Løglæggeren på arbejde i Kenzobedet

I sidste uge lagde jeg to små poser prydløg. Og tænk engang: Det var sjovt.
Det er vist første gang, jeg har syntes det.

Det skyldes først og fremmest min møglækre løglægger, som jeg fortalte om i et indlæg for et par uger siden.
Dernæst skyldes det et supergodt tip, jeg fik i en kommentar til indlægget på facebook.
Nu skal I bare høre, hvor sjovt det kan være.

Møglækker løglægger – metode 2.0

Søndag formiddag iførte jeg mig min slidte, blå havejakke, et lunt tørklæde og gummistøvler og gik ud til det tidligere magnoliabed. (Magnoliaen døde jo desværre og blev fældet i foråret.)

To forskudte bede med stauder og græsser.

Reelt består bedet af to forskudte bede, som er beplantet ens for at understrege niveauforskellen. Hvis de var tilplantet mere forskelligt og med høje buske, ville den sjove detalje og det gamle fundament forsvinde.
Nok om det.

Løgene skulle fordeles i begge bede, og jeg begyndte med at markere med bambuspinde, hvor jeg ville placere grupperne af løg, så de vil stå harmonisk fra alle vinkler (håber jeg).
Så fyldte jeg jakkelommerne med to små poser løg – 23 stk. i alt – og hentede løglæggeren i udhuset.

DeWit løglægger
Løglæggeren med to håndtag, der kan åbne og lukke ‘tragten’.

Tidligere har jeg gjort det, at jeg trådte løglæggeren ned, løftede jorden op i tragten, lagde et løg ned i hullet, inden jeg lod jorden i tragten falde tilbage i hullet. Den metode er slut nu. Totalt ‘old school’.

Søndag formiddag gjorde jeg nemlig det, at jeg allerførst lagde et løg ned i den lukkede løglæggers ‘tragt’. Så trådte jeg løglæggeren ned. Vrikkede lidt med ‘spaden’ nede i jorden, åbnede løglæggeren, så løget faldt ud, trak ‘spaden’ op og sikrede mig, at der faldt jord ned over løget. Vupti-bum!
Og så var det ellers videre til næste hul/løg.

Jeg tror, jeg lagde ‘Purple Sensation’-løgene på 10 minutter uden jord på knæene og ondt i arme og ryg. Det tiltaler mit effektiviseringsgen, så jeg morede mig herligt og kunne have lagt mange flere.

Og nej: Løgene ligger ikke præcist med spidsen opad, for erfaringen siger mig, at løg nok skal komme op, uanset hvad vej de vender.

Prydløget Allium 'Purple Sensation'
Allium ‘Purple Sensation’.

Jeg har tidligere haft ‘Purple Sensation’ et andet sted i haven med ringe held. Nu håber jeg, de vil gro i det nye bed, hvor målet er at lave et ‘Kenzobed’ i stedet for det hedengangne ‘magnoliabed’.

Kenzo-hva’-for-noget

Begrebet ‘kenzofarver’ er vist en ren dansk og ikke klart defineret sammensætning af orange, pink og lime. Inspirationen stammer fra den japanske designer Kenzo, der åbenbart engang har brugt denne farvekombi til en tøjkollektion eller to.
Om det ligefrem bliver et kenzobed, jeg får lavet, tvivler jeg på, for jeg bruger en lidt mere afdæmpet orange og lilla i stedet for pink, men det er i hvert fald kenzoinspireret, og et eller andet skal barnet jo hedde, så jeg kører med ‘Kenzobedet’.

Kenzoplanen er, at de nylagte prydløg skal tilføre lilla farveklatkugler til bedene, der i forvejen får farve fra en teglfarvet (orange) mur bag bedet og fra tegl-, lilla- og limefarvede stauder, nemlig Bølgetkronet storkenæb (Geranium phaeum ‘Samobor’),  Lodden løvefod (Alchemilla mollis), Storrodet storkenæb (Geranium macrorrhizum ‘Spessart’) og Vortemælk (Euphorbia amygdaloides ‘purpurea’) med mørke blade og lime blomster.

Her kan I få et indtryk af farverne:

Bed i farver inspireret af Kenzo
ØVERST: 1a) Geranium phaeum ‘Samobor’, 1b) den teglfarvede mur bag bedet (og byens tegltage)  NEDERST: 2a) Limefarvet Alchemilla mollis og teglfarvede knopper/frøstande på Geranium macrorrhizum ‘Spessart’ (der ellers blomstrer hvidt), 2b) Euphorbia amygdaloides ‘Purpurea’, 2c) Allium ‘Purple Sensation’.

Hvis planen fungerer, regner jeg med, at lægge flere prydløg næste efterår.
Det håber jeg, jeg skal. Dels fordi det jo altså betyder, at farveplanen fungerer, dels fordi det er blevet sjovt at lægge løg.

PS Du kan læse om den flotte, mørke vortemælk i et tidligere indlæg
PPS Og her kan du købe løglæggeren
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam.
Jeg svarer på alle kommentarer.

26 kommentarer til “Løglæggeren på arbejde i Kenzobedet”

  1. Orange, pink, lime, lilla, rød – alle de stærke farver i vild og vidunderlig forvirring. Jeg trykkede næsen flad mod ruden i Kenzo butikken på Strøget, da jeg var studerende i København. Ville gerne – havde ikke råd. Dernæst gik jeg videre og trykkede næsen flad mod Tage Andersens butik. Ville gerne – havde ikke råd.
    Sådan er der så meget, man gerne vil, men ikke har råd til – og pyt med det.
    Løglæggeren er virkelig møglækker 🙂
    Kh, Karen

    Svar
    • Det er de fedeste farver sammen. Jeg husker godt Kenzo fra dengang og ikke mindst Kaffe Fassets strik, der havde de samme farver. Faktisk bruger han dem endnu i modsætning til Kenzo. Måske jeg skulle kalde det for Kaffebedet. Det ville være et morsomt twist.
      Og når bare jeg kan få lejlighed til at lægge flere løg… tænk, at jeg skulle sige det… ja, den ER lækker.
      Kh Lisbeth

      Svar
  2. Hej Lisbeth!-Det er befriende, at erfare at der er mange, som har det samme ambivalente forhold til blomsterløg( læs løglægning) som jeg!
    Jeg har for nogle år siden investeret i en langskaftet løglægger fuldstændig magen til din den første og gjort de samme erfaringer.I år har jeg kun købt 30 tulipanløg og dem skal jeg tage tilløb til at få lagt! (Har problemer med ryggen p.t.)Men metoden bliver nok den, at jeg lægger løgene i tre løgkurve og graver tre huller i 15 cm dybde og placerer kurvene der,-færdig arbejde!Det kan kun lade sig gøre hvis bedet ikke er helt tæt beplantet.
    Jeg har også læst dit indlæg omhandlende planten vortemælk med stor interesse idet jeg har købt nogle stykker og agter at udvide sortimentet af denne planteslægt.Det er Helle Troelsen der har inspireret mig til, at plante vortemælk!
    Jeg ser frem til at se dit Kenzobed og i det hele taget flere velskrevne indlæg på både blog og IG!

    Svar
    • Hej Lise
      Jeg elsker min have, men alt er bestemt ikke lyserødt. Det bedste, jeg kan sige om forårsløg, er at de er tiltrængte, når de blomstrer.
      Det lyder som en smart ide med løgkurve – ikke mindst, når man skal tage hensyn til helbredet, hvilket rammer de fleste af os på et tidspunkt. Jeg håber, at jeg kan vise nogle flotte billeder fra bedet i foråret.
      Jeg er blevet stor fan af vortemælk, og jeg kunne sagtens tænke mig at anskaffe flere. Jeg købte min mørke hos Helle, der bruger vortemælk meget – og det er flot.
      Tusind tak, Lise. Det gør mig glad at vide.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  3. Det bliver spændende at se dit kenzobed til foråret. Hos mig er der masser af alliumløg, de formerer sig glad og gerne, jeg håber, det samme sker i dit Kenobed, det vil tiden vise. Men smart er det i hvert fald med din løglægger, den kan jeg godt forstå, at du er glad for. Håber du får mere brug for den. Jeg brugte spaden, da jeg lagde mine tulipanløg (64 blev det til)
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Hej Lisbeth
      Jeg er også vældig spændt, og foreløbig må løgene gerne formere sig. Jeg kan vel hive dem op, hvis det en dag bliver for meget.
      Mon ikke jeg kan finde på at lægge flere løg, nu da jeg endelig har fundet en brugbar metode? Måske jeg endda kunne overkomme 64 løg – men så heller ikke flere 😉 Men det bliver skønt, når dine tulipaner kommer op.
      Kh Lisbeth

      Svar
  4. Så har jeg lige bestilt løglæggeren og glæder mig til ikke at få ømme knæ når der skal lægges løg næste gang. Har lige lagt en masse løg i krukker og det går jo fint med håndkraft. Tak for din fine blog, som det er en fornøjelse at følge med i. Så mange gode betragtninger og rigtig gode råd.

    Svar
    • Tusind tak, Sanne, for både ros og kommentaren. Jeg er glad for at vide, at du læser med, og jeg kan næsten love dig, at du bliver superglad for løglæggeren. I krukkerne er det jo nok fortsat bedst med graveskovl og håndkraft ;-)))
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  5. Jeg vil afprøve din effektive metode med løglæggeren med min pælespade – måske det også fungerer med den? Det bliver spændende at se dit kenzo bed til foråret – jeg har aldrig været helt verliebt i den sammensætning, men der er ingen tvivl om at det er effektfuldt!

    Svar
    • Hej Aase
      Hvis ellers pælespaden kan lukke tæt i bunden, så må det være muligt at bruge samme teknik. Er den ikke tung? Jeg har aldrig haft sådan en.
      Jeg synes, at farverne er allerflottest med tulipaner, men nu prøver jeg at lave en afdæmpet version med stauder. Jeg kan jo bare kalde det noget andet, hvis det falder helt anderledes ud ;-))))
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  6. Kjære Lisbeth
    Det gleder meg å høre at din løklegger svarte til forventningene! Den kunne nok jeg hatt bruk for her også. Ditt bed blir spennende å se til neste sommer. Du har jo allerede den teglfargede mur, og de fargene vil jo passe veldig godt til den.

    Svar
    • Kære Marit
      Det er en virkelig dejlig fornemmelse at have fået løst et problem, for jeg har aldrig brudt mig om at lægge løg, og de er ikke til at undvære i foråret.
      Jeg håber, det bliver flotte farver i bedet. Især Geranium ‘Spessart’ har passet fantastisk flot til muren med præcist samme farve i både knopper og frøstande. Nu får vi se, hvad jeg – og I andre – siger til det næste år.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  7. Det er altid spændene om de farver man sætter om efteråret passer om foråret. Den er forøvrigt flot i farven, jeres mur.
    Er det de nye kornel træer man kan se på billederne. de ser ret gule ud i bladene. Eller er det bare solen?
    Jeg kan nemlig huske du engang har nævnt du ikke er til gule blade, hæ.
    hilsner Gunvor

    Svar
    • Ha, Gunvor, jeg skal vist passe på, hvad jeg skriver, når du har sådan en god hukommelse 🙂
      Det er ganske rigtigt kornellerne, og de ser meget gule ud på billedet. Det er heldigvis solen, for du har jo helt ret: Jeg ville ikke bryde mig om fire gule trækroner.
      Tak, muren har fået farve efter tegltagene, og jeg håber, at det bliver godt med farverne i bedet. Det er længe at vente til foråret 😉
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  8. Hej Lisbeth, dejligt at løglægningen blev en positiv oplevelse og at løglækkeren fortsat er lækker – den vil jeg tænke på når jeg engang får brug for at forenkle min løglægning.
    Elsker selv Kenzo-farver – jeg har jo min Kenzo-kasse, som opstod da jeg for nogle år siden lagde tulipaner i farverne pink-orange-lilla. Jeg var ikke klar over at der skal limefarvet til også for at der en ægte Kenzo 🙂
    Under alle omstændigheder glæder jeg mig til at se dit bed til foråret.
    PS: Muren er SÅ flot og I er så dygtige til at integrere den i haven.
    kh Ulla

    Svar
    • Hej Ulla
      Du må ønske dig den i julegave 🙂
      Der findes vist ikke en ‘ægte Kenzo’. Det er noget vi i DK har fundet på, fordi han engang lavede tøjkollektioner i de farver. Jeg har set det med lime, men det kan man jo også kalde lysegrønne blade. Skal vi ikke bare have hver vores kenzobed og så selv bestemme farverne? Der er ingen, der kan korrekse os ;-))))
      Du kan tro, jeg også er spændt på bedet med prydløgene.
      Tusind tak. Teglfarven gav jo ligesom sig selv med alle de teglfarvede tage. Alternativt hvid eller sort, men det ville blive alt for hårdt, syntes vi.
      Kh Lisbeth

      Svar
  9. Hej Lisbeth

    Det var da alletiders med denne smarte måde at få lagt løg på:)
    Og du har ret, det er vist kun i DK man siger ‘Kenzobed’ hans egen have i Paris var unægtelig en helt helt anden stil:
    https://www.residences-immobilier.com/en/real-estate-magazine/carnet-de-visite/a-japanese-house-in-bastille-594.html#https://www.residences-immobilier.com/en/real-estate-magazine/carnet-de-visite/a-japanese-house-in-bastille-594.html#
    Spændende at se resultatet til næste år!

    Ha en dejlig dag

    Svar
    • Hej Karsten
      Ja tænk, at noget, jeg har hadet så meget, kan drejes til noget sjovt, bare fordi jeg får det rette udstyr. Godt værktøj skal man ikke kimse af.
      Tusind tak for linket – det er virkelig en morsom kontrast, og jeg kan faktisk vældig godt lide hans have. Han har måske haft brug for noget ro i sjælen efter arbejdet med farverne 😉
      Tak i lige måde. Lisbeth

      Svar
  10. Uh jeg må vist også snart få taget mig sammen til at bestille tulipanløg, da der mangler en del. De fleste af de tulipanløg, jeg lagde i den hvide have sidste år blev spist af en rotte i vinterens løb . I mine to lange bede, hvor jeg havde sat 200 Black Hero og 250 Angelique, står planterne nu så tæt, at det bliver svært at komme til at sætte løg. Og de Angelique jeg satte, viste sig at have en helt forkert farve, så de blev hevet op igen. Så nu må jeg på den igen. Lige nu orker jeg det næsten ikke, men jeg bliver jo glad for det til foråret

    Hilsen
    Anette

    Svar
    • Hej Anette
      Nej, hvor har du da været uheldig. Jeg kan godt forstå, du er træt ved tanken om at lægge flere løg. Jeg kender jo godt til, at løglægning er træls, omend jeg ikke har haft dine problemer, men uanset hvad, så er det helt bestemt tanken om foråret, der er motivationen. Rigtig god arbejdslyst 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  11. Hei Lisbeth.
    Tror nok kun i Danmark man sier Kenzobed. ( Kaffebed var heller ikke et dumt navn:-) )
    Plantet vortemelk for to år siden, men den tok helt overhånd, så den ble gravd opp…
    Løkleggeren er bare lekker, noe som det ikke er så ofte man sier om et hageredskap.
    Det blir spennende å se bedet til våren!
    Ha en fin helg/Eirin

    Svar
    • Hej Eirin
      Jeg vil tænke nærmere over ‘kaffebedet’. Det ligger oven i købet lige ved siden af det lille havehus, vi kalder ‘kaffehuset’, så det er mange sjove nuancer i navnet. Og det er da også mere originalt 🙂 Der er næsten altid noget nyt, man går og glæder sig til i haven, hvilket er en af de mange glæder.
      Jeg håber, at min vortemælk, der er små halvbuske, er til at styre, selv om de nok også selvsår sig. Jeg har også haft dem som stauder, og de selvsåede meget.
      Nej, du har ret: Haveredskaber er sjældent lækre – jeg har bare været så heldig at få fat på en.
      Tak i lige måde. Lisbeth

      Svar
  12. Kenzo avled här i veckan som gick eller kanske veckan innan – tiden går dessvärre fort.. Och nej lökar bryr sig inte – de vill upp till varje pris. I veckan läste jag om någon som alltid sätter Fritillaria imperialis sorter ‘liggande på sidan’ då blommar de bättre. Men dem sätter nya lökar och de planterar sig inte på sidan… Det finns många myter i omlopp.

    Men det låter som du får både en fin lökblomning och en vacker Kenzoplantering till våren!

    Ha det gott! Carina

    Svar
    • Det vidste jeg ikke… at Kenzo er død, men godt at vide, hvis jeg vil opkalde et bed efter ham, tak.
      Med mindre man har købt et løg til hundredevis af kroner, som man vil tage ekstra vare på, så skal de nok klare sig. Som du siger, så lægger naturen dem ikke på siden ;-))))
      Jeg synes selv, min plan er god, men det er altid meget spændende at se det i virkeligheden. Farver og højder kan snyde SÅ meget.
      Tak i lige måde. Lisbeth

      Svar
  13. Jeg er sikker på, planen fungerer. Det er jo stabile og hårdføre planter, der vokser i bedet, og det er en meget smuk farvesammensætning, du er kommet frem til.

    Hilsen Elna

    Svar
    • Tak Elna, det glæder mig, at du tror på ideen.
      For tiden genblomstrer løvefoden, så der er fine grønne nuancer i bedet. Jeg er SÅ spændt på næste år 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar

Skriv en kommentar