Helle Aagaard’s have på Sydfyn

Helle Aagaard’s have på Sydfyn

Sidste år kørte havemanden og jeg over Lillebælt for at se et par haver på Fyn. Den ene have fortalte jeg om i sidste uge (Solbakken). Den anden have skal I høre om i dag. Det er ‘Helle Aagaard’s have på Sydfyn’.
J
eg nævnte haven og vores besøg allerede sidste år, da jeg stolt fremviste min fødselsdagsgave til havemanden. Det totalt uundværlige drink-stativ havde jeg nemlig set hos Helle og Kim.

Helles have er en ret stor villahave, og den er fyldt med gode løsninger, der får den til at virke større. 

Havehuset i forhaven

Noget af det første, vi mødte i haven, var et havehus, der stod midt i det hele, og så var jeg straks i højt humør. Det er nemlig en af mine kæpheste, at man ikke skal lægge den slags småhuse ud langs skellet, men midt i haven, fordi de helt uden yderligere fiksfakserier inddeler haven i fem rum, som man kan lege videre med: Et rum i selve bygningen og fire rum fordelt på hver side af huset.

Havehuset i Helle Aagaards have på Sydfyn
Havehuset indvendigt og udvendigt. Bemærk, at der udenfor er to siddepladser i helt forskellig stil (hhv. stramt firkantet og romantisk med roser). Der er tre meter mellem dem, og det kan man, fordi de er placeret på hver sin side af et hjørne. Man kan godt have stor variation på meget lidt plads. 

Stien, der blev væk

En anden af mine kæpheste er, at der gerne må være ‘noget på tværs’, så det hele ikke afsløres for hurtigt. Og her tog de s.. fusen på mig, Helle og Kim. Jeg tullede nemlig rundt i min egen lille drømmeverden og kiggede og kiggede og fotograferede. Det kender I sikkert. Pludselig kaldte havemanden begejstret på mig “Kom og se. Det her vil du kunne lide”. Han stod på terrassen. Men dælme om jeg kunne se, hvordan jeg kom fra græsplænen og ind på terrassen, for de var adskilt af et tæt beplantet bed med et vandløb igennem.
Det var totalt skørt… 
Jeg nåede at tænke en hel masse meget hurtigt, mens jeg stod der.
Jeg tænkte først, at terrassen måske hang sammen med huset uden forbindelse til haven. Sådan set en meget sjov ide, men jeg vidste også, at Bent aldrig ville være gået gennem huset og ud på terrassen. Den pææne mand.

Åben have hos Helle Aagaard på Sydfyn
Til højre ser I terrassen foran huset. Bent står uden for billedet til højre. Jeg står på græsplænen og vil ind ind til ham. Mellem mig og terrassen er der tæt beplantning og et vandløb inde i midten, så den vej dur ikke uden gummestøvler. Det ligner godt nok en åbning i beplantningen henne for enden af gavlen, men hvordan kommer jeg derhen? Der er bede og vandløb på tværs over det hele.

Lynhurtigt tænkte jeg videre (for det kunne da ikke passe, at jeg ikke kunne finde rundt i en villahave…), og skarp som jeg er, opdagede jeg også straks løsningen: Flisestien (til venstre på billedet herover) havde forbindelse med terrassens fliser. 
Skarp som jeg er, kunne jeg dernæst, sådan cirka et splitsekund senere, konstatere, at jeg ikke var et hak skarp, for jeg kunne ikke bruge flisestien til noget som helst, da der også her var beplantning og vandløb mellem mig og det forjættede fliseland. Hvor VAR det sjovt. Jeg kunne simpelthen ikke lade være at grine. (Jeg får stadig fnisebobler i maven, når jeg tænker på det.)
Der stod jeg, og kunne ikke andet… Her var da virkelig ‘noget på tværs’.

Løsningen var, at jeg skulle spadsere VÆK fra terrassen!!! Hvem finder også lige på det…? Ved at følge bedet og vandløbet til venstre og hen til en stor, tæt klump af hostaer og kæmpestenbræk åbenbarede der sig et hul imellem planterne, og her gik der en træbro over vandløbet og over til flisestien. Åh, hvor jeg morede mig. Smukt var der forresten også; det var ikke bare sjov.

Broen, der forbinder havens to halvdele med hinanden (hvis man da ikke lige render uden om huset eller ned gennem køkkenhaven).

Frøerne

Det, som Bent ville vise mig, var, at de havde sat en masse små, grønne frøer på stenene langs vandløbet. Det så enormt sødt og livagtigt ud. Måske en anelse kitsch, men ok… det så ret godt ud.
Plu’sli’ hoppede en af frøerne i vandet.
Tænk, det var rigtige frøer, der var kommet helt af sig selv. Og der var mange.
Bent havde helt ret, da han råbte “Kom og se, det her vil du kunne lide”. Jeg er vildt misundelig. Glem det med ‘kitsch’. Når naturen kan lide ens have, så når man ikke højere på min skala.

Grøn frø. Den findes overvejende i det østlige Danmark, herunder Fyn, og pletvis i det østlige Jylland. Den foretrækker solbeskinnede vandhuller med god vandkvalitet og rig undervandsvegetation. Og så skal der være solfyldte steder langs bredden, hvor de kan sidde og lade sig gennemvarme. Det er vel nok sejt at have lavet sådan et kunstigt vandhul i sin have.

Mere på tværs

Jeg bliver nødt til at vise jer et andet sted med ‘noget på tværs’, for i et hjørne af villahaven var der nemlig et buskads – verdens mindste skov. Når man stod på græsplænen, kunne man ane en aldeles fortryllende siddeplads derinde. Men der var ingen sti derind. Bare buske og stauder på tværs.
Der var selvfølgelig en sti, da vi havde kigget lidt (man skulle ad stien i forhaven og hen langs hækken, tror jeg det var). 
Da vi var kommet ind, viste det sig at være den skønneste hule at sidde i, fordi der var lukket ud mod græsset og resten af haven. Vi følte os totalt hemmelige, selv om der gik andre gæster fem meter væk.

Den hemmelige hule i Helle Aagaard's have
Et kik ind i den hemmelige hule i Helles have. Vi overvejede straks, hvor vi kunne lave noget tilsvarende hjemme i byhaven. Vi har ikke fundet stedet endnu, men ideen er arkiveret i havehjernerne.

Køkkenhaven

Efterhånden som vi krydsede ned gennem haven kunne vi se en grøn port i et halvgennemsigtigt hegn. Sådan nogle åbninger drager nok de fleste, for “hvad er der mon på den anden side?”.

Åben have på Sydfyn
En herlig grøn port, der giver ekstra perspektiv i haven.

Jo, bag porten var der en stor og meget velordnet køkkenhave med snorlige flisegange og de mest velordnede grus-, jord- og kompost(var-det-vist)bunker, jeg har set. Havemanden, der har en (overudviklet) sirlig og perfektionistisk hjerne, blev helt tavs af benovelse. Det passer ikke helt, for han sagde “Hold da op!”. ‘Bunkerne’ lå nemlig i fine sammenhængende bokse, hvor man fyldte i for oven og skovlede ud forneden. Der var naturligvis låger for, så det så ordentligt ud. Vores grus har vi i spande. Meget velordnet, synes jeg, men jeg kan godt se, at vi er overhalet indenom.

Køkkenhaven i Helle Aagards Have
Køkkenhavens beholdere til sand m.m. Det der, I ved nok, der ellers ligger og roder ovre i et hjørne.

Længere henne i hegnet mellem have og køkkenhave var en anden åbning, som også havde forbindelse til haven, så  man kunne gå ind ét sted og ud et andet.
Det var altså virkelig smart med de porte, fordi afskærmningen ikke begrænsede haven ind mod køkkenhaven, men derimod åbnede den. Det er ikke så tit, at en køkkenhave er et bærende æstetisk element i en prydhave. 

Vi kiggede også på staudebedet, kastanjehegnet, driverhuset og alt det andet.

Cafesæt i skyggen i Helle Aargaards Have
Sommeren 2018 var meget varm. I skyggen var der måske ‘kun’ 32 grader. Det var i hvert fald rart at blive ‘svalet’ lidt.

Efter et par timer kørte havemanden og jeg tilbage over Fyn og Lillebælt (i airconditioneret bil) og nordpå til vores egen have, mens vi diskuterede dagens ideer.
Jeg skal for eksempel se, om jeg ikke kan få plads i Teglhaven til en terracottakrukke med montbretia. Montbretia har jeg i forvejen, men de har det alt for trangt imellem vores Bispehuer, så de ville have godt af at flytte til en potte og være grønt springvand med orange skumsprøjt i august. Jeg tror, sådan en krukke vil være smuk hele året.

Krukker med montbretia og hosta
Krukke med montbretia i knop bag en anden krukke med hosta.

Havemanden var især inspireret af stemningen i det lille havehus, og han har nu gang i de helt store planer. Vi skulle jo nødigt kede os, nu da haven er opgraderet og mindre arbejdskrævende.
(Indspark: Fordelen ved opgraderingen var jo rent faktisk også, at der skulle være mindre ‘skal-altså-gøres-nu-arbejde’ og i stedet mere sku-vi-ikke-gøre-for-sjov-arbejde’, som vi kan lave eller udsætte alt efter tid og kræfter.) 

Nye havebesøg

Hvis du har lyst til at tage på havebesøg i år, kan du se hvornår Helle Aagaard’s Have på Sydfyn er åben på Haveselskabets hjemmeside. Der kan du også se, hvordan du kan følge haven på facebook og Instagram, hvis du er til den slags.

Jeg er så småt ved at samle en liste sammen med haver, som havemanden og jeg skal besøge. Vi skal både nordpå og sydpå, ser det ud til. Og inden jeg er færdig, skal vi nok også østpå og vestpå.

Vi holder selv åben have (lige midt i Danmark). Det skriver jeg om en anden gang her på bloggen – eller du kan besøge havens hjemmeside.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

38 kommentarer til “Helle Aagaard’s have på Sydfyn”

  1. Hvor er det en skøn have i har besøgt, med masser af inspiration. Jeg er som du vil med overraskelser om hvad kommer der rundt om det næste hjørne og det byder haven da virkelig masser af.
    Du er så super god til at finde og se hvad der bydes på i en have, tak for inspiration til hvad en tur til Fyn kan byde på.
    Kh Linda

    • Selv mange tak, Linda. Der var massevis af detajler i haven, og du vil kunne lide den, er jeg sikker på. Og den er jo ikke sååå langt fra dig, så du må lave dig en havetur.
      Jeg håber, du også har forårsvejr i dag. Hvor bliver man glad.
      Kh Lisbeth

    • Hej Linda
      Tak for din skønne kommentar omkring min have. Velkommen til, hvis turen går til Fyn
      mvh Helle Aagaard

  2. Åh, hvor ser den have charmerende ud! Hvis ikke du havde fortalt at den er “en ret stor villahave”, ville jeg have troet at den var meget større. Det er det I også kan: Få en masse oplevelser ind på relativt begrænset plads. Meget inspirerende! Tak for billeder og ord!
    Kh Nana

    • Selv tak, det var hyggeligt, at du kiggede med. Det var ret utroligt, så meget der var plads til med et godt design. Af både små og store ting. Overvej det, hvis turen en dag går over Fyns land.
      Kh Lisbeth

    • Hej Nana
      Tak for din dejlige kommentar vedr. min have igennem Lisbeth og Bents øjne og ord. Velkommen til, hvis turen går til Fyn til sommer
      kh Helle Aagaard

  3. Det var da en fortryllet have. Jeg er vild med det med frøerne 🙂 Helle kommer på besøg hos os til sommer – jeg glæder mig meget til at møde hende.

    Kh, Karen

    • Frøerne var fantastiske. De lignede grangiveligt kunstige frøer, indtil det pludselig sagde blob, og en af dem hoppede ud. Det må være en skøn lyd, når man sidder på terrassen og alt er varmt, solfyldt og stille, og man lige er ved at falde i søvn. Blob!
      At få besøg af andre havemennesker er en gave, så jeg kan godt forstå, at du glæder dig. Forhåbentlig får I godt vejr til at nyde det, og ellers må I sidde i pavillonen og se ud over slugten – den fedeste udsigt!
      Kh Lisbeth

    • Hej Karen
      Tak for dine søde ord til min have. Jeg glæder mig virkelig også meget til at komme til Jer til sommer.
      kh Helle

  4. En have fuld af overraskelser, tak for turen, teksten og billederne.
    Jeg håber, at vores have er med i programmet i år 🙂 jeg laver et blogtræf,
    mon I kan d. 15.6.? Vores have er ganske vist ikke helt så spændende, men håber den går an alligevel.
    Kh Lisbeth

    • Selv tak – det var hyggeligt med dit selskab på turen ;-)))
      Jeg har foreløbig sat kryds i kalenderen i juni. Din have er MEGET spændende. Ingen haver er ens, og du fører da vist på point i plantetæthed og sjældenheder 🙂
      Kh Lisbeth

    • Hej Lisbeth.. tak for din skønne kommentar omkring min have. Velkommen til, hvis Fyn ligger på ruten
      kh Helle

  5. Tak for en flot rundtur. Jeg elsker den slags haver, hvor man kan gå på opdagelse og opdage detaljerne lidt efter lidt. Veje er praktiske, når man skal fra A til B, men omveje er spændende og ender ofte lige midt i eventyret.

    Hilsen Elna

    • Åh ja, hvad der ikke gemmer sig derude bag ligusterhækkene ;-))) Og det var bestemt en af de spændende af slagsen, vi besøgte.
      Mange hilsener Lisbeth

    • Hej Elna
      Tak for din søde kommentar omkring min have..du har helt ret med veje og omveje. En have skal efter min mening have begge slags. Velkommen til, hvis vejen går til Sydfyn til sommer .. enten den praktiske vej eller også en skøn omvej til det smukke Syrenland.
      kh Helle Aagaard

  6. Hej Lisbeth

    det var en have med mange gode overraskelser – god at få inspiration af!
    Og du har helt ret – når frøerne er levende og hygger sig i din have – ja så har man gjort et eller andet helt rigtigt.
    Tak for turen!

    Ha en dejlig aften

    • Selv tak, Karsten.
      Det var skønt at blive overrasket, og det var jo heldigvis til den gode side ;-)) – og frøerne var en af de særligt gode oplevelser. Bare det var mig, der havde dem. (Nu har jeg ikke mit bassin mere, så nu sker det ikke, det ved jeg godt, men misundelig er jeg nu alligevel.)
      Mange hilsener Lisbeth

    • Hej Karsten
      Tak for din skønne kommentar omkring min have. Du har ret .. det er et godt tegn fra naturens side af. Velkommen til hvis turen går til mine kanter til sommer
      mvh Helle

  7. Hej Lisbeth

    Så flott hage! Det er så mange fine steder å besøke i Danmark. Så søte grønne frøer/frosker som vi kaller de 🙂

    Min mann er født i Odense, så på Fyn har jeg vært et par ganger 🙂
    Ha en god aften

    • Det var virkelig en flot have, og der er heldigvis mange på Fyn, så hvis du en dag kommer dertil igen, så… (Hvor morsomt at høre, at din mand er fra Odense).
      Mange hilsener Lisbeth

    • Hej Marit
      Tak for din søde kommentar til min have og mine grønne frøer. Måske du/I kommer til Fyn en gang, Så velkommen til når vi holder åbent. Det er kun ca. 45 min kørsel i bil fra Odense til mig.
      kh Helle

    • Selv tak, Aase. Det var rigtig interessant at gå rundt og bemærke alle de mange, gode detaljer.
      Mange hilsener Lisbeth

    • Hej Aase (læser jo du ikke er en Frede)
      tak for din søde kommentar omkring min have. Velkommen til, hvis du kommer forbi når vi holder åbent
      kh Helle

  8. Hej Lisbeth.

    Hvor er det spændende at læse dine betragtninger om Helle og Kims have. Nu glæder jeg mig ekstra meget til at besøge dem til sommer på vej til CPH-Garden. Det ser ud til at være en fantastisk have.
    Mange hilsner fra Ulla Milbak

    • Hej Ulla – Det er godt at høre, at du skal dertil, og vældigt klogt at slå flere havefluer med et smæk 😉 Du kan roligt glæde dig.
      Mange hilsener Lisbeth

    • Hej Ulla… tak for ordene, vi glæder os meget til at se Jer i haven til sommer
      kh Helle

  9. Var det samme dag, at I besøgte de to haver? I så fald må det have været mange indtryk at fordøje på en enkelt dag. Spændende hvad I lader jer inspirere til at introducere i jeres egen have.

    • Ja det var, og du kan tro, vi var bombede med gode indtryk. Og så i den varme :-)))
      Nogle af inspirationen skal vi helt sikkert anvende på en eller anden måde. Andre ting arkiverer jeg i hjernen. Måske de senere giver anledning til et eller andet, eller også bruger jeg det bare til at danne mig en mening om / bekræfte mig i, hvad jeg kan lide. Det er ikke altid, jeg kan pege på en fysisk ting, og siger “Dér”, det så jeg hos xx. Jeg er vist en samlernatur – jeg samler på ideer, jeg kan lide 🙂
      Kh Lisbeth

    • Hej Marie
      tak for din skønne kommentar og velkommen til, hvis turen skulle gå forbi på Sydfyn
      mvh Helle

  10. Kære Lisbeth.

    Tak for rundvisningen – så flot og spændende en have. Jeg tog straks montbretia-krukken til mig, da jeg netop kunne bruge den farve nederst i vores have.
    Mange hilsener fra Jette.

    • Selv tak Jette – Ja, er det ikke en flot krukke, Helle har, med montbretiaerne. Den ide nupper vi to da lige 😉
      Mange hilsener Lisbeth

    • Hej Jette
      Tak for ordene omkring min have og ikke mindst montbretia-krukken. Dejligt når ens idéer kan bruges af andre også. Velkommen til, hvis turen skulle gå til mine kanter
      kh Helle

  11. Vilken vacker trädgård ni besökte och jag tänker precis som du att en plats där djuren väljer att flytta in där har man lyckats. Sen tyckte jag den lilla bron och stigarna såg spännande ut – just att allt inte är givet utan man får överraskad låter härligt.

    Vet inte om jag ska åka med fotoklubben till Ebeltoft i maj. Ska se om du har öppet då.

    • Hej Carina
      Ja, hvis dyrene kan lide haven, så er den fin, for de lyver ikke.
      Stierne og belægningerne var rigtig godt lavet, men jeg måtte jo begrænse mig… 😉
      Ih, det håber jeg, du gør – altså kommer til Ebeltoft. Så snart du ved det, rydder jeg kalenderen og åbner porten.
      Mange hilsener Lisbeth

    • Hej Carina
      Tak for din fine kommentar til min have. Du har ret, det er lykkes, når naturen og dyrene selv vælger at flytte ind i haven. Velkommen til, hvis turen skal gå til Fyn når der er åben have.
      kh Helle

  12. Kære Lisbeth
    Tusind tak igen for den flotte beskrivelse af min have – både på den seriøse og humoristiske facon. Så dejligt, I fik lidt inspiration/tilvalg med hjem og sikkert også nogle fravalg. ALT er postitivt.
    Faktisk, så havde jeg ikke lige tænkt, at de små grønne frøer kom så meget i fokus, det er jo bare en selvfølge her synes vi –
    Hvor er det spændende, at læse og opleve sin almindelige have igennem andres øjne og ord, og du er en sand haveskribent Lisbeth og jeg kan faktisk godt lide at være “lidt på tværs”, i forhold til min have og dens indretning. Sjovt har aldrig set den sådan før – at der hele tiden er noget på tværs.

    Et spørgsmål trænger sig på …. gik du og lavede små og mange notater undervejs i haven eller blev der lavet “drejebog” i bilen eller brugte du bare din “klæbehjerne” ??
    – jeg er virkelig benovet over alle de mange detaljer ift. stier, gangretninger, hvor de grønne porte førte hen osv … du har med i beskrivelsen
    De bedste havehilsner – vi ses i Byhaven i Ebeltoft !
    Helle

    • Selv mange tak, Helle, og tak for de søde ord. Der var så meget godt at se i jeres have, at jeg tog en masse billeder, der hjælper svært på min aldrende hukommelse 😉 Det er min form for noter. De digitale kameraer/mobiler er sande venner i den sammenhæng, fordi man kan tillade sig at knipse løs. Udfordringen er, når man kommer hjem og skal sortere 200 fotos. Det forsøger jeg at bruge regnvejrsdage og vinterdage til, men indrømmer, at det ER en udfordring.
      Og så er det i øvrigt altid let at huske ting, man kan lide, synes jeg. Så jeg husker sagtens din have 🙂 Og de misundelsesværdige frøer ;-))))
      Vi glæder os vældigt til at få besøg af jer her i haven.
      Kh Lisbeth

Skriv et svar til Nana Annuller svar