Mørk Blåaks (Seslereia Heufleriana)

Tre forårsblomstrende græsser

Midt i en græsselig virkelighed med klimaændringer, coronasmitte og frit fald i økonomien ligger haverne som fredelige firkanter med glade primulaer, påskeklokker og andre forårstegn.
I dette mylder af indtryk er det let at overse de tidligt blomstrende græsser. Det er synd, for de har bestemt deres diskrete charme.
Jeg synes, aksene er smukkest, inden de for alvor blomstrer, det vil sige nu.

Mine tre tidligste græsser er: Mørk Blåaks (Seslereia Heufleriana), Skovfrytle (Luzula sylvatica) og Star (Carex pilosa ‘Copenhagen Select’).

Her får I en kort præsentation af skønhederne.

Mørk Blåaks (Seslereia Heufleriana)

Mørk Blåaks (Seslereia Heufleriana) - aks
Mørk Blåaks (Seslereia Heufleriana) for et par dage siden.

På denne tid af året ses de vidunderligt blåsorte aks, der har lagt navn til planten.
I kan se de 50-60 cm lange aks på det allerførste foto. Jeg synes, de sorte prikker er meget spektakulære – også ude i et fritliggende bed, fx sammen med narcisser.

Når aksene er fuldt udsprungne i april-maj ses hvidgule støvfang, der hver især dingler yndefuldt på en trådtynd stilk.

Mørk Blåaks (Seslereia Heufleriana) - aks med støvtråde
Mørk Blåaks (Seslereia Heufleriana) med støvtråde.

På dagens øverste foto, der er taget 4. april sidste år, kan I ane den begyndende lyse kontur om de mørke aks.

De hvidgule aks i april-maj er bestemt nydelige, men jeg foretrækker dem i marts-april med de lækre mørke aks.

De visne aks kan man lade sidde som lyse strå – de er såmænd ok – men ofte sker der det, at jeg en lun solskinsdag sætter mig og fjerner dem, så planten i resten af havesæsonen står som en graciøs, let overhængende græs med meget smalle blade, der er en god kontrast til stort set alle andre blade – især de lidt større.

Mørk Blåaks (Seslereia Heufleriana) foran Japansk Skovvalmue (Glaucidium palmatum).
Mørk Blåaks (Seslereia Heufleriana) foran Japansk Skovvalmue (Glaucidium palmatum) i maj.

Skovfrytle (Luzula sylvatica)

Skovfrytle (Luzula sylvatica) - aks.
Skovfrytle (Luzula sylvatica) for et par dage siden.

Skovfrytle tåler dyb skygge, men det er i lyset og gerne i modlys, at filigran-aksene lige nu er flottest.

Jeg har den egentlig mest for de stedsegrønne blades skyld, og fordi den kan tåle den dybeste skygge, så aksene er ren bonusgevinst.

Den får lov at brede sig mellem andre grønne planter, så jeg har nem og varieret beplantning at se på året rundt, selv om der ikke er kulørte blomster.

Grøn komposition med bl.a. Skovfrytle (Luzula sylvatica)
Grøn komposition med bl.a. Skovfrytle (Luzula sylvatica). Her fotograferet i august.

Star (Carex pilosa ‘Copenhagen Select’)

Egentlig er ‘Copenhagen Select’ ikke en græs, men en halvgræs, nærmere bestemt en star, men den kommer med her, fordi den ligner græs i blade og vækstform.

Star (Carex pilosa 'Copenhagen Select') - aks
Star (Carex pilosa ‘Copenhagen Select’) for et par dage siden.

I disse dage viser Copenhagen Select sine ca. 30 cm høje, ranke, tætte aks i en dyb mørkebrun farve.
Senere ligner de forpjuskede påskekyllinger.

Star (Carex pilosa ‘Copenhagen Select’). (Redigeret foto fra Wikimedia. Kredit til: Krzysztof Ziarnek, Kenraiz / CC BY-SA)

Som det er med havens andre græsser, er det ikke så meget aksene, der har fået mig til at anskaffe staren, og resten af året nyder jeg de slanke, stedsegrønne blade, der giver naturlighed og variation i samspil med nogle af mine andre skyggetålende planter.

Star (Carex pilosa 'Copenhagen Select') og Skovfrytle (Luzula Sylvatica) på hver sin sida af stien.
Star (Carex pilosa ‘Copenhagen Select’) i bunden af billedet. På den anden side af stien vokser Skovfrytlen (Luzula Sylvatica).

Om ikke ret længe kommer der flere aks i andre starer og græsser, men disse tre er mine tidligste.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

34 kommentarer til “Tre forårsblomstrende græsser”

  1. Hej Lisbeth
    Dejligt at se nogle tidlige græsser, jeg har også frytlen den er god til at danne bunddække og tåler vand, det er nødvendigt her hos mig. Jeg må lige kigge om, jeg har flere forårsblomstrende græsser, for tiden fjerner jeg de gamle blade, som ligger og flyder i bedene. Desværre blæser det vist for meget til det i dag.
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Kære Lisbeth
      Frytlen er sådan en sej fætter. Måske staren også kan klare vand? Blåaksen er meget mere til den tørre side.
      Jeg har været ude et par gange og klippe græsser. Jeg mangler et par star’er. Jeg lurede lidt på, om jeg skulle springe dem over i år, for vinteren har været mild ved dem. Men jeg tror nu nok jeg gør det. Der er FOR mange brune spidser (undtagen på Copenhagen Select, som jeg viste. Den er så fin så fin.)
      Heldigvis har jeg ikke så mange blade liggende. Det er faktisk kun magnoliaens blade jeg tynder ud i, for de kan ligge i årevis, før de formulder. Du har heldigvis plads til smide dem i en kompostbunke et eller andet sted. Vi skal køre dem på genbrugsen.
      Jeg satser på havevejr i weekenden.
      Kh Lisbeth

      Svar
  2. Så mange fine gress du har! Gress er dessverre noe som ikke trives så godt her, for vinterene er for harde for dem. Det er så synd, for jeg synes de er så fine. Jeg har et svart “gress” som jeg har fått til i de siste årene, Opiophogon heter det. Det synes likevel ikke så godt som de du viser. Det blir mer som en bunndekker. Carex pilosa var veldig fint med de brune aks. Ha en god dag, og pass på deg selv!

    Svar
    • Hej Marit
      Ophiophogon kan jeg simpelthen ikke få til at trives, så der er du vel nok heldig. Den er så smuk. Og blomsterne med.
      Har du prøvet Luzula Sylvatica? Den virker utroligt hårdfør.
      Tak i lige måde. Jeg holder mig i haven.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
      • Jeg fikk den ikke til før, men etter at vi gravde opp hagen fikk vi inn masse grus, og det hjalp veldig på dreneringen. Det er sånn med mange gress at dreneringen er så viktig.
        Nei, den har jeg aldri prøvd.
        Det gjør jeg også, og har hatt første lille opprydning i hagen i noen timer nå. Det er 11 grader og sol her i dag, og uten vind 🙂
        Helt fantastisk!

        Svar
        • Så må jeg prøve igen. Jeg læste, at den helst ville have halvskygge, sur jord og ikke stå tørt. Det er lige det modsatte af dine erfaringer. Let skal det ikke være.
          Åh, nyd vejret for mig også 🙂 🙂 Her er det nemlig koldt, let blæsende og overskyet.

          Svar
  3. Hej Lisbeth
    Det er da nogle fine græsser, du har. Så spinkle blade og ikke så høje. Tak for skønne billeder.
    Hilsen Lis

    Svar
    • Hej Lis
      Jeg er helt klart på det hold, der kan lide græsser, der ikke får 1 meter lange strå. Jeg synes, de lave er meget nemmere at bruge.
      Selv tak fordi du kigger med 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  4. Hvor er de fine – jeg er helt vild med den mørke og med dens fine strå. De ligner næsten de lysesiv, vi slås med i engen, men mindre. Skovfrytlen var det jo også, jeg skulle have plantet ud i skovhaven. Nu må vi ikke tage nogen steder – sendt hjem med besked om at holde os hjemme mest muligt – men til juni, når Staudeblomsten holder åben have og vi har vores date, kan det måske lade sig gøre. Hvor er jeg træt af det corona. Jeg har kun arbejdet hjemme fra fredag morgen, men det føles allerede som længe…
    Kh, Karen

    Svar
    • Hej Karen
      Du kunne overveje den mørke blåaks. Den er til sol-halvskygge og evt. til den lidt tørre side.
      Ja, jeg skal huske at have Skovfrytle med til dig. Det er godt at have noget at glæde sig til.
      Coronaen er noget skrammel. Når jeg læser om de italienske hospitaler… uf. Og økonomien… Uf Jeg ved snart ikke, hvad der er værst. Hvis vi alle overlever og ikke har noget at leve af, fordi samtlige arbejdspladser er væk, hvad så? På den anden side set, så vil det også være en barsk udmelding, at vi må tåle et stort tab af mennesker, for at få økonomien til at overleve. Jeg er selv på nederste trappetrin af de truede arter, så det er lidt surrealistisk. Men det var jo sådan, de gjorde under pest og kolera, og i det store perspektiv, så overlevede menneskeheden jo også det. Desværre viser nogle (foreløbige, naturligvis) tal fra Kina at de sunde og stærke, der fik corona og bare blev raske, ser ud til nu at få senfølger med op til 30% nedsat lungekapacitet. Det er noget usikkert skrammel. Smukke, blomstrende græsser er lidt nemmere og hyggeligere at forholde sig til. Det kan jeg overskue.
      God arbejdslyst. Det er godt, du ikke bor i lejlighed, men kan gå dig en dejlig tur.
      Kh Lisbeth

      Svar
      • Lungekapaciteten er jo også nedsat efter en almindelig influenza, og de er jo kun lige blevet raske. Jeg var kortåndet i en måned efter, sidst jeg havde influenza. Lad os håbe, det hele går bedre snart. For på sigt er økonomien noget, der vil slå endnu flere mennesker ihjel end sygdommen. Vi må holde afstand, vaske hænder og bagefter krydse vores rene fingre for en snarlig bedring.
        Og så må vi i haven. Det er god terapi.
        Kh, Karen

        Svar
        • Ja, der er intet, der er sort hvidt. Økonomien kan jeg slet ikke overskue, men det er klart, at det ryster hele verden i vores eksistens.
          Jeg krydser mine rene og nysprittede fingre… og så går jeg i haven og roder i jorden uden handsker på :-))))
          Kh Lisbeth

          Svar
  5. Hej Lisbeth
    Tak for din kommentar på min blog 🙂
    Jeg måtte straks ind og tjekke din.
    Jeg kender slet ikke nogen af de nævnte græsser, men dejligt at blive klogere.

    Svar
    • Selv tak, Tina. Det er hyggeligt med en kommentar en gang i mellem.
      Forhåbentlig kan du få plads til en græs eller to 🙂 De skal jo nok købes pr. postordre for tiden ;-(
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  6. Skønt afbræk fra det daglige trommerum med corona og finansielle katastrofer. Nyder at kommer herind og fordybe mig i haveuniverset – der kan man da tale om ro og fred 🙂

    Svar
  7. Hvordan holder du blåaks. Mine har mange brune spidser mellem alt det grønne, og det er næsten ikke til at få øje på blomsterne? Deler du dem tit og klipper du dem?
    Hilsen Lise

    Svar
    • Hej Lise
      Jeg klipper dem ned meget tidligt. Og det er MEGET tidligt, for aksene er tidligt fremme. Jeg har et år prøvet at klippe for sent, og så røg alle aksene. Så lærte jeg det. Hvis man er ligeglad med aksene, så er det selvfølgelig lige meget. Og strengt taget er de bladene, jeg er gladest for, men når de nu får så fine aks, så tager jeg dem med :-))))))
      Jeg deler dem kun, når de bliver for store. Med års mellemrum. Måske fem eller syv år.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  8. Hej Lisbeth
    Hvor har du nogle fine græsser, jeg kan se at jeg skal til at begynde at kigge lidt mere på græsser. Det er en hel ny verden for mig, men det er jo det med lave have at man hele tide udvikler sig og får øje på nye spændende planter.
    Jeg elsker at du er så god til at dele og beskrive planterne så fint.
    Kærlig hilsen Linda

    Svar
    • Tusind tak, Linda. Gensidig inspiration er fantastisk.
      Jeg er meget glad for græsser, der jo kan meget andet end at stå med (alt for) lange aks mellem solhat i præriebede i august. Der er stor variation, så jeg håber, du vover dig ud i en enkelt eller to.
      Kh Lisbeth

      Svar
  9. Jeg har haft kik på den frytle i nogen tid.. Det kunne være jeg skulle gøre alvor af at indføre den i haven.. Og de andre græs osse, de lyder super. Jeg har ellers prøvet flere græsser af, men de kan tilsyneladene ikke li min havejord. Kun et par enkelte vil gro.
    heldigvis for vores haver, de kan da holde humøret oppe…
    hilsner Gunvor

    Svar
    • Kære Gunvor
      Her gror skovfrytlen som betalt i skyggen. Jeg begrænser den årligt/hvert andet år, men det meste af spredningen sker over jordoverfladen, så det er såmænd ret enkelt. Den får også brune blade (sidste års blade), så dem får jeg fjernet ved samme lejlighed. Du kunne da prøve med en enkelt 🙂
      Vi nyder haven ekstra meget i disse dage. Og så er det endda forår 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  10. Hej Lisbeth

    Alletiders beskrivelse af disse 3 flotte græsser. Det er godt med sådan nogen godt bearbejdede blogindlæg.
    Jeg har selv kun en star der står i mit sumpbed:)

    Ha en dejlig uge!

    Svar
    • Tusind tak, Karsten 🙂
      Star er en meget variabel familie med mange flotte sorter, der kan trives mange forskellige steder. Din må have haft det godt i al den nedbør, vi har fået-
      Tak i lige måde. Lisbeth

      Svar
  11. De to første har vi også meget glæde af, men mens frytlen er ukuelig, skal jeg jævnligt forny blåaksen. For mig er dens blomster vigtigere end bladene, selvom de bestemt også er fine med den blålige nuance.

    Svar
    • Mærkeligt med blåaksen. Det er ikke altid til at greje, hvorfor noget vil og andet ikke vil. Er det også den mørke blåaks du har? Jeg synes nemlig, den lyse er mere blålig. Men det er kanske også bare en sær forskel fra have til have.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  12. Fine græsser. Jeg har mange græsser i haven, men kun en enkelt, der er tidlig, tror ikke at det eren af dem du viser, jeg kan ikke huske hvad den hedder.
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    Svar
    • Ulempen ved de tidlige, er at de står med visne strå bagefter – hvis det generer en. Jeg synes nu det er overkommeligt både at se på dem og at fjerne dem, hvis de bliver for grimme. Det kommer jo også an på, hvor mange man har 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  13. Det er tre fine græsser, du præsenterer. Jeg har blot et par spørgsmål: Er de lette at have med at gøre? Nogle græsser skal deles ofte for ikke at blive for voldsomme. Jeg synes, det er besværligt at grave dem op og dele dem. Nogle græsser er hverken til at hugge eller stikke i. Sår de sig selv? Jeg har erfaring for, at snefrytlen sår sig ret uhæmmet.

    Hilsen Elna

    Svar
    • Hej Elna
      Skovfrytlen breder sig, men jeg har den mest i beplantninger med bl.a. buske, hvor den står fint. Egentlig breder den sig ikke nævneværdigt med rødder, det er mest over jorden med tykke stængler, der bliver længere og længer for hvert år ligesom nogle storkenæb og kæmpestenbræk. En gang imellem klipper jeg dem af og så skyder de igen nedefra (og dem man klipper af kan man plante, hvis man vil have flere – og du kan sagtens få et par skud, hvis du kommer forbi en dag). Jeg gider ikke rigtig det med omplantning, så jeg klipper bare. Måske man slet ikke kan i følge manualerne, men det fungerer 😉 Nu du siger det, så har jeg set frøplanter, men det er få og ikke et problem hos mig.
      Jeg har både lys og mørk blåaks. De er seje at dele, men vi gør det noget i retning af hvert 6-7??? år. De breder sig ikke meget, men vokser i tuer. Jeg har aldrig set frøplanter.
      Staren har jeg endnu ikke så megen erfaring med, da jeg kun har haft den i et par år. Den ser ud til at brede sig, men den virker umiddelbart fin og let at håndtere, og jeg tror sagtens den kan stå stort set upåagtet i de beplantninger jeg har. Bl.a. sammen med især Bølgetkronet storkenæb og Lodden løvefod. Men jeg bliver dig grundlæggende svar skyldig.
      Da jeg skrev indlægget tænkte jeg på, om jeg hen over året skulle præsentere mine andre græsser. Sådan som et tema. Og også præsentere nogle af dem lidt nøjere. Nu da du spørger, så har jeg besluttet mig til at gøre det 🙂 Det glæder mig, at du er interesseret <3
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
      • Tak for dit svar. Det lyder som en rigtig god ide, hvis du vil fortælle om dine græsser. Jeg har lidt respekt for kraftige græsser, for jeg synes, det er ret hårdt at dele dem, hvis de breder sig for meget. Men jeg holder på den anden side meget af græsser, for de er gode som naboplanter til stort set alle andre planter.

        Hilsen Elna

        Svar
        • Jeg er vild med græsser, især bladene. De der lange aks er ikke lige mig, men sådan er vi så forskellige.
          Blåaksen er som sagt sej at dele, men det sker med mange års mellemrum her i haven. Man kan sikkert save den igennem 😮

          Svar
  14. Vackra gräs 🙂 Du har säkert förstått att jag gillar gräs, halvgräs – whatever. Nu kom jag på att jag ska namnbestämma ett som flyttat in självt men jag gillade bladen redan på den lilla frösådda plantan och har behållt den – vacker och vintergrön.

    Ska kika efter de du visar i plantskolan. Visst skapar de ett harmoniskt lugn planterade som du gjort.

    Ha det gott! Carina

    Svar
    • Ja du er glad for græs, og du har også en have, hvor de er selvskrevne med det naturlige udtryk, de kan give.
      Det er spændende, hvad det er for en græs, du har fået ‘forærende’. Vintergrønne vækster er altid særligt interessante, synes jeg.
      Tak. Og tak i lige måde.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar

Skriv en kommentar