Russisk kulsukker ‘Axminster Gold’

Russisk kulsukker ‘Axminster Gold’

Sommeren har været alt for varm og tør, og mange af havens planter ser noget medtagne ud. Det orker jeg ikke at fokusere på i dag. Til gengæld har jeg en plante, der har performet helt vildt godt, og som jeg har lyst til at prale lidt af i stedet for. Det er min russiske kulsukker (Symphytum x Uplandicum ‘Axminster Gold’).

Dagens pral

Dagens pral handler om bladene, der har nået den hidtil største størrelse her på matriklen.
Den længste af bladpladerne (uden stængel) er over 60 cm lang – sådan noget i retning af 61 cm. Jeg gætter på, at de plejer at være 50 cm. Et andet blad er 32 cm bredt… Ret imponerende, synes jeg.

Det er lidt svært at få de præcise mål, for jeg skal passe på ikke at knække bladene, når jeg retter dem ud. Men nu er tallene jo heller ikke til Guiness rekordbog.

Russisk kulsukker anno 2018

Det hele startede normalt engang i foråret, hvor planten skød som sædvanligt.
I juni var blomsterstænglerne oppe i 1½ meters højde. Andre år har de været højere, men allerede dengang i juni var det væmmeligt tørt, så det var der en god forklaring på.
Der plejer også at være flere blomster på stænglerne, men som sagt: Tørt, tørt, tørt. 

22. juni 2018. Min russiske kulsukker (Symphytum x Uplandicum ‘Axminster Gold’) står med 1½ meter høje blomsterstængler til venstre for stolen.

Efter blomstring klippede jeg planten ned: Alle blomsterstængler og alle slidte blade. Væk med dem.
Jeg skærer tilbage hvert år, fordi 1) det samlede indtryk efter blomstring er lidt pjusket, og fordi 2) planten er absolut flottest som bladplante uden blomsterstænglerne, og fordi 3) andet hold blade er de flotteste… og det skal jeg da love for, at de blev i år. De endte med at være 
en af årets allerbedste haveglæder.

Årets humørbombe

Når det lige blev kulsukkerbladene, der gav så megen glæde i år, så skyldes det bl.a., at jeg har vandet mest i det haverum, der hedder ‘Skoven’. For at komme dertil skal jeg gå gennem haverummet ‘Fyrstien’, hvor kulsukkeren bor. Og da jeg engang i slutningen af juli opgav at slæbe alt vand i kander fra en balje i Skoven, og i stedet lagde en slange ud, der fik lov at dryppe langsomt ved et enkelt træ/busk af gangen, ja, så skulle jeg sådan cirka hver halve time op og flytte slangen – og tilbage ad Fyrstien igen. Så fire gange hver time dag ud og dag ind traskede jeg flad og færdig forbi kulsukkeren, der hver gang gav humøret et tiltrængt skub med sine glade og friske farver.

Efterhånden som bladene voksede og voksede og voksede, blev det tilnærmelsesvist morsomt at passere dem. (Jeg nægter pure at sige, at det blev direkte sjovt at passere, for jeg var totalt træt af at gå frem og tilbage og frem og tilbage og frem… i den varme. Godt, det er overstået for i år.

Det gule bed

Jeg har min russiske kulsukker i ‘Det gule bed’, der får sin farve fra gule blomster og blade samt fra grønne blade med gul kant. Ud over ‘Axminster Gold’ er planterne med gul bladkant: Hosta fortueni ‘Aureomarginata’ og Krybende Benved (Euonymus fortunei ‘Canadale Gold’ og Euonymus fortueni ‘Emerald n’Gold’).

27. august 2018. Selv en regnfyldt sensommerdag lyser den russiske kulsukker op i Det gule bed langs Fyrstien, hvor den står sammen med andre gulrandede blade. Spektakulære blade er noget af det bedste, fordi de giver oplevelser gennem hele sæsonen i modsætning til blomster, der holder pauser. (Særligt vigtigt i små haver, hvor det gælder om at udnytte pladsen fuldt ud – hele tiden.)

Da jeg har plantet både små og store blade (fra hhv. benved og hosta/kulsukker) og både blanke og matte blade (fra hhv. hosta og kulsukker) i samme bed, samtidigt med at jeg har valgt blade med samme farvetegning (grøn midte og gul kant), opnår jeg at have variation i detaljen og ro i helheden. Det er vigtigt for mig at have begge dele.

Hvis du ikke kender planten, kan du læse lidt mere om den på havens hjemmeside.

Anskaffelse

Jeg har engang købt min plante på et plantemarked eller i en privat have.

Efter 12 år på samme sted er planten sådan set groet godt og stabilt, men der er ikke så mange blade på, når man sammenligner med en hosta, hvor alle blade også kommer nedefra.

Trods plantens moderate tilvækst overvejer jeg at fifle lidt med et par aflæggere her til efteråret, hvis jeg kan komme til det uden at ødelægge den. Jeg kan nemlig forstå på havegæster og andre havebloggere, at sorten er værdsat og vanskelig at skaffe.
‘Frøformering’ tænker du måske. Njah…! Det er nu sådan lidt ‘bob-bob’. Dels klipper jeg jo helst blomsterstænglerne af for at fikse planten op, dels er de lærde i tvivl om, hvorvidt frøene er spirevillige, dels har jeg prøvet én gang uden held, fordi en havegæst lokkede mig til at tage frø og sende til hende, og så beholdt jeg selv lidt. Desværre ved jeg ikke, om hendes lykkedes. 

Formering eller ej: Jeg kan anbefale planten med de formidable blade, hvis du skulle komme i nærheden af den.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

26 kommentarer til “Russisk kulsukker ‘Axminster Gold’

  1. Mycket läcker planta och jag förstår att du gillar den. Översiktsbilden med de gula bladen mot det gröna var läcker. Symphytum är jag lite rädd för. En del sorter förökar sig nåt infernaliskt. Men det verkar din inte göra.

    Ha det gott! Carina

    • Hej Carina. Ja, den er lækker, og heldigvis er den russiske kulsukker helt anderledes end den vanlige kulsukker, der breder sig meget.
      Mange hilsener Lisbeth

  2. Hej Lisbeth.
    Du burde være maler! Helheden, variation i valøren, det har du skabt til fulde i jeres have. Den gule have er også bedårende som en del af helheden. Dygtigt komponeret.
    Hilsen Lis

  3. Hej Lisbeth
    Jeg tilslutter mig ovennævnte kommentator, det gule bed er fantastisk flot, en fin sammensætning. Jeg kender ikke din kulsukker, men flot er den, og godt at den er så stabil selv i tørketid. Jeg kan godt forstå, at du blev træt på din vandingsrunde, vi har endnu ikke glemt varmen og tørken. Så er vejret nu bedre i dag, for vi kan lave noget i haven.
    Kh Lisbeth

    • Tak, Lisbeth. Det er et dejligt bed og lyst, selv om det står i fuld skygge.
      Der går nok et stykke tid, før i hvert fald vi to glemmer varmen og vanderiet 😉 Jeg nyder, at tiden nu kan bruges på at forbedre og plante og ha’ det sjovt.
      Kh Lisbeth

  4. Hej Lisbeth

    Spennende plante, og den kjenner jeg ikke til. Jeg er litt engstelig for planter som sprer seg for mye, men din ser jo ut til å ikke gjøre det. Vakre nyanser og farger i ditt bed. Jeg skal undersøke om den kan skaffes her, for den passer jo så godt sammen med hosta.
    Ha en god dag!

    • Hej Marit.
      Min kulsukker er ganske fredelig. Og selv om jeg har prøvet at så frø et enkelt år, så spirede de ikke, så jeg er ikke nervøs for den. Bladene har bittesmå hår, der giver den et mat udseende, der passer godt med hostaer. Jeg håber, du kan finde en 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  5. Hej Lisbeth

    Den kender jeg heller ikke, morsomt med nye bekendtskaber.
    Og jeg ser det er en variegata variant af foderkulsukker, som er super jordforbedrende og sætter gang i enhver kompost:)
    Så det er en plante med mange gode sider!
    Alletiders introduktion!

    Ha en dejlig dag

    • Hej Karsten. Jeg synes også, det er en rigtig dejlig plante. Jeg vidste ikke det med, at den er jordforbedrende, men jeg smider en gang imellem de afklippede blade ud i bedene for at holde på fugten. Det er åbenbart en særlig god ide, som jeg skal blive ved med 🙂 Eneste minus er, at sneglene kan spise af den i lighed med hosta, men det er nu ikke et stort problem her.
      Mange hilsener Lisbeth

  6. Det var den plante, Susanne efterlyste efter sit besøg i Jeannetts have. Jeg lagde også mærke til den, da vi var der, og tænkte netop, at blomsterstanden nok var blev klippet af, og at det var en imponerende bladplante.

    • Ja, det var netop den plante, der sjovt nok er en af mine alleflotteste planter i år. Jeg kan bedst lide den som bladplante uden blomsterstandene.
      Mange hilsener Lisbeth

  7. Det er virkelig fine plantesammensætninger, du har i det gule bed. Jeg kan godt lide, når der i et bed skabes kontrast mellem blanke og matte blade.
    Din kulsukker er så flot..

    Hilsen Elna

    • Tak, Elna. Jeg holder i det hele taget meget af kontraster (uden at det skriger), og matte samt blanke blade er en rigtig god kombi. Kulsukkeren er altid en man lægger mærke til, men i år… 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  8. Elsker den slags pral, og det er ikke engang en lystfisker-historie:)
    Din kulsukker er totalt lækker, og dit gule bed er så smukt. Er vild med roen og at der samtidig med også vibrere af liv.
    Jeg besøgte Jeannets have i weekenden, bemærkede også den gul randede kulsukker, i alleen. Den gør sig virkelig bemærket, for jeg er en der, oftest, ser helheder, men den sprang frem.
    Jeg har et par vilde kulsukker, de har stået de samme steder i flere år, uden at så sig hæmningsløst. De gjorde sig pænt bemærket i sommerens hede. De fik ikke vand.
    God dag
    Hilsner Anette

    • Hej Anette – næh ingen lystfiskerpral…, jeg har sandelig haft tommestokken i sving 😉
      Hvor sjovt, at du også ser helheder før detaljer. Jeg tror nok, de fleste gør det omvendt. Jeg læste engang en artikel om det. Ikke at jeg ikke ser detaljer, eller at de andre ikke ser helheder, vi fokuserer barer mest/først på en af delene.
      Det er virkelig interessant at høre, at du har en almindelig kulsukker uden problemer. Den lægges så ofte for had, fordi den spreder sig uhæmmet, men er jo ganske køn. Og så er den tørketålende, kan jeg forstå, så måske den får en chance fremover.
      Kh Lisbeth

    • Hej Anne – Ja, det er egentlig mærkeligt, at den er så svær at få fat på. Det skyldes måske artens renomme som en plante, der breder sig uhæmmet. Eller at bladene er lidt skrøbelige, når den står i salgspotter. Hvad ved jeg? Det må en staudequinde ku’ gøre noget ved. Den er i hvert fald super i min have 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

    • Hej Morten – Ja det er heldigvis ikke alt, der er svedet af i år, selv om det nok er det, vi vil huske fremover.
      Jeg holder bestemt meget af at luske rundt og finde små sjove planter, når lejlighed byder sig. Hvis man kommer ofte nok på planteskoler, har de nu også nogle gange mærkværdigheder stående. Jeg gætter på, at de synes, de skal tage et par ikke-standard-ting hjem hvert år – bare sådan for at være lidt anderledes end konkurrenten. Hvis man kigger godt efter i alle hjørner og kroge og er hurtig, kan det give pote. Men du har helt ret: De planter, som havenørder formerer, bare fordi de ikke kan lade være, er tit de sjoveste.
      Mange hilsener Lisbeth

  9. en speciel plante, men den er sgu’ da flot 😉 – og tak for frøene de kom sidste dag med posten, og dine frø er også på vej til dig 😉

    • Tak 🙂 Det er bestemt en dejlig plante, der har været ekstra dejlig i år, hvor så meget andet har sukket i varmen og tørken 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  10. Den er da superlækker. Jeg bliver mere og mere glad for “bladvækster”. Går og pønser på at lave et “gult hjørne, da jeg ikke kan lave et helt bed pga. pladsmangel, men er blevet ret hooked på ideen efter jeg har set den gule have i Haven i Hune.

    • Jeg er vild med blade… De holder længere end blomster 😉 Og jeg er ret glad for mit gule bed, der ligger i skygge. De gule farver lyser dejligt op
      Hvis du vil se mine planter i mit gule bed, er de her: https://byhaveniebeltoft.dk/gult-bed-i-skygge/
      Mit bed er nok det, du kalder et hjørne. Det er ganske smalt langs en sti.
      Spændende, om du får lavet det.
      Mange hilsener Lisbeth

Skriv en kommentar