Hvid trævlekrone ‘Petit Henri’

For et par uger siden var jeg med Haveselskabet på gartneribesøg. Efter en interessant rundvisning og forklaring om produktionen (jord, gødning, vanding, økologi versus ikke-økologi, genbrugspotter og meget andet, jeg ikke anede en ret stor dyt om i forvejen) kunne vi købe nogle af deres stauder (Gartneriet Pedersen).

Jeg fik bl.a. en – for mig ny – hvid staude med hjem: Lychnis flos-cuculi ‘Petit Henri’. På dansk er det en Trævlekrone.

Blomst på Hvid Trævlekrone (Lychnis flos-cuculi 'Petit Henri').
Trævlekrone (Lychnis flos-cuculi ‘Petit Henri’).

Jeg købte to eksemplarer til ‘mit hvide forsommerbed’.
Den ene trævlekrone plantede jeg straks i bedet næste morgen, hvorefter jeg trådte tilbage og kunne konstatere, at lille Henri er så kridende hvid, at den umiddelbart ikke dur ret godt sammen med bedets andre blomster, der er mere cremehvide, bl.a. Hjorterod (Seseli libanotis).

Hjorterod (Seseli libanotis) tv. og Trævlekrone (Lychnis flos-cuculi 'Petit Henri') th.
Cremehvid Hjorterod (Seseli libanotis) tv. og kridhvid Trævlekrone (Lychnis flos-cuculi ‘Petit Henri’) th.

Farven er som forskellen på hvid råsilke og hvid nylon. Det er hvidt stof begge dele, men hver ting til sin tid.

Makkerskabet ser så skrækkeligt ud, at jeg leder efter et andet sted at flytte Henri hen. Det skal nok lykkes, og det gør såmænd ikke noget, at det først bliver, når tørken en dag er slut. (Forleden, da landet blev ramt af skybrud – og jeg ved ikke hvad – fik vi en mm. Én…!!! Og i går fik vi nul!)

Efter at have gyst over trævlekronens farve i det hvide bed, har jeg plantet det andet andet eksemplar et sted, som jeg foreløbig er vældig godt tilfreds med: Midt i alt det grønne med et drys af pink.
Her står den lige midt i billedet og lyser.

Sti i ‘Skoven’. Lysende hvid tjærenellike foran Egebladet Hortensia.

Det vil vise sig i løbet af den næste månedstid, om dén placering dur.
Henri skal nemlig blomstre fra maj til oktober, hvilket er en fabelagtig lang blomstringstid, som jeg frydefuldt ser frem til, men det betyder, at den egebladede hortensia (Hydrangea quercifolia), der vokser bag Henri, når at udfolde sine cremehvide blomster engang i juli.

Blomst på Egebladet Hortensia (Hydrangea quercifolia)
Cremehvid blomst på Egebladet Hortensia (Hydrangea quercifolia).

Nu må vi se, om de ødelægger hinandens farver. Jeg håber det går.
Ellers kan jeg jo altid klippe hortensiaens blomsterstande af, for det er bladene, jeg har den for… (Hovsa, var der nogen af jer, der fik kaffen i den gale hals ved tanken om, at man kan klippe de flotte blomsterstande af??? Ti-hi! Jeg lover at give forholdet en chance.)

Under alle omstændigheder skal jeg nok finde et sted til lille, hvide Henri – eller to steder.

Trævlekrone (Lychnis flos-cuculi 'Petit Henri').
Kridende hvid blomst på Trævlekrone (Lychnis flos-cuculi ‘Petit Henri’).

For hvis en tørketålende staude på bare 50-60 cm i højden og med hele fire måneders blomstring vil gro i min lille have, så skal jeg dælme nok skaffe plads.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.

20 kommentarer til “Hvid trævlekrone ‘Petit Henri’”

  1. Hej Lisbeth

    Jeg satte i hvertfall teen i vrangen som vi kaller den gale hals her 😉

    Eikebladet hortensia overlevde dessverre ikke her når jeg prøvde den for noen år siden. Ja, jeg forstår at du har den for bladene sin skyld, men blomsten er jo også veldig fin!

    Den Lychnis har jeg aldri sett før, og den var også veldig fin. Hvite blomster er så vakkert, og de lyser så fint opp.

    Svar
    • Hej Marit
      ;-))))
      Jeg plejer ikke at dække min egebladede hortensie, og den er kun frosset totalt ned én gang, men I har det jo også koldere, så det er sikkert ikke nok med overdækning. Du kan lave en krukke mere og flytte ind 😉
      Jeg tror, den hvide trevlekrone er ret ny på markedet, og selv om den er MEGET hvid, så er jeg vældigt glad for den. Det skal nok blive godt.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  2. Ja det er ikke så nemt, når man går meget op i farver 🙂 sådan har jeg det også, men jeg tror nu nok, jeg kunne have klaret cremehvid og kridhvid sammen, man ved det ikke. Den hvide trevlekrone er i hvert fald flot, den ville jeg også have faldet for, og så er der jo også fordelen ved, at den er tørketålende, når nu vi ingen vand får på disse kanter. Vi var dog heldige at få 5 mm i nat, jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg så måleren, for der var helt tørt på fliserne. Efterfølgende kunne jeg se det på roserne, der var dråber på. Men vinden kan de nu ikke lide, så jeg har nok at gøre med at binde op og deadheade.
    Hm klippe blomsten af den egebladede kunne jeg heller ikke drømme om, men jeg fik ikke kaffen i den gale hals, for det drikker jeg ikke 🙂
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Jeg lurer på de hvide farver…, men det er som om de ødelægger hinanden… nu får vi se 🙂 Hvis den kan klare klimaet her i Ebeltoft, så skal den helt sikkert bo her. Og mon ikke den egebladede får lov at beholde klaserne ;-)))
      Vi fik også 5 mm, men jeg havde det som dig: Alt var tørt, så jeg opdagede det også først, da jeg så regnmåleren. Uha, som det stormer. Jeg er virkelig bekymret for mine opstammede rododendroner. Jeg har været ude og binde ekstra op, men det flår slemt i bladene.
      Lad os håbe, det snart stilner af.
      Kh Lisbeth

      Svar
  3. Hej Lisbeth

    Sikken fin selektion – og med den rene hvide farve skal de nok få solgt mange!
    DEn rene klare farve ligger åbenbart til slægten
    En anden Lychnis er jo chalcedonica – kendt som den skrigrøde ‘brændende-kærlighed’:)

    Ha en dejlig dag

    Svar
    • Hej Karsten
      Det er en ret flot blomst og bestemt osse farven. Det er kun et spørgsmål om at finde de perfekte omgivelser.
      Ja, nu du siger det, så er den brændende kærlighed jo også en Lychnis. Ellers ligner de nu ikke meget hinanden.
      Tak i lige måde.
      Lisbeth

      Svar
  4. Hvor er den fin, den trævlekrone. Jeg har både kridhvide, cremefarvede, sart gule og limefarvede blomster i min hvide have, så der måtte den meget gerne stå . Jeg har også egebladet hortensia, men den får lov at beholde sine blomster. Jeg har også salvie, hostaer og lammeører i min hvide have, som egentlig skulle have blomsterne klippet af, fordi de er lilla, men jeg kan ikke nænne det, da bierne er så glade for dem.

    Hilsen
    Anette

    Svar
    • Hej Anette
      Jeg kommer også til at have ganske få lysegule og lyserøde blomster i ‘det hvide bed’, så det er ikke helt hvidt. Måske jeg kan vænne mig til at have den kridhvide sammen med den cremehvide. Jeg vil tænke over din kommentar 🙂
      Lammeøre er lidt svær, fordi den har sådan nogle fine, sarte blade og sådan nogle krasse blomster, der sådan set er vældigt flotte, men de kan være noget at en udfordring at sætte sammen med andre. Jeg kan godt lide, at du lader dem sidde til bierne. Det er en god måde at beslutte på, om noget er godt 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  5. Den er sød! Jeg er selv meget farvesart indendøre, men knapt så sart, når det gælder haven, hvor jeg tror, at jeg kunne leve fint med de hvide og cremehvide sammen. Jeg forstår dog godt, hvad du mener, og jeg har det rigtigt skidt med nogle hvide georginer, som pludselig viser sig ved siden af de orange. Det dur altså ikke 🙂 Jeg er sikker på at lille Henri nok skal finde blivende plads et sted hos dig, hvor den kridhvide farve kommer til sin ret 🙂
    Kh Nana

    Svar
    • Hej Nana
      Den er så fin i blomsten med de lange trævler, og jeg vil helt sikkert beholde den, men jeg er glad for at du kan følge mig i det med farven. Jeg kan bedst lide, at farver gør hinanden smukkere, og ikke bare ‘slæwer af’, og jeg kan sagtens forestille mig en forkert hvid sammen med en forkert orange. Og man skal jo have det, man selv kan lide, så jeg må overveje… 😉
      Kh Lisbeth

      Svar
  6. Den er så sød den lille Henri,,, Men ja hvid er ikke “bare” hvid. Jeg forstår godt hvad du mener. Jeg ville nok osse overveje placeringen lige ved siden af en creme eller anderledes “hvid”. Tørketålende og langtidsblomster, den måtte godt komme til salg herovre. Den ville fluks komme med mig hjem, i flere eksemplarer.
    Vi har heller ikke fået nævneværdigt regn. Måske en mm eller halvanden sammenlagt.
    hilsner Gunvor

    Svar
    • Hej Gunvor
      Jeg synes, Henri tegner fantastisk (og jeg skal nok finde en god farveplacering), og du må da på udkik efter et par eksemplarer… 😉 Jeg ved, at gartneriet solgte videre til supermarkeder, og jeg har set nogle af deres varer i min lokale Fakta.
      Den regn, de snakker så meget om, er godt nok ulige fordelt. Vi er desværre nogen, der vander og vander, så god arbejdslyst til dig 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  7. Det er en yndig trævlekrone. De hvide blomster er da aldeles bedårende, og den lange blomstringstid gør den værdifuld. Den ligner den lyserøde trævlekrone, der vokser på fugtige enge, men jeg kan forstå, at den hvide er tørketålende – eller ville den vist ikke have noget at komme efter hos dig.
    Når jeg ser billedet, kan jeg godt se, at den ikke rigtig går sammen med skærmblomsten. Men er det farvernes skyld? Jeg mener, at hvide og cremefarvede blomster godt kan gå sammen. Er det ikke nærmere fordi der “sker” lidt for meget på billedet, og måske mangler der nogle frodige grønne blade?

    Hilsen Elna

    Svar
    • Hej Elna
      Jeg har læst på flere engelske hjemmesider, at der står moist to dry conditions, så det satser jeg på, for ellers har den ganske rigtigt ikke nogen fremtid her i haven. Den står i det tørre bed, vi lige har gravet op og jordforbedret (som jeg skrev om for nogle gange siden), og i den forbindelse har du helt ret: Alt er nyplantet, og der mangler grønne blade, der dækker jorden og skaber ro, så måske farven alligevel kan gå med noget mere grønt. Og ellers kan jeg måske omrokere, så de hvide farver ikke er naboer. God pointe, du har, tak 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  8. Flotte planter du viser, din nyinnkjøpte lychnis var virkelig lekker :-)) Jeg har kjøpt en eikebladet hortensia, men foreløpig er den liten og den har ikke tenkt å blomstre i år. Jeg kjøpte den pga bladene, men som Marit skriver, så er jo blomstene også lekre! Ønsker deg en fortsatt fin sommer! PS! Du må gjerne få litt vann fra oss!

    Svar
    • Den er virkelig lækker og jeg skal nok finde ud af det med farven 😉
      Jeg har jo også den egebladede på grund af bladene, og derfor græder jeg ikke, hvis den fryser om vinteren og ikke blomstrer. Men jeg indrømmer, at blomsterne er imponerende. Du skal måske dække din om vinteren – den er jo ikke helt frostsikker.
      Tak i lige måde, og ja tak til lidt vand. Du må puste et par skyer herned.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  9. Trevlekrone er også nydelig ude i naturen, men der trives den vist bedst under englignende forhold. Det med at to hvide farver clasher ubehageligt, oplevede jeg, da vi til en familiefest blev foræret nogle flotte, cremehvide duge. Desværre fik de vores ellers nydelige hvidpotstel til at se blåhvidt og uindtagende ud, så dugene måtte byttes, selvom de faktisk var lige min smag.

    Svar
    • Forhåbentlig har de krydset og avlet så meget, at det passer, at denne også er tørketolerant. Tørkeelskende behøver den ikke at være. Jeg har ikke noget imod at give vand i tørketider, bare ikke hver dag til samme bed 😉
      Ih, hvor er det et godt eksempel. Min flotte Henri bliver netop blåhvid og uindtagende. Smukke – hver for sig.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  10. Gartneriet Pedersen er et af mine yndlingsgartnerier. Man bør aldrig lade en chance for et besøg gå ens næse forbi 🙂 Den ultrahvide er noget så yndig. Lige så hvid som blomsterkørvel, men staude. Jeg kan altså bedre lide stauder end frøsåning hvert forår 🙂
    Kh, Karen

    Svar
    • hej Karen
      Det var helt sikkert et spændende besøg og mange fine sorter, de producerede. Jeg er også til stauder frem for forspiring. Det gør ikke noget, at det er nemt. Frøsåning er kun i orden, hvis de sår sig selv, fx digitalis. Jeg ved ikke, om man kan få blomsterkørvel til det. Jeg tror jeg har lidt tilbage i en pose, som jeg smider ud i bedet i år. Den er nemlig ret flot, og så ser jeg, om den kommer næste år.
      Kh Lisbeth

      Svar

Skriv en kommentar