Opgradering #5: Gårdspladsen

Opgradering #5: Gårdspladsen

Forleden holdt havemanden og jeg fest: Kamillete og køberoulade. Jow-jow…!
Anledningen var, at manden lagde den sidste sten på Gårdspladsen. Igen!!
I dag får I hele den tragikomiske historie om kampestenene, brostenene og pigstenene, der alle blev lagt flere gange.

Jeg fatter nogen gange ikke, hvad vi har gang i. Hvorfor skal vi altid lave alting om? Mindst en gang. Til tider to gange. I sjældne tilfælde tre gange. Resultatet bliver altid bedre af ommerne, så det er for så vidt godt nok, men kunne vi dog bare blive bedre til at ramme hole in one. Bare én gang.
Tag nu stenene på Gårdspladsen som eksempel.

Forberedelsen

Et par punkter på årets opgraderings-could-do-liste var at fjerne et nedlagt vandbassin af kampesten i jernarmeret cement samt en bid af Magnoliabedet, der støder op til Gårdspladsen. Højdeforskellen mellem bedet og Gårdspladsen skulle laves med en lille mur af store kampesten, som ville passe til de brosten og pigsten, der i forvejen er lagt.

En dag i maj gik vi i gang. Vi havde lånt en larmende maskinbanketingest, der kunne hamre hul i cementen, og vi havde indforskrevet Bents søn som maskinfører.

Betonhammer til fjernelse af brosten i jernarmeret cement

Arbejdet gik sådan meget godt (synes jeg, der mest bidrog med imponerede tilråb og forsyninger). Det tog små to dage alt i alt – fra første ridse i cementen til sidste stykke var båret ud, kørt væk og løftet op i en blå container på genbrugspladsen.

Efter at have vinket farvel til sønnen bortgravede Bent jord fra den del af bedet, der nu skulle indlemmes i gårdspladsen. Noget af jorden røg i eks-bassinet, og resten fik turen til genbrugpladsen. Alt kørte efter planen, og humøret var endnu højt. “Nej, hvor bliver det godt”, forsikrede vi hinanden. Mange gange.

Granitstenene

Næste trin var at placere granitstenene. Og nogenlunde her, en formiddag i maj, var det, at der trak truende skyer op i horisonten.

Baggrunden var, at vi oppe i Teglhaven under figentræet havde en del store granitsten liggende, fra dengang vi anlagde haven, og vi var lidt yngre og ret meget stærkere. Rigtigt store, gode, flotte sten. Vi gættede på 250 kg for den største. Kæmpestenene var vi trætte af at se på, når bladene faldt af figentræet, så de kunne passende bruges som støttemur på Gårdspladsen. I denne smarte plan havde vi måske nok lige fortrængt stenenes størrelse og det faktum, at havemanden har dårlig ryg, at jeg har dårlig skulder, og at der er en niveauforskel fra Teglhaven til Gårdspladsen på en meter. Niveaufaldet består af otte trappetrin. Ikke i én lang køre. Nogle steder tre trin andre steder et og to trin; i alt fordelt over cirka otte meter. I kan se trappen herunder.

Hvordan skulle vi få kæmpestenene hele vejen ned? Løfte dem… Glem det! Trille dem… Glem det! Sækkevogn… Prøv det! Jeg ved ikke, hvordan vi fik sækkevognen under megastenen, men hen til trappen kom den (sækkevognen kan tage 200 kg). Her lå den så, megastenen. Og æh, øh, hvad nu? Rulle den i frit fald ned ad trinene… Glem det. Den ville knuse samtlige trappetrin. Bære den… Latterlig ide.

Efter mange overvejelser om at fore trapperne med gamle dyner, lave mærkelige snorehejs osv. besluttede vi at lave en sliske, der så kunne flyttes og gøres så lang, at stenen ikke fik for meget fart på. Vi fandt de tykkeste brædder vi havde og håbede, de var tykke nok, bandt snore mellem brædderne, så de ikke gik i spagat, understøttede, så de ikke knækkede, lagde tæpper ud og en spand tung jord neden for slisken, så granitkæmperne ikke bare gled ukontrolleret videre. Vi følte os som to gamle idioter, men det korte af de lange er, at vi fik både megastenen og alle de andre sten ned. 

Katastrofen

Næste ‘to-do’ var at bakse kolosserne ned i en gravet rende mellem bed og gårdsplads og finjustere placeringen, så kæmperne stod lige og pænt og tæt.

Jeg fatter den dag i dag ikke, at Bent kunne (med min ringe hjælp), men en dag i slutningen af maj stod de snorlige og i ens højde foroven. Vi satte os fornøjede i de sorte stole med en kop kaffe med en sjat mælk for at beundre værket. Og så gik det galt… Frygteligt galt… Galt med ‘G’ som i katastrofe…
Det var simpelt hen grimt…
Jeg ved ikke, hvorfor det var grimt, og jeg ved ikke, hvem af os der først sagde det. Men det tog godt nok lige pusten ud af os begge for en stund. En ret lang stund, faktisk. Nogle dage blev det i hvert fald til. Måske uger. Fortvivlende dage med mere eller mindre desperate forslag. 
En dag kom løsningen. Desværre ikke helt billig, men genial, syntes jeg selv. Nu var det bare om at overbevise havemanden. Han købte ideen på stedet: Jernkasser!

Jernkasserne

I husker måske jernkasserne, som vi havde opgraderet gårdspladsen med som erstatning for kugle-buksbommerne? Den slags kasser ville det være super at gentage som mur. Stilen på gårdspladsen er i forvejen lidt minimalistisk i geometriske former, så sådan en lang, lige, skarp kant i rustent jern… super.

Jeg skal undlade historien om, hvordan vi fik kampestenene ud af haven, men blot sende en stor tak til vores gode, bomstærke og yngre ven, Niels, der kom senere på sommeren. 

Den korte historie er blot, at jernkasserne blev sat. To gange naturligvis, for første række var i vinkel på havemuren og ikke parallel med trappetrinet, og da de var sat, kunne vi se, at det burde være omvendt. Men kasserne vejede ‘kun’ 40-50 kg pr. stk… Stakkels Bent. Det er tungt at være perfektionist.

Brostenene

Med jernkasserne på plads skulle havemanden ‘bare lige’ lægge 2-3 kvm brosten og pigsten på jorden mellem jernkasserne og lysthuset. Dér hvor vandbassinet havde været.
Vi har samme slags belægning på den anden side af lysthuset, så det skulle naturligvis lægges på samme måde: Pigsten indrammet af en brostensbue. En morgen
 besluttede havemanden, at ‘nu skulle det være’, så han tog fat på at lægge buen.
Brostenene havde vi tidligere været i langbortistan for at købe hos en mand, der havde en bunke liggende.

Ommeren

Ud over det med ryggen har Bent også lidt smadder med fingrene, og at tage sådan nogle brosten på ca. 15 kg op og ned – måske ti gange i alt pr. sten for at få puslespillet til at passe – var meget tungt og gjorde meget ondt. Da han havde lagt de første, og fruen kom forbi, mumlede jeg noget om, at buen nok skulle starte lidt længere til venstre… Det kiggede vi lidt på, og han gav mig ret. Om igen… 
Da han var færdig med hele buen hen under aften, og jeg blev hidkaldt, roste jeg behørigt, men tænkte også “hvordan skal jeg få sagt, at…”
Jeg tog simpelthen en dyb indånding og sagde, at buen nok ikke buede nok.
Altså, den skulle jo matche den anden bue på den anden side af lysthuset, og derovre buede den en del mere.
Dén ommer tyggede han noget længere på end første gang – men efter lidt chips og et ret stort glas god, italiensk rødvin endte han med at give mig ret. Jeg havde simpelt hen så ondt af ham den aften.
Om igen dagen efter. Op med alle stenene og ned igen. Løfte hver brosten 11 gange. 
Og hvis I synes, jeg er ond, så kunne jeg altså lige så godt sige det, inden han også lagde pigstenene, for han ville alligevel selv opdage det.

Pigstenene

Med kasser og brosten på plads, manglede der nu kun pigstenene, og en lun septemberdag gik havemanden i gang.
Vi havde i forvejen kørt land og rige rundt med eftermiddagskaffe-kurve for at finde stenene, og da første bunke sten var lagt, fortsatte vi afsøgningen af lokalområdet.

Der går mange, altså virkelig mange sten til én kvm belægning. Og ni ud af ti sten, som man bukker sig og samler op, dur ikke. Men efterhånden lykkedes det. Jeg havde desuden et forslag om at grave et fuglebad ned for at strække pigstenene. Det faldt ikke rigtig i god jord i første omgang, men i dag ligger det der. I får lige historien.

Fuglebadet og krabbebollerne

Fuglebadet i granit fik jeg til min 40-års fødselsdag af min botanikgruppe i Nordsjælland. Det har ikke rigtig været brugt som fuglebad – skålen var for lille, så vandet lynfordampede – og stenen har derfor stået som et rart minde, men på diverse ulogiske steder i over 20 år. 

Jeg havde som sagt fået den tanke, at fuglebadet kunne gøre nytte i pigstenene. Jeg var godt nok lidt bange for, at man ville træde ned i skålen og forstuve foden, så jeg overvejede bl.a. at sætte et stormlys ned i, så man kunne se hulningen – fjottet ide! Og Bent var i det hele taget ikke begejstret for et eneste af mine skøre forslag.
En dag – som så ofte før – dukkede løsningen uventet op. Vi besøgte nemlig Maren Inger og Kalle i deres dejlige have ‘Hølle’, den dag vi hentede træet Nyssa. Det er de sødeste og venligste havemennesker, og jeg købte en masse sjældne planter (til langt under vennepris), OG jeg fik et glas krabbeboller med. Jeg har set dem før, ‘bollerne’. Det er kuglerunde sten, der er dannet omkring et krabbeskjold. Det må I høre mere om en anden gang, for pointen i dag er, at da vi kørte hjem, slog det mig pludselig: Kuglerne skal da ligge i fuglebadet/granitskålen. Havemanden var straks med på ideen og integrerede det i belægningen.
Jeg er megatilfreds. Man ser næsten ikke skålen med kuglerne. Kun hvis man giver sig tid. Uh, jeg er vild med sådan nogle diskrete detaljer.

Festen

Da pigstenene på Gårdspladsen var lagt – uden ommere – ville jublen ingen ende tage. Færdiiii’…! og mens jeg lavede kamillete (jeg havde noget ondt i halsen) og skar køberouladen ud (osse for dårligt, at jeg ikke havde bagt kransekage til dagen), så fejede Bent og ryddede op.
Troede jeg.
Jeg burde have vidst det…

Da jeg kom ud med lækkerierne til festen, havde han f… gravet nogle af stenene op igen. “Jo, for den ene var for stor. Det så dumt ud. Og den var også lidt underlig skæv. Lidt for høj i den ene ende og lidt for lav i den anden.”

Desværre viste det sig, at ‘den dumme sten’ var en ret stor sten nede i jorden. Sådan lidt som et isbjerg. Så det var voldsomt bøvlet og tungt at få den op. Til sidst gav den sig, ledsaget af havemandens umuntre kommentarer, og der blev lagt ¼ kvm. nye pigsten. 
Og endelig kunne vi skåle i kold kamillete. Det er flot lavet. Jeg er meget stolt af ham.

Status på Gårdspladsen: Det grimme vandbassin og hjørnet af magnoliabedet, hvor alt mistrivedes, er (som ovenfor beskrevet) blevet opgraderet til en pæn og langtidsholdbar løsning, der ikke kræver megen pasning.
Tidligere på året fjernede vi 
fem kuglebuksbommer, der derfor ikke længere skal klippes.
I går købte jeg en klippefri plante som skal erstatte den sjette buksbomkugle, og jeg har bestilt erstatningsplanter for de ufikse hostaer i to store krukker. Dermed får jeg løst de sidste ‘could-do’er’ på Gårdspladsen. (Jeg viser jer planterne, når de engang er på plads. Jeg vender også en dag tilbage til den rhododendron, der var fældningstruet på grund af mistrivsel med gule blade. Den har jeg nemlig fået helbredt!)

Magnoliabedet, der nu har fået jernkant ned mod gårdspladsen, var også en del af af årets planlagte opgraderinger. Resultatet tegner til at blive rigtig godt. Det gør jeg status på i næste indlæg.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

26 kommentarer til “Opgradering #5: Gårdspladsen

  1. Hej Lisbeth
    Sikken en historie, jeg sidder her og tænker: Mit liv som Bent, jeg tror ikke altid, det er sjovt at være en Bent som er gift med en havegal kvinde Lisbeth. Men de to er vist også ærekære, det skal jo se ordentligt ud. Jeg tænker med gru på dårlige rygge, dårlige skuldre og ikke mindst Bents fingre, jeg kan levende forestille mig, at det gør ondt i fingrene.
    Godt det blev flot og tilfredsstillende til sidst, for det har været hårdt arbejde med meget tænkning. Husk nu, at nu skal der ikke laves mere om på det sted 🙂
    Kh Lisbeth

    • Hej Lisbeth – og Bent – ja, det er vist en navnekombination der giver udfordringer. Lær det: Alle tålmodige Bent’er.
      Men det blev heldigvis godt, når nu det var sådan en træls vej dertil.
      Nemlig: Der skal ikke laves mere om… Lige der 😉
      Kh Lisbeth

  2. Åhhh hvor jeg stor ELSKER din fortælling Lisbeth, og jeg beundre dit mod! Godt i begge er perfektionister og havemennesker, det er jeg sikker på gør en forskel! Godt kæmpet med den kæmperne, uhhh hvor var det spændende og nervepirrende, jeg troede det var løgn da jeg læste at de ikke skulle være der alligevel, gys og gru;-)))))

    Man må vist godt sammenligne sig lidt;-) i 2014 lagde jeg ca 18 meter lang stensti, i sommeren 18 pillede jeg dem op igen(jeg måtte virkelig tage mig sammen og sætte i gang. Dengang fattede jeg ikke jeg jeg lavede en snoet sti, når jeg er mere retvinklet.

    Kim har lovet mig med at få de nye retvinkler og holdbare løsninger på plads med et nyt stisystem i forhaven, og lovet at hjælpe mig med at flytte en mega tung bænk, som ellers aldrig skulle flyttes igen, det lovede jeg ham for to år siden;))))

    Er en hund efter de der ægte og ærlige historier!
    God uge
    Hilsner Anette

    • Tak skal du have, Anette :-)) Vi smågrinede undervejs, når vi ikke lige sukkede, men det er egentlig først her bagefter, at jeg kan se, HVOR kikset det hele har været. Men jeg ved jo, at du kender det. 18 meter!!! jeg tillader mig at sige, at du (også) er godt tosset. He-he: Bænken!!! Man skal aldrig love noget i en have 😉
      Kh Lisbeth

  3. Jeg græder af grin – sikke en omgang 🙂 Men, hvor er det blevet flot. Det er virkelig ikke nemt at være perfektionist. Næste gang må I vælge et lettere medie for jeres perfektionisteri. Det var jo noget med en mindre arbejdskrævende have, ikke?

    Må lige ud efter en kleenex til at tørre tårerne af kinderne…

    Knus og kh, Karen

    • Kære Karen
      Det er både godt og ondt at være perfektionist. Vi er meget glade for resultatet, og joooooh, haven skal helst blive mindre arbejdskrævende :-)))) Vi tror også den bliver det, og det var faktisk også derfor vi valgte at lave den helt store opgradering i år, for om to år kan vi (Bent) formentlig ikke klare så store projekter mere. Men noget skal vi (jeg) nok finde på 😉 Så arbejdsfri bliver den ikke, og det er godt.
      Kh Lisbeth

  4. Hej Lisbeth

    For en morsom historie om alt som ble gjort med stenene, og så flott det ble til slutt! Jeg kjenner meg igjen i hvordan det er å ikke være helt fornøyd. Så må det hele gjøres om til en blir fornøyd… 🙂
    Det med de sorte kassene var genialt. Sten er tungt på alle måter, så det er ikke noe godt materiale å flytte rundt på i lengden.

    Ha en god dag! 🙂

    • Tak Marit – vi er heldigvis glade for resultatet, og nej, det dur ikke at lave noget, man ikke er tilfreds med. Man skal se på det hver eneste dag.
      Sten er meget smukke sammen med planter, men de skal ikke være ret store, før de bliver meget tunge. Så er det bedre at have fjeld i haven. vi ønsker tit, at vi havde have i Norge eller Sverige.
      Kh Lisbeth

  5. Først må jeg sige …Hold K… hvor ser det godt ud. Kæmpe flot og lækkert.
    Bent han har godt nok været udfordret.
    Sammen har i fundet en smuk løsning.
    Men vejen dertil har godt nok været lang og tung 🙂
    Kærlig Hilsen Linda
    PS. Det der med at lave om kender jeg alt for godt…men det er jo det der gør det sjovt at ha en have når man er en smule kreativ i sin tankegang.

    • Tusind tak, Linda. Jeg lader rosen gå videre til Bent, for han har fortjent det.
      Ja det med at lave om, er ‘vi’ jo nogen, der har en tendens til 😉 Jeg kan godt blive træt af det en gang imellem, men du har helt ret: det er i virkeligheden det, der er det sjove ved at have en have – og du får da i den grad selv lavet om i din have 🙂
      Kh Lisbeth

  6. Hej Bent.
    Flot stykke arbejde, du har lavet, er dybt imponeret! Virkelig god harmoni på gårdspladsen nu.
    Og Lisbeth, kransekagebagningen er på sin plads nu!
    Til lykke begge to med det fine resultat.
    Lis

    • Tak skal du have, Lis – Bent kan roligt være stolt af sig selv, så jeg skal nok sørge for, at han ser din hilsen. Og du har ret: konen må hellere i gang med kransekagebagningen.
      Kh Lisbeth

  7. Hej Lisbeth
    Sikken fin anvendelse af krabbebollerne, men tag dem ind inden frosten kommer, for hvis de kommer til at ligge i vand, kan de fryse i stykker – det kan de faktisk også gøre uden, at de ligger i vand.
    Og tak for den fine omtale af os og vores have og hele historien om stenene
    Din plante er godt i gang med at gro, så det lykkes og jeg håber også, du får glæde af SanktHans urten og de andre planter.

    • Kære Maren Inger
      Tusind tak for det tip. Jeg vil straks sørge for at tage dem ind inden frost.
      Og selv mange tak. Det glæder mig, at den gror. De fleste af jeres planter er sat, og jeg glæder mig til at se dem til næste år.
      Mange hilsener Lisbeth

  8. Hej Lisbeth

    I kom jo flot i mål – og processen var da super morsom at læse om:)
    Godt i tænker langsigtet, og viser hvordan det både kan være let at vedligeholde og flot samtidigt!

    Ha en dejlig dag

    • Tak Karsten. Vi forsøger at indrette os på tiltagende alder og tvivlsomt helbred. Det er jo udfordringer, der kommer til de fleste 🙂
      Bagefter, når hele processen er overstået, ser man heldigvis lidt anderledes på det, og det endte jo godt.
      Nyd dagen.
      Mange hilsener Lisbeth

  9. Man skulle jo nødigt hyre en fagmand til at lægge alle de sten☺ Og resultatet er blevet super. Jeg tror, man skal være havearkitekt for nøjagtigt at kunne forudse, hvordan sådan noget stenarbejde kommer til at tage sig ud. Pludselig kan der være for mange runde kanter, hvis man da overhovedet kan sige det, og så gør det godt med nogle stramme linjer.

    • Næh, Marie – her lægger vi selv sten. Jeg har luftet tanken om en fagmand, men Bent kan faktisk godt lide det, og han siger, at hvis han alligevel skal have ondt i ryggen, så kan han lige så godt selv lægge stenene. Det er jo svært at argumentere imod 😉
      Måske det var det med for mange runde linjer i kampestenene, der så dumt ud. Vi havde i hvert fald ikke forudset det, og så var det jo godt at det ikke var en fagmand. Så havde vi da først ærgret os 🙂
      Kh Lisbeth

  10. Det er meget smukt! Og du er som sædvanlig en god fortæller 🙂
    Det ER hårdt at være perfektionist, og jeg har faktisk lige været inde på den dér perfektionisme i mit blogindlæg i dag. I øvrigt kom jeg til at tænke på vores flytteri da jeg læste din beskrivelse af jeres arbejde med gårdspladsen. Vi er flyttet fra hus til hus igennem en del år fordi vi ikke har været i stand til at forestille os hvordan vi ville falde til. Nu er vi faldet til, men vi havde også gerne ramt “hole in one” 🙂
    Hils Bent og ros ham for det smukke arbejde!
    Kh Nana

    • Tusind tak for dine søde ord, Nana. Jeg skal lade dem gå videre til Bent.
      Jeg er sikker på, at du kender til perfektionismen. Det kan man se på alt det, du laver i bl.a. det nye hus – og de seneste tiltag på bloggen 😉 Det er SÅ irriterende nogle gange i processen, men det føles SÅ godt, når det lykkes.
      Godt, at I endelig fandt Ravnegård.
      Kh Lisbeth

  11. Hej Lisbeth
    Hvor er han bare god ham Bent, han fortjener i hvert fald kransekage.
    Det ser så flot ud alt sammen, og sikkert endnu flottere når der kommer planter.
    Har i haft den fine pavillon hele tiden, eller er den også ny, vi kan ikke huske vi har set den
    når vi har været på besøg.
    Kærlig hilsen til dig og Bent fra
    Peter og Lisser

    • Hej Peter og Lisser
      Tak 🙂 Han ER god, ham Bent – jeg skal la’ rosen gå videre. Og han skal have hjemmebagte boller og kage om lidt. Det kan forhåbentlig forsøde hans liv efter al den opgradering 😉
      Pavillonen har faktisk stået der hele tiden, man ser den bare mere tydeligt nu. Før var der planter på begge sider. Egentlig kan vi godt lide, at den er blevet lidt mere markant, men det må I se, hvis I forhåbentlig kommer igen 🙂
      Kh Lisbeth

  12. Hej Lisbeth
    Jeg må sige dine billeder og havehistorier er virkelig inspirerende.
    Især de flotte jernkasser som i har foran det lille lysthus vakte min opmærksomhed. Dem kan jeg rigtig godt lide. Er det en lokal smed der laver dem? Og er det almindeligt jern de er lavet af?
    Mvh Birgit

    • Tusind tak, Birgit, det er sødt sagt.
      Kasserne er af Corten-stål, der ruster, men ikke smitter af og holder meget længere end almindeligt jern. De er lavet af Hadsten smede. De har nogle standardformer, men man kan bestille i lige den størrelse og facon, man vil have. Vores er 3 mm tykke og 40 x 40 x 40 cm.
      Vi er meget glade for, at vi fik dem.
      Mange hilsener Lisbeth

Skriv en kommentar