplante 🙂

    Svar
    • Hej Marit.
      Vi har ganske rigtigt ikke så langt til haver, som I har. Til gengæld er vi tit misundelige på, at I har så store afstande med rigtig natur. Og jeg er misundelig på de flotte klipper/fjeld, der er i mange haver. Det er svært at få det hele 🙂
      Duetræet var helt utroligt flot. Jeg har aldrig set noget lignende.
      /Lisbeth

      Svar
  8. Det er nogle rigtig gode billeder, du har taget fra jeres tur. Vi var også på tur i weekenden til Ellebjerg og Troensehaven. Man må sige, det er to meget forskellige haver. Jeg kunne lide dem begge. Jeg blev tiltrukket af de rette linjer, hækkene og alt det grønne på Ellebjerg. I Troensehaven var det stemningen, den indhegnede køkkenhave og de buksbomkantede bede, der optog mig mest.

    Hilsen Elna

    Svar
    • Hej Elna. Nej, hvor er det sjovt, at du også var der. Jeg har det fuldstændig som dig: Begge haver var meget interessante selv om de er utroligt forskellige.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  9. Det lyder som en rigtig god tur. Troense haven står højt på min ønskeliste, det bliver desværre nok ikke i år, men næste år skal det være. Helle Aagaards have skal jeg se i år på vej til CPH, det glæder jeg mig til.
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    Svar
    • Hej Lene
      Du kan godt glæde dig til begge dele, og det er skønt at have noget at glæde sig til.
      /Lisbeth

      Svar
  10. Du og Bent er virkelig gode til at sammensætte den slags småture rundt i landet, hvor der er indlagt forskellige former for nydelse. Asperupgaard besøgte vi i juni for tre år siden. Vi var så heldige, at ejeren gik med rundt et stykke af vejen og fortalte om de spændende træer, vi mødte på rundturen.

    Svar
    • Åh, der ville jeg godt have været med på en lytter. Vi havde SÅ mange spørgsmål om både stedet og planterne og driften, fordi det var så spændende. Men det var nu også en stor oplevelse uden rundvisning 🙂
      Af en eller anden grund holder jeg mere af den slags småture end af en uge eller to sydpå, og Danmark har så meget at byde på. Heldigvis har Bent det på samme måde. Han har rejst forfærdeligt meget via arbejde og er stadig lettere allergisk over for lufthavne.
      /Lisbeth

      Svar
  11. Lyder som en fantastisk tur, og den lille “madblog” gjorde bare fornemmelsen af at være med på turen så meget mere levende. Glæder mig til sommerens ture så meget mere nu.

    Svar
    • Hej Hanne
      Tak – det er godt at høre, at det er ok, at min madglæde supplerer min haveglæde 😉
      Du får forhåbentlig mulighed for at afprøve stedet en dag.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  12. Det var da en virkelig skøn tur I var på. Her er jo en kørerute og overnatning og haver at besøge – lige til at kopiere 🙂 For jeg har aldrig været hos hverken Troensehaven eller de andre steder, du fortæller om. Det kunne nemt blive til et udflugtsmål for os næste år.
    Det er skønt at komme ud at se og opleve og du fortæller så fint om det hele. Tusind tak for det.
    God weekend.

    Svar
    • Hej Ulla
      Tak 🙂 🙂 Det var helt sikkert en dejlig tur, og det glæder mig, hvis I kan få lyst til at gøre den efter. I må endelig tage restauranten med.
      God weekend til jer også 🙂
      /Lisbeth

      Svar
  13. Det ser bare så idyllisk ud – tror måske at vi skal på en inspirationstur snart 🙂 Især det øverste billede med bordet og stolene under det hyggelige træ gjorde indtryk – tak for et godt skriv!

    Svar
    • Tak, skal du have. Der er mange skønne steder på Sydfyn, og Helles have er bestemt skøn med den dejlige siddeplads.
      Vh Lisbeth
      (PS Jeg har tilladt mig at fjerne dit reklamelink, for selv om det garanteret er et godt firma, så vil jeg gerne undgå, at bloggen bruges til det. Hvis du så ikke vil have kommentaren vist, så sig til, så kan jeg helt fjerne den.)

      Svar

Skriv et svar til Karen Annuller svar