Julegaver til havefolk

I morgen er det december, og julemåneden er for alvor skudt i gang på godt og ondt.
En af juleforberedelserne er indkøb af gaver, og hvad skal man dog ønske sig – eller give de andre???
Hvad med ‘Noget til haven’?

Fire af de haveagtige ting, jeg har været glad for at få/købe i årets løb, er velegnede som julegaver, så dem viser jeg i dag, hvis I skulle mangle en ide eller to (og det er altså ikke betalt reklame, det er bare noget, jeg selv er glad for).

Design med græsser

Jeg har altid været vild med prydgræsser, og hvilken haveejer er efterhånden ikke det?
Sidste år fortalte jeg, at et af mine juleønsker var bogen ‘Design med græsser’ af Nina Ewald og Poul Petersen. Heldigvis fik jeg bogen af havemandens søn og svigerdatter, og den lever bestemt op til forventningerne.

Julegaveide: 'Design med græsser' af Nina Ewald og Poul Petersen
Bogens titel til venstre – og til højre et billede i bogen fra vores have.

Min græsglæde er mange år gammel, og jeg kan huske, dengang ovennævnte Poul Petersen for alvor udviklede Overdam Planteskole i 80’erne, og jeg besøgte stedet første gang. Det var vildt spændende at se den slags vækster sammen med stauder, der (sammen med hæk, roser og sommerblomster) var datidens gængse haveplanter. I dag er det helt vildt, som både offentlige anlæg og private haver svømmer over med græs-arrangementer, som jeg stornyder, fx dette anlæg ved Vejle (som jeg tidligere har foreslået til en afstikker fra E45):

Græsanlæg i Vejle.
Prydgræsser er altså bare flotte, og der er mange, der kan gro her i Danmark. Og der findes vist mindst et til stort set alle forhold.

Det gode ved bogen af Ewald & Petersen er, at den dels viser en masse inspirerende måder, man kan bruge græsser på, dels beskriver den de enkelte græsser. Og her vil du nok sige: “Det gør alle andre græsbøger da osse”. Jo, men fordelen ved denne bog er, at den er skrevet af to danskere, der ved, hvad der kan gro her i landet.
Bogen fås ‘alle steder’, og du kan evt. læse mere om den på Ninas hjemmeside.

Varmelampe

I forsommeren besøgte vi nogle venner og så en lampe, de havde hængende over et bord på deres overdækkede terrasse. Da det blev mørkt, tændte de den, og tænk: Det var en varmelampe. Nej, hvor var det lækkert. Sådan en måtte jeg eje, og nu hænger der sådan en nysselig, hvid lampe i Kaffehuset, der slet ikke ligner et varmeapparat. Syn’s jeg.

Varmelampe, der forlænger sommeren
Hvid lampe med strålevarme. Det er en drøm at sidde på bænkene i kaffehuset, når det er lidt køligt udenfor.

Lampen blev desværre først leveret for et par måneder siden (den har nok skvulpet rundt på et containerskib hen over sommeren), og derfor vil den først for alvor blive taget i brug næste forår, når udlængslen efter haven bliver ubærlig trods forårskulde.
Vi prøvede den dog kortvarigt efter ophængningen, og jeg konstaterede straks, at den burde jeg have ønsket mig for flere år siden.

Bonusinfo: Hvis du skulle få lyst til sådan en varmelampe, så bemærk, at de findes med forskellige Watt, dvs. effekt, når du sammenligner priser. Jeg har købt vores i Moreland (hvor den p.t. er på tilbud, bemærkede jeg, da jeg hentede linket. Og jeg bliver stadig ikke betalt for reklame. Blot info.)

12 smukke akvareller

Min seneste anskaffelse, der minder mig sødt om haven derude, er 12 akvareller – malet af Nina Ferlov og trykt på fint akvarelkarton.

Akvareller af Nina Ferlov
Juleroser, latyrus og æbleblomster.

Billederne vises (og opbevares) i en fin æblegrøn ramme/passepartout, så man kun ser den forreste akvarel. Akvarellen skifter man hver måned, således at der året rundt vises et aktuelt motiv. Rækkefølgen står på bagsiden af passepartout’et, men man bestemmer naturligvis selv.

Passepartout’et kan hænge på en lille stift (der er hul på bagsiden af rammen), men jeg har købt et bordstaffeli, så de små kunstværker kan stå et sted, hvor jeg ser det hver dag, dvs. på spisebordet, hvor jeg tit sidder med den bærbare. Akvarel og staffeli skjuler nu den strømforsyning, der er et nødvendigt onde til den digitale verden.

Akvarel af enebær, malet af Nina Ferlov.
Novembers motiv er enebær (Juniperus) som I kan se her. I morgen skifter jeg til decembers motiv, der er en mistelten.

Akvarellerne købte jeg på oktobers Ebelfestival, men I andre kan bestille dem på Hales Seasons hjemmeside.

Minivaser

På Ebelfestivalen købte jeg også tre små vaser, fordi jeg evig og altid mangler vaser til forårets blomster: Erantis, vintergæk og skilla.
Eller vaserne kan bruges til en enkelt blomst året rundt.

Små vaser er geniale til små blomster eller enkelte blomsterhoveder.
Tre små vaser til fx en rød ‘tingest’ (der har overlevet en stor buket, jeg fik af havemanden) eller en lille vinterjasmingren (Jasminum nudiflorum). Sidstnævnte kalder havemanden lidt nedladende for en forårsbuket, og ok, den ligner osse mere en påskekylling end en julenisse, så den bliver fjernet i dag.

Det er naturligvis ligegyldigt, hvilket mærke vaserne er. Min pointe er udelukkende, at det er godt at eje/give/ønske sådan nogle små vaser.

Lidt mere

Mangler du flere julegaveideer til havefolk, og er du blevet hooked på vaser, så kunne Foldevasen fra Tage Andersen måske også være en ide. Den skrev jeg om HER.
Eller måske du kan finde en ide eller to blandt mine tidligere indlæg om haveredskaber, fx en flexslange eller en universalsaks på stang.
Eller hvad med flere havebøger til lænestolen? Jeg har tidligere skrevet om ‘mine havebøger’, eller du kan klikke over og se de tre bøger, som Lisbeth, med haveloggen Countryliv, anser for sine yndlingsbøger.
Eller hvad med et medlemskab til Haveselskabet? Jeg er selv medlem, og ud over at jeg nyder magasinet ‘Haven’, har jeg flere gange haft glæde af deres gratis medlemsrådgivning, bl.a. da magnolien skulle beskæres.

Uanset hvad, hvor meget eller hvor lidt du ønsker dig eller skal give, så håber jeg, du får en rigtig dejlig december.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Jeg er taknemmelig for enhver kommentar og svarer naturligvis på alt.
Der kan gå nogen tid, før din kommentar vises, da mit system tjekker for spam.

26 kommentarer til “Julegaver til havefolk”

  1. Kære Lisbeth
    Du er et græsvandfald, hvorfra der altid flyder de herligste oplysninger. Dejligt med gaveinspirationen på denne tid. Tusind tak og god jul til jer. Kh. Britta

    Svar
    • Tusind tak, søde Britta.
      Efterhånden kan det være svært med gaver, da mange køber det, de mangler, når de mangler det. Og alligevel er det lidt hyggeligt med gaver.
      God julemåned til jer også.
      Kh Lisbeth

      Svar
  2. Nina Ferlov er så dygtig – jeg har en bog af hende og Søren Ryge, Året har 12 måneder, hedder den. Den er næsten for køn at lade stå i bogreolen 🙂
    Terrassevarmeren ligner lige noget til vores Pavillon. Måske, den skulle ønske sig sådan en? Så har husbonden et par måneder til at få ført strøm derud på autoriseret vis 🙂
    Rigtig gode gaveideer. Egentlig ønsker jeg mig nok mest en havemand, der kunne komme 2 dage ved hvert sæsonskift og lave det tunge arbejde. Men… det er jo forbudt at tage trælle for tiden. I hvert fald her til lands 🙂
    Kh, Karen

    Svar
    • Kære Karen
      Jeg kan forestille mig, at det er en smuk bog. Du må have den ud på sofabordet 😉
      Den runde terrassevarmer er overgenial for os, der har et rundt havehus. Og da det er strålevarme, skal man bare tænde, og vupti er man lun. Vores venner havde den godt nok over et almindeligt firkantet bord, og det var fint, men i runde kaffehuse og pavilloner… Oplagt. Det kunne jeg virkelig unde jer. Der er selvfølgelig lidt langt derover med strøm.
      Du har jo Per… 😉 😉 (Hils ham)
      Kh Lisbeth

      Svar
  3. Tak for gode forslag til julegaver. I år sidder vi igen alene juleaften og vi har besluttet ingen julegaver i familien, når vi ikke skal være sammen. Bent har fødselsdag i december, og da han ikke vil komme med en ønskeseddel, får han kun fødselsdagsgave – ingen julegave. Ja det forventer jeg så heller ikke at få. Han har dog lige givet mig en ny mus og to par uldne sokker, så kan det være julegaven i år. 🙂 Nå ja så har Bent også fået en bøtte Ledflex, så regner jeg med, at han bliver fit for fight i 2022.
    Græsser har vi mange af, de er skønne.
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Selv tak. Mon ikke det går sådan hos mange, når vi når en vis alder, at man køber det, man har brug for i løbet af året? Sådan går det i hvert fald hos os. Jeg får/fkøbe mange ting, som ikke er strengt nødvendige, men så kalder vi det min fødselsdagsgave eller julegave, og så er det i orden. Og omvendt med Bent.
      En julemus i gave og julesokker er da ret ok 😉 Ledflex’en er måske lidt mere til den kedelige side :-)))
      Ja, græsser heldigvis er uundværlige i moderne haver. Det er virkelig en god udvikling.
      Kh Lisbeth

      Svar
  4. Kjære Lisbeth
    Så mange flotte gavetips du kommer med her. De avarellene var helt nydelige. Så smart at en da kan bytte motiv for hver måned. Den varmelampen må være deilig å sitte under ja. Den hadde nok vært deilig å bruke i drivhuset også, men der bruker jeg noe som kalles byggtørker og den får luften til å sirkulere i hele drivhuset. Jeg skal jo heller ikke ha det så varmt der. Det holder at det så vidt over 1 grad der inne. Her snør det tett i dag, og her har vinteren kommet for å bli. Det var hele – 10,5 i går, og det er veldig kaldt til å være så tidlig på vinteren selv her. Brrr…
    Vinterhilsen fra Marit i det kalde Norge

    Svar
    • Kære Marit
      Akvarellerne er så fine, og jeg glæder mig til den 1. i hver måned, når jeg skal skifte motiv. En rigtig god ide, synes jeg.
      Varmelampen er simpelthen skøn, men nej, strålevarme dur ikke til dit drivhus, hvor der skal være plusgrader over det hele.
      Her har vi ikke set skyggen af sne, men det blæser ret meget og er væmmeligt koldt. Der er nu langt ned til minus 10, som I har. Uh ,det lyder koldt. Det er godt du får sne, der dækker planterne.
      Mange hilsener til dig deroppe i kulden (du må ind i drivhuset til de andre planter) fra Lisbeth

      Svar
  5. Søren og jeg er sikkert atypiske for mennesker i vores alder, for vi giver med glæde hinanden gaver både til jul og fødselsdag. I øjeblikket sidder jeg dog og bakser med min ønskeseddel, så dit indlæg kommer lige i rette øjeblik.

    Svar
    • I er måske atypiske på den måde, at I kan finde på noget at ønske jer. Vi giver også gerne gaver, men kan ikke finde på noget, da vi som regel køber det vi ‘mangler’, når behovet opstår.
      Det er skønt, at I stadig har ønsker, og det glæder mig, hvis jeg kan bidrage til julefesten og pakkerne under træet.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  6. Tak for gode gaveideer. Det er så nemt at skrive ønskeseddel med ting man mangler, men gaver må egentlig gerne være fine ting man ikke mangler men har lyst til sådan bare for sjov. De er ikke altid nemt at få øje på sådan på kommando.

    Svar
    • Selv tak. Du har helt ret i, at det er svært at finde de gode ting, der er mere luksus end nødvendige, for ofte kender man dem ikke, før man ser dem. – Og så har jeg det med at købe dem på stedet 😉
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  7. Lisbeth, I love the little vases too. I recently saw these in the Christmas gifts section. And I decided to choose when I would come another day.
    I love your advice on how to frame the watercolor. Looks great.

    Svar
    • Hi Nadezda
      I hope you also get such small vases. I am very happy with mine.
      Thanks. I enjoy the watercolors every day.
      Greetings from Lisbeth

      Svar
  8. Tak for de gode idéer og tak for linket til min blog. De små vaser er geniale og akvarellerne utrolig fine de kommer på min ønskeseddel.
    Varmelampen er også genial, det er så rart at kunne blive siddende ude selvom det bliver køligt. Vi har købt en lille teltbrændeovn til glashuset denne jeg glad for.

    Svar
    • Selv tak. Vaserne er rigtig fine, og jeg tænker, man kan få sådan nogle mange steder. Måske i genbrugser.
      Teltbrændeovn… sådan en må jeg have slået op. Vi mangler nogen gange varme havehuset, hvor der ikke er el, og jeg skal ikke have et stort monstrum med skorsten. Det er der ikke plads til. Det tjekker jeg.
      Kh Lisbeth

      Svar
  9. It is very easy for us, Lisbeth. We do not exchange Christmas gifts. When the grandchildren were little we gave to them but that is all a thing of the past. Something we don’t have to stress about. When I see the number of items being returned to the stores after Christmas, it’s quite apparent that a whole lot of gifts were not what people wanted anyway!

    Svar
    • I envy you a Christmas without presents, but my husband’s son and daughter-in-law are big on presents, so we’ve decided to dutifully wish for something. And that we’ll give each other something when we’re with the young people. Often we buy our own gift – without them knowing it of course, and then we make sure to look surprised and happy when we open the gifts. I know it’s silly, but don’t bother fighting 😉 Christmas peace is most important.
      Greetings from Lisbeth

      Svar
  10. Den bog er flux kommet på min ønskeseddel.
    Vi giver hinanden gaver og får og giver vores børn og svigerbørn. Så seddelerne skal have nogle ønsker. det plejer nu ikke at være et problem. Der er altid bøger, film, musik, spændende ting til haven der liige mangler, men som jeg er for nærig til at købe selv.
    Jeg har fundet små vaser i genbrug, og engang var der de sødeste små vaser som bonus når man købte frø i “Blomsterverden”. Dem kan man ikke få for mange af.
    Nina Ferlovs akvareller er så fine, og den bog hun har sammen med Søren Rye er en anden på ønskeseddelen.
    her har det været forryende snevejr i morges og nu regn. Men der var sne 1. december.
    hilsner Gunvor

    Svar
    • 🙂
      For min mands søn og især svigerdatter er det stadig enormt vigtigt med gaver, så vi sørger for at finde på et eller andet, som de og børnebørnene kan give os. Og omvendt køber vi en mindre lastbil fuld af gaver til børnebørnene. Jeg er 100% sikker på, at min mormor var forfærdet over den mængde fjollede og dyre gaver, som min bror og jeg fik, men jeg kan så bare konstatere, at jeg i dag sender mormor mange tanker. Det er helt utroligt hvor meget lyserødt plastikragelse, der produceres, og som man kan ønske sig ;-)))) (Tre små piger på 3 og 5 år!!!) Det lyder måske lidt gnavent, men jeg glæder mig nu altså til jul 🙂
      De små bonusvaser, du fik, kan jeg lige forestille mig, har en perfekt størrelse.
      Bogen af Ferlov & Ryge nævnte Karen også, og den må jeg have tjekket 🙂
      Vi har kun haft regn og blæst i dag, men på en tur til Århus i formiddag sneede det så meget, at sneplovene var i gang, så nu har jeg også SET sne i denne vinter.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  11. Dejligt med gode ønsker og jeg faldt både for akvarellerne, vaserne og den smarte lampe, som jeg lige har vist til Mr. M.
    Vi giver børn og børnebørn (fornuftige) gaver og får også af dem. Jeg er sådan en, der aldrig mangler ønsker… Sommetider køber vi nu en større ting til os selv og beslutter at det er vores fælles julegave.
    Her har vi fået sne !
    kh Ulla

    Svar
    • Hvor er det godt at høre, at jeg kunne inspirere. Mr. M må da være med på et godt lampetilbud til jeres hyggelige driverhus 😉
      Vi køber også større ting til os selv – så er det lissom ok at købe lidt vildt. Du er heldig, at du kan finde på noget at ønske dig. Det er jo nærmest en gave i sig selv.
      Vi fik sne i nat. Megaflot, for det hænger tungt på alt, selv de mindste grene, men desværre tør det nu, så der er ikke meget plantedyne i det.
      Kh Lisbeth

      Svar
  12. Fina presenttips! Men samtidigt är jag glad att vi mer eller mindre slutat med julklappar. Annars har jag nog satsat på att ‘klappa’ till mig själv och oftast köper jag något som jag önskat ett tag och får precis det jag vill ha.

    Ha det gott! Carina

    Svar
    • Tak 🙂 Vi giver kun gaver til hinanden ‘fordi det gør man’, og det er tit små gaver, da vi – som du – ofte køber til os selv, når behovet eller lysten opstår. Egentlig er det lidt trist, at det er blevet til sådan et orgie, for mange, som jeg taler med, er også lidt trætte af det.
      Dejligt for dig, at du ikke skal stresse over det.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar

Skriv en kommentar