Mågen

Mågen

Forleden aften sad jeg dovent i min sorte stol på Gårdspladsen. Herfra ser jeg den brune snurretop, der er en af mine tre hemmeligheder.

Snurretoppen.

Lige netop den aften var toppen nu ikke særlig hemmelig, for jeg havde brugt tre-fire timer af eftermiddagen på at stå i solvarmen og beskære, trimme og forme kirsebærlaurbærren (som snurretoppen hænger i). Resultatet var, at kronen i de næste uger er ganske åben, og ‘hemmeligheden’ er synlig. Sådan skal det være. Sådan er det hvert år.

Kirsebærlaurbær før og efter beskæring
TV: Jeg går i gang med beskæringen af vores Kirsebærlaurbær tidligt på eftermiddagen i høj sol og medlys. TH: Jeg er færdig mange timer senere (også med oprydningen), så nu ligger denne halvdel af gårdspladsen i skygge, og jeg har modlys i linsen, så træet ser helt gråt ud. Det er altså stadig pænt grønt, nu bare mere lyst og åbent og venligt. 

Efter sådan en beskæringskraftanstrengelse i gårdspladsens varme gryde sad jeg nu henslængt i skyggen med god samvittighed.
Venstre arm kørte i monoton pendulfart mellem chipsskålen og min mund. Højre arm holdt et dugget glas hvidvin. 

På den anden side af det lille sorte bord sad havemanden dovent i sin sorte stol. Eneste forskel var, at han kørte chips ind med højre arm og holdt glasset i venstre.

Chipsene, der langsomt og monotont forsvandt fra skålen.

Alt emmede endnu af uforstyrret stilstand. Som når Clint Eastwood står på en tom togstation på prærien og venter på et tog. Ikke en lyd, ikke en bevægelse, kun en enkelt støvbold, der ruller, og sammenknebne øjne, der blinker. På vores gårdsplads var det foreløbig kun chipsarmene, der antydede liv i varmedisen.

Plus’li stod den der! Mågen!
Intetanende gik den ned ad trinnene langs gavlen, rundt om hjørnet og ind på Gårdspladsen. Det gav et sæt i både måge og mennesker. Mågen stivnede, og chipsarmene standsede. Det varede kun få sekunder, så var havemanden og jeg oppe og på vej til vores pladser. Vi har nemlig prøvet det før.

Når måger går i land

Baggrunden er, at naboen fodrer måger på et fladt tag på deres gårdsplads. Vi bor midt i det gamle Ebeltoft, så haverne er lange og smalle, og vi er tæt på hinanden. Og vi er altså også tæt på naboens måger.

Måske det er den invasive art 'Brødmåge'  - Larus panus?
Måge på naboens skorsten bag vores tegltag. Den sidder nok og venter på at blive fodret med tørrede brødhumpler i stedet for selv at fange fisk. Måske det er den invasive art ‘Brødmåge’  – Larus paninus?

Det hænder ikke sjældent, at en måge taber en nys hentet franskbrødsbid ned i vores have. Disse ‘mågeklatter’ samler vi op og smider ud. Det sker der ikke noget ved.
Det gør der derimod, hvis det er en meget begærlig eller sulten måge, der vælger at dykke ned efter sit tabte brød. Hvad mågen ikke ved, er, at den ikke kan komme op igen. Måger skal have en ret lang startbane, fx et hav – eller de skal lette fra et fladt tag inde hos naboen. Vores have er for smal og inddelt i haverum uden plads til de nødvendige 10 meters tilløb, for at måger kan lette. Hvem i alverden tænker på dét, når de anlægger have? 

Fyrstolen i Byhaven i Ebeltoft
Fyrstien snor sig lystigt. Ved Fyrstolen drejer den til venstre og fortsætter mod næste haverum ‘Skoven’. Godt for mennesker. Skidt for måger.
Bispehue i Byhaven i Ebeltoft
Bedene i haverummet ‘Teglhaven’ er beplantet med spredte søjletræer i en tæt beplantning af bispehuer. Mågerne tror, de kan løbe oven på de grønne tæpper. Det kan de ikke…! Har man først én gang set en kæmpestor måge padle og pløje sig igennem et hav af bispehuer, glemmer man det aldrig.

Faktisk kan det gå ret hårdt ud over planter, krukker, pynt, parasoller og lignende, når en Boeing 747-måge basker for at lette lodret som en helikopter. 

Resultatet er gruopvækkende. Efter at have væltet, hvad væltes kan, forsøger kræet typisk at komme op over et af vores røde tegltage og op i den forjættende blå himmel.

Mågen kan som regel komme op sådan cirka en meter fra rygningen, så er kræfterne og opdriften udtømt, og de lyserøde svømmefødder lander på vores skrå tegltag, hvorefter den stående måge i surrealistisk stil rutcher langsomt og baglæns nedad, mens vingerne flakser, og fødderne padler fortvivlet opad. Med usvigelig sikkerhed vinder tyngdekraften over fødderne, og fuglen mellemlander kortvarigt i tagrenden, hvorefter den fortsætter i frit fald ned i belægningen. At de ikke knækker en vinge, forstår jeg ikke. Rutcheturen er urkomisk, faldet er synd.

Skrækslagen sølvmåge på rutchetur ned ad en af de åbne kælderlåger på Gårdspladsen. Turen ned ad taget fik jeg ikke knipset – jeg havde nok at gøre med at krydse fingre for mågen. Vi var alle tre så heldige, at fuglen landede PÅ lågen og ikke røg ned i kælderen. Dén variation har vi ikke en redningsplan for. (Ornitologer må bære over med mig, hvis det ikke er en sølvmåge – jeg synes, det ligner.)

Igen-igen

Vi har prøvet turen nogle gange, så vi har fundet ud af, hvad løsningen er, og da den unge måge pludselig stod på Gårdspladsen midt i vores dovne chipsspiseri, indtog vi straks vores pladser. Mit job er at gå ind i vognporten og åbne døren. 

Bents job er i langsomste slowmotion at komme om bag ved mågen, så den står mellem ham og vognporten. Enhver pludselig bevægelse får mågen til baskende at knække flere blomster eller knalde ind i flere mure eller rutche ned ad flere tage. 

Når alle er på plads, genner Bent langsomt mågen ned mod vognporten og den åbne dør ud i friheden. Nogle gange skal de hele vejen ned gennem haven (afbrudt af et par forgæves og ødelæggende flugtforsøg).
Det ser totalt åndssvagt ud, når en stor måge kommer nydeligt spadserende på Fyrstien, der bugter sig gennem grønne rhododendron og azaleaer, hvorefter den drejer hen ad stien gennem grønne bispehuer i Teglhaven og videre ned ad trinnene langs gavlen og ind på Gårdspladsen. Måger er ikke lavet til at spadsere i haver. Det klæ’r dem ikke.

Mågen er tæt på vognporten og vender heldigvis næbbet i den rigtige retning. Vognporten ligger bag hostabaljerne til højre. Desværre valgte den først lige at teste, om den kunne lette.
Her har mågen forsøgt at lette og er denne gang landet i naboens vindue, hvor der er en afsats på 5 cm. Ikke meget, når man er en 1 kg tung fugl med svømmefødder. Den kan ikke engang vende sig og flyve, men må flaksende tumle ned på brostenene igen. Vognporten ligger til højre, så den er næsten i mål.

Friheden

Til sidst lykkes det Bent og mågen at komme hele vejen hen over Gårdspladsen og ind i den mørke vognport. Her ser mågen endelig lyset i form af den åbne dør og bener ud på gaden, så hurtigt som gummiagtige svømmefødder nu engang kan bene på brosten. Ude på gaden kan den få langt tilløb og henne foran genboens hus kan den lette.

Da mågen var lettet forleden aften, gik Bent og jeg ind igen, lukkede porten og dejsede om i hver vores sorte stol. Efter lidt hovedrystende fnisen og optankning af glassene sænkede roen sig atter, og armene genoptog den monotone chipstransport.

Mågen – den hentede sikkert nyt brød hos naboen.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Jeg bliver glad, hvis du lægger en kommentar, men skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

37 kommentarer til “Mågen

  1. Ej, stakkels måge (og stakkels jeres have)! Jeg anede ikke at måger bruger startbane, men nu du siger det, kan jeg egentlig godt se det for mig. De er jo lavet til at lette fra en strand. Ikke fra en lille byhave. Jeg tænker at en fin løsning kunne være om naboen holdt op med at fodre mågerne, men den løsning er jo nok ikke en mulighed 😉
    Du er altså god til at fortælle en historie, Lisbeth! Rigtigt god. Du kunne skrive en bog …?! (Det har jeg vist foreslået før. Jeg har i hvert fald tænkt det 🙂 )
    God dag til dig, Bent og mågerne der forhåbentlig ikke lander hos jer i dag.
    Kh Nana

    • Hej Nana
      Ja, det er en værre historie, men vi har nok fundet den mest realistiske løsning 😉 Vi hørte faktisk godt mågen oppe i haven forleden aften, men troede, at det var vores nye nabo, der var gået oprydningsgrassat i garagen. Det var mågen, der var kommet ind under halvtaget ved vores udhus og rev potter m.m. ned. Det var først, da den stod på gårdspladsen, at vi blev klar over det…
      Tak skal du have – det er så sødt af dig at rose – du er jo en velbevandret læser, ved jeg – og du skriver selv godt 🙂
      Vi håber, at alle holder fri i dag.
      Kh Lisbeth

    • Hej Lis
      Tak, fru lærer. Får jeg også et glansbillede?
      Ja altså, hvis nogen tror, at der aldrig sker noget i de små byer…
      Men jeg vil så skynde mig at tilføje, at der altså sker temmelig meget mere i de små byer. Kom bare herud i nærværsdanmark 🙂
      Kh Lisbeth

  2. Hej Lisbeth

    For en fornøyelig historie, og du forteller så godt at jeg kan se den levende for meg. Jeg måtte smile mens jeg leste ditt innlegg 🙂
    Måkene er store og tunge fugler, ja. Din hage er bare så fin med sine oppdelte hagerom.
    Ønsker deg en god dag uten måker på besøk!

    • Kære Marit
      Det er godt, når vi kan se det komiske i det tragiske – det ene udelukker ikke det andet 🙂
      Tak – vi er meget glade for opdelingen af haven i rum – på trods af mågerne 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  3. Kære Lisbeth
    Jeg slutter mig til koret af “roserne” og Lis´ karaktergivning. (Er der ikke længere noget der hedder 13?) – Din beskrivelse behøves ikke filmatiseres – du fortæller så fantastisk i billeder, så man ser det hele for sig. Skjult kamera næste gang, hvor vi ser disse navngivne byboere angribe fra to sider for at lokke en stakkels måge ind i et ukendt mørke – for derefter at se lyset og friheden. Tak for Birthedin herlige blog – den har aldtig skuffet. Glæder mig til hvad du / I oplever næste gang.
    KH Birthe

    • Kære Birthe
      Tusind tak skal du have – næh 13 var da vi var unge, så jeg er virkelig godt tilfreds med at få 12 😉
      Chipsene er helt klart sunde, hvilket er en stor fordel her om sommeren, hvor der ryger lidt rigeligt mange indenbords. Jeg kan lægge opskriften på bloggen i næste uge. Der er måske andre, der har det ligesådan.
      Kh Lisbeth

  4. Hej Lisbeth
    Nej hvor du kan fortælle, jeg sidder med smil på læben, men synes selvfølgelig også, at det er synd for mågen. Jeg morede mig især over chipsarmene 🙂 jeg kan se jer for mig, hvordan I lidenskabsløst spiser chips og drikker hvidvin og pludselig forstyrres idyllen af en måge, gisp.
    Vi har en ældre herre oppe i byen, som fodrer en eller flere måger hver morgen til stor fortrydelse for nabokonen, hun synes, den larmer. Den fortæller nemlig, når den er klar til at få serveret, og naboerne er ikke så gode venner.
    Kh Lisbeth

    • Kære Lisbeth
      Tak, tak skal du have – det er jo en tragikomisk situation – du skulle se mågen padle i bispehuerne…!
      Naboskab kan være en svær disciplin, men vi skal bestemt ikke klage, og heldigvis larmer mågerne ikke mere end hvad man kan forvente så tæt på vandet – vi har 200 m til havnen og kysten.
      Mange hilsener Lisbeth

  5. Tusinde tak for din herlige og meget levende fortalte historie – jeg småfniser stadig ved de billeder, jeg får inde i hovedet! Sådan en måge kan da få sat fut i fejemøget!

    • Selv tak 🙂 – ja pludselig kom der gang i tingene. Heldigvis er sker det kun et par gange hver sæson.
      Mange hilsener Lisbeth

  6. Hej Lisbeth

    Det var da godt i var hjemme – og kunne hjælpe mågen ud af sin komiske situation.

    Ja der er nok mange der hygger i skyggen med et lille glas!

    Ha en dejlig aften

    • Jeg ved ikke, hvad mågerne gør, hvis vi ikke er hjemme – om de trods alt kan kæmpe sig op et eller andet sted. Vi er kun én gang kommet hjem til en nødstedt måge.
      Måge eller ej – et glas god vin i sommerskyggen er noget af det bedste. Det kender du vist også til 😉
      Mange hilsener Lisbeth

  7. Ser det for mig!! Super beskrevet, ligesom at være der selv Elsker jeres nøje planlagte redningsaktion Men hvad bilder den måge sig egentlig ind? Tænk at den tør forstyrre jer midt i noget så vigtigt som Happy hour!!!

    Mange hilsner
    Charlotte

    • Hej Charlotte
      Tak 🙂
      Jo, den kunne faktisk godt have ventet lidt – eller måske den bare ville være med og have en chips hos os 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  8. Altså Lisbeth, jeg er en hund efter gode skriv og hyggelige haver . Du har en utrolig hyggelig have, og din skrivestil er FANTASTISK og GOD!
    Jeg sad og holdt vejret, og stod nærmest “statue” sammen med Bent da mågen skulle ud. Og det imellem, det var en helt anden halsbrækkende oplevelse. Love it.
    Kom faktisk til at tænke på vores gamle nabo, som fodrede rågerne i deres egen skov, altså vores nu fraflyttede nabo, rågerne var her bare i mere end tusinde styk. Meenn det var trods larmen en oplevelse at få kendskab till rågens klogskab og familie følelse.
    God aften-med måske vinen i den ene hånd og chipsene på vej i munden;-)
    Hilsner Anette

    • Tusind tak, Anette – det er lige så jeg rødmer.
      Det er både halsbrækkkende og temmelig komisk – især da det hidtil er gået godt.
      Heldigvis larmer mågerne ikke, og SÅ meget brød har naboen heldigvis heller ikke til overs 😉
      Råger kan derimod larme infernalsk. Det siges, at de er meget kloge, ligesom skader.
      God aften til dig også – vinen sprang jeg over og vandede i stedet for…….!
      Mange hilsener Lisbeht

    • Nej, vel – og gad vide, hvad turisterne tænker, når der pludselig dapper en stor måge ud gennem en dør i vores vognport.
      Mange hilsener Lisbeth

  9. Hej Lisbeth. Fængslende beretning – spændende fortalt:) Din kirsebærlaurbær er vel nok flot – er det bare en almindelig laurbærbusk, du har klippet i facon? Tak for besøget i søndags. Det var hyggeligt at møde jer og få snakket om haveindretning. Hilsen Susanne

    • Hej Susanne
      Tak – det er en helt almindelig kirsebærlaurbær. Den stod i haven som en noget mindre busk, da vi flyttede ind, og så begyndte jeg at stamme den op. Jeg kender ikke sorten, men den ligner den helt almindelige ‘Etna’, men de kan alle bruges. Der er ikke så mange stedsegrønne bladtræer, så den er god.
      Selv mange tak, fordi I åbnede haven for gæster – I havde nok at se til med mange besøgende, men det er jo kun godt. Havens grundskelet med de mange rum var tydeligt og spændende. Og i en noget anden skala end vores. Du får nok klaustrofobi her i byhaven hvis du (forhåbentlig) kommer en dag 😉
      Mange hilsener Lisbeth

  10. De der chips ser fantastisk lækre ud, hvad er det mon for nogle? ;)))
    Sikke en historie! Jeg glædede mig allerede da jeg så overskriften og jeg blev ikke skuffet:-) Godt at I var dér og vidste hvad I skulle gøre. Jeg kommer næsten lige fra ferie i Hastings hvor havmågerne var større end jeg nogensinde har set. De var overalt og stod parate til at spise rester fra bl.a. cafeborde – store pomfritter røg i halsen så hurtigt som man kunne tælle til én – en død due blev også spist, mange steder var der skilte som anmodede om at man ikke fodrede dem – og det var der så alligevel nogle der gjorde….

    • Hej Lisbeth
      Tak:-)
      Det er nogle gode chips, som man kan tillade sig at grovspise af, hvilket er godt om sommeren – skal nok lægge opskriften på en dag 😉
      Ja, måger er kæmpestore, når man er tæt på, og sådan nogle usunde måger med usunde madvaner i form af pommes frites m.m. er sikkert helt enorme. Mærkeligt, at folk har lyst til at fodre dem. Jeg synes ikke, de er specielt charmerende – jo på et blåt hav 😉
      Mange hilsener Lisbeth

  11. Härligt att det gick bra till slut 🙂 Att njuta av kvällarna känns självklart… Även om torkan är tråkig så njuter jag av solen och bad 🙂 Din trädgård ser grön och vacker ut.

    Ha det gott! Carina

    • Hej Carina
      Ja, alle gode eventyr ender godt. Og morgener og aftener er fantastiske for tiden, selv om tørken begynder at være virkelig hård. Tak. Jeg har heldigvis en lille have, hvor næsten al jord er dækket. Det hjælper på behovet for vanding. Men hvor ER det dog tørt. Selv planter, der får vand, bliver solskoldede.
      Kh Lisbeth

  12. Jeg kan lige se den tragikomiske situation for mig. Stakkels måge og stakkels have. Det er vel som, hvis Fie slap ind i drivhuset… Total destruktion. Godt, I har mågehjælper/have redder-koreografien på plads

    Kh, Karen

    • Kære Karen
      Ja det er en værre kommers. Og sammenligningen med Fie er ganske god. Hvis Fie ikke kunne komme ud, men bare væltede noget, hver gang hun forsøgte, ville hun også blive totalt forvirret og skrækslagen. Måger tænker forhåbentlig ikke så meget.
      Kh Lisbeth

  13. Hei Lisbeth.
    Jeg er så glad for å finne din blogg.
    Du skriver helt fantastisk – jeg moret meg med din måke-historie.
    Nydelig hage har du også – ser så koselig ut, må være fantastisk å sitte ved den nyklippede Kirsebærlaubærren med et glass vin.

    Ønsker deg fortsatt fin uke – uten måke-besøk.
    Gleder meg til å følge med på bloggen din!
    Mange hilsen fra Turid

    • Kære Turid
      Tak, skal du have. Jeg er meget glad for, at du vil læse med 🙂 Bloggen er en blanding af små historier og praktisk arbejde. Og om planter og om andres haver. Og om det ind i mellem 🙂 Forhåbentligt kommer der ikke mere om måger.
      Dejligt at høre fra dig og på gensyn.
      Mange hilsener Lisbeth

  14. Hej Lisbet, sjov historie på trods af dramaet, de må da snart kende jeres have og udgangen Det ender nok med deling af chipsene jeg læste en gang en sand historie, med en stork der brækkede en vinge og landmanden lavede en stige, så han (fuglen) kunne komme op i reden til sine unger. Det var måske en ide?
    De fodrede fuglen med småfisk og hvert efterår tog storkemor ungerne med sydpå og han blev i laden og blev fodret vinteren over. Storke er jo monogame og hun har nok savnet hendes mage, for det endte med, at hun blev hos ham i laden om vinteren, mens ungerne fløj sydpå.

    • Hej Annemarie
      Man kunne godt håbe, at de lærte af fejltagelsen – måske det er en ny måge hver gang.
      En mågestige ud i friheden… ja det kunne vi overveje 🙂
      Stakkels storkepar. Hvor sødt, at hun blev. Imponerende at ungerne har det i generne, hvor de skal flyve hen uden forældrene til at vise det.
      Mange hilsener Lisbeth

Skriv en kommentar