Opgradering af haven #3: Beslutsomhed

Opgradering af haven #3: Beslutsomhed

I dag er det strålende sol og temperaturerne er klart opadgående, omend det stadig er lidt for køligt til min smag. De første blomster i skovbunden er i fuld gang, og det kan ikke vare længe, før jeg for alvor går i haven.

Der er meget, der trænger efter en lang vinter, og ud over de almindelige gøremål har jeg (som nogle af jer måske husker) også min lange ‘could-do-liste’som jeg lavede, fordi haven trænger til opgradering.

Efter grundig overvejelse og selvransagelse har jeg besluttet, at det første, der skal gøres i haven, er, at vi skal fælde træer. Det kræver en del ‘gåen rundt’ og ‘sidden her og der’ for først at forestille sig konsekvensen og dernæst nyde resultatet, men det må også snart være muligt, selv for en frossenpind som mig.

Træerne skal fældes i haverummet ‘Skoven’, og det har to formål.
For det første skal der skaffes lys til planterne i ‘skovbunden’, fx min smukke lyslilla Rosenskovmærke (Phuopsis stylosa / Crusianella stylosa), som får færre og færre af de uundværlige, runde og velduftende blomster i det manglende lys.

Rosenskovmærke (Phuopsis stylosa / Crusianella stylosa)

Den anden årsag til, at jeg vil fælde, er, at færre træer vil reducere vores samlede havearbejde, da vi skal beskære og bortskaffe mindre.
Så langt så godt…
Klog beslutning…
Og så er den ikke længere…
Skulle man tro…

Der sker imidlertid det, at hver gang jeg tænker på træerne og ser billeder af dem (og jeg ser mange billeder her om vinteren), så nænner mit hjerte ikke at fælde dem.

Og hver gang mit hjerte ikke nænner at fælde, så minder jeg benhårdt mig selv om, at hjernen altså HAR gennemanalyseret ’pro et kontra’ og truffet en logisk beslutning om, at fældningen ER bedst for helheden.
Sådan går dagene: Fælde. Ikke-fælde. Fælde. Ikke-fælde.

Jeg ved, at det bliver endnu vanskeligere at holde fast i beslutningen, når de der lækre lysegrønne blade folder sig ud i de dødsdømte træers kroner.

Papegøjebusk (Parrotia persica)

Det bliver ikke lettere af at vente, til efterårets farver sætter ind.

Papegøjebusk (Parrotia persica)

I sådan nogle situationer (hvor jeg har sat mig et mål, men pludselig vakler) er det min erfaring, at der kun er ét at gøre: At udvise stålsat beslutsomhed. Jeg har prøvet skifte fokus undervejs, og hver gang er resultatet blevet derefter: Noget ufokuseret rod. Det gjaldt ved nyanlæg af haven og det gælder fortsat ved enhver efterfølgende justering. 
I mit aktuelle vankelmodighedstilfælde får beslutningen ydermere førsteprioritet. Og nu har jeg også skrevet det på bloggen. Så kan jeg da slet ikke løbe fra beslutningen, vel?

I morgen er det forresten forårsjævndøgn. I Danmark sker det præcis kl. 17.15, men skidt med klokkeslettet, for det er nu, vi for alvor tager fat på det lyse halvår… Så bliver det nok også snart så varmt, at jeg pludselig en dag går beslutsomt ud med saven.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

14 kommentarer til “Opgradering af haven #3: Beslutsomhed”

  1. Uh, nej det er ikke rart at fælde. Det er vist som med journalisternes udtryk om at det er nødvendigt “to kill your darlings”. Jeg har ofte brugt udtrykket når jeg skulle vejlede elever der skrev opgave. Et bestemt afsnit kan være nok så interessant, men hvis det ikke passer ind i helheden og bidrager med noget, skal det ud. Og du skal snart ud med saven 🙂
    God solskinsdag til dig, Lisbeth!
    Kh Nana

    • Kære Nana
      Du har helt ret 🙂 ‘Kill your Darling’ er nærmest et motto for mig, også i haven, selv om det er lavet til skriverkarle. Dine elever har nok også været glade for din vejledning. Bagefter 😉
      Og jeg ved med mig selv, at det ER det rigtige, men hjertet græder. Uden sammenligning er det lidt som at sige det sidste farvel til sin hund. Man ved det godt, men……..
      Nå, træfældning er heldigvis ikke lige så slemt, og jeg glæder mig sådan set til at få det gjort.
      Og til at det bliver varmt og forår. Du har jo taget forskud og siddet ude 🙂
      God dag til dig også – måske du skal ud i hjørnet igen.
      Kh Lisbeth

  2. Hej Lisbeth
    Ja det er da ikke rare tanker på sådan en dejlig lidt kølig forårsdag, hvor solen skinner fra den blåeste himmel 🙂
    Jeg har det også svært, når noget skal fældes, inden længe efter fældningen, har man glemt, hvordan det så ud, men jeg må sige, at hvis det er papegøjen, der skal fældes, så kan jeg godt forstå, at du har betænkeligheder.
    Rosenskovmærke har jeg slet ikke i min skov, de står ude i lyset, her er der ingen problemer med at gro.
    Jeg var så stolt af mine krokus, men jeg kan se på dit første billede, at det er ikke noget at prale af, altså dem der er sprunget ud hos mig, men de er nu så kønne, når de åbner op for blomsten.
    kh Lisbeth

    • Kære Lisbeth
      Vidunderligt solskinsvejr har det været og det hjælper rigtig meget på humøret.
      Det er ganske rigtigt i hvert fald en, måske to papegøjer, der står for fald. Men du har ret: Man vænner sig lynhurtigt til, at noget er fældet. Det vil jeg minde mig selv om 🙂
      Den lille lyseblå krokus er en botanisk krokus, der er meget tidlig. De ‘almindelige’ er ikke så langt fremme her i haven.
      Den lillebitte klat blå anemoner skyldes udelukkende, at den står i læ inde i en Egebladet hortensia, der dels står i fuld sol og dels har været vinterdækket. Lidt snyd, men det tager jeg med.
      Kh Lisbeth

  3. Hej Lisbeth

    Det er skam forårsjævndøgn i hele verden på samme tidspunkt, det er jo det tidspunkt solen står præsis lige over ækvator på sin vej til os og sommeren:)
    Jamen ja, så må de jo ned træerne, og husk fortryder du, så vokser et nyt uventet hurtigt…

    Her var vinden kraftigere end igår og natten havde givet en 2 cm sne, som stadig ligger derude, der hvor solen ikke nåede ned.

    Ha en dejlig aften

    • Hej Karsten
      Jo da, men her er det kl. 17.15. Det havde måske været mere korrekt at skrive kl. 17.15 dansk tid 😉
      Tænk engang: Sne igen! Her er det fuldstændig snefrit, men der kan jo sagtens komme sne i en måned endnu. Hvis blot kulden vil holde sig væk, så er vi godt hjulpet. Solen er også en dejlig gæst i disse dage.
      God aften til dig også.

  4. Hej Lisbeth

    Du lyder som meg, og det er vanskelig å bestemme seg angående trær. Det tar så kort tid å felle de, men det tarveldig lang tid å få et tre stort. Så en skal nøye vurdere hvilke trær som skal bort. Jeg er også så glad i trær, at jeg synes det er vanskelig å bestemme seg om det i det hele tatt skal felles noen 😉
    Så jeg forstår deg veldig godt! Du finner nok ut av det til slutt 🙂
    Klem

    • Hej Marit
      Min have er jo ret lille, så træerne er også relativt små, men det er helt rigtigt, at det er dem, det tager allerlængst tid at erstatte.
      Når man planter dem, kan man næsten ikke vente på, at de vokser op og dækker naboens tag – og pludselig dækker de hele himmelrummet. Min mand efterspørger tit planter, der lynhurtigt vokser til den ønskede størrelse og så bliver der. Vi har ikke fundet dem endnu 🙂
      Som fru Høneballe skriver, så vænner man sig hurtigt til at det er væk, så det skal nok blive godt.
      Kh Lisbeth

  5. Jeg håber godt nok snart foråret kommer, så vi kan komme ordentlig igang. Jeg plejer at være i haven det meste af året, men i år har det ikke været meget siden januar.
    Jeg kan godt forstå, at det er svært, at bestemme sig til at fælde træer, men en gang imellem er man nødt til det for, at hjælpe noget andet.
    mvh
    Lene Bedstemorshave

    • Hej Lene
      Det beskriver vist vinter/forår 2018 ret godt, at du ikke har været i haven. Det har virkelig været et anderledes vejr. Måske vi skal vænne os til det med de igangværende klimaændringer.
      Jeg ved inderst inde, at det bliver godt at få fældet. Men det er synd for træerne, for de har virkelig gjort deres allerbedste.
      De lover lidt lunere vejr – jeg håber, du kan komme ud i weekenden.
      Mange hilsener Lisbeth

  6. …. du kunne også vente til næste år, træer er så vanskelige at erstatter – og danske haver har alt for få træer….. hi hi, håber jeg har sået en lille tvivl

    • Du er en værre en… ti-hi 😉
      Vi har udsat det i et par år, så nu skal det være også selv om du har ret i at der er for få træer. Men de skal ikke alle sammen stå hos mig 🙂
      Kh Lisbeth

  7. Förstår att det är svåra beslut. Och jag kan nog inte bidra så mycket 🙂 Jag har hittills haft plats att odla de jag köpt så det är inga beslut jag behövt ta.

    Ljuvlig bild med alla vårblommorna!

    Ha det gott! Carina

    • Jeg har jo en ret lille have, men havde egentlig troet, at jeg kunne holde træerne små og lysåbne med en årlige beskæring, men nu, hvor de har fået godt fat, kræver det beskæring flere gange om året, og så der må radikale ændringer til. Forhåbentlig slipper du for den slags beslutninger. De er ikke sjove.
      Tak 🙂
      Mange hilsener, Lisbeth

Skriv en kommentar