På havebesøg med haveselskabet

På havebesøg med haveselskabet

Min juni byder bl.a. på 2 x 4 havebesøg. Super!

I lørdags besøgte jeg fire meget forskellige haver i anledning af Haveselskabets Havefestival. Man skal ikke være medlem for at besøge haverne – man skal bare møde op. Det gjorde vi, og det gjorde mange andre.
Lørdag var vejret fabelagtigt til den slags: Varmt, stille og overskyet.

Frokosten spiste vi i bilen. Vi havde ikke taget mad med, “for det kunne vi finde på vejen. Det er så hyggeligt.” Frokosten kom derfor til at bestå af to franske hotdogs og en wienerbasse på en tank. Det var virkelig, virkelig – altså virkelig – dumt, at vi ikke tog mad med.

Havekataloget fungerede fint som tallerken. Jeg måtte levne halvdelen af min kage, og for dem, der kender mig og min kageglæde, så giver det et ret godt billede af kvaliteten.

Haverne, som jeg hjemmefra havde udvalgt (godt nok svært at vælge), var meget forskelligt indrettet og hele turen værd. 

Siddepladser i haven kan man ikke få for mange af.
Fire forskellige siddepladser i fire forskellige haver. Siddepladser kan man efter min mening ikke få for mange af, og hvor var det skønt at se, at der var mange siddepladser i alle haverne. (Øverst fra venstre mod højre: ‘Alvildas have’ i Lystrup, ‘Have med udsigt’ i Sondrup, ‘Den franske have’ i Mårslet, ‘Små haver i haven’ i Gjesing.)

Det er et fantastisk tilbud at få lov at komme indenfor i andres haver og tage al den inspiration og haveglæde med sig, som man overhovedet kan. Det er noget af det allerbedste ‘haveliv uden for matriklen’.
Detaljerne vender jeg tilbage til i vintermånederne, der er som skabt til tilbageblik med henblik på inspiration til næste års havebesøg. Lige i øjeblikket er der så meget derude, der kræver opmærksomhed, og jeg glæder mig til at gense billederne i en mere havestille stund. 

De næste fire haver

Lørdag den 30. juni skal jeg besøge fire haver ved Limfjorden. Det er en tur, der er arrangeret af Haveselskabet, og medlemsskab er heller ikke denne gang nødvendigt, det rækker med haveglæde og nysgerrighed. Njaej… det er måske lige flot nok sagt, for man skal også betale for billetten.

Rent faktisk er det ikke hele haveselskabet, men bestyrelsen i Syddjurs Kreds, der er arrangør. Og rent faktisk er det mig (der er sekretær i bestyrelsen), der har været primus motor på programmet og fundet haverne – og de er spændende, kan jeg godt afsløre. (Her er min beskrivelse af haverne.

Elegant formklip i haven 'Hullet'
Jeg er evigt begejstret for en kombination af faste og løse former, og denne formklip, som jeg har set i én af de haver, vi skal besøge den 30. juni, er utroligt elegant lavet, synes jeg. Tre asymmetrisk forskudte kuber som mørkegrøn kulisse omkring en plante med store og lysegrønne blade som en yderligere kontrast. Jeg bliver simpelthen så glad af sådan noget. Det er i haven ‘Hullet’, at de har lavet skulpturen. 
Haven 'Hullet' er stor med mange flotte kik.
Endnu et foto fra haven ‘Hullet’, hvor vi skal spise frokost. Haven er kæmpestor. På billedet ser man fra en af de små søer over mod staudebedene på bakken op mod huset. En stor krukke midt i billedet fungerer som mellemgrund og er med til at trække blikket hele vejen over til bakken. Flot, synes jeg.

Den ene af de haver, vi skal besøge, har jeg selv været i sidste år, nemlig den, der hedder ‘Hullet’ – som jeg har vist et par billeder fra i dag (inkl. det allerførste.) De tre andre haver er nye for mig og helt anderledes end ‘Hullet’, så jeg er sikker på, at mit haveliv igen-igen bliver fyldt med nye, spændende indtryk.
Vi kan også købe planter og haveting i nogle af haverne (bussen har et stort bagagerum, har jeg tjekket), og jeg må hellere tage penge med, for det ku’ jo være… (og jeg skal huske en ordentlig frokost!)

PS: Hvis du vil med på turen (og kan stige på bussen i Rønde her i Østjylland), så er du velkommen – giv mig blot et praj – inden torsdag.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

22 kommentarer til “På havebesøg med haveselskabet

  1. Hej Lisbeth …Det ser ud til du har oplevet så mange fine haver, hver på sin måde. Jeg havde jo selv åben både lørdag og søndag og modtog ca 120 gæster i alt. Det var virklig overvældende og mange kom virkelig langvejs fra. Håber du har lyst og interesse på et tidspunkt at kigge haver på Fyn. vores have ligger ikke langt fra Troensehaven (25 min i bil ca) så vi “byttede” havegæster i weekenden kunne vi fornemme.

    Vores have er åben et par dage mere i år, nemlig igen 18+19 august . (Romantisk have på Sydfyn)
    Ha’ en dejlig dag – undskyld jeg ikke har været så aktiv på bloggen, men der har været noget der tog al tid – nemlig haven så den var i topform til besøg.

    • Kære Helle
      Det var et sørme flot besøg, du havde, og jeg er sikker på, at du havde tunet din skønne have på det allerflotteste 🙂 Så må bloggen vente – sådan har vi det vist alle.
      Både du og Troensehaven står på min ønskeliste, og jeg kommer helt sikkert en dag. Den 18. er totalt booket, men måske den 19. Eller en anden gang…
      Fortsat god sommer i haven. Forhåbentlig med en masse natteregn 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  2. Det lyder som en god tur, men jeg kan ikke nå det. Jeg skal til 40 års studenterjubilæum (40 år – hvor vildt…).
    Det er så dejligt med havebesøg, og selvom vi kun nåede to steder i weekenden – lørdagen var reserveret til en længe planlagt udflugt til Moesgaard – synes jeg alligevel, at jeg fik masser af inspiration med hjem. Nu er det bare tid til at udføre, der mangler 🙂
    Kh, Karen

    • Kære Karen
      Et 40 års jubilæum – den er desværre svær at hamle op med 🙂 Frygteligt stort tal: 40 år. Hvordan kan det ske for så ung en quinde?
      Inspiration fra andre haver er SÅ godt at have på lager, så man kan hive ideer og løsninger ud, efterhånden som der bliver tid og behov. Jeg elsker havebesøg, og kan se på din blog, at du fik meget ud af dine besøg. God fornøjelse med udførelsen 🙂
      Kh Lisbeth

  3. Hej Lisbeth
    Det er nogen skønne haver, som I skal se heroppe ved Limfjorden. Vi har set de tre af dem, men Bruuns have mangler vi.
    Jeg vidste ikke, at det var dig, der stod for arrangementet – en skam at vi ikke kunne modtage jer, men skulle du have lyst til at se vores have, så se under “Hølle” på Haveselskabets side.
    Jeg håber, at vi får lejlighed til at se din have, når vi skal i sommerhus nær Ebeltoft fra den 23. – 25. september.
    Mvh Maren Inger

    • Kære Maren Inger
      Verden er nogen gange lille… 🙂 Vi håber at se jeres have en anden gang. Jeg sad faktisk lige her forleden og kiggede åbne haver i det område – og kiggede netop på jeres. Vi er en gang imellem på sommerhusbesøg i den del af landet, så måske det kan lykkes en dag.
      Jeg er glad for at høre, at du siger god for haverne. Jeg glæder mig meget.
      Lad os snakke sammen, når vi når henad september. P.t. ser vores have herrens ud. Bl.a. med to stilladser da vi er ved at få lagt tag på vores havehus, og naboen er ved at få lagt nyt tag. I en byhave står man i naboens have for at ordne den slags.
      Mange hilsener Lisbeth

  4. Hej Lisbeth
    Det er nok det eneste jeg savner ved at bo herovre, for jeg kommer kun sjældent på havebesøg, dog 1 gang i år sammen med jer, det var stort.
    I får da set nogle haver, rigtig dejlig beskæftigelse på denne årstid. Jeg har selv inviteret til åben have i aften og i morgen, men forventer desværre ikke ret mange besøgende, men jeg ved, at der kommer nogle fredag eftermiddag, det glæder jeg mig til.
    Kh Lisbeth

    • Hej Lisbeth
      Ja, havebesøg er virkelig dejligt. Det er lidt synd for dig 🙁
      Lad os håbe, det er nogle flinke folk – de der fredagsbesøgende… (Jeg glæder mig og kan se, at dine roser ser ud til at holde fint. Og alt det andet 🙂 )
      Kh Lisbeth

  5. Hej Lisbeth

    ja, det er bare så hyggeligt med havebesøg og ofte er der en masse faglig input og snak også.

    Alletiders initiativ du tager!

    Ha en dejlig aften

    • Hej Karsten
      Tak. Ja, det er meget givende med den slags besøg. Nogle ser det ene og nogle ser det andet. Og alle er glade.
      Ha det godt
      Mange hilsener Lisbeth

  6. Kjære Lisbeth

    Jeg skulle mange ganger ønske at jeg bodde i Danmark. Dere har så mange som er hageinteressert. Flotte og inspirerende bilder du viser.

    • Kære Marit
      Det ville da også være hyggeligt, hvis du kunne komme med på turen. Så kunne du selv se den flotte have, hvor billederne er fra.
      Mange hilsener Lisbeth

  7. Jeg glæder mig altid til den weekend, hvor Haveselskabet holder havefestival. Det er så hyggeligt og inspirerende at komme ud at se haver. Det er fint, at du laver indlæg senere, så vi kan se lidt om haverne, det er jo ikke altid så let at vælge ud.
    Det lyder til en spændende haveudflugt, du har været med til at lave. Det er spændende at arrangere haveudflugter, men det er også et ret stort stykke arbejde – jeg har prøvet det i vores lokale havekreds. Jeg håber, der er mange, der vil med jer på udflugt.

    Hilsen Elna

    • Kære Elna
      Det er så skønt med disse havebesøg, og jeg er glad for, at du synes, det er i orden at vente med indlæg til der er mere ro på 🙂
      Det har ganske rigtigt været et stort arbejde, som du ved, og jeg håber virkelig, det lykkes at skaffe tilstrækkeligt deltagere. Der kommer heldigvis stadig tilmeldinger.
      Mange hilsener Lisbeth

  8. Åh, ja, det er så godt at komme på havebesøg. Man bliver så inspireret, og jeg går næsten altid opløftet fra besøg i andres haver. Vi kom ikke afsted i den forgangne weekend. Jeg må erkende at det ikke er nemt at komme ligeså meget afsted som vi har lyst til i disse indflytningstider. Vi siger ellers hele tiden til hinanden at vi skal huske at nyde sommeren, men ind imellem er vi bare for trætte …
    Nu vil jeg i stedet glæde mig til at læse – og se – dine beskrivelser af de forskellige haver du har besøgt 🙂
    God tur d. 30.! (Og husk nu at tage mad med 😉 )
    Kh Nana

    • Kære Nana
      Mon ikke du har nok at se til med flytningen? Men jeg kan godt forstå, at I savner alt det andet – det kommer næste år. Og til gengæld når I jo nu at være sammen med flere venner og familie. Det er dog det vigtigste.
      Jeg glæder mig til at gense haverne i fotoalbumet – det er så dejligt at gense, når der er god tid til at svælge i detaljerne.
      Du kan tro, vi husker frokosten. Kagen er heldigvis med i prisen.
      Kh Lisbeth

  9. Vi besøgte Hullet for nok 4 år siden, og der er sikkert sket meget siden dengang. Det, jeg især husker fra haven, er hvordan den omgivende natur og haven smelter sammen og danner et smukt og afslappet værested.

    • Hej Marie
      Ja udsigten er fabelagtig, og da vi var der sidste år, gik der en sti nederst i haven, som jeg fulgte, og pludselig var jeg ude på markerne. Fantastisk overgang mellem have og natur, som jeg glæder mig til at se igen. Inspirationen til at smelte haven sammen med omgivelserne kan man jo bruge i både små og store haver 🙂
      Kh Lisbeth

  10. Jeg har besøgt rigtig mange haver gennem de sidste mange år og jeg nyder det lige meget hver gang. Alle haver er forskellige, men der er altid noget man bliver inspireret af.
    Mvh
    Lene Bedstemorshave

  11. Hvor er det et, eller rettere endnu et fantastisk indlæg, tusinde tak for det, og for at dele din glæde! Glæde smitter;-)
    Jeg er først i år blevet medlem af haveselskabet, og er dybt begejstret for bladene og det haveblad med de åbne haver( I gør det simpelthen så godt rundt omkring i kredsene) En meget større haveverden dukkede op. Men siden have-passionen udbrød i lys luge for nogle år siden, har jeg også besøgt nogle haver hvert år.
    Når vintertiden kommer, vil jeg glæde mig til at læse dine ud-af-huset-haveoplevelser.
    Hilsen Anette

    • Kære Anette
      Tusind tak – det var pænt sagt.
      Det er faktisk ret godt på mange måder at være medlem af Haveselskabet. Der er virkelig mange aktiviteter, og bladet i disse år er absolut vældig godt, synes jeg.
      Åbne haver er en kanon ide. Forhåbentlig har du også prøvet at åbne din egen. Det er en fantastisk oplevelse.
      Det er rart at have gode haveoplevelser til gode til vintermånederne. Det er en årlig fornøjelse for mig. Dejligt, at du vil læse med.
      Kh Lisbeth

Skriv en kommentar