Storkonval – derfor hedder den Salomons segl

Storkonval (Polygonatum multiflorum) er en staude, der hvert år imponerer mig med sin voksekraft. Jeg kan næsten dagligt se, hvordan de tykke, grønne skud skyder opad i løbet af april/maj, og på relativt få uger er de 60-80 cm høje stængler oppe i luften.

Storkonval (Salomons segl) er hurtigt oppe med nye skud

Højden på så kort tid er en enorm kraftpræstation af en plante, der ellers bøjer sig så yndefuldt med elegante hængende blomsterklokker under stænglerne.

Salomons segl

Måske du kender Storkonval under navnet ‘Salomons Segl’ eller ‘Solomons Segl’? Det er fordi dens blomster nedefra ligner den sekskantede stjerne, der er sat sammen af to trekanter med én spids nedad. Figuren kaldes et hexagram, og symbolet kendes i mange gamle kulturer. Jøderne kalder den Davidsstjernen, og Israel har den i sit flag. Hinduerne kalder den Satkona. Blandt muslimer kendes den som Salomons Segl, da Kong Salomons signetring havde denne stjerne indgraveret. Det har altså intet at gøre med det segl, man høster korn med. (Jeg tror heller ikke, at kongen gav sig af med at høste korn!)
Når man ser op i de hængende blomster nedefra, kan man tydeligt se, at de lysegrønne spidser danner to trekanter, der bliver til en sekskantet stjerne. Hver blomst er således et lillebitte segl, magen til Kong Salomons. Sød historie. Også for børn.

Konvallen 'Salomons Segl' har sit navn fra blomstens stjerneform, der er et hexagram

FAKTA OM KONVALLER

Konvaller er skovplanter og vil derfor gerne have halvskygge og god muldjord. Rødderne er jordstængler. Det ser man, når man lægger dem.
Der findes en del konvaller til havebrug, bl.a. Liljekonvaller. De er alle smukke, men desværre også meget giftige. Også de flotte bær, der kommer senere. Det samme er det blomstervand, som en buket har stået i, så pas på børnene – men nyd fortsat blomsterne og duften, og lær børnene at kende forskel på planter, fx forskel mellem Liljekonval og Ramsløg. De kan nemlig også møde giftige planter i naturen.

Her i haven vokser Storkonvallen under en meget gammel Magnolie, der danner en hel katedral, som vi går igennem på vej fra Gårdspladsen og op i resten af haven. Her får Storkonvallen dejlig flimmerskygge og et årligt drys nedfaldne blade, der giver god muld. Læs mere om vores Storkonval på www.byhaveniebeltoft.dk
Da jeg passerer Magnoliabedet, hver gang jeg skal op i haven, oplever jeg både vækstkraft og elegance på nærmeste hånd hvert år i maj.

Maj er konvaltid, og en af stjernerne er Storkonvallen ‘Salomons segl’.
Smuk, ikke?

Lisbeth

——

Læg gerne en kommentar. Første gang, du gør det, kan der gå et par timer, før den vises. Det er fordi min spamrobot tjekker, om indholdet er ‘sobert’ og om din mailadresse virker ægte.

2 kommentarer til “Storkonval – derfor hedder den Salomons segl”

  1. Hej Lisbeth.
    Fin, fin historie om storkonvallen. Jeg kendte den ikke, og du har ret i, at vi skal oplyse børnene om de særlige kendetegn, så de også lærer dem – og kan husker dem, fordi de er hængt op på en god historie.
    Liljekonvallerne nyder vi, trods giftfaren. Nu ved jeg også, at vand fra buketten er giftig.
    Tak fra Lis

    Svar
    • Hej Lis
      Selv tak.
      Dejligt, hvis du kan bruge historien. Jeg synes selv, de er så søde – de små blomster set nedefra.
      Mange hilsener
      Lisbeth

      Svar

Skriv et svar til Lis Kohl Annuller svar