Haveideer fra Samsø og Sjælland

Haveideer fra Samsø og Sjælland

I fredags var jeg ovre på øen Samsø og se to haver. Jeg er nemlig medlem af bestyrelsen i Syddjurs Kreds i Haveselskabet, og vi havde taget færgen på en fælles udflugt for at se Kærbakkens Permahave og Høneballehaven. 

Dagen efter var jeg ovre på øen Sjælland til mit livs første blogtræf hos Linda i Casa Rosen. 

Det var sjovt at få sat ansigter og rigtige personer bag nogle af de bloggere, jeg ellers kun kender fra nettet. Linda, der har Casa Rosen, går længst til venstre. Vi har lige rejst os fra formiddagskaffen (og slikskålen) for at gå på havevandring.

Havemanden var heldigvis med begge dage. Det er så dejligt at have set det samme.

Her får I tre af de ideer, jeg tog med mig hjem fra besøgene, samt en kort beskrivelse af haverne til foreløbig inspiration, hvis I skal på tur. Der kommer sikkert mere om haverne, når vintermørket sænker sig, og jeg trænger til at rode stille og roligt i fotoarkivet.

Kærbakkens Permahave

Første havestop på Samsø var Kærbakkens Permahave. Jeg vidste ikke meget om permahaver før besøget, og jeg kan helt ærligt stadig ikke se hele lyset, men det var utroligt spændende at høre, hvordan man OGSÅ kan dyrke have. Jeg er vild med nørder, og Birgit, der har haven, er en af dem – permakultur er virkelig hendes hjertebarn, kunne jeg mærke.

Birgit fortæller og demonstrerer med liv og sjæl, og vi lytter og lytter. At have en permahave er en hel videnskab, og Birgit ved det hele / det meste.

Et af målene med permakultur er, at alle planter i en have skal gøre nytte: Fx give læ, gøde eller være spiselige.

Ide nr. 1: Hosta kan spises

En af de interessante ideer, jeg tog med mig, er, at man kan spise hostablomster. De smager ganske udmærket, viste det sig, og da jeg synes, at hostaer er kønnest uden blomster, så har jeg tænkt mig at spise blomsterne fra nu af.
Man spiser den friske blomst uden det grønne. Birgit tog også støvdragerne af, men sagde, at det ikke var nødvendigt.
Jeg glæder mig til at lave min første kage med hostapynt.

Min hosta med blomster, der fremover vil pynte maden.

Kærbakkens Permahave var meget spændende, og jeg kan bestemt anbefale den, men sørg for at få en rundvisning – læs mere på hjemmesiden. Jeg vender tilbage med flere billeder en anden gang.

Høneballehaven

Efter frokost på Samsøs nordspids tog vi til Høneballehaven, hvor Bent og Lisbeth bor. 

Høneballehaven er stor og frodig, og værtsparret er gæstfri og fortæller beredvilligt om haven.

Haven er et eldorado for plantesamlere – især rhododendron og roser, men også mange andre meget fine og sjældne ting, som Lisbeth dagligt viser mange flotte billeder af på sin blog ‘Høneballehaven‘.
Den dag vi var i haven, stod roserne i fuldt flor. Lidt tidligt på grund af forårets lange hedebølge, men det var så vores held. 


Midt i Høneballehaven er der en hel rosenhave. Det er en bred græsgang gennem store rosenbede i hhv. kølige rosa farver t.v. og varme gyldne farver t.h. Farverne ses ikke ret godt på billedet, men det er også bedenes størrelse, jeg vil vise. De er store og rummer mange sorter til nydelse og inspiration. 

Ide nr. 2: Thuja med rose

En af de mange ideer, jeg tog med mig fra besøget i Høneballehaven, er, at vi skal overveje, om vi kan få plads til en klatrerose i en af vores thujaer.

Thujopsis med roser
En stor opstammet Thujopsis, tror jeg, det var, med et elegant drys af lyserøde roser. Det var meget smukt og en god detalje at trække blikket opad.

Overvejelsen går egentlig ikke på, om vi kan få plads til en rose i en thuja, for det kan vi godt. Det er snarere en overvejelse om, hvorvidt det vil være pænt og passe til helheden, dvs. havens øvrige indretning, når det gælder stil og stemning. Dén tænker vi lige over. Jeg er meget fristet, da den slags, der trækker blikket opad, er med til at gøre en lille have større.

Som i Permahaven var der masser af detaljer og planter at se på, men efter en time, der gik hurtigt, måtte vi videre. Bagkanten var jo færgen – den venter ikke.
Lisbeth fortæller gerne om sin have og mylderet af planter – hun kan ALLE navnene – så I skal regne med minimum en time til et besøg – og gerne mere, hvis I vil have det hele med.

Blogtræf i Casa Rosen

Efter at være kommet halvsent hjem fra Samsø stod havemanden og jeg op næste morgen og futtede til Sjælland. Nærmere bestemt Slagelse, hvor Casa Rosen var ramme om et blogtræf, som Linda havde inviteret til.

Et af havens fire huse. Det er klart, at haven hedder Casa ROSEN. Bemærk de tre små fuglehuse oven på det hvide hegn. Det er da bare en super detalje over hovedhøjde.

I Lindas kolonihave stod fire huse fordelt på hele grunden. De gav en rar følelse af, at man kunne blive helt væk i haven. Den slags design, med tydelige rum, kan jeg godt lide, og jeg kan godt lide, når havens huse ikke ligger langs skellene, så man kan gå rundt om.
Haven er oprindeligt to haver med hver sit kolonihavehus og hver sit drivhus. Nu er det blevet til en hel lille kolonihaveby. Mega charmerende. Mellem husene var et mylder af stier, bede, planter og finurlige opstillinger. Der var nok at se på.

Ide nr. 3: Huse til folk og fæ

Lindas mange små huse gav næring til en ide om, at vi måske kan mase endnu et lille hus ind et eller andet sted i vores have. I så fald måtte det gerne være sådan et, som Linda har i T-form, da den giver en fantastisk god højde og anvendelighed. 

Drivhuset havde indbyggede små tagrender med bittesmå nedløbsrør, som Bent var helt betaget af – det er da også praktisk, at vandet ikke løber ned over ruderne.

Måske T-huset bliver ved ideen – pladsen her i byhaven er ved at være lidt trang.
Til gengæld så jeg en anden hus-ide, der skal føres ud i livet, nemlig et fugle-hus med egen have. 

Jeg må have anskaffet sådan et ekstra hus med egen have til fuglene. Jeg er vild med skøre detaljer, og denne ide er simpelt hen festlig. Gad vide, hvilken ejendomsmægler, der har den slags. Måske jeg må i gang som selvbygger.

Sådan et fuglehus med have bliver jeg i godt humør af at kigge på – de bedste haver har lidt humor.
Linda har bloggen Casa Rosen, hvor du kan se meget mere fra haven.

Tak til alle rejsekammerater for godt selskab, og tak til alle, der åbnede deres haver. Det er en fantastisk luksus, at få lov at komme indenfor og tale have, have og atter have. 

Dagens bedste ide er, at du tager af sted på havebesøg – og at du åbner din egen have.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

28 kommentarer til “Haveideer fra Samsø og Sjælland

  1. Hej Lisbeth
    Tak for jeres besøg, det var da også herligt at få sat ansigt på dig og Bent og jeg håber da at vi mødes ude i bloglandet hos nogen af de andre, for det er stor inspiration at komme ud og se andre haver.
    Om ikke andet så er i altid velkommen her i Casa Rosen hvis i skulle være i slagelse og Bent har jo en æblekage tilgode :o))

    Ja og så kan man jo lære af at andre bloggere har været ude og se. For jeg anede da ikke at man kan spise blomsten på Hosta.

    Masser af hilsner fra Linda

    • Hej Linda
      Ja, det gjorde ondt at efterlade æblekagen, men det er godt at have noget til gode 🙂 I mellemtiden kan Bent så gnaske lidt hostablomster.
      Vi lærer hele tiden nyt – jeg har endnu aldrig været i en have, hvor der ikke var et eller andet, hvor jeg tænkte: Dét skal jeg huske. Og du har helt ret – man kan også lære meget på bloggene.
      Kh Lisbeth

  2. Det er så godt at komme på inspirationsbesøg i andres haver! Det er sødt af dig at du deler ud af dine oplevelser. Jeg har – som jeg også lige skrev til dig “ovre hos mig selv” sådan en lyst til at komme i gang med at lave noget mere have her hos os, og jeg kan næsten ikke vente når jeg ser billeder som dem du viser her 🙂
    Kh Nana

    • Kære Nana
      Jeg kan godt forstå, du er utålmodig efter at komme i gang med at sætte præg på din have. Hvis jeg kan bidrage med lidt inspiration her og der, så vil det glæde mig 🙂
      Kh Lisbeth

  3. Hej Lisbeth

    Det var nogen hektiske dage i har haft!
    Super med lidt god reklame for disse tre meget forskellige og spændende haver!

    Ha en dejlig ny uge

    • Hej Karsten
      Hektiske, ja, men også dejlige, for det er skønt at se haveglæde folde sig ud på så mange forskellige måder.
      Forhåbentlig er der mange, der benytter sig af tilbuddene om at komme ind bag hækkene. Jeg reklamerer gerne.
      God regn- og solfyldt uge til dig.
      Mange hilsener Lisbeth

  4. Det var bestemt også dejligt at få sat ansigt på dig og vi nød virkelig at være sammen med andre havebloggere.
    Lindas have er superskøn og hun kan det med detaljen.

    • Man bliver glad af sådan en dag, og detaljerne var der godt nok mange af 🙂 Jeg fik umuligt det hele med. Men sådan er en god have 😉
      Mange hilsener Lisbeth

  5. Du er rigtig god til at spotte elementer, som måske kan indpasses i din egen have, når du er på havebesøg. Fuglehuset skal have vist matriklens handyman.

    • Tak skal du have. Jeg nyder virkelig at gå rundt og få ideer, også selv om det bare er nogle små ting. Alt lagres til en senere lejlighed – og pludselig får man brug for det.
      Altså det der fuglehus… – jeg må lave en bestilling hos Bent.
      Kh Lisbeth

  6. Hej Lisbeth
    Spændende at læse om dit besøg i tre haver, jeg var glad for, at I fik lidt inspiration her hos mig. Dejligt var det også at læse om din oplevelse af de to andre haver. Lindas har jeg endnu kun set på en regnvejrsdag for 1½ år siden. Permahaven har jeg ikke set, men jeg har set en anden på Samsø. Det er heller ikke lige mig.
    Jeg må vise Bent fuglehuset, sådan et må vi også have, udover et egern er der ikke så meget sjovt i vores have 🙂
    Kh Lisbeth

    • Hej Lisbeth
      Der var så mange fine detaljer hos dig – det første vi så, da vi kom inden for havelågen var fx pergolaen, som jeg er helt vild med.
      Permahaven var bestemt en oplevelse – du må overveje et besøg. Vi behøver jo ikke at lave vores haver sådan 😉
      Ja, vis fuglehuset til Bent. Sådan et kan han da snildt snedkerere. Måske egernet vil synes om det som bolig. Du kan jo fylde forhaven med nødder. Mon ikke også Theodor vil finde det sjovt?
      Kh Lisbeth

  7. Kjære Lisbeth
    Så flotte og inspirerende hager du viser i fra. Høneballehaven kjenner jeg meget godt til, men ikke de andre to. Permakulur er et spennende tema.
    Jeg visste fra før at Lisbeth hadde mange roser, men ikke at det var så mange! Ditt bilde med gressgangen i midten viser jo med tydlighet hvor mange hun faktisk har. Flotte bilder alle samen 🙂

    • Hej Marit
      Permakultur er bestemt interessant, og jeg er for både økologi og bæredygtighed. Jeg kan nu ikke helt forstå, hvordan permakulturen er anderledes, og noget af teorien kan jeg slet ikke forstå, men pyt: Det var virkelig spændende at høre om. Der er vel nok mange måder at have have på – og nogle har enormt mange roser 😉 Hvis man mangler en ide til en rose, så kan man trygt tage til Høneballehaven.
      Mange hilsener Lisbeth

  8. Jeg har været i en anden permahave på Samsø, der er en mere på øen, hvor jeg har været en del gange, nej jeg skal ikke have permahave her 🙂
    Der er skam mange nødder i min have, det har Bellis sørger for, jeg har flere valnøddetræer på vej, som Bellis har plantet 🙂
    Kommer I til blogtræf på Fyn 1.7.?

    • Klog hund 🙂 Så kan du jo sagtens fylde forhaven på fuglekassen op 😉
      Jeg kommer til Fyn, hvis jeg kan få nogle andre aftaler på plads. Det er svært at nå det hele.

  9. Sikke fine præsentationer af 3 haver – og tak for ideerne! Der er altid god inspiration at hente i havebesøg – og såmænd også at læse om dem!

    • Tak skal du have – det er så skønt med havebesøg/-blogge, fordi man pludselig ser nogle muligheder, man simpelthen ikke selv havde tænkt 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  10. Det er SÅ spændende at komme ud at se andres haver. Og man kan altid få ideer, sjovt nok også i haver som har en helt anden havestil, end den man selv har. Tak fordi du deler dine ideer!

    Hilsen Elna

    • Kære Elna
      Selv mange tak fordi du læser med.
      Du har helt ret, man behøver ikke at have samme stil – ideerne kan altid tilpasses.
      Mange hilsener Lisbeth

  11. Tak for sidst:) Hyggeligt at møde jer i virkeligheden:) Interessant indlæg, og som du skriver, kan man næsten altid lære noget og få inspiration fra andres haver. Det lyder også spændende med permakultur!

    • Kære Susanne
      Det var SÅ godt at få sat ansigter på. Jeg prøver stadig om jeg kan få arrangeret nogle aftaler, så jeg kan komme til Fyn 🙂
      Permakultur er bestemt spændende, men det er vist en hel livsttil.
      Mange hilsener Lisbeth

  12. Skal da lige love for i har været på lang farten. Det er spændende at læse hvad der inspirere dig. Jeg elsker og nyder i den grad også at lytte til passionerede mennesker, uanset næsten hvad de er passionerede i. Da fru Høneballe var her, var hun her sammen med veninden som også dyrker have efter permakultur, jeg fik smage på frøstande og blomster i egen have jeg ikke anede man kunne spise, det er så forfriskende med ny viden. Mine hosta blomstrede ikke på det tidspunkt de var her(oktober), men nu gør de så kan jeg jo passende smage:-)
    Lindas have er blevet så flot, dejligt med forskellige billeder rundt om på bloggene fra jeres blogtræf dag. Det ser hyggeligt ud.
    Hilsner Anette

    • Kære Anette
      Ja, de skal bare være nørdede om et eller andet… Orgelpiber, nipsenåle og alt det ind i mellem. Så er vi to glade 🙂
      Det må være alle tiders at få sådan en rundtur i egen have om alt det, der kan spises. Gå du bare i gang med hostaerne 🙂
      Det er altid morsomt at se en have gennem andres linser. Man ser det samme og så alligevel ikke.
      Det var bestemt hyggeligt. Måske vi ses en dag et eller andet sted?
      Kh Lisbeth

  13. To gode fif med hjem 🙂 Jeg synes, det er svært at få noget til at gro, hvis man planter det under et træ, som en thuja jo bliver. På Sissinghurst så jeg den skønneste klatrerose kravle op i et æbletræ, men da jeg prøvede det selv, tog træet alt vandet, og rosen led en sørgelig død efter lang tids sygdom. Hvor langt fra stammen ville du plante en rose?

    Og hostablomster på maden – den er jeg med på, for jeg er heller ikke vild med hostablomsterne 😀

    Kh, Karen

    • Hej Karen
      Lisbeths stod ret tæt på stammen – så tæt, som man nu kan komme med rødder og det hele.
      Jeg kan godt se udfordringen med at plante tæt, men den med roser op i æbletræer, mener jeg ellers, er en vel afprøvet metode. Du må prøve igen, for roser op i æbletræer er da noget af det skønneste.
      Velbekomme med hostaerne 🙂
      Kh Lisbeth

Skriv en kommentar