Sommerfugl - Admiral (Vanessa atalanta)

Om at tiltrække sommerfugle og andet liv i haven

Min vinterføljetonen om fremtidens haver fortsætter lidt endnu, mens jeg venter på, at foråret for alvor slår gækken løs.
Du kan se alle indlæg her, og i det første indlæg kan du læse om, hvad det er for en føljeton, jeg har gang i og hvorfor.

De to forrige fremtidsindlæg har haft temaet ‘den levende have’ og har drejet sig om at undgå gift og dermed forhindre at slå gavnlige insekter og deres mad ihjel.

Nu har jeg ikke mere at sige om den sag, og jeg vil i stedet fortælle, hvad jeg gør for at tiltrække liv i haven: Sommerfugle, fugle og alt det andet, som jeg er sikker på, vi altid gerne vil have i vores haver, og dermed også i fremtidens haver. Måske endda med tiltagende fokus efterhånden som naturen bliver trængt fra mange sider.

Solsorterede med æg

Sommerfugle, fugle og alt det andet

Noget af det, jeg holder allermest af i haven, er sommerfugle og fugle, fordi de er så æstetisk smukke (undtagen naboens gumpetunge måger, når de forstyrrer vores chipsspiseri).

Fugle er ekstra fornøjelige at se på, når de har travlt med at fodre, og senere når de små unger basker rundt.

Solsort med orm i næbbet

Vi har tidligere haft et par hyggelige pindvin boende i en omvendt ituslået krukke under en busk, men dels ser det ud til, at pindsvin generelt er i tilbagegang, og dels er de nok ikke så glade for bylivets trange vilkår og manglende kvasbunker, så de har forladt mit hotel igen, og de har ikke anbefalet det til andre.

Et enkelt år kiggede et Skovfirben (Zootoca vivipara) forbi. Det fortrød vist også byferien.

Skovfirben (Zootoca vivipara)

Boliger, vand og mad

Over en bred kam, gør jeg egentlig ikke noget målrettet for at få en levende have. Jeg kan bare godt lide en have med variation, med planter i stedet for græsplæne, med en vis grad af naturlighed og uden synlig jord i bedene, og så kommer resten af sig selv.
Det handler om at tilbyde boliger, vand og sund mad.

Edderkoppespind med morgendug

Diversitet skaber biodiversitet

Jo mere varieret haven er, jo mere forskelligt kan man tiltrække.
Vi har mange slags havetyper, da haven er inddelt i rum med hver deres tema og beplantning.
Især i ‘Skoven’ har vi et mylder af planter, så der er lidt for enhver smag.

Et lille haverum som en slags skov.
Skoven

Trods forskelligheden i haverummene er jorden overalt dækket med planter – med undtagelse af terrasser og stier. Herunder er det haverummet ‘Teglhaven’.

Teglhaven

Jeg ved ikke, hvor stor biodiversitet der er i et bed med få plantearter, men bladskærerbierne (Megachile willughbiella) er i hvert fald glade for tæppet af bispehuer (Epimedium). De klipper runde stykker af bladene.

Hvert bladstykke ruller bierne sammen til rør, som de propper ind i små hulrum.
Derefter fylder de hvert eneste rør med pollen og lægger til sidst et æg i hver celle.
Når larverne klækkes lever de af pollenpakken.

I et tredje haverum, hvor ‘Fyrstien’ snor sig, har vi dækket et bed med Canadisk hønsebær (Cornus canadense) (de røde bær på billedet herunder), tyttebær (Vaccinium vitis-idaea) og diamant-azaleaer, der tilsammen danner tæt tag over en lille verden befolket af kryb og kravl.

Canadisk hønsebær (Cornus canadense), tyttebær (Vaccinium vitis-idaea) og diamant-azaleaer
Fyrstien

Fugleboliger

Rundt omkring i haven har vi buske/træer, som fuglene kan bygge rede i.
Et år byggede et par dompapper (Pyrrhula pyrrhula) rede i en opstammet tuja. Reden er de sjuskede strittere inde i det grønne, som I kan se på dette billede:

Dompapper foretrækker fred og ro, når de yngler, og det er desværre ikke muligt i en lille byhave, så selv om vi var forsigtige, blev de ikke boende, da vi for alvor kom i haven.
Men bl.a. solsorten bygger begejstret overalt.

Nu er det ikke sådan, at vi har forfærdeligt mange redeegnede træer og buske i vores lille have, så vi har sat en del fuglekasser op, som flittigt bruges af musvitter og blåmejser.

Fuglekasse i klatrehortenisa

Fuglekasser skal helst ikke have sydsol midt på dagen, for så koger æggene derinde.
Vi hænger kasserne lidt forskellige steder, så finder fuglene selv ud af, om de er duelige.

Et år var vi så heldige, at der boede en gærdesmutte i toppen af efeusøjlen.

Gærdesmutten er vims, og det er svært at opdage, når den flyver ind og ud. Derfor er jeg  ikke sikker på, at den var der sidste år. Jeg håber, at den kommer i år. Søjlen er i hvert fald bevaret, og hotellet er klar til indtjekning.

Måske I husker musvitten, der bor i vores vandpumpe?

Insekthoteller

I ‘Skoven’ ligger en træstabel, som havemanden lavede for femten år siden, fordi vi syntes, det ville bidrage til skovstemningen.
Sjovt nok er stablen de seneste år blevet kommenteret tiltagende af vores havegæster, der nu kalder den et insekthotel.

Dengang havemanden lagde den første gren, kunne vi ikke forudse, at haveejere engang i fremtiden ville bruge et ord som ‘insekthotel’, og at det ville blive et tidsaktuelt tema.
Det er godt nok svært at spå om fremtiden.

Faktisk er store dele af vores have en slags insekthotel.
Jeg har nemlig en masse træ liggende i bedene. Gamle stubbe, rødder, grene, kogler, og hvad jeg ellers kan finde, får lov at rådne op i bunden af bedene sammen med masser af visne blade.
Den slags er tiltrækkende boliger for nogle arter. Hver sin smag.
Jeg kan for eksempel tilbyde et bed med en gammel svampebegroet stub fra en Sydbøg og en smukt kroget gren fra en fældet Dværgelm, som I kan se hhv. øverst og til højre på nedenstående foto.

Måske mine træstumper bliver brugt af bladskærerbierne til deres små bladrør med nektar og æg i.

Rundt omkring i haven har vi lagt kampesten. Dels som kanter om hævede bede, dels ‘smidt’ hist og her i bedene. Stenene opvarmes om dagen og danner kondens om natten og tiltrækker formentlig andre arter, end træstubbene gør.

Rhododendron 'Camtschaticum'

Telefonpælene, som vi har brugt til at lave niveauer med i den svagt skånende ‘Skov’, er sikkert også bolig for et eller andet kravl.
Om ikke andet så er de boliger for svampe, mos og andre vækster.

På billedet er det en lille, selvsået Skovfrytle (Luzula sylvatica), der mener, at den skal vokse sig stor sammen med svampene øverst på en pæl. Det er vi nu flere om at bestemme. Den får lov, mens den er nuttet.

Vand i haven

To steder har vi vandbaljer stående.
Primært fordi vi (og barnebarnet!) bruger dem til at fylde vandkanderne i. Vi lader en slange fylde baljen, imens vi hælder vand ud til trængende planter, og på den måde kan vi hurtigt fylde kanden igen. (Og igen. Og igen. Jeg har ikke glemt tørken i 2018 og 19.)

Vandbaljerne bruges flittigt af havens andre beboere, og derfor burde baljerne forbedres med et eller andet, så fugle og insekter lettere kan nå vandet, når vandet fordamper og overfladen sænkes.
Jeg venter på, at den helt geniale kombi melder sig.

En fætter, der var ligeglad med mine manglende trappeanordninger, var en lille frø:

Enkle blomster er insektvenlige

Når det gælder sommerfugle, er mit havehotel hverken fire- eller femstjernet, for her er desværre ikke ret meget, som de kan lægge æg på, fx kål, løgkarse og brændenælder, og her er heller ikke særligt mange blomster, som de kan spise mad af.
Sommerfuglevenlige blomster indeholder masser af nektar, der ikke er dækket med et hav af kronblade. Jo mere fyldt en blomst er, jo sværere har flyverne ved at nå nektaren.

Rødplettet blåfugl (Aricia agestis) i høstanemone

Jeg kunne godt tænke mig at opgradere min haves tilbud af bi- og sommerfugleblomster og er så småt begyndt at tænke på at undgå fyldte blomster, når jeg anskaffer en ny plante, og ikke kun vurdere, om jeg synes, den er smuk eller ej.
Det er ikke let, synes jeg, når blomsterne fortsat skal være smukke i de helt rette farvenuancer, højder osv, men faktisk holder jeg meget af den slags havearbejde: At gå og lede i årevis efter det heeeelt rigtige.
Blandt andet vil jeg gerne udskifte et par sommerblomster.

Sommerblomster til sommerfugle

En af dem, jeg har kig på at udskifte, er en dahlia.

Jeg køber hvert år en lav dahlia til en krukke. Den blomstrer hele sommeren med de dejligste brændte farver, og fordi de også findes med åbne, flade blomster, er det ren win-win. Troede jeg i hvert fald. Jeg fik nemlig tanken for et par år siden, men har ikke kunnet finde en eneste enkeltblomstrende dahlia (fremdrevet og udplantningsklar med blomster i maj –  hvilket jeg ikke kan selv).
Meget taler for, at jeg må tænke i andre baner.

Måske den nye solsikkebusk (Helianthus SunBelievable).

Helianthus SunBelievable 'Brown Eyed Girl'

Den havde jeg sidste år, og den blomstrede kanon.
Der var stort set ikke en eneste sommerfugl i vores have sidste år, og dermed heller ikke i solsikkebusken, men jeg har læst, at den tiltrækker bier og sommerfugle.

Samme problem med at skaffe åbne/enkle blomster gælder ‘færdige’ tagetes, som jeg er ret glad for. De har sådan nogle dejligt varme farver. Desværre sælges de kun i fyldt form.

Fyldt tagetesblomst.

Jeg har foreløbig skaffet nogle tagetesfrø med enkle blomster via en havegruppe på facebook, og dem vil jeg så i min spirehimstregims sammen med appelsintagetes (Tagetes tenuifolia) og lathyrus om nogle uger, men jeg kan tvivle på, om jeg kan få dem i blomst tidligt nok til, at de kan bruges som haveblomster allerede fra maj-juni.
Det kan jeg i hvert fald ikke med mine appelsintagetes.

En god løsning kunne være Ildkrone (Lantana), som viste sig at være en virkelig god plante sidste år. Den ved jeg fra tidligere, at nektarspiserne er glade for.
Her er den sammen med min appelsintagetes i en smuk farveharmoni.

Ildkrone (Lantana) og Appelsintagetes (Tagetes tenuifolia 'Tangerine Gem')

Mit gæt er, at åbne blomster vil få større prioritet i fremtidens haver og dermed i forædlingsarbejdet.

Tiltrækning af insekter i fremtiden

I det hele taget er jeg sikker på, at fremtidens haveejere vil have fokus på at tiltrække insekter i deres haver. Og måske ligefrem give dem ynglesteder, fordi de er i stærk tilbagegang.
Mit gæt er imidlertid, at det ikke bliver tilstækkeligt at lave en insektvenlig have, heller ikke selv om flertallet af haveejere skulle gide bøvl og tilsidesættelse af egne behov for at indrette sådan en have.

Insekter pr. postordre

Jeg tror, at fremtidens travle haveejere i stedet for – eller som supplement til – at indrette en insektvenlig have vil bestille pakker med de insekter, de måtte have behov for og lyst til.
Man kan allerede i dag bestille kasser med bier, som man kan sætte ud i blomstringstiden. Og man kan bestille kasser med mariehøns og sommerfugle både som larver og udklækkede. Og nematoder, kompostorme og meget andet, som min morfar slet ikke kunne forstille sig, at man ville gøre i det, der for ham var fremtid, det vil sige i vores nutid.
(De færdige sommerfugle kan bl.a. bruges til bryllupper, har jeg set. Så propper man sommerfuglene med en i hver i små poser, som man lægger ved hver kuvert. Når så gæsterne åbner poserne, flagrer de stakkels sommerfugle ud. Verden er f… mærkelig!!)
Måske vi også en dag kan bestille fugle. Vi kender det allerede med ‘kunstige’ fasaner, der udsættes i naturen. Var det noget med et ‘blåmejsesæt’ fra fuglehandleren bestående af: “1 stk. flot fuglekasse i certificeret træ med beslag og skruer til ophængning, mindst to æg i reden, samt et blåmejsepar. Skal bestilles mindst seks uger før levering ønskes.”

For sådan en som mig, der var barn i halvtresserne og tresserne, er insektpakker et underligt fænomen, der er dukket op, men derfor kan det jo godt være/blive sandt, og jeg har da også selv benyttet mig af nematoder.
Jeg tror, at insekter pr. postordre bliver en stor del af fremtidens haver.

PS Hvis du vil have et eller flere insekthoteller i haven, så har vi i Haveselskabet Syddjurs en workshop, hvor man kan lære om nyttige insekter og bygge sit eget insekthotel. Og vi har sørme osse et foredrag om at få flere fugle i haven. Læs mere på Syddjurs Kreds hjemmeside
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

38 kommentarer til “Om at tiltrække sommerfugle og andet liv i haven”

  1. I Portugal har de tykke korkstykker flydende på deres damme til frøer og andre dyr. Måske kunne det fungere til insekterne,? Vh Anne

    Svar
    • Hej Anne
      Tak, for ideen. Det kunne godt være noget med kork. Det skal på en eller anden måde bare være så solidt, at det ikke tipper, når en fugl lander. Men det gør kork måske ikke. Jeg vil prøve.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  2. Jeg mener at huske, at du ikke er så meget for at så sommerblomster, så måske har du ikke mod på det, men sidste år havde jeg overvældende mange sommerfugle i mine statice, som i øvrigt var super nemme at forspire. Meget taknemmelige sommerblomster, som jo fås i mange farver.
    Kh Nana

    Svar
    • Hej Nana
      Nej, jeg er ikke skarp til det med forspiring. Nok fordi jeg grundlæggende ikke synes, det er sjovt, men gør det af nød. Statice lyder nem, og jeg vil læse mere om den. Tak for tippet 🙂
      Kh Lisbeth

      Svar
  3. Ja det er vigtigt med insekter og fugle. Vi har mange, men vi har jo også mulighed for et større udvalg, jeg har både fyldte og enkelte blomster, så er der lidt til enhver både insekterne og mig 🙂
    I går bar Bent det første pindsvin ud af haven. Hvorfor nu det, jo for Bellis kan ikke lide dem, den står konstant og gør indtil dyret bliver fjernet. Det er jeg sådan set glad for, selvom de gør gavn i haven, jeg har nemlig noget så åndsvagt som en pindsvinefobi. Bent tager arbejdshandskerne på og bærer dem ind på nabogrunden, hvor der også er mange gode sager. Så er både Bellis og jeg glade 🙂
    Kh Lisbeth
    Endnu et fyldestgørende indlæg, tak for det.

    Svar
    • Kære Lisbeth
      Det er vigtigt, også at huske os selv i haven, og du er da nødt til at have dine smukke, smukke fyldte roser 🙂
      Ka’ man osse ha’ pindsvinefobi? Ja hvorfor ikke? Det er supergodt samarbejde, at Bellis opstøver dem, og Bent bærer dem ud. Så får de vel en kiks og en kage af dig?
      Selv tak, fordi du læser med og kommenterer 🙂
      Kh Lisbeth

      Svar
  4. Hej Lisbeth

    Du har igjen laget et flott innlegg! Ja, liv i hagen vil vi gjerne ha, og derfor må en også ha planter som tiltrekker seg insekter. Flate og åpne blomster er helt klart en favoritt blant insektene. Her om dagen bestilte jeg en enkel dahlia i steden for en fylt. Hvem hadde trodd det? Ikke jeg, for jeg elsker fylte blomster 🙂
    Råtne stubber og gamle greiner er også fint å ha. De har jo sin egen sjarm, og tiltrekker seg insekter de også.
    Naboen min har bikuber, og jeg har mange blomster som de besøker. Jeg har dog noen skapninger jeg ikke vil ha her, og det er orm. Jeg er livredd for de selv om jeg vet at vannsnok/buorm ikke er giftige. Det hjelper bare ikke, for angst er ikke styrt av fornuften.
    Det skal sies at jeg har ikke sett de på noen år nå, men min mann så en i fjor sommer. Så de er rundt her enten jeg vil eller ikke. Men sånn er det å bo i skogen. Rådyr og orm må jeg bare akseptere at finnes her 😉

    Får håpe at du får mange besøk av sommerfugler til sommeren!

    Svar
    • Tak Marit. Og velkommen i klubben af os, der forsøger os med enkle blomsterhoveder. Nej hvem skulle nu have troet det?
      Jeg er sikker på, at du har et rigt dyreliv, da du er så tæt på naturen. Og jeg kan godt forstå, at du er ked af, at rådyrene ikke bare ser søde ud, men også spiser dine planter. Hvis de så endda bare tog en enkelt, men en lille bid af samtlige planter er surt.
      Det er godt nok upraktisk, at du ikke kan lide snoge og ligende, når du bor, hvor du gør. Du må sørge for at trampe godt, når du går rundt 🙂
      Ja ikke… jeg håber der kommer mange sommerfugle.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  5. Hej Lisbeth.
    Tusind tak for alle dine indlæg om fremtidens haver. Jeg har nydt at læse dem med fine billeder fra din have og ikke mindst din måde at skrive på.
    Hilsen Lis

    Svar
  6. Altså det med sommerfugle til bryllupper er da direkte perverst…dyreplageri til festen – yes, yes… hyggeligt… og kasser med blåmejser – nu holder de altså! Blåmejserne vil hellere bo hos os, og sådan en elendig fuglelokker skal ikke komme og kidnappe dem til parcelhuskvartererne i Gentofte og omegn. Hrmmmfff.

    Store dele af vores have – og omgivelserne – er et stort insekthotel og fuglerestaurant. Der er ikke ret meget til sommerfugle i den tidlige sommer – lidt derude i det villde, men ikke meget. Derfor kommer de også først myldrende i store mængder i juli. De er helt pjattede med floks. Og fuglene er helt pjattede med al krybet. Vi har rigtig mange fugle, der bygger rede i buske, hække og træer – og gærdesmutterne er nogle af de sødeste 🙂 Jeg bliver nødt til at sætte fælder op for fuglehandlere. En kommandusefælde i bedste Emil stil.
    Kh, Karen

    Svar
    • Ja, jeg synes heller ikke sådan en fest med sommerfugle i poser vil være hyggelig. Firmaet forslog dem også til begravelser!!!
      I bor midt i et kæmpe insekthotel, og da sommerfugle helst lægger æg på vilde planter, så har du sikkert masser i haven, når du ligefrem serverer floks for de voksne.
      Det eneste jeg savner herinde i byen er de mange fugle, som I har helt naturligt. Her er kun de mest almindelige. Er der noget skønnere end fuglefløjt?
      Hip hip for Emil.
      Kh Lisbeth

      Svar
  7. Det bliver spændende at se, hvor meget bevidstheden om insekternes tilbagegang kommer til at præge fremtidens haver. På en måde tænker jeg, at det vil komme et stykke nede på prioriteringslisten, når travle børnefamilier skal indrette sig.

    Svar
    • Hej Marie. Jeg er i tvivl, for du har helt ret, når den travle hverdag rammer. Jeg er sikker på, at de (engang/hvornår?) vil blive opmærksomme på, at de mangler insekterne til fx at få bestøvet. Men så er der jo måske bare selvbestøvere… Og ellers er jeg helt sikker på, at det bliver et hit at bestille insekter. Nemt, effektivt og målrettet til både bestøvning, kompostomsætning og flagrende pynt i orangerierne.
      Det bliver helt vildt spændende 😉
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  8. Hej Lisbeth

    Går man tæt på, er det imponerende at se hvormeget småkryp der findes de mest uventede steder . Det små er jo forudsætningen for de større dyr.
    Sikke dog en besynderlig ide med de der konvollutter med sommerfugle, gad vide hvem der vil bruge sådan noget fjolleri.
    Rigtig mange unge idag er anderledes klar over sammenhængene i naturen, og vores egen rolle i den. Det lover godt for fremtiden!

    Svar
    • Hej Karsten
      Der er helt sikkert meget småtteri dernede. Bare jeg løfte en potte sidder der et par bænkebidere.
      Ja de der sommerfugle som fest-underholdning er syg. Sygt forhold til naturen. Hvad mon den slags mennesker hellers gør ved moder jord? Det var et par amerikanske firmaer, så vidt jeg husker. De kan jo bare ‘det hele’ over there!!!! Og jeg frygter nu faktisk, at det er unge mennesker, der er med på den mode. Verden er meget delt i sin opfattelse. Jeg satser på de naturbevidste, for det virker logisk, at vi ikke bare kan fortsætte uændret.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  9. Kære Lisbeth
    Tak for endnu et super inspirerende indlæg. …… i dag tror jeg jeg vil springe over alle mine sædvanlige roser til dig for dine altid inspirerende og herligt dokumentariske og fotografiske input og gå direkte til pindsvinene, som bliver lukket ude – de kunne afleveres her i vores have.

    Jeg elsker disse puslede væsener. Mon jeg skal sætte skilt op: pindsvin også velkomne… men måske de er her og blot gemmer sig for mig!

    Havehilsener fra Mols

    Svar
  10. Super indlæg som altid. Du kan noget med ordsammensætninger.
    Havde det været 1 april du havde skrevet om de kuverter med sommerfugle mv,, så havde jeg troet det var en aprilsnar!!!! Du godeste man må da håbe det firma går nedenom og hjem, pga. manglende ordrer. Sygt, det kan kun være de amerikaner der får sådan en ide, uhfff.
    Firben har vi ikke set i flere år her, men salemandere med orange mave har vi hver år mange af. I alle størrelser, jeg tror de yngler i “havedammen”. Vores pindgrissebasse ser vi som regel osse eller dens hømhømer. Et var der 4 små grislinger der futtede rundt hver aften, de er uimodstålige.
    Da vi bor på landet har vi osse masser af fugle. Lige fra spætmejse og andre mejser til rødhals og gærdesmutte. For en uges tid siden blev jeg bombarderet med frøsnaller da jeg gik og rodede under en stor gammel hvidgran. Det viste sig at være fuglekonger der holdt fest middag. Så står man og holder vejret for ikke at forstyrre, sikke en oplevelse.
    hilsner Gunvor

    Svar
    • Tak, Gunvor, og du har da helt ret, det burde være en aprilsnar. Så havde den været ret sjov. En dag kommer det sikkert også her til landet. Og hvis vi undrer os over, at det ind i mellem går den gale vej, så må vi huske, at dem, der køber og sælger den slags, også har stemmeret. Det er svært at spå om fremtiden. Mennesker er meget forskellige.
      Din salamander med orange mave lyder nuser. Vi har ikke havedam i vores nuværende have, men det giver virkelig meget liv. Det samme gør en have tæt på naturen. Jeg savner ind imellem ‘mine’ fugle i den gamle have. Der havde vi også egern. De er lisså søde som pindsvin.
      Fantastisk oplevelse at stå under fuglekongefesten. Det gad jeg godt at prøve. Der var du heldig 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  11. Så spennende innlegg å lese! Dette med insekter i posten i fremtiden har jeg ikke tenkt på, men du har jo rett. Vi bestilte snylteveps fra Danmark for sikkert 15 år siden nå, for å sette ut i grisehuset vi hadde den gang. De tok alle fluene. Det gikk fint, men vi måtte være påpasselige med ikke å åpne dører og vinduer så de rømte. Det var én forsendelse vi aldri fikk, og da neste kom dro jeg på postkontoret (som fortsatt fantes den gang) for å hente pakken. Jeg nevnte da at det var godt at vepsene våre kom denne gang, og da så postdamen rent forskrekket ut og lurte på om det var veps i pakken. Jada, men de er ikke ferdig utviklet enda, svarte jo jeg som sant var. Vi setter de ut i fjøset og så blir de til veps som snylter på husfluene der. Da fikk jeg vite hva som hadde skjedd med den manglende pakken 🙂 Den hadde blitt gjenglemt innerst på en hylle oppunder taket og der klekket vepsen og rømte ut av pakken. De hadde aldri skjønt hvor invasjonen kom fra sa postdamen, men det hadde vært helt forferdelig!
    Huff, nå må jeg jo le, men det var sikkert ikke moro å jobbe på kontoret der i den perioden 😀

    Gerd Ellen

    Svar
    • Åh, for en vidunderlig historie Gerd Ellen. Tusind tak for den. Jeg ler stadig. Der er mange konsekvenser ved postordreinsekter :-)))))
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  12. Skønt når der kommer feriegæster i haven. Men det var nu en skam, firbenet ikke flyttede permanent ind, for det er da en hyggelig fætter.

    Hilsen Elna

    Svar
    • Hej Elna
      Jeg ville også gerne have beholdt firbenet, og jeg synes jo, her er varmt nok, men den vil nok have en indretning, jeg ikke helt er klar over. Jeg ved kun, at de vil have varme.
      Vi havde også i mange år en stor fed tudse. Jeg havde lavet en bunke sten til ham i et hjørne. Den hed ‘Tudseborg’. Desværre flyttede han vist også, da vi lavede om i et stort bed foran. Jeg drømmer om, at han kommer tilbage. Borgen er der stadig.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  13. Jag har inte letat aktivt med syftet att locka fjärilar men ser att många av sorterna jag drar upp och odlar älskas av fjärilar och insekter en bi-effekt, göteborgshumor, helt och hållet. Men en trevlig bieffekt. Förutom när jag passerar veronicastrumen när den blommar då behövs hörselskydd….

    Finns det verkligen ingen handelsträdgård som har färdiga plantor av tex någon av dahliorna i Bishop-serien? De har ju varit superpopulära i många år mycket för bladfärgens skull… Konstigt i så fall…

    Ha det gott! Carina

    Svar
    • Det er en super bi-virkning ved dine yndlingsblomster 🙂
      Høreværn… ha-ha. Det må være vidunderligt. Jeg har lidt samme oplevelse med min Hedera helix arborescens i september-oktober. Dejlig lyd.
      Jeg kan heller ikke forstå, at det skal være så svært at finde færdige planter med åbne blomster. Jeg vil prøve at søge specifik efter Bishop, når sæsonen starter. Det er smukke sorter, kan jeg se. Jeg har lige prøvet at google. Tak for tip.
      Tak i lige måde. Lisbeth

      Svar
  14. Dejligt med alle de fine idéer osv. Læser alt med fornøjelse Men.. (& måske er man træt af dét spørgsmål).. hvad gør jeg mod de ækle brune snegle der invaderer haven hver aften i hobetal?? Elsker alt andet.. Men de kan da godtnok gøre en skøn aften til et samle-snegle-øv ☺️

    Svar
  15. Det er så dejligt med liv i haven og det skal da helst være både fugle og insekter. Flere og flere er yderst opmærksomme på hvad vi hver især kan gøre for at skabe gode forhold til dem.

    Tak for et yderst inspirerende indlæg.

    Svar
    • Det er lissom en del af at være i haven: At der er liv omkring en. Og for pressede folk på arbejdsmarkedet må det blive endnu vigtigere.
      Selv tak, fordi du læser med og kommenterer 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar

Skriv en kommentar