Tre af mine hemmeligheder

Tre af mine hemmeligheder

Jeg kan godt lide haver, der er indrettet med oplevelser. Gerne finurlige og uventede oplevelser. Noget, man ikke umiddelbart ser, men som dukker op, hvis man giver sig tid. Små hemmeligheder, der venter på at blive fundet. Fx snurretoppen, kamphanerne og lille Fusca.

Snurretoppen

Den ene af mine hemmeligheder er meget hemmelig, for den ses kun fra min stol i ‘Det sorte hjørne’ på Gårdspladsen. Herfra kan jeg se et træ af en opstammet Kirsebærlaurbær.

Opstammet træ af Kirsebærlaurbær (Prunus Laurosercus)
Gårdspladsen med et træ af en opstammet Kirsebærlaurbær (Prunus Lauroseracus). Det er ‘min’ stol – den sorte bagerst til venstre.

Træet kan alle andre såmænd også godt se, for det er over to meter højt og lidt bredere og absolut ikke hemmeligt. Meeen fra min plads kan man se ind i en grenvinkel, og der hænger den lille snurretop af pil, som jeg engang fik af Birthe.

Den hemmelige snurretop hænger ofte stille, men drejer også nogle gange lige så fint i vinden.Ved jeg.

Det er ret beset set ikke længere dén, jeg fik af Birthe, der hænger der, for jeg har været nødt til at købe en ny. Alderen svækkede den. (Sådan går det. Man bliver lidt stiv og skrøbelig og får en lidt skæv facon.)
Andre må gerne sætte sig i min stol på Gårdspladsen, men havegæster kan vist ikke lide at gå helt ind på terrassen og sætte sig i møblerne. Vi siger ellers, at de meget, meget gerne må. Tilbagholdenheden gør, at hemmeligheden fortsat er MEGET hemmelig. Der er ikke mange, der har set snurretoppen.

Kamphanerne

En anden af havens hemmeligheder gemmer sig i ‘Kupeen’.

Fra Kupeen kan man kikke ind i næste haverum gennem vinduet i plankeværket.

‘Kupeen’ er en overdækket bænk i et udvendigt hjørne af udhuset. Herfra har man fine kik ned mod Gårdspladsen, ud over Teglhaven og ind i haverummet ‘Fyrstien’.
Det er alt sammen fint.
Men hvis man sidder længe nok, dvs. så længe, at man har set det hele, og så liiige bliver siddende lidt til, mens man begynder at kigge hvileløst rundt, så opdager man en lille niche i kupeens ene væg. Her står to kamphaner i frossen positur. 

Et par kamphaner viser sig for den tålmodige, der sidder i ‘Kupeen’.

Kamphanerne er der heller ikke så mange, der ser. Men de står der troligt, og jeg ser dem selv hver gang, jeg sidder på ‘min’ plads i ‘Kupeen’. I ‘Kupeen’ sidder havemanden og jeg bl.a. med kaffe og drinks, når vinden kommer fra syd.

Lille Fusca

En tredje hemmelighed er årstidsbestemt. 
Det er nemlig sådan, at hvis man sætter sig på ‘Skovbænken’ og lader hvilen falde på sig, så kan man året rundt sidde og se stier og trapper og et mylder af planter under trækronerne. 

Fra Skovbænken kan jeg bl.a. se trætrappen op til Mellemgangen. Til venstre for trappen vokser en heksekost, lavet af en Koreansk dværggran (Abies koreana ‘Kristallkugel’). Under den står en Trådthuja (Thuja plicata ‘Whipcord’) og helt til venstre ses de store flotte blade på en Egebladet hortenisa (Hydrangea quercifolia).

Udsigten fra Skovebænken er dejligt året rundt, men… hvis man sidder på bænken en dag i juni-juli-august og sidder der længe nok til, at man keder sig og derfor begynder at studere bladene på cotoneasteren i riohegnet, så kan man finde en lille fin clematis, der klatrer op i cotoneasteren. Det er Fusca.

Clematis Fusca
Når jeg sidder i skyggen på Skovbænken kan jeg i sommermånederne se de fineste små filtede klokker. Bare et par cm store – eller små. Den har de mest fantastiske (og skøre) blomster. Synes jeg.

Fusca er en clematis med bittesmå klokkeblomster i tyk, gråblå filt. Et design, der bestemt ikke påkalder sig opmærksomheden og derfor kun åbenbares for den, der sidder længe nok. (Hvis du vil læse lidt mere om min Fusca, er du velkommen ovre på havens hjemmeside.)

Haven har andre hemmeligheder – måske jeg afslører dem en dag. De er jo hemmelige…
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

20 kommentarer til “Tre af mine hemmeligheder

  1. Det er godt engang imellem at dele sine hemmeligheder med andre 🙂
    Jeg er i øvrigt helt enig med dig i at en have meget gerne må have hemmeligheder. At man hele tiden opdager nyt og bliver overrasket når man bevæger sig rundt i haven. Det giver en ganske særlig – og meget fin – stemning!

    • Kære Nana
      Selv om man altid laver sin have for sin egen fornøjelse og derfor godt kender alle detaljerne, er det alligevel godt at kunne glemme noget og blive glædeligt overrasket. Du har helt ret i, at det gør noget for stemningen 🙂
      Kh Lisbeth

  2. Kære Lisbeth
    Hvilken hyggelig hilsen at få. Tak. Det er godt med hemmeligheder i haven. Det er også herligt med forskellige siddepladser, som du skrev en dag, så kan man ikke få for mange.
    Tak for delingen – det er meget inspirerende – husker tydeligt alle de nævnte siddepladser. Jeg er også vild med det lille hjørne med vandtrug og kande.
    Kh Birthe

    • Kære Birthe
      Ja, som du ser er du ofte i mine tanker 🙂
      Siddepladser har bl.a. den fordel, at man kan se det samme fra forskellige vinkler og dermed få mange oplevelser ud af fx ét bed. Det er en ide, som alle kan have brug for, men i små haver, som vores, er det særligt vigtigt med mange siddepladser – ikke ligefrem et problem i din dejlige have.
      Kh Lisbeth

  3. Kjære Lisbeth

    Så fine små hemmeligheter du har! Snurretoppen var flott, og det er da morsomt med sånne bortgjemte ting som ikke sees med en gang. C.fusca har jeg aldri prøvd før. Den har så fin farge.

  4. Hej Lisbeth!
    Jeg forsøgte at sende en kommentar bestående af en håndfuld positive emojis som en slags ‘like’; men det kunne blogger åbenbart ikke overskue, eftersom kommentarfeltet var tomt.

  5. Tak for en lille” rundvisning” i din utroligt behagelige have! Du er god til at fortælle og beskrive, jeg gik helt derind hvor tiden stod stille, mens jeg læste, det var en skøn oplevelse.
    Det er sjovt, jeg har aldrig tænkt på at de små uanseelige ting jeg placere hist og pist er hemmelige. Men jeg kan høre begejstringen når børn opdager forstende søpindsvin i et af fuglebadene:-)
    Hilsner Anette

    • Kære Anette
      Selv tak fordi du gik med rundt i haven. Søpindsvin i et fuglebad er også en god lille hemmelighed 😉 Faktisk er det tit børn, der opdager mine kamphaner – de er nok mere nysgerrige 🙂
      Kh Lisbeth

  6. Hej Lisbeth
    Jeg ved, du godt kan lide hemmeligheder og finurligheder i din have, der er sikkert også mange i min, men det tager lidt længere at finde dem 🙂 Dine er spændende.
    Jeg kan se, I ikke kommer på søndag, det er rigtig ærgerligt, vi havde glædet os til at hilse på jer igen, men det er ikke nemt at nå det hele.
    Kh Lisbeth

    • Kære Lisbeth
      Ja, med din store have, skal man nok lede lidt længere, men jeg er sikker på, at børnebørnene kender alle de sjove detaljer 🙂
      Jeg havde også glædet mig, men forhåbentlig bliver det muligt næste gang. I må i hvert fald have en god dag.
      Kh Lisbeth

  7. Jeres kupe er en superfin detalje – en rigtig hyggeplads. Jeg er ikke så meget til nips, men de små finurlige overraskelser er sjove uden at være for meget.

    Hilsen Elna

    • Kære Elna
      Tak skal du have – Kupeen er vi også rigtig glade for der er både læ, skygge og tørvejr alt efter behov – og med vindue (det var Bents gode ide).
      Vi deler glæden ved enkelhed og finurlighed 😉
      Mange hilsener Lisbeth

  8. I am the first to confess that I am not a gardener, but we have naturalized our little patch and we really enjoy it and the wildlife it attracts. Perhaps if more people focussed on native plants rather than introduced exotics we would be able to help restore a little of the native landscape we have so thoroughly destroyed.

    • Hi David
      You are quite right and – as you might have discovered – I love plants that are close to native rather than plants that are not fully hardy and requires indoor overwintering and even heating.
      Regards Lisbeth

  9. Ljuvliga hemligheter Lisbeth! Det är alltid roligt med det oväntade, det extra lilla blickfånget… Man pratar om samma sak när det kommer till bildskapande. Clematis fusca ska jag försöka så igen. Många andra sorter är på gång i såkrukorna men fuscan har inte velat… ..ännu 🙂

    Pildroppen och tupparna var så vackra – jag är lite kräsen med trädgårdskonst men de här föll mig verkligen på läppen 🙂

    Ha det gott! Carina

    • Kære Carina
      Tak skal du have – jeg holder både af overraskelser og af fokuspunkter som en del af det samlede (og enkle) billede. Dekorationer dur jeg ikke til.
      Jeg håber, det lykkes dig at få Fusca til at gro – du er jo ret skrap til det. Den er en af mine yndlingsplanter, fordi den er så anderledes og diskret.
      Mange hilsener Lisbeth

  10. Å ha sine egne favorittsteder i hagen er fint…
    Mange fine steder du har, og din clematis er virkelig nydelig!
    Ha en fortsatt fin dag, Lisbeth.

    Klem, Ida

    • Kære Ida
      Tak, ja. Jeg nyder mine små steder, og clematissen er virkelig en fornøjelse hvert år når jeg pludselig opdager den.
      Mange hilsener Lisbeth

Skriv en kommentar