Min barndoms fyrsti – og havens

I dag vil jeg fortælle om haverummet ‘Fyrstien’. Egentlig er det kun stien gennem haverummet, der hedder Fyrstien, men i mangel af større fantasi bruger vi navnet om hele haverummet.
I skal høre, hvorfor stien hedder Fyrstien, hvorfor det er sjovt i mit hoved, og hvorfor stien var lige ved at diskvalificere sig til navnet en dag i sidste uge.

Jeg begynder i forrige årtusinde, hvor jeg er født.

Der var engang…

Som barn boede jeg et par uger hver sommer med mine forældre i midten af Gilleleje lige ved kanalen. Nærmere bestemt Havnevej 5 i den længe, der har gavl ud mod gaden. Det var min farfars. Om han ejede eller lejede den, ved jeg ikke, men jeg har mange minder derfra.

1958, Havnevej 5 i Gilleleje. Bag stakittet lå en kampesten, der var min yndlingsplads. Når jeg stod på den, kunne jeg lige nå op og følge med i det, der skete udenfor.

Mindst en gang hver ferie gik vi ud til Nakkehoved Fyr.
Turen begyndte med, at vi gik til venstre ad Havnevej med gamle, stråtækte huse på begge sider og hen til havnen, hvor travlhed, tjærelugt og den dunkende lyd fra fiskebåde ramte alle sanser. Her var også stejlepladsen, der var fuld af pæle, så fiskenettene kunne hænges til tørre og gennemsyn, og eventuelle skader kunne sys. Det var en hel labyrint, som en lille pige hvinende kunne løbe rundt i.
Oven for havnen og stejlepladsen gik vi forbi den grønne bænk, hvorfra byens ældre kunne følge med i hvilke både, der gik ind og ud, mens de fik en snak om vejret og formentlig har rystet på hovedet over turisternes lediggang. På heldige dage sad der ingen på bænken, og jeg fik lov at klatre op.

Min barndoms fyrsti

På den anden side af havn, stejleplads og bænk gik vi hen ad Østergade, og langt om længe kom vi til Fyrstien.

1961. Seks år gammel og på vej ud ad Fyrstien i Gilleleje med mor – og lillebror i barnevogn.

Fyrstien er vel 1½-2 km lang, men jeg husker, at vi gik og gik og gik. Først gennem skoven ved Strandbakkerne og senere med vid udsigt ud over Kattegat.
I skoven husker jeg min fars begejstring – og dermed min – over at der var særdeles mange røde skovsnegle. De var relativt sjældne dengang, så det var lidt af en seværdighed.
En gang imellem drejede vi ud mod vandet, og her husker jeg en lang, stejl trætrappe for at komme ned stranden. Jeg havde en mørkeblå, ulden, strikket badedragt, og den blev tung, som jeg ved ikke hvad, af en tur i bølgerne. Men sjovt var det.
Fyret – for enden af stien – husker jeg sjovt nok ikke. Kun min barnoms fyrsti.

Min voksne fyrsti

Min voksne fyrsti så dagens lys i 2007, da vi anlagde et haverum med en sti igennem. Mens vi anlagde, kaldte vi meget uopfindsomt stien for ‘Surbundsstien’, fordi der skulle være surbundsplanter i haverummet.

April 2007. Haverummet – før det hed fyrstien – set fra indgangen mellem Sommerhuset og Bispegården. Man kan lige se riohegnet ind mod Bispegården til højre. Sommerhuset ligger uden for billedet til venstre.

Året efter blev stiens navn opgraderet til ‘Slyngelstien’, fordi det er et sjovere navn, og fordi stien ‘slyngler’ sig ret tydeligt gennem haverummet.

I 2009 plantede vi en fyr (Pinus parviflora ‘Negishi’) i et af bedene, og dermed havde jeg min helt egen ‘Fyrsti’. Ganske vist er min voksensti kun ti meter lang, men man skal ikke sætte sit lys under en skæppe.

Fælde eller beskære…

Faktisk var det tæt på at være slut med selveste Fyrstien i sidste uge – i hvert fald logikken i navnet, for som jeg  tidligere har fortalt, vokser fyrretræet skævt på en meget ucharmerende måde. Forleden var jeg virkelig, virkelig gal på den og hentede saven for at fælde den.
Havemanden, der er en tålmodig sjæl (hvilket jeg nyder godt af), syntes, vi først skulle prøve at beskære, for ikke at fortryde, så det gjorde han.

Marts 2021. Under og efter beskæring af fyrren. På foto 1 kan man tydeligt se, hvordan alle grene drejer til samme side (mod højre).

Det blev bedre efter beskæringen, det indrømmer jeg. Nu har vi en lille, symmetrisk parasol, der godt må blive en anelse bredere, hvilket den nok også bliver, men jeg frygter, at den i længden bliver en grim tingest, vi ikke kan holde. Der er også det aber dabei, at vi har noget andet stående i en potte, som jeg egentlig hellere vil plante, og jo før det bliver plantet, jo hurtigere vokser det til, men havemanden orker ikke tanken om at skulle vente på, at noget nyt vokser op, når nu fyrren endelig er blevet stor. Så dét går han og overvejer. Hvis vi er heldige, udvikler ‘parasollen’ sig så grimt, at det giver sig selv.
Livet som haveejer er til tider fuldt af uoverskuelige problemer.

Haverummet

I dag ser alt meget anderledes ud, end dengang vi anlagde stien og plantede fyrren. Her er en kort tur gennem haverummet.

Man træder ind på Fyrstien gennem en åbning til højre for Sommerhuset.

Juli 2020. Ved siden af Sommerhuset begynder Fyrstien. Billedet er taget fra Bispegården, og herfra kan man se en bænk, der er en af Fyrstiens to siddepladser.

Så snart man er trådt ind på Fyrstien, ser man haverummet fra nogenlunde samme vinkel, som på det billede, jeg viste tidligere, hvor vi anlægger haverummet. Kan I genkende det?

Fyrstien i maj 2018. Stien og bedene er placeret, som da vi anlagde i 2007. Øverst til venstre kan I lige ane en gren fra fyrretræet.

Stien fører først hen til en bænk , der slet og ret hedder Fyrbænken, og ved siden af står en halv vintønde med planter i. Den hedder naturligvis ‘Fyrtønden’:

Fyrtønden 16. marts 2020. I år er den ikke så langt.

En ‘fyrtønde’ i gængs forstand er ellers en jernkurv “1½ alen dyb og så vid som en tønde”, der på 1500-tallets papegøjefyr kunne vippes op i luften med ild i som hjælp for søfarende.
Fyrsti, fyrtønde… jeg elsker den slags dobbelttydige navne.

Fyrstolen

Ved Fyrbænken og Fyrtønden slår stien et ordentligt sving rundt om fyrretræet og hen mod Fyrstolen, der står foran Kupeens vindue:

Maj 2018. Fra Fyrbænken ses Fyrstolen. Azaleabedet ligger på stiens højre side og Det lilla bed ligger på venstre side.

Ved Fyrstolen slår stien atter et sving og drejer rundt om Det lilla bed:

Juni 2019. Fyrstien med Det lilla bed til venstre og Det gule bed til højre. Bagerst ses trinnet ind til næste haverum.

Fyrstien ender ved indgangen til havens sidste rum, Skoven, hvor Hobbitstien begynder. Den forklaring gemmer jeg til næste gang.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Jeg er taknemmelig for enhver kommentar og svarer naturligvis på alt.
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam.

34 kommentarer til “Min barndoms fyrsti – og havens”

  1. Hej Lisbeth. Tak for din dejlige fortælling og din fremvisning af Fyrstien. Jeg følger med hver gang du fortæller om et rum i haven. Tak for det. Jeg håber i år , at der måske bliver mulighed for, at besøge din have.(hvis du åbner for besøg?)
    Et spørgsmål: jeg ser du har kulsukker, axminster gold, får du nogensinde “børn” af den , ville jeg utrolig gerne købe en af dig. Men ellers, ved du hvor jeg kan købe den?
    Og et mere: dit fine grus på stien, hvad hedder det?
    Forårshilsner, Else Schiønning, schionningelse,
    Syrenhaven, Vodskov

    Svar
    • Mange tak, Else.
      Du er velkommen i haven. Vi holder ikke ‘åben have’, men skriv, så vi kan lave en aftale. Under alle omstændigheder burde det kunne lade sig gøre med mundbind og sprit, og det er jo da til at overkomme 😉
      Min kulsukker breder sit stort set ikke. Jeg har engang prøvet at tage en bid af den, men den vokser meget langsomt, så det er ikke rigtig en mulighed. Frø får den heller ikke, fordi jeg klipper de viste blomsterstandende af. Jeg ved at Jeannett Fruergaard i hvert fald har haft den. Du kan prøve at Google hende. Hun bor (boede?) i nærheden af Viborg. Ellers er det nok i andre private haver eller plantemarkeder, at du skal prøve. Det er der, jeg har købt min. Eller måske en staudeplanteskole kan skaffe den. Her i Jylland har vi fx: Staudestedet, Staudemarken, Thyboesminde og Thy til Stauder.
      Gruset er sort stenmel, der bliver ‘topdresset’ med Støbemix for at give det et naturligt udseende. Sådan lidt jordsti-agtigt.
      Det lyder, som om din have skal besøges i syrentiden. Holder du åben have?
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
      • Tak , vil gerne komme på havebesøg på coronavis, når vi kommer lidt længere hen på året, og vi vil glæde os vi besøgte for et par år siden Jeanette og så der kulsukkeren for første gang, jeg vil høre hos hendegruset ser netop så naturligt ud, så det er nok topdressingen, der gør det.Det er meget inspirerende at høre om og se billeder fra jeres have. Så mange spændende stier og kroge.
        Vores have hedder Syrenhaven, primært fordi vi bor på Syrenvej og fordi jeg altid har elsket syrener.
        På min fødselsdag i maj, har jeg altid holdt øje med om syrenerne var sprunget ud til d 18. og de heldige år kom min ene søn på besøg med favnen fuld af syrener på min IG profil schionningelse, ligger der billeder fra haven. Vi flyttede hertil i juli 2019, og er i gang med at udvikle haven og de forskellige haverum. Vi har heldigvis mange års haveerfaringer at trække på. Fra 1986-2015 anlagde vi en parcelhushave i Aalborg (den nuværende “Livsnyderhaven”) og 2015-2019 lavede vi have i Rødhus v Vesterhavet (Rødhushaven). Det blev for ensomt at bo der helårs og vi flyttede til Vodskov hvor vi nu bor . Syrenhaven med hus og udhuse ligger på 815 m2 grund og er fra 1956. Vi er igang og nyder det. I er velkomne til at komme forbi hvis I har lyst at se der hvor vi er kommet til. Forårshilsner, Else

        Svar
        • Kære Else
          Jeg har godt set et sted, at det er jer, der har lavet haven i Ålborg. Jeg har besøgt Livsnyderhaven, og den er virkelig fin i grundplanet, så både Rødhushaven og jeres nuværende have er sikkert dejlige. I går på med krum hals, kan jeg forstå.
          Lad os håbe på en god havesæson inkl. mange syrener i maj og muligheder for masser af havebesøg.
          Mange hilsener Lisbeth

          Svar
  2. Kjære Lisbeth
    Jeg gleder meg veldig til hver gang du kommer med et nytt kapittel om din hages navn. Det er så fornøyelig å lese om bakgrunnen og alt sammen.
    Så koselige bilder du viser fra din barndom! Jeg gjenkjenner moten og frisyrene. Bildet fra 1958 er min favoritt, og jeg kjenner meg igjen i det å skulle følge med på hva som skjedde utenfor 🙂
    Hvis jeg forstår riktig så kaller dere fyr altså et tre og det vi kaller furu, og et fyr ute i havet som blinker også for et fyr? Vi kaller også det for et fyr. Litt navneforvirring i mitt hode akkurat nå 🙂
    Det er jo uansett et glimrende navn, fyrstien altså. Dine lilla og gule bed er virkelig flotte. Jeg gleder meg vilt til neste avsnitt. Hobbitstien høres ut til å være noe for meg som har lest Hobitten utallige ganger.
    Her skinner solen, men det finnes ikke noe særlig varme i den dessverre. -3,5 her nå.
    Ha en deilig vårdag i syd 🙂

    Svar
    • Kære Marit
      Det er godt at vide, at du morer dig. Det er altid lidt spændende, om det, man skriver fra sin egen lille verden, nu også kan interessere andre.
      Ja, jeg vil tro, du kan genkede den tid 😉 – du er jo også fra forrige årtusinde ;-))))
      Jeg kan godt se, at det er svært med den slags dobbelttydige navne på andre sprog. Pinus = fyr. Og sådan en der blinker ude ved havet = fyr. Så stien ved Gilleleje hedder Fyrstien, fordi den går ud til et blinkende tårn. Og min hedder det, fordi der vokser en Pinus. Jeg kan godt se, at det kun er sjovt for en dansker :-] Det er godt, du kunne gennemskue det – og ellers bare se på billederne.
      Her har vi også solskin, men nattefrost ned til -3/-5 og det blæser pivkoldt, så det snyder rigtig meget, når jeg ind i mellem tror, jeg skal i haven. Jeg venter på bedre tider, har jeg bestemt. Det værste skulle heldigvis være overstået i morgen. Så begynder temperatuerne at stige ganske let. Mon ikke, det også vil ske oppe hos jer?
      Tak i lige måde. Lisbeth

      Svar
  3. Det er så skønt med barndomsminder 🙂 vi tog ikke rigtig på ferie i min barndom, men jeg havde en moster, der boede på Sjælland, (for os jyder boede alle fra Sjælland jo i København), jeg tror nu nok det var i Gladsakse. Hende besøgte jeg nogle gange og jeg husker især at vi hver gang besøgte noget så eksotisk som en kolonihave, det kendte jeg slet ikke til, men hvor var det hyggeligt.
    Det er helt fantastisk, hvad en snoet sti kan gøre for en lille have, det ser jo ud som om den snor sig gennem flere hundrede meter:)
    God ide at starte med beskæring, fældning kan man jo altid gribe til.
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    Svar
    • Hej Lene
      Ja, vi ved ikke altid små meget om hinanden trods det lille land. Jeg kan huske, da vi flyttede fra Sjælland til Jylland, så sagde folk: Nå er du københavner? Hvilket var en dyb fornærmelse.
      Jeg kan huske, første gang jeg kom i en lejlighed. Det var hos en af mine spejderkammerater. Meget eksotisk – og hyggeligt som i dine minder om kolonihaven. Det var sjovt at høre, hvordan du oplevede det.
      Snoede stier er guld i små haver 🙂
      Jeg ved, det er klogt at prøve med beskæring, men jeg havde ellers lige sat mig op til at fælde det dumme træ. Jeg er godt nok spændt på at se det, når det skal til at skyde nyt.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
    • Jow jow, Lis: ‘Fyrstien i Ebeltoft’. Nede i havnen ligger jo også et Fyrskib, så vi er bare med på bølgen 🙂
      Kh Lisbeth

      Svar
  4. Hvor var det spændende at læse og at se dine smukke billeder! Dine barndomsbilleder er rørende og kunne være fra min egne barndom. Jeg holder meget af, når man tager barndommens gode oplevelser med sig i sit voksenliv. Er vild med jeres have og de sjove navne.
    Mange hilsner fra Gitte

    Svar
    • Hej Gitte
      Mon ikke mange af os kan lide ‘ting med en historie’. Børn beder også altid om “fortæl en historie”. Det ligger vist dybt i os. Trods det forsøger jeg ikke at blive så nostalgisk, at jeg ikke kan skille mig af med ting eller planter. Det er en balance.
      Tak for de pæne ord. Det er hyggeligt at vide, at du læser med.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  5. Ja, du har h elt rett, jeg er også fra forrige årtusen
    Sånn er det vel med alle språk, og det kan bli litt forvirring innimellom. Her i Norge har vi to språk, bokmål som er veldig likt dansk når en leser det vel å merke, og nynorsk. Du skal være glad for at jeg skriver på bokmål, for ellers hadde du hatt store problemer med å forstå meg. Hvis jeg legger godviljen til forstår jeg nynorsk, eller ikke…
    Nynorsk snakkes altså som dialekt og er et eget skriftspråk, og er tid tider vanskelig å forstå selv for meg som bor på østlandet, altså i nærheten av Oslo.
    Jeg arbeidet en gang sammen med en dansk dame som var fra grenseområdet mot Tyskland, og jeg forsto ikke noe av den hun sa
    Hun hadde bodd i Norge i 40 år, men likevel var hun ikke til å forstå! Så språk kan være vanskelig.
    Jo, bare snøfallet blir ferdig så tror og håper jeg at det blir varmere her. Det må det jo bli…

    Svar
    • Er der nogen, der blogger på nynorsk? Jeg kan ikke huske, om det var nynorsk eller bokmål, jeg skulle lære i skolen. Din blog er i hvert fald utroligt nem for mig at læse, så tak for at du bruger bokmål. Her i vores lille land kan jeg desværre slet ikke forstå, når nogen taler ren dialekt uanset om det er bornholmsk eller sønderjysk, som hende, du engang arbejdede sammen med. Utroligt at sprog kan ændre sig på så korte afstande.
      Et er sikkert: Det bliver forår 🙂

      Svar
  6. Åh disse minder – jo ældre vi bliver jo flere kommer der frem. Billedet af lille Lisbeth ved havelågen fik mig til at tænke på en bog, jeg læste som barn, pigen hed Elsebeth. Jeg kan ikke huske andet end at hun stod ved en låge 🙂 Nå ja og så var der det med badedragten, sådan en strikket sag blev meget tung i våd tilstand.
    Fyrrestien er så fin, og jeg kan godt lide fyrretræets opstamning, jeg synes, det er blevet pænt. Vi må håbe, det holder. Det er fine billeder fra det lilla bed.
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Ha, Lisbeth, det er sikkert et alderdomstegn, når den slags billeder kommer på bloggen 🙂 Nå, du husker også de gammeldags badedragter… alderdomstegn 😉
      Det er faktisk blevet et nysseligt lille træ, det medgiver jeg, så ros til Bent. Og jeg krydser fingre.
      Tak ja, det er flot når det lilla bed eksploderer i farver, selv om jeg jo kun har en brøkdel af dine rodoer. Om 2-3 måneder, så er det i fuldt flor, jubiii!
      Kh Lisbeth

      Svar
  7. Ud over, at det store arbejde har båret frugt i den grad – jeres have er et komprimeret eventyr med så mange forskellige oplevelser – er det da også hyggeligt at blive mindet om gode barndomsoplevelser inklusive tunge, våde badedragter – og som voksen at lege med ordene. Fyrstien… I like 🙂
    Kh, Karen

    Svar
    • Tusind tak, Karen 🙂
      Minderne har man lov at ha’, og en gang imellem er det hyggeligt at dele dem med andre.
      Jeg ved, du elsker ord og er excellent til sprog, så det er godt at høre, at du kan godkende ‘Fyrstien’
      Kh Lisbeth

      Svar
  8. Så dejlige haverum!..
    Spændende hvad I finder ud af mht fyrren. Det kan jo være at du bliver glad for, at I ikke fældede den.
    Jeg kan godt lide, at der er de forskellige rum, med varierende udtryk og belægninger. Dine opstammede Rhododendron er meget smukke 🙂
    Billederne fra din barndom vækker minder.
    Jeg er selv en årgang 1960 fra Køge og kan godt huske nogen af de gamle ting. F.eks. hvordan man kom til Materialisten. De havde en lang trædisk. Bag disken var der høje hylder og en stige. Ikke selvbetjening som nu.

    Hilsen Tara

    Svar
    • Mange tak, Tara
      Det er bestemt spændende med den der fyr. For så vidt er det et fint træ, og fyr passer godt sammen med rhododendrontræerne.
      Haverummene er helt sikkert noget af det, vi er gladest for, så det er dejligt at høre, du bemærker forskelligheden.
      Hvor er det sjovt, at du kan huske sådan en forretning. Min farfar var købmand. Sådan en med disk og hylder, præcis som du beskriver det. Ak ja! Måske nogen engang vil mindes selvbetjeningsbutikker som noget mærkeligt og gammeldags, hvis vi en dag ender med at købe det hele på nettet. Det bliver nok ikke i vores tid 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  9. Jeg nyder at høre om de forskellige rum, bygninger, stier og alt andet, du fortæller så passioneret om. Fyrstien var ekstra spændende at høre om, og jeg er temmelig fascineret af jeres have. Jeg synes, det var godt, at havemanden fik sin vilje mht fyrren:)
    Kh Susanne

    Svar
    • Kære Susanne
      Tak, du kender jo om nogen til at have rum i haven og fordelene ved at kunne lave dem forskellige.
      Navnet Fyrstien er lidt hyggeligt, og det var sikkert godt, at Bent fik sin vilje. Fælde kan vi jo altid, og det er godt, at du også kan lide den nye parasol 😉
      Kh Lisbeth

      Svar
  10. Härligt inlägg och visst har vi ‘gamla’ kopplingar till vissa växter. Jag är lite inne på havemandens linje… ..varför inte börja korta in de nya skotten varje sommar? Det ändrar karaktären radikalt och ni kommer sakta få en tät rund boll på hög stam – det är också fint 😉

    Ha det gott! Carina

    Svar
    • Hej Carina
      Det var en interessant ide, du kommer med – det har jeg slet ikke tænkt på. Jeg vil vende forslaget med min mand, for jeg har på fornemmelsen, at jeg overlader pinus’en til ham. Han er mere tålmodig med den, end jeg er. Jeg er nemlig fortsat sur på den.
      Tak i lige måde. Lisbeth

      Svar
  11. Uuhhu,, forrige årtusind. Ja det lyder så histiorisk, men mit fødeår er faktisk 1958, så jeg er osse på den side.
    Fyrtønden, fnis, herligt navn. Jeg mindes en revyvise med det navn? De èr altså herlige jeres navngivning.
    Det er ofte godt at starte med en opstamning først. Det kan da give nogle ekstra år til træet. Men måske sniger du dig ud en mørk nat og fælder det? hæhæ
    Hobbitstien??? den glæder jeg mig til.. Har læst Hobbitten et utal af gange.
    hilsner Gunvor

    Svar
    • Ak ja Gunvor, vi er tussegamle. I hvert fald i de unges øjne. Jeg kan huske engang i en Irma. Der stod to piger bag mig i en kø. Jeg var midt i 20’erne og jævnaldrende med pigerne, troede jeg, men jeg blev klogere. De havde kun en ting i deres kurv, så jeg sagde, de kunne gå før mig. Da den ene gik foran, sagde den anden (der ikke havde set mit tegn): “Nej, nej, det er ikke vores tur”. Hvortil den anden sagde: “Jo, Damen sagde, vi godt må”. Damen…!!!! Som om jeg var en oldsag. Vi var jo jævnaldrende 😮
      Jeg ved godt, det er klogt at beskære først, men nu har jeg gået og nusset og passet og opbundet det dumme træ i så mange år, og så ser det jammerligt ud. Mor er ikke vred. Mor er skuffet. Jeg har bestemt mig til at overlade det til manden.
      Jeg er også vild med hobbithistorierne. Du vil nok kunne lide stien.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  12. Hvor sjovt at se den lille blonde pige stå der og kigge ud i den store verden. Du er jo stadigvæk blond, mens jeg startede lige så blond som dig, men efterhånden blev næsten sorthåret og nu er tilbage ved den blonde hårfarve. Det er faktisk en rejse, der udfordrer ens identitetsfølelse. Dit indlæg fik mig til at finde en bog frem, som jeg læser i engang imellem. Den hedder The Inward Garden, og forfatteren har bl.a. en teori om, at barndommens oplevelser på nærmest arketypisk vis reflekteres i den form for have, vi befinder os bedst i og indretter omkring os. Set i det lys kunne den gamle fyrsti måske have påvirket din have i dag dybere end den det helt oplagte.

    Svar
    • Hej Marie
      Jeg er vist nærmest det, der hedder mellemblond i dag. Jeg kan se, at billedet på bloggen er taget en god dag med masser af sol 🙂 Men det er nu godt nok imponerende, at du har svinget fra helt lys til næsten sort. (Det med at ende som lyshåret i grå nuancer er mindre sjældent;-) )
      Den teori tror jeg gerne på. Jeg havde ikke lige tænkt det om min have, men jeg er ikke i tvivl om, at barndommens indtryk gør mere, end vi umiddelbart tror. Og at vi ligner vores forældre, mere end vi vil være ved. Jeg elsker stier i haver, så ja: Måske det er barndommens lykkeferier, der spøger. (På den anden side af byen gik Gilbjergstien. Den husker jeg også omend meget svagere, men måske i det ubevidste…) 😉
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  13. Det var da godt, at havemanden tog saven i egen hånd og begyndte at eksperimentere. Det er blevet et spændende træ, og du skal se, det ender nok med ved hjælp af beskæring at blive både smuk og harmonisk – hvis altså du kan holde fingrene væk .

    Hilsen Elna

    Svar
    • Hej Elna
      Det glæder mig at du kan lide parasollen, og du har ret: Nogen gange må man erkende sin egen begrænsning, og det bedste er vist, at jeg lader havemanden om at styre fyrren 🙂 Nu får den i hvert fald en chance.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  14. Sikke en lækker fortælling.
    Elsker sådanne historier. Det er så dejligt at fået et indblik og tilbageblik i personen bag orden. Lige min stil.
    Må så sige jeg elsker jeres nye parasol. Mener det. Stor elsker ting der ikke er helt perfekte. De har meget mere charme end det perfekte.
    Pris du dig lykkelig med din skønne havenisse

    Klem og dejlig aften
    Charlotte

    Svar
    • Tak Charlotte. Vi er helt på bølgelængde med, at ting gerne må have en historie.
      Altså jeg vænner mig sikkert til parasollen. Nu får den i hvert fald en chance, og jeg priser mig på enhver måde lykkelig.
      I lige måde til dig. Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  15. Så fin en fortælling – og barndomsbillederne er da forrygende! Det er sjovt med de gamle billeder – mine døtre fandt i går deres fars album fra barndommen frem og sad i en time og snakkede og spurgte – og så var der ros til begge forældres tøjstil fra dengang 🙂 Noget med lækkert retro og meget trendy – dét er vi ikke vant til!
    Bent er da sluppet virkelig godt fra den beskæring! Behold du kun den fyr og find en anden plads til det, du har stående i potten 🙂

    Svar
    • Tak, Aase
      Nej, det er ikke ofte, vi ser smarte ud på gamle billeder. Jeg græmmer mig i hvert fald jævnligt over både hår og tøj, så det er sørme flot, at pigerne kunne lide stilen 🙂
      Jeg må hellere beholde min fyr – også ham, der beskar ;-)))) Men hvor skal jeg dog sætte den i potten??? Det var osse dumt, at jeg købte den. Man skal passe på med at lade sig friste.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar

Skriv en kommentar