Historien om en pæn og praktisk plantebalje

Uh, hvor har den sidste del af påsken været kold, og bortset fra at jeg på få og hurtige runder i haven har glædet mig over, at forårsblomsterne stædigt springer ud, så må jeg indrømme, at det ikke har været havearbejde, der har fyldt mest i mit påskeliv.

Crocus vernus 'Flower Record'
Crocus vernus ‘Flower Record’ har ukueligt, men muligvis surmulende, trodset blæst, kulde og sne i påsken 2021.

Inden kulden satte ind, nåede vi heldigvis at lave en del derude, og jeg fik bl.a. tilplantet en ny plantebalje / ‑kumme / ‑krukke / ‑potte på gavltrappens repos.

Plantebaljen er anskaffet og venter på planter.

Det er ikke en hvilken som helst balje, vil jeg bare sige jer.
Jeg har haft to andre af samme slags i femten år, så kvaliteten er afprøvet og godkendt, hvilket dagens indlæg vil handle om. I tilgift får I historien om hvordan jeg i sin tid fandt modellen, for det skyldtes – som så meget andet i livet – en ren tilfældighed.

Et ønske om sneglesikre krukker

I 2006 var jeg på krukkejagt til hostaer, der skulle pryde gårdspladsen, men da jeg var noget betænkelig ved kombinationen af hosta + snegle, ville jeg gerne udtænke en løsning, så sneglene ikke kravlede op i krukkerne. Kobberbånd omkring var en mulighed, men det var visuelt ikke ‘lige i skabet’.
På det tidspunkt var der desuden kommet de der metalsider frem, som man kan bygge højbede af, og som har en ombukket kant foroven, som sneglene ikke kan forcere.
Jeg drømte om, at sådan en kant også fandtes på krukker, og jeg overvejede, hvordan søren jeg selv kunne lave det.
Derudover skulle krukkeløsningen være 100% frostsikker og ikke koste spidsen af en jetjager.

Balje med kant

En dag gik havemanden og jeg, som så ofte, en tur på Fiskerihavnen i Ebeltoft.

Fiskerskure og -grej på molen mellem Fiskerihavnen og Trafikhavnen i Ebeltoft.
Fiskerskure på molen mellem Fiskerihavnen og Lystbådehavnen.

Pludselig spottede jeg (blandt fiskenet og andet grej) en balje, der skilte sig ud fra alle de andre baljer, fordi den havde så stort et ombuk foroven, at jeg tænkte, det måtte kunne bruges som snegleværn. Jeg spurgte en af fiskerne, om det var hans balje, og om det mon var noget, almindelige mennesker kunne købe. Svarene var ja og ja, og at den simpelthen bare var købt i en forretning på havnen i Grenå, 45 min fra Ebeltoft.

Dagen efter ræsede en sort Kia ad landevejen hen over Djursland med kurs mod Grenå havn.

På tur til Grenå havn

Dem, der normalt kom på Grenå havn dengang, vidste godt, hvor fx Mette Mærsk og skonnerten Else Marie lå fortøjet, og hvor fiskeauktionen og skibsprovianteringen var, så der var ingen grund til at skilte med den slags. Da chaufføren i Kia’en desuden var ‘en rigtig mand’ af den slags, der saaaagtens kan finde vej uden at nedværdige sig til at spørge eller bruge kort og GPS, har det sikkert været morsomt oppe fra en af de høje kraner at se ned på en lille, sort bil, der futtede rundt og frem og tilbage og rundt igen på samtlige kajer.
Det korte af det lange er, at vi til sidst kunne parkere bag nogle stabler med fiskekasser, et par skrammede trucks og nogle røde træskure på Nordre Kajgade, eller hvad det nu hed, og gå ind i en tjæreduftende butik med 1001 ting, jeg ikke anede, hvad var. Men jo: De havde sådan nogle baljer, hvor mange skulle jeg have? Jeg nøjedes med de planlagte to, selv om ‘en rigtig kvinde’ ikke lader et godt køb gå fra sig, når man nu endelig har fundet det perfekte. Jeg kunne godt fornemme på havemanden (efter de mange rundture på kajerne), at jeg ikke skulle nuppe fire, nu jeg var i gang.

Fiskerbaljerne bliver til plantebaljer

Hjemme på gårdspladsen borede havemanden huller i baljebundene og fyldte jord i, og jeg plantede hostaer og blomsterløg.

Krukke med hosta og guldløg
Hostaer og guldløg i en af de sorte fiskerbaljer.

Uanset om det er det store ombuk eller ej, der er årsag, så har der aldrig været snegle i hostaerne.
Jeg bilder mig ind, at det er kanten, der gør det.

Hostablade uden sneglehuller efter en hel sæson. Gårdspladsens brosten er ganske vist ikke snegleterritorie, men der er dagligt slimspor efter snegle, så jeg ved, at de er der.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om hostabaljerne måned for måned, da kombien med hostaer og blomsterløg fungerede ret godt, men efter at have konstateret, at de hvide hostablomster i baljen med mindst lys ændrede sig langsomt til lyseblå-fimselilla, var det efter 13 år tid til forandring, og i dag vokser der stedsegrønne rhododendron i baljerne. (Du kan læse om dem i indlægget ‘Et par rustne danskere.)

Her kan I se en nyplantet Rhododenron ‘Rusty Dane’ i maj 2019, men det er det brede ombuk på baljen, jeg vil vise.

Det fungerer fint med rhododendron i baljerne, og begge planter er vokset godt til.

Det gode ved baljerne

Fiskerbaljernes facon har jeg haft det rigtig godt med gennem alle årene, fordi de ikke er murerbaljer.
Fiskerbaljerne er ganske vist også af plast, men de er lidt højere, lidt smallere og har den brede, ombukkede kant foroven, så de efter min mening får et fiksere udseende, der kunne berettige til en betegnelse som ‘krukke’ eller ‘potte’ frem for de lave og mere plumpe baljer. Pyt: Jeg kalder dem ‘plantebaljer’. Farven er sort, hvilket er neutralt og kan passe de fleste steder, men især hos os, hvor der er sort bindingsværk, sort udhus m.m.
Fordelene – ud over udseendet – er, at de umiddelbart virker sneglesikre, samt at de med garanti er frostsikre, således at jeg ikke skal bekymre mig om udskiftning, når jeg er 70, 80 eller 90 år gammel. Dernæst rummer de godt med jord (90 l) og tørrer ikke så hurtigt ud som ler/terracotta, hvilket begge dele er en fordel, når man tænker tilbage på de sidste tre års tørke og evindelige vanding. De tåler at blive stødt, skubbet, trukket og tumlet, og ikke mindst: De kan købes for et beløb, hvor man ikke behøver at involvere sin bank eller sælge sin jetjager.

I efteråret 2020 havde vi særligt god nytte af, at baljerne er solide at flytte rundt med, for vi skulle have repareret bindingsværk, og derfor skulle baljerne trækkes et godt stykke hen over brostenene, så der blev arbejdsplads til håndværkerne.

Bindingsværket bag den ene af baljerne, der måtte vige pladsen for først en tømrer og dernæst en murer.

Sommerfuglebalje

Det eneste minus ved baljerne er, at de ikke er så trendy og instagrammable som terracottakrukker, men for en aldrende, pragmatisk praktiker, der ikke er fascineret af Instagram, er det minus heldigvis ligegyldigt, og med de andre gode egenskaber in mente købte jeg for nyligt en balje mere til gavltappen.
I næste indlæg vil jeg vise jer den sommerfuglebusk, jeg bl.a. har plantet i baljen. Den er jeg godt nok spændt på.
I får også et link til en forhandler, for det viste sig at være utroligt svært at genfinde modellen i 2021, og det kunne jo være, at andre end mig har brug for sådan en pæn og praktisk plantebalje.

____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Jeg er taknemmelig for alle kommentarer, og svarer naturligvis på alt.
OBS: Der kan gå lidt tid før din kommentar vises, da mit system tjekker for spam.

30 kommentarer til “Historien om en pæn og praktisk plantebalje”

  1. Dine plantebaljer ser fine ud og passer så fint til huset. Praktisk med det store ombuk, som sørger for, at sneglene ikke kan komme op i baljen.
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    Svar
    • Tak, Lene
      Jeg tør ikke garantere det sneglefrie, men efter så mange år uden, så skulle man tro, at det er derfor.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  2. Godmorgen Lisbeth
    Sikke en god idé at bruge med fiskerbaljer som blomsterkrukker! Jeg troede først, at den type kaldes murerbaljer, men du forklarer så fint, hvad forskellen er. Og vi er mange, der gerne vil have plantebaljer, der ikke er fyldt med snegle. Tak for et rigtig fint tip og for smukke billeder!
    Mange hilsner fra Gitte

    Svar
    • Godmorgen 🙂
      Jeg er på alle måder rigtig glad for baljerne, som, jeg tror, holder sneglene væk. Det er i hvert fald en relativ billig løsning at afprøve.
      Selv tak.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  3. Ahh, kan hun virkelig spinde en læseværdig ende om en *pæn og praktisk plantebalje*, tænkte jeg, da jeg læste overskriften og så, hvor langt indlægget var; men det kunne hun – og alligevel ikke overraskende 🙂 Alle dine gode argumenter til trods er det enormt svært for mig at bruge plastikbaljer til krukkeplanter, også selvom der bestemt ikke skal lægges billeder på Instagram.

    Svar
    • ;-D Tak Marie
      Jeg kan sagtens følge dig i din indvendig mod sorte, runde plastpotter, og jeg kunne ikke drømme om at anvende det til mindre krukker, hvor jeg derimod ofte har en plastbeholder inden i terracottakrukkerne, fordi jeg er SÅ træt af vanding, at det trumfer næsten alle andre overvejelser. Det skal også siges, at jeg rent faktisk prøvede, om jeg kunne finde en stor OG frostsikker terracotta- eller cementkrukke uden pynt og gesvejsninger og til en fornuftig pris, men det opgav jeg.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  4. Når først planterne dækker hele overfladen, ser man ikke plasticbaljen så meget mere. Og alt, der får snegle til at gå sultne i seng, er en rigtig god ide 🙂 Som du selv siger – man tror, der ikke er snegle, men sporene afslører de lumske djævle. Jeg fandt de første bittesmå snegle under en krukke, da jeg ordnede terrassen i de første, varme påskeferiedage.
    Kh, Karen

    Svar
    • Uf for en opdagelse, du gjorde. Det er helt fint, at der er snegle, fordi de omsætter døde blade o.l. men når de skamferer ens planter… GRMPF!!!
      Jeg tror også, det bliver pænt, når det vokser til. Jeg bliver i øvrigt glad og let om hjertet, hver gang jeg ser den, fordi jeg ved, at den holder evigt og er så utroligt nem i drift. Derudover er vores Plan B, hvis vi fortryder, at Bent bygger en firkantet trækasse omkring. Men jeg synes nu, at baljen er fiksere.
      Kh Lisbeth

      Svar
  5. Ja jeg må medgive Marie, at du ikke overraskende kunne få en god historie ud af en praktisk plantebalje. Jeg hyggede mig især over bemærkningen om chaufføren, godt I fandt det. Nu går jeg jo ikke op i krukker, som i overhovedet ikke, det er ikke lige mig med alt det jord, men jeg forsøger da høfligt at plante de par stykker til, som jeg enten har fået foræret eller nu en gang har. De to af dem er terracotta potter ret store som Bent en gang har fået en bananpalme i af sine kollegaer. En gang imellem køber jeg en ikke hårdfør rhodo, så må jeg plante i krukke, men ellers holder jeg mig langt væk fra krukkeriet, det lader jeg jer andre om.
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Hej Lisbeth
      Det var en værre tur, dengang, men det lykkedes heldigvis.
      På den ene side set prøver jeg at minimere antallet af krukker på grund af vanding, men på den andens side set synes jeg, de gør noget godt for terrasser og andre flisesteder, så jeg kan ikke helt lade være. Og strengt taget kan man godt argumentere for, at de er nemme at vande, fordi man kun vander lige der, hvor der er brug for det.
      Hvor er det godt, vores haver er forskellige. Jeg lader jo fx dig og andre om det med roser ;-)))
      Kh Lisbeth

      Svar
  6. Kjære Lisbeth
    Det var da en fornøyelig historie om dine baljer. Om de er vakre eller ikke er jo ikke det viktigste, for det viktigste er jo at de holder sneglene borte. Hosta er og blir en av deres yndlingsplanter, så det er jo veldig bra hvis de holder seg borte fra de. De liker nok ikke den nedbrettede kanten nei. Jeg har vurdert å kjøpe noen firkantede kasser på hjul med en sånn sneglesikker kant. Snegler har det meste på menyen, så der kan en ikke sikre seg nok. Jeg har kobbertape på to store krukker her, men pent er det ikke nei. Plantene blir etterhvert så store at tapen ikke synes heldigvis. Kobbertape er fryktelig stygt i mine øyne også, selv om jeg heller ikke legger ut bilder på instagram.
    Den tapen er effektiv og det er jo bra, men skulle ønske den kom i en annen farge.
    Det gjør den neppe, for kobber ser nå en gang ut som kobber 😉

    Svar
    • Kære Marit
      Det er vigtigt for mig, at baljerne fungerer i det daglige, og jeg synes, de er ganske nydelige af sådan nogen praktiske baljer at være. Jeg har ikke set sådan nogen kasser, som du fortæller om, med sneglesikker kant, men det lyder smart, og egentlig er det mærkeligt, at der ikke laves mere af den slags. Alle hader snegle.
      Nej kobbertape er ikke pynteligt. Men heldigvis effektivt. Man kan desværre ikke få alt, hvad man ønsker sig 😉
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  7. Det er da et par superbaljer. Og en herlig indkøbsrejsehistiorie.
    Jeg bruger normalt heller ikke plastkrukker frit fremme til krukkesteder. Men jeg har altid en plastpotte-krukke indvendig i lerkrukkerne. Netop pga vanding.
    Nu må vi da bare håbe den blæst snart er ovre.
    hilsner Gunvor

    Svar
    • Ja, de er ok i den megastore størrelse, synes jeg, især fordi faconen er pæn med det kraftige ombuk, så det ikke bare ligner en forvokset spand.
      Blæsten har været forfærdelig. Her er det stille til morgen, men det skulle vist blæse igen. Chillfaktoren er langt under 0. Uf, uf!
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  8. Baljerne ser praktiske og anvendelige ud. Det giver tre stjerner. Prisen giver endnu en stjerne. Men jeg kan desværre ikke give stjerner til sort plastic. Jeg løber ofte tør for krukker inden sommeren er omme, og så ender det som regel med, at jeg finder nogle store sorte plasticurtepotter frem. Det er ok, men jeg foretrækker krukker i ler eller metal. Man lægger meget mærke til snavs på sort plastic, det ses knap så meget på ler.

    Hilsen Elna

    Svar
    • Fire stjerner ud af fem er ret godt 😉 Garnbaljerne så store og af mat plast i modsætning til plastpotter og har en pæn facon med den brede kant foroven, så de heldigvis ikke ligner plastpotter – i mit hoved.
      Til mindre beholdere foretrækker jeg også andre materialer. Det er åbenbart størrelsen, der gør det i dette tilfælde 😉
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  9. Sikke ensjov historie Lisbeth.
    Kom til at smile bredt med den lille sorte Kia der hverken var GPS eller vejviser i.
    Sådan har manage mænd det altså
    Godt det hele sluttede godt.

    Klem og skøn dag
    Charlotte

    Svar
    • Hej Charlotte
      Ja, helt mellem os to, så er mænd altså bare mærkelige på det punkt. De skal IKKE have hjælp 😉
      Men vi fandt frem og alt endte i fryd og gammen.
      Tak i lige måde. Lisbeth

      Svar
  10. Meget fornøjeligt at læse din beretning om plastbaljer. Sikke iderig du er – baljen fyldt med Hosta så rigtig godt ud. Men også fornøjelig at læse de mange for og imod kommentarer. Smag og behag. Praktiske løsninger kontra æstetik. Vi havefolk er så forskellige som der er baljer, potter, krukker osv. osv.

    Svar
    • Hej Sydney
      Ja, er det ikke herligt og underholdende med for og imod? Og skønt med aktive læsere.
      Bortset fra at jeg heller ikke er til almindelige sorte plastpotter, så kan jeg mærke, at alderen er gladere og gladere for praktiske løsninger frem for ren æstetik. Og så må jeg jo nok også indrømme, at jeg er så praktisk, at jeg ikke vil give mange tusinde kroner for så stor en lerkrukke, der måske flækker i frost om syv år. Det er der heldigvis andre, der vil, og derfor er det så sjovt at kigge med hos andre.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  11. Hej Lisbeth!
    Nu SKAL det altså være……at du også får en hilsen fra mig i Odense, det fortjener du virkelig jeg glæder mig meget til hver tirsdag at åbne min mail og læse om din både muntre og inspirerende måde at skrive på (kan li’ dit ligefremme og bramfri sprog).

    Skønt at have fundet sådan en have/penneveninde eftersom ingen anden i min familie/ vennekreds ” lider” af samme plante sygdom som undertegnede!
    I et af dine indlæg skriver du: kun en tåbe frygter Haven. Jeg tilføjer lige: geniet behersker kaos, for du og din havemand er altså geniale. I finder løsning på alt som ser håbløst ud !!
    Jeg tilslutter mig ide’en med baljerne, jeg har selv både det ene og andet, men synes de er nemmere at håndtere fremfor de tunge keramikkrukker, når kræfterne ikke er det samme mere.
    Har forresten plantet en opstammet vinget benved efterår 2019 efter at have set dit indlæg om dette lille træ, så hvilken skuffelse at der INTET skete med det hele sidste år…..havde ellers glædet mig så meget til de der røde blade. Faktisk har der ingen blade været, men når jeg kradser lidt i grenene er de grønne, så det er ikke dødt??
    Det står nærmest som da jeg købte det.
    Mon du før er stødt på noget lignende?
    Noget godt bud?
    Bedste blomsterhilsen fra Lillian

    Svar
    • Kære Lillian
      Tusind tak for at du giver dig tid til en hilsen – det er så skønt at vide, at jeg har havevenner ‘derude bag skærmen’. Og ikke mindst tak for alle roserne – også på havemandens vegne. Jeg bliver helt flov – men allermest glad 😉
      Enig: Efterhånden som kræfterne svinder, ser man anderledes på mange ting.
      Hvor er det hyggeligt, at du har købt en benved ‘Compacta’, men det kan nu godt bekymre mig, at der slet ikke var blade sidste år. De er jo med til at skaffe næring til rødderne. Det lyder, som om den er gået ud trods de grønne grene, når du kradser. Prøv at være lidt god ved den her i foråret med vand og en gang gødning og se, om du kan vække den. Jeg har erfaring for, at den godt kan tåle at stå til den tørre side, men den vil hellere have pænt med vand – uden altså at soppe.
      Held og lykke med forsøget. Vil den ikke, må du ønske dig en ny, så du kan få de flotte efterårsfarver 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  12. Jeg legger spesielt merke til din rhododendron ‘Rusty Dane’ med indumentum. Ser at du har skrevet om den tidligere, og jeg har ikke sett den i salg her. Finner jeg den så blir den kjøpt. Rhododendron er min absolutte favoritt 🙂

    Svar
    • Hej Martin
      Jeg kan godt forstå, du kan lide Rusty Dane og det flotte indument. Jeg købte mine i Tyskland. Det var flotte planter, og de var pakket og sendt på fineste vis, så jeg kan godt anbefale det. Men I kan måske ikke købe så let i Tyskland, som vi kan?? Forhåbentlig finder du den en dag.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  13. Ser att du poängterar att det inte är murarbaljor men de ser på pricken ut som en typ av murarbaljor jag kan köpa här. Här finns de i många olika storlekar och former. Skönt att du hittade det du sökte till slut.

    Ha det gott! Carina

    Svar
    • Hej Carina
      Jeg har prøvet at google ‘murarbaljor’ og kan godt se, at der kommer nogle hits af den specielle slags, der er højere, smallere og har den brede kant foroven. Her er murerbaljer lave og brede uden ret meget kant. Sjovt, at der er sådan en forskel i to nabolande.
      Jeg er i hvert fald glad for min balje, ja.
      Tak det samme. Lisbeth

      Svar

Skriv en kommentar