Opgradering af haven #8: En sælsom oplevelse

Opgradering af haven #8: En sælsom oplevelse

Jeg muntrer mig for tiden med en række tilbageblik på årets forandringer i haven. Måske andre kan blive inspireret af et eller andet – eller blot føle glæde over, at de ikke har kastet sig ud i noget tilsvarende. Som fx vores opgradering af havehuset, hvor huset i løbet af de tre første uger af juni blev forvandlet til næsten ukendelighed.
Det er nu ikke så meget, fordi havehuset er blevet forvandlet, at juni har prentet sig i min bevidsthed, det er mere fordi selve forvandlingen var en sælsom oplevelse. Det må jeg nok hellere forklare.
Jeg begynder med begyndelsen.

Man når frem til huset ved at gå fra Gårdspladsen op ad trappen langs Magnoliabedet, hvorefter man går gennem Teglhaven og over til havehusets dør. 
Før forvandlingen var huset et drivhus, som vi brugte som havehus, hvor vinstokkene lavede det smukkeste, grønne og romantiske løvhang. Efter forvandlingen har huset fået tagpaptag og lukket bagvæg, og er nu et ‘rigtigt’ havehus. 

Siddeplads i drivhus med vinstokke
Der var hyggeligt i det gamle havehus, men prisen var lidt for høj, så opgradering måtte der til.

Hvorfor i alverden skulle glastaget og vinstokkene væk? Det var jo så yndigt og charmerende at sidde under vinrankerne med hundrede af store klaser, der hang ned og gjorde det frodigt og hyggeligt. “Ja, det var det, men det var et h….. at passe.” For nu at sige det lidt kontant.
Havemanden og jeg havde hver sin hadeopgave i havehuset.
Han døjede med, at vinduerne (ikke vindruerne) knækkede, og at kitten løsnede (byggematerialerne var mahogni og rigtig glas), og han kunne ikke rigtig komme til at reparere oppe i toppen. Resultatet var, at det samlet set var lidt begyndende sølle at se på, og det kan vi ikke li’. Hvad værre var, så gjorde det huset utæt nogle steder. 

Havehuset af stensokkel og hvidmalet mahogni med glasvinduer. Der er langt op til rygningen for at male og reparere.

Jeg døjede med at udtynde drueklaserne. Man skal have prøvet det for at forstå, hvor stort et arbejde, det var. Men jeg udtyndede, gjorde jeg, og brugte druerne til verjus, der blev til verdens bedste sorbet. Desværre var prisen – for at komme frem til både flotte klaser og lækker dessert – at jeg fik så helt utroligt ondt i nakken, skuldrene og fingrene af at fjerne 1000-vis af små druer over hovedhøjde, at det efterhånden ikke var smagen værd. Man skal kende sin begrænsning.

Jeg kunne samle et par spande umodne druer hvert år ved at udtynde drueklaserne. De mindste druer var ½ cm. ‘Affaldet’ blev til lækker, kridende hvid verjussorbet.

Som sædvanlig var havemanden og jeg mange kringlede løsningsforslag igennem, da først vi havde indset, at tingenes tilstand ikke kunne fortsætte, men til sidst besluttede vi os for en løsning med tagpap og fast bagvæg. Det lyder enkelt. Jeg blev klogere.

Tabernaklet

De første materialer til projektet blev leveret på fortovet, i vognporten og på gårdspladsen i slutningen af maj, og den 4. juni ankom tømreren og hans lærling. De kom ikke hver dag, for de havde tilbudt at ‘tage os’ indimellem, og det var – og er – vi svært glade for, men det betød, at selve arbejdet strakte sig over tre uger.

I løbet af de tre uger stod der stilladser på alle fire sider af havehuset så vi måtte kravle under et stillads for at komme fra Teglhaven og ind på Fyrstien og videre op i Skoven og samtlige ruder blev smadret fordi huset i sin tid var konstrueret så man slet ikke kunne udskifte glasset og vi finder stadig glasskår både inden- og udenfor og alle tunge krukker i Teglhaven måtte med sækkevogn flyttes frem og tilbage med jævne mellemrum så der var plads til brædder og ekstra stiger og sømmaskiner og to store baljer med glasskår og hele Gårdspladsen flød med andre brædder og bord med motorsav og batterier og ledninger og savsmuld og vinkelmålere og tagpapruller og undertag og jeg ved ikke hvad og jeg fragtede kaffe og iskoldt vand og samtidigt gik der en murer rundt på et stillads i Magnoliabedet og nu da jeg sad og så billeder så havde naboen forresten også en murer hængende i en kran for at reparere deres gavl inde på vores gårdsplads.

Havehuset fylder hele haven i juni. Øverst til venstre og nederst i midten ses en af vores ellers hyggelige siddepladser i Teglhaven. I midten til venstre ses stilladset, der fylder hele gangstien (Fyrstien), og ved siden af ses en af de to murerbaljer med glasskår.
På de to store billeder øverst til højre og nederst til venstre ser I gårdspladsen, der er fyldt med tømrergrej til havehuset. Hvis I kigger nærmere på billedet øverst til højre. kan I – ud over tømrergrejet – se nogle af haveoptimistens nyindkøbte planter, der står på havemuren. Jeg ved ikke lige, hvad jeg havde tænkt på, da jeg anskaffede dem. Øverst til venstre hænger naboens murer. Og nederst til højre klatrer der en anden murer rundt i magnoliaen for at forhøje havemuren i skellet. 

I skulle have set tabernaklet… … …
Egentlig skal I bare være glade for, at I ikke så det.
I ku’ heller ikke ha’ været her.

Det færdige havehus

Havehuset blev færdigt dagen før Sankt Hans, hvilket var vigtigt, da huset hvert år lægger ramme til Sankt Hans-middagen. 

Vi var nervøse for, at havehuset ikke blev færdigt til tiden. Uanset vejret holder vi nemlig altid Sankt Hans aften i havehuset med et vennepar. Her spiser vi hele aftenen, og når det bliver mørkt, tænder havemanden bål i et fad udenfor.

Ud over at det nye havehus var rigtig hyggeligt at sidde i, så bød forandringen på et par fordele, som vi opdagede i løbet af sommeren.
For det første skærmede taget for sommervarmen. Det lyder måske mærkeligt, men det kunne være helt befriende at komme ind i skyggen, hvor der kun var 38 grader mod 42 grader udenfor. (Kan I huske varmen?)
For det andet opdagede vi, at det var en lise for øjnene at opholde sig i rigtig skygge (ikke bare en parasol) og se ud på solen, nu da vi ikke havde skyer i år.
Jeg kan kun anbefale et tag i haven.

Derudover har vi konstateret, at havehusets nye, sorte tag er blevet et meget bedre fokuspunkt i haven, end det tidligere glastag var. Jeg er jo ret vild med ‘faste former’ som kontrast til grønne planter, så for mig blev forandringen særligt glædelig. Ikke mindst fordi vi var lidt bange for det modsatte, nemlig at taget kunne blive for stort og for sort og for dominerende. Jeg kan godt lide det.

Havehuset med sort tag og sort gavltrekant. Gavlen med den sorte gavltop på billedet i midten vender ind mod Teglhaven. Langsiden vender ind mod haverummet ‘Fyrstien’. Den gavlvæg, I ikke kan se, vender ind mod haverummet ‘Skoven’.

Et lettelsens suk

Den allerallervigtigste fordel ved forandringen er imidlertid (uagtet alt andet godt), at vi kom i mål med dét, som det hele gik ud på, nemlig at det skulle være – og er blevet – en enorm lettelse. En lettelse over, at vi nu ved, at vi kan overskue vedligeholdelsen mange år frem.
Altså, jeg vil sige jer: Da druestokkene blev fældet, følte jeg mig SÅ let om hjertet. Jeg troede, det ville blive tårepersende hårdt (sådan rent psykisk, for det var virkelig pænt at se på), men nej… Jeg drog i ordets bogstaveligste forstand et lettelsens suk – og kan stadig gøre det, når jeg fx sidder og skriver dette. Jeg var slet ikke klar over, at det var stor en belastning.
Så selv om jeg ikke mindes juni-tabernaklet med megen glæde, så var det simpelthen en af årets bedste opgraderinger. Hvor var det godt, at vi ‘stoppede op’ og tog et kritisk blik på haven og os selv. Og tog konsekvensen. 

Vinterplaner

Vi nåede ikke at blive helt færdige med det indvendige af havehuset, før efteråret bremsede os, så nu står ideerne i kø for at blive diskuteret i vinterens hyggelige mørke. 
Og med hensyn til det romantiske, som vi mistede, da vinstokkene blev fældet, så har vi store planer et andet sted i haven (fordi vi besøgte en åben have, der gav os en god ide). Dén ide udvikler vi også hen over vinteren. 
For mig er vintermånederne en god og velkommen periode til den slags havefornøjelser. 
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

30 kommentarer til “Opgradering af haven #8: En sælsom oplevelse”

  1. Kære Lisbeth
    Du er bare fantastisk med din dokumentation og deling af hvad der må have været og i en periode var et mareridt for jer begge.
    Jeg er vild med dine fortællinger.
    Og prøver at bruge dine erfaringer og oplevelser. Og – Det giver os andre grundlag til at tænke os om i tide og prøve at blive lige så forudseende og eftertænksomme som jer.
    Tak for deling – også af de herlige kaotiske fotos. Det må virkelig have været et kæmpe puslespil, der skulle gå op.
    Resultatet er rigtig flot. Ser frem til hygge og vin nydelse uden druer sammen med jer i det hyggelige hus.
    Kh Birthe

    • Tak, Birthe. Ja, det var i perioder som et lille mareridt. Man tror ikke, det kan blive værre, men så…
      Jo længere det kommer på afstand, jo mere kan jeg heldigvis se det ur-komiske i kaosset. Og det føles helt sikkert trygt, at have fået det ordnet i tide.
      Vi glæder os til at få det indvendige på plads – så må vi holde house-warming. Med druer. På flaske :-))
      Kh Lisbeth

  2. Hej Lisbeth
    Ja du kan bare dokumentere det hele, så man føler sig lige midt i det, heldigvis fylder man ikke op i haven på den måde, for det havde der ikke været plads til, kan jeg forstå. Det allerbedste er, at I er glade for beslutningen, for sikken et tabernakkel der har været, lidt uheldigt at naboens reparation var på samme tidspunkt.
    Dine betragtninger om det mørke tag, kan jeg jo sammenligne lidt med vores pavillion. Jeg ville nemlig gerne have glastag på, men det satte Bent sig imod, jeg havde en romantisk forestilling om at sidde derude og kigge op på stjernerne, det kunne jo være meget godt, men hold da op, hvor ville der være varmt i den især i sommer, så det var meget godt, at han var klogere end fruen, det er ellers ikke ret tit, det sker ;)))
    Kh Lisbeth
    PS det bliver spændende at høre om, hvad I finder på i løbet af vinteren.

    • Hej Lisbeth
      Her var godt fyldt op, må jeg sige… 😉
      Egentlig var vi glade for at alle håndværkerne kom samtidigt, så vi fik det overstået, og til sidst kun havde det tilbage, som vi selv skulle lave. Men komisk var det ind i mellem at få det hele til at passe.
      Det var godt, at Bent fik sin vilje med det sorte tag på jeres pavillon. Det hænder, de har ret Bent’erne ;-)) (Jeg må indrømme, at vi også har en del ting her, hvor jeg er SÅ glad for, at Bent fik sin vilje.)
      Det er sjovt at planlægge og finde på nye ideer – vi har allerede købt lidt her og der til havehuset. Nu må vi se, hvor det ender 🙂
      Kh Lisbeth

  3. At have håndværkere er altid et mareridt. Jeg taler af erfaring. Da vi overtog vores hus, blev det skrællet helt ind til murene, og alt blev lavet om. Det tog en evighed, og vi boede ikke i nærheden, så vi kunne holde dem i ørerne. Sommeren 2003 vil altid stå som et langt mareridt for mig.
    Og så var der sidste år i marts, hvor jeg havde hul i hovedet, og huset fuldt af malere og tømrere. Nej – det er rædsomt, men man bliver nu glad, når det er overstået, og man står med det færdige resultat.
    Jeres havehus er så fint, og som alt andet i haven passer det fuldstændigt ind på sin tilmålte plads. Det bliver spændende at se, hvordan I vil øge romantik-faktoren 🙂
    Kh, Karen

    • Uha – vores havehus er jo intet imod en hel ombygning, og heldigvis fik vi ingen huller i hovedet, kun et par sår fra nedfaldne glasstykker. Det er totalt super skønt, når man står med resultatet. Måske man nyder det dobbelt, når processen har været så bøvlet.
      Vi glæder os til romantik-faktoren 🙂 Bent ærgrer sig grueligt over, at vi ikke nåede det sidste år, men så er der bare noget at glæde sig til næste år. Og vi bruger vinteren til at lede efter de heeelt rigtige ting. Heldigvis er det noget, vi kan lave uden håndværkere.
      Kh Lisbeth

  4. Hej Lisbeth

    Det er spennende å lese om hva dere fikk gjort av forandringer i sommer. Jeg sitter midt oppe i et salig rot her i ca. et halvt års tid fremover med bytting av vinduer, laging av bad og kjøkken, og til slutt en hagestue/vinterhage. Det du kaller havestue blir noe tilsvarende det jeg kaller vinterhage. Det er jo egentlig en sommerstue som bare blir isolert slik at den også kan brukes om vinteren. Det er intressant det du forteller om taket hos deg, for her skal vi heller ikke bruke mye glass i taket. Det er mer på grunn av vekten av snø, men det er jo også bedre at det ikke blir så varmt heller.

    Det sorte tak hos deg ble veldig fint, og det er morsomt å se på alle bildene fra forvandlingen 🙂

    • Jeg føler med dig Marit – ikke kun en havestue, men et helt hus… men det bliver SÅ dejligt bagefter 🙂
      Jeg håber, I bliver lige så glade for det lukkede tag, som vi er. Det var i hvert fald en glædelig overraskelse for os.
      Mange hilsener Lisbeth

  5. Hej Lisbeth

    Alletiders at i kom så flot i mål. Det indvendige bliver morsommere – det klares velk uden samme virak?
    Ja det er vigtigt at man ser på hvor arbejdskrævende de forskellige ting er i haven…
    Mange ting er lette at etablere, men faktisk mere krævende at vedligeholde!

    Ha en dejlig aften

    • Det er helt klart en god ide, ikke kun at se på arbejdet her-og-nu, og også nogle gange at fravælge det, man umiddelbart helst vil have.
      Det indvendige kan vi selv lave, så selv om vi sikkert skal lave det om et par gange – det plejer vi jo :-))) – så bestemmer vi selv farten, og vi glæder os.
      God aften til dig også

  6. Jeg er helt vild med jeres gamle havehus – hvor var det smukt! Samtidig er jeg imponeret over jeres mod og vilje til forandringer, det er så gennemtænkt og velovervejet. Resultatet er forrygende og helt sikkert en god udvikling, som passer til jeres behov og ønsker – jeg er helt sikker på, at I får rigtig meget glæde af jeres nye havehus – og herligt at kunne glæde sig over at virakken er overstået!

    • Hvis vi ikke selv skulle have passet det gamle havehus, så havde vi nok beholdt det. Men det skulle vi jo – passe det, altså, og så måtte vi finde på noget. Og det skal da lige tilføjes, at vi var lææænge om at beslutte os endeligt, men til sidst var det så åbenlyst, at vi måtte give os. Heldigvis er vi blevet glade for det, og minderne om alt bøvlet fortager sig langsomt 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  7. Jeg siger som Frede at det gamle glashus var meget smukt, og at I alligevel har formået at optimere det! Det nye er også SÅ PÆNT, og man skal altså ikke gøre livet så besværligt for sig selv. Dejligt at du stadig sukker lettet 🙂
    – Billederne af håndværk og håndværkere minder mig bare om eget hus og egen gårdsplads 🙂
    Kh Nana

    • Det var bestemt smukt, det gamle havehus, og vi var helt ærligt også nervøse lige til det stod færdigt. Det er måske også derfor, lettelsen er ekstra stor.
      Jeg tror gerne, du kan genkende noget af bøvlet – og du er endda i gang med en større proces og må mangle et helt køkken – vi manglede bare havehuset i en kort periode.
      Kh Lisbeth

  8. Det var da noget af et projekt, men godt at det lykkedes til jeres tilfredshed. Det ser godt ud med det sorte tag – jeg kan også godt lide, når linjer og farver strammer op. Nu bliver det spændende at se, hvad dit “udviklergen” finder på til det indvendige.

    Hilsen Elna

    • Det lød så enkelt: Huset var der jo, så glasset skulle bare fjernes, og så skulle der bankes lidt brædder på. Troede jeg.
      Jeg har indtil flere ideer til det indvendige, men de skal ikke udføres alle sammen, så jeg er også lidt spændt ;-)) Dejlig opgave 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  9. Det er virkelig blevet en god løsning og jeg kan sagtens forestille mig, hvor slemt det var mens det stod på. I er virkelig gode til at sætte jer et mål og få optimeret til en mere fremtidsvenlig løsning. At have skygge på den måde er da virkeligt optimalt.
    Kender godt dem med et drue-tag indvendigt i glashuset – sådan startede vi også op i vores lille pavillon, men efter 2 år gav vi op. Det svinede, når det dryssede ned på bord og alting og når druerne var blevet beskåret, dryppede det også. Så vi fjernede også vinen.
    Glæder mig til at se hvad I skal lave af spændende sager indvendigt.
    Tak for en god historie fra den virkelige verden 🙂

    • Selv tak, Ulla. Det er dejligt, at du læser med og lægger en hilsen.
      Jeg kan godt huske drysseriet fra vinen, når alle blomstrene drattede ned 🙁 så jeg forstår jer. Andre synes, det er piece-of-cake, men sådan er vi så forskellige. For som altid er der ingen nemme og vedligeholdelsesfri løsninger. Det gælder kun om at vælge det arbejde, man bedst kan lide – sammenholdt med hvor meget man ønsker noget, selvfølgelig. Vi ønskede ikke længere vinstokkene tilstrækkeligt i forhold til arbejdet, så…
      Nu må vi se, hvad det indvendige kan blive til. Jeg har nogle planteideer, men desværre nul erfaring med planter under sort tag, så det skal nok blive sjovt 🙂
      Kh Lisbeth

  10. Det skal være skidt, før det bliver godt, siges det, og det passer vist ret godt på jeres havehusprojekt. Vores vinstok i drivhuset er mest et dekorativt islæt og ret irriterende, men vi kan alligevel ikke nænne at skrotte den – endnu.

    • Jeg håber, at glæden bliver proportional med bøvlet, for så bliver det en ubetinget succes 🙂
      Jeg kan sagtens forstå, at I beholder vinstokken. Det giver et helt utroligt frodigt og charmerende indtryk. Bent foreslog et kompromis, nemlig at vi fjernede alle klaserne, så jeg ikke skulle udtynde, men så ville jeg hellere noget helt andet. (Jeg har prøvet at lade være at udtynde. Så fik de meldug.) Vi har også prøvet at skifte sorter, der ikke skulle udtyndes – det gav andre problemer. Nu skal jeg ikke tænke mere på det :-))))
      Kh Lisbeth

  11. Wouw, hvor er det blevet flot og et helt andet hus. Jeg kan sagtens sætte mig ind i arbejdet med druerne og nogle gange må man bare tænke praktisk. En rigtig god ide, med tagpappet. Jeg er sikker på det hus bliver rigtig meget brugt, i mange somre frem.

    • Tak, vi glæder os til at tage huset i brug for alvor 🙂
      Nogen gange gør det lidt ondt at fjerne det, man kan lide, men bagefter føles det heldigvis godt at være praktisk.
      Mange hilsener Lisbeth

  12. Vilken tur att jag inte vetat om att druvklasar ska gallras 🙂 Kommer nog inte börja nu heller för de är goda när de mognar även om de kunde varit större. Men jag kan känna hur ont i nacken man får av att gallra. Det måste bli som att spackla tak…

    Snygg förändring!

    Ha det gott! Carina

    • Hej Carina
      Tak – ja, det er hårdt at arbejde med armene oppe over hovedet.
      Hvis du oplevede, at druerne sad så tæt, at de blev knust og fik meldug (svamp), så var du ikke i tvivl :-))
      Du skal bare nyde, at dine drueklaser åbenbart ikke er for tætte.
      Mange hilsener Lisbeth

  13. Jeg synes at det er blevet rigtig godt og jeg er enig i at man skal kende sin begrænsning. Der er ingen grund til at gøre livet mere besværligt for sig selv end højst nødvendigt. Hold op hvor har det været et stort arbejde at udtynde druerne og også at udnytte dem til lækre spiselige sager.
    MHT druer i drivhuset har jeg afholdt mig fra det fordi jeg forestiller mig at lys og spindemider tarer bo i det – jeg havde ikke tænkt at det var udtyndingen der var det værste, men nu forstår jeg det.
    Det ser ud til at være blevet rigtig hyggeligt derinde i skyggen, men sikke et tabernakel I var igennem, men det skal være skidt før det bliver godt som det gamle ordsprog siger 🙂

    • Kære Lisbeth
      Det er dejligt at høre, at du kan følge mig i, at man ikke altid kan få det, man helst vil have. Og frem for at have det bedste i en dårlig forfatning, er det bedre at have det næstbedste i tip-top forfatning. Sådan er det i hvert fald for os 🙂 Det er jo nok også derfor, I har kastet jer ud i det helt store byggeprojekt nu 🙂
      Jeg vil lige sige – hvis du alligevel skulle få lyst til druer – at man sagtens kan få drueklaser, der er så åbne, at de ikke får sygdomme. Vi prøvede at udskifte vores, men så dukkede der andre udfordringer op, og de skal jo allesammen beskæres og udtyndes i skud og blade, så væk med dem (Samtlige sorter skal udtyndes i bladene og bindes op, og de må endelig ikke røre glasset, for så får de meldug. Det fik vores i hvert fald).
      Vi er helt sikkert glade for, at vi har fældet og fået tag på. Og jeg er HELT sikkert overlykkelig for, at vi tog hele besværet nu, og ikke først når vi fx var blevet 10 år ældre – og Bent var fyldt 80. Nu kan vi bare nyde det 🙂
      Kh Lisbeth

Skriv en kommentar