Min nye fyr

Min nye fyr

Jeg har fået ny fyr…! Wow…! Kender I det? Man er så glad og kan slet ikke lade være med at fortælle det til alle, der vil høre det.

Havemanden og jeg købte den sammen: Lille Weymouth fyr (Pinus strobus ‘Minima’).
Det er den lille tjavs i fliserne til højre for fuglebrættet:

Nyplantet Lille Weymouth fyr - Pinus strobus 'Minima'
Min nyplantede fyr: Lille Weymouth fyr (Pinus strobus ‘Minima’) i fliserne. Den erstatter en pænt stor buksbomkugle, så det ser noget bart ud for tiden, men som haveejer er man vel tålmodig… og derudover er der noget særligt ved at følge væksten år for år.

I mine opgraderingsplaner for 2018 indgik, som nogen ved, en udskiftning af Gårdspladsens seks klippede buksbomkupler til noget, der ikke skal klippes. De første fem kugler er forlængst blevet udskiftet til jernkasser med Engelsk græs, og i sidste uge blev den sidste kugle udskiftet til en lillebitte Pinus strobus ‘Minima’. 

Lille Weymouth Fyr (Pinus strobus 'Minima')
Lille Strobus ‘Minima’ i sit nye hjem: Et hul på vores gårdsplads. Jeg glæder mig til, at den bliver tæt og halvkugleformet.

Pinus Strobus ‘Minima’

Når det lige blev Strobus ‘Minima’, der erstattede buksbomkuglen, skyldes det, at jeg, i min søgen efter faste former uden klipperi, tænkte, at der måske var planter, der voksede sådan helt af sig selv. Det var der. (Og så skulle da p… stå i at rode med saks og afklip overalt på fliserne.)
Jeg fandt bl.a. en lille rund fyr hos Lisbeth, der har bloggen ‘Høneballehaven’, hvor hun viser billeder fra sin store og planterige have (med de sjældneste planter).
Og i min research på det uundværlige internet stødte jeg på sorten ‘Minima’, som én af et par interessante muligheder. Det er den til venstre herunder. 

Planter med faste former uden klipperi.
Billede fra et tidligere indlæg på bloggen om at skabe faste former med bl.a. planter, der ikke skal klippes. Det er Lille Weymouth fyr til venstre. Læs indlægget om de faste former.

Efter at jeg læste om ‘Minima’, har jeg kigget lidt sporadisk efter den, men tænk, så skete der det, da havemanden og jeg forleden var på vej hjem fra Århus mod Ebeltoft, at bilen uden varsel drejede skarpt til højre i et lyskryds og ind omkring et plantecenter og parkerede foran indgangen. 
Da vi nu alligevel var blevet kørt derhen, kunne vi lige så godt gå en runde, selv om vi ikke skulle have noget.
Plantecentret er ved at flytte til nye domiciler, og på et ellers tomt plantebord stod der sørme sådan en lille, tapper fyr. Dét var da et tegn fra oven om, at han skulle være min. Ikke?

Nu står fyrren på Gårdspladsen og ser pjusket ud, men det gør de som små, så det er helt i orden. Den bliver fin og fast med tiden. (Desværre omvendt med os andre.)

LIDT FAKTA OM PINUS STROBUS ‘MINIMA’

STØRRELSE: Det er umuligt at læse sig til højde og drøjde på Strobus ‘Minima’. Nogle skriver, at den bliver 1 meter høj og 30 cm bred…!!! Det er jo nærmest et tårn!! (Fyrtårn – hi-hi.) Andre (bl.a. American Conifer Society) skriver, at den bliver 30 cm høj og 50 cm bred. Thompson & Morgan i England, der er et anerkendt sted, skriver, at den bliver 90 x 90 på ti år, og de beskriver den som en langsomtvoksende kompakt halvkugle. Jeg har også en bog ‘Stedsegrønne’ af Ene Hougaard, hvori den beskrives som tæt og 80 cm høj.
Jeg har valgt at tro mest på dem, der siger, at den bliver lav og bred. Dels virker kilderne seriøse (nogle planteskoler løber til tider med en halv vind, så jeg tjekker altid mange, mange steder, før jeg tror på noget), og dels viser de fleste billeder på nettet en lille, tæt og bred fyr. Det gælder bl.a. ovenstående foto, som jeg har fået af Nygaards planteskole.
American Conifer Society anfører en årlig tilvækst på 2,5 cm. Nu må vi se.
VOKSEPLADS: Fyrren vil gerne have sol, og når først den er etableret, tåler den tør jord. Det får den i rigt mål lige midt på vores gårdsplads, hvor sommersolen steger ned fra morgen til sen eftermiddag. Til gengæld er rødderne godt beskyttet af fliserne, der også samler kondens. Og jeg skal gerne vande de første par år. 
NÅLE OG KOGLER: Weymouth fyr er stedsegrøn (som andre fyr) og har en blågrøn farve, som jeg godt kan lide. Nålene sidder i bundter med fem, og de lange bløde nåle gør, at den ikke stikker.
Med alderen skulle den kunne få kogler – min har dem nu allerede. Det bliver godt at kigge ud på om vinteren.

Blågrønne nåle på Pinus strobus 'Minima'
Min nye lækre fyr. Blød og rar at røre ved. Jeg er lidt forelsket.

____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

28 kommentarer til “Min nye fyr

  1. Det er et fint eksemplar af fyr, du har fået..Spændende at følge den.
    Sikker en dejlig gårdsplads du har..
    Hjertelige hilsner fra Kastrup…hvor solen er på vej…men det er meget vådt ude..

    • Tak Jytte. Gårdspladsen er særligt vigtig for os om vinteren, da vi kigger ud på den hele tiden. Derfor vil vi gerne have vinterpæne ting og planter derude. Jeg satser på, at den nye fyr vil være god at se på – det bliver ganske rigtigt spændende.
      Her er solen også på vej. Lad os håbe på en mild og solrig novemberdag.
      Mange hilsener Lisbeth

  2. Kære Lisbeth og Bent
    Den følelse kender jeg godt – man kan blive helt høj. En fornemmelse og forventning, der fylder hele kroppen. Man skal lige ud og se og røre. Holde øje med – begrejstring og glæde som man var barn igen. Det er man heldigvis ikke. Ens glæde er voksen og velovervejet … og en skøn følelse. Til lykke med den nye “fyr”.

    En herlig og god ide, som vi glæder os til at følge udvikling på.

    Kærlige hilsener
    Mols

    • Kære Birthe
      Tak 🙂 Heldigvis står fyrren på Gårdspladsen, så jeg kan se den hele vinteren. Ellers skal jeg op i haven bag huset for at se alt det andet, jeg planter. Det har også store fordele, men det er nu dejligt at kunne se det nyerhvervede dagligt. Og vi kan klappe den, hver gang vi tømmer regnmåleren, der står i samme flisehul :-))
      Kh Lisbeth

  3. Hej Lisbeth
    Tillykke med nyerhvervelsen, den ser fin ud. Jeg synes, jeg har en der ligner, og nej det er ikke den fine runde jeg mener, men jeg håber for jer, at den kommer til at ligne den. Den jeg tænker på går i vejret, men ikke så hurtigt.
    Jeg morede mig lidt over din bemærkning her ovenover, altså at I klapper den hver gang I tømmer regnmåleren, så bliver det ikke ret tit, den får klap 😉 men pyt vi ønsker mere regn, måske lykkes det en dags tid.
    Kh Lisbeth

    • Tak, skal du have Lisbeth – jeg håber det er den rigtige model jeg har fundet. Ellers må jeg ud og nippe lysene af. Suk.
      Jeg håber, der bliver mange klap, for vi trænger helt forfærdeligt til vand. Jeg så en oversigt over tørkeindekset forleden. Jeg bliver helt bange for næste års vækst allerede nu 😉 Men lad os nu se. Vi kan ikke gøre noget alligevel 🙂
      Kh Lisbeth

  4. Hej Lisbeth
    Sjov lille fyr – spændende, hvordan den udvikler sig.
    Du skriver, at man skal trykke på billederne og læse om planten, der ikke skal klippes.
    Jeg forsøgte på min iPad, men uden resultat…… så prøvede jeg på pceren…… også uden resultat. Mon jeg gør noget forkert.?
    PS jeg har et par rullesten – ganske vist store – der er gået midt over nu, så det er alså rigtig, at de skal beskyttes for vejrliget, når det bliver koldt………..

    • Hej Maren Inger
      Det bliver meget spændende.
      Tak for info om linket. Det dur ikke og jeg kan ikke få det til det, så nu har jeg lavet et godt gammeldags link i stedet.
      Øv med dine krabbeboller. Mine er taget ind i bryggerset, til risikoen for frost er væk igen.
      Mange hilsener Lisbeth

  5. Sikke da en lækker fyr 🙂 Jeg har også et par lækre fyr(r)e, men de er vist ikke helt så smarte som din, for jeg tror, de bliver store med tiden. Det har jeg tænkt mig at forhindre med saksen i tide, men kan man få en, der bare passer sig selv, er det jo langt at foretrække. De der high maintenance typer kan godt gå hen og blive lidt anstrengende 🙂
    Kh, Karen

  6. Hej Lisbeth

    tillykke med din nye fyr!
    Morsomt at den var netop på det plantecenter!

    Vi må håbe vinteren får skabt balance i naturen – vand er vi mange der mangler!

    Ha en dejlig uge

    • Tak, ja det var da noget af et tilfælde, at den lige stod der. Det er vist ikke standardvare, omend den heller ikke er sjælden.
      Jeg håber på et ordentligt læs sne, som de kan skovle væk fra vejen, og så kan det ligge der og lune uden at genere trafikken yderligere.
      God uge til dig også.
      Mange hilsener Lisbeth

    • Hej Marie
      Ja de bløde fyrretræer er meget lækre.
      Jeg holder meget af at gå rundt i de fysiske butikker og kigge i hjørnerne. Der står tit spændende ting. (Men jeg må også indrømme, at nettet er en stor fristelse med et stort udbud)
      Kh Lisbeth

  7. Kjære Lisbeth

    Nå ble det plutselig litt språkforviklinger, for “fyr” på norsk betyr både fyr i ovnen, altså brenne ved, men også mann. Så da ble din overskift “min nye mann” oversatt til norsk 😉
    Furu kaller vi det dere kaller fyr. Veldig flott lite tre!
    Et sånt tre kunne jeg også tenke meg.

    God aften

    • Kære Marit
      Det er ikke altid let med vores to sprog. Fyr på dansk betyder også mand/kæreste. Især hvis man er ung. Så ‘min nye fyr’ betyder både ‘min nye furu’ og ‘min nye mand’.
      Jeg glæder mig til at se den vokse til. Jeg holder meget af den grålige farve.
      Kh Lisbeth

  8. Et lille fif til krabbeboller: Jeg lægger mine vandglas i en uges tid og lader dem trække alt de kan, så tørrer jeg dem, og de kan ligge ude i haven uden at frostsprænges.
    Fin lille fyr du har fundet.
    Hilsen
    Anne Marie

    • Kære Anne Marie
      Super fif. Tørrer du dem bare ved almindelig stuetemperatur?
      Ja lækker lille sag 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

    • Tak Ulla. Ja det går faktisk fremad, selv om det godt nok har været op af bakke… men det glemmer man heldigvis hurtigt igen 🙂
      Det er lidt hyggeligt, når planterne har et ‘kælenavn’. Ikke at jeg døber dem, men nogle gange falder det bare naturligt at bruge dele af navnet, når jeg taler om dem. Og den lille pjuskede fyr ligner altså en ‘Minima’ :-)))
      Kh Lisbeth

  9. Nu samler vi altid de små, som vi synes er de sødeste og vejer mindst at slæbe hjem.Ja tørring på en avis i bryggerset. Vi lægger dem ofte øverst i krukker i haven, hvor de holder på fugten.
    Hilsen
    Anne Marie

  10. Flot fyr du der har fundet dig, omend han er ret lille. Og det lyder jo til, at det var kærlighed ved første blik.

    Hilsen Elna

    • Kærlighed overvinder alt. Og det er jo heldigvis ikke størrelsen, der er afgørende ;-)))
      Mange hilsener Lisbeth

Skriv en kommentar