God eller dårlig smag? Eller bare noget nyt?

I dag skal I se mine nye blomster. Blomster, som jeg allerede nu nyder i haven, og som jeg glæder mig til at nyde hele vinteren.

Jeg har nemlig investeret i seks kopkrus med glade blomster.

Jeg indrømmer, at de muligvis er ‘totalt for meget’, men det var faktisk det, jeg faldt for, for jeg kan ikke lade være med at ryste på hovedet og smile af dem, fordi de er helt sig selv og vender ryggen til både tjekkede mærkevarer og den minimalistiske stil, som jeg i yderste potens finder mennesketom, sjæleløs og upersonlig. Glimrende på anonyme hoteller og offentlige kontorer, men kedelig i private haver og i mange andre situationer.

Maksimalisme vs. minimalisme

Reelt set svinger jeg mellem maksimalisme og minimalisme. Nogle gange elsker jeg det ene. Andre gange det andet, og jeg er i bund og grund vældig glad for mine hvide og kedelige hverdagskrus, der ikke bombarderer mine sanser.

Det er lige som i haven: Jeg har enormt svært ved at vælge mellem 1) enkelhed med kun få, grønne planter, evt. i store flader eller 2) kulørte kaosbede, hvor alt vokser blandet mellem hinanden som i naturen. Heldigvis har vi inddelt haven i rum, så jeg kan udleve ‘både og’ og lade fx ‘Bispegården’ og ‘Skoven’ se ganske forskellige ud:

Derudover er der noget skønt ved en gang i mellem at slå bunden ud af stråhatten og gå all in. Den forgyldte væg i havehuset for eksempel – og de nyanskaffede blomsterkrus:

Havemandens kommentarer (om at mine nye kopkrus godt nok er grimme) vil jeg udelade, for jeg har opnået det, jeg ville – han griner nemlig højlydt, når jeg tager dem frem, og latter er så sundt.

Jeg synes, de er festlige, og jeg ser allerede nu frem til, at blomsterne skal løfte humøret en mørk og grå dag i januar.

Øjeblikkets trend: Det ska’ være grimt og ha’ kant

I søndags til morgenkaffen (bemærk den nye termokande med guldfugl)…

…læste jeg – apropos mine skøre kopkrus – en artikel på DR, om at Lidl har lavet to slags sneakers, der er blevet totalt hypet og rives ned af hylderne i både Europa, Japan og USA. Skoene koster 111 kr. og sælges derefter videre for priser op til 8.000 kr. Ja, du læste rigtigt: otte tusind kroner. Se bare udviklingen på World Stock Market her.

I artiklen citeres Chris Pedersen fra Børsen Weekend for at sige, at skoene er kulørte og grimme, og at “de rammer plet i forhold til øjeblikkets trend”, der er, at de skal være lidt skøre at se på.
Længere nede i sneakersartiklen udtaler Frederik Lentz Andersen fra bureauet Holidays, at: “Humoren er åbenlys, og så er de ikke for kønne at kigge på. Og det er med til at banke hypen op.” […] “I virkeligheden tror jeg bare, at det er fedt, at de er grimme. Jeg tror, at der er et gran humor i at have dem på, og det er en modreaktion til, at tingene skal være så dyre. Lige nu skal det være grimt, det skal vare farverigt, og så er det et opgør mod high fashion med de her ekstremt dyre mærker.

Jeg har også hørt og læst flere steder inden for ejendomsmarkedet, at det eneste saliggørende for købere i dag er boliger ‘med kant’ – hvad det så er. Strømlinede og hvide køkkener er i hvert fald en saga blot. Nu skal det være mørkt og gerne sort. Umoderne er også de lyse, enkle plankegulve. I dag er det mønstret/spraglet sildebensparket, der hitter.

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der p.t. har brug for noget spræl i kategorien: Kulørt, kikset og grimt. Jeg har bare købt kopkrus og ikke sneakers eller gulv.

Haver med spræl

Mon der ikke også snart er nogle havecentre, havedesignere, magasiner, planteproducenter o.l., der for alvor sætter fokus på grimt spræl? Det være sig skakternede terrasser med farvede fliser, mønstrede krukker eller staudebede i disharmoniske farver? Sidstnævnte er så småt på vej, om end af andre årsager, for det er helt klart acceptabelt at gøre det vildt og uregerligt i stedet for velpasset og traditionelt.

Smart og spraglet i assorterede farver.

Gad vide, hvad der fremover vil ske med de store, sorte loungesæt af praktisk plastik og de tjekkede brands af hvidmalet metal og bæredygtigt teak? Skal vi fremover have stole i hver sin farve og facon rundt omClick Havestol multicolor blå bordet?
Spraglede stole har jeg allerede set i flere forretninger omend kun i smagfulde farveharmonier (fx Click Havestol), men bare vent…

Ikke i min have!

Jeg er sikker på, at ‘grimt og spraglet’ er på vej ind i haverne, selv om de mest hårdnakkede fornægtere af tendenser siger nej! Det viser sig nemlig gang på gang, at vi mennesker, inkl. mig selv, konstant ændrer smag i løbet af måneder eller år, og af en eller anden mærkelig årsag har vi det med ‘helt frit og personligt’ at vælge det, de andre tilfældigvis også gør, og en tendens er skabt.
Vi ændrer os ikke samtidigt på alle områder naturligvis, men farven gul har fx været bad standing i mange haver i mange år, og nu er den så småt på vej ind igen. Det samme gælder orange, som jeg selv er blevet meget glad for – det havde jeg skråsikkert forsvoret for tyve år siden.

Tendens eller ej: Livet er for kort til at leve kedeligt og forudsigeligt, og hvis man ikke kan grine af sig selv, bør man i det mindste give andre en anledning til at grine.
Jeg gør mit bedste.

(Kopkrusene af keramik og termokanden (der er sjovere end praktisk) er af mærket ‘rice’. Det hvide krus er et kendt mærkevareprodukt – det er nemlig fra IKEA.)
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Jeg er taknemmelig for enhver kommentar og svarer naturligvis på alt.
Der kan gå nogen tid, før din kommentar vises, da mit system tjekker for spam.

40 kommentarer til “God eller dårlig smag? Eller bare noget nyt?”

  1. Hvor er de skønne, dine nye krus. Sådan nogle kunne jeg bestemt også falde for – de vil give glæde hver gang, man ser på dem.
    Jeg har krus fra Roy Kirkham, som er i en lidt anden stil, men jeg ved præcis hvor meget glæde det giver med blomster på kopperne (dem må jeg vise en dag). Jeg har haft hvide krus, men de bliver aldrig brugt mere.
    Som du skriver, så skal man engang imellem gå all in.
    Det er også en skøn historie med de farverige sneakers fra Lidl 🙂
    Mange hilsner fra Gitte

    Svar
    • Ja ikke også, Gitte? Jeg har en veninde, der har de blomstrede Roy Kirkham krus, hvis det ellers er de samme, som du har. Du må vise dem. De er så fine og smukke, og jeg kan godt forstå, at du har parkeret de hvide. Forandring fryder.
      Lidls sneakers er ligesom Kähler vasen for et par år siden. Dette er bare også i andre lande. Totalt skørt, men måske en del af en større trend.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  2. Tak for festligt og farverigt indlæg, jeg kan helt tilslutte mig, Elsker det med eller farvespil og skævhed og ind imellem også det rolige og stringente. Dejlige ord at læse

    Svar
    • Hej Kirsten
      Tusind tak for din kommentar og pæne ord. Jeg elsker små skæve indslag overalt i tilværelsen. Hvis hele mit hjem/have var indrettet med den slags sansebombardementer, så fik jeg formentlig kvalme, men det er skønt med noget, der overrasker midt i alt det pæne.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  3. Hej Lisbeth. Siger man ikke, at overdrivelse fremmer forståelsen – nøjj hvor er de fede de krus
    Præcis nogen jeg også kunne falde for og jeg ville blive i endnu bedre humør hver gang jeg skulle drikke af dem
    Hav en dejlig dag
    Hilsen Else
    #postbakkehaven

    Svar
    • Hej Else
      Du har helt ret: Overdrivelse er til tider nødvendigt, og krusene gør deres job 😉 Det glæder mig at høre, at du også synes, de er skønne.
      Tak i lige måde.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  4. Kjære Lisbeth
    Jeg likte dine nye kopper veldig godt. De var flotte med de store blomster på. Hvis du hadde sett i mitt kjøkkenskap hadde du fått deg en god latter, for jeg har veldig mange forskjellige kopper. Alt fra helt hvite krus til blomstrete kopper. Jeg liker mangfold, og velger kopper etter humøret. Dine kopper er til å bli i godt humør av!
    Mange hilsener fra Marit

    Svar
    • Kære Marit
      Tak. Jeg er sikker på, at jeg ville kunne lide dit køkkenskab. Jeg har en veninde, der har så mange forskellige kopper og tallerkener, at jeg slet ikke ved, hvordan hun får plads, men det er meget, meget hyggeligt, at hun dækker op med forskellige farver og mønstre.
      Ting, man bliver glad af, er det simpelthen bare godt at have.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  5. De er da noget så fine, Lisbeth 🙂 Glade og overdådige. Og også lidt kiksede på samme tid. Helt perfekte. Og især perfekte som kontrast til det stilige. Men åh, de trends. Det med skoene læste jeg også, og jeg græmmer mig lidt, for hvad skete der med protesten mod de trendy og dyre mærkevarer? De ‘grimme’ sko blev pludselig mindst lige så dyre. Verden vil bedrages, og folk med mange penge vil altså gerne bruge dem, så det kan ses.
    Og det med det ‘fri og helt personlige’ valg? Jeg synes, jeg var totalt nyskabende med min adventskrans sidste år. Gammelrosa lys, hvor utraditionelt og alligevel smukt, ikke? Men – øv – dagen efter, jeg havde lavet kransen, så jeg hundreder andre kranse med gammelrosa lys på Instagram. Nå – lykken er nok at være en last mover 😀
    Kh, Karen

    Svar
    • Tak, Karen. Det er lige netop kontrasten, der er så fed og uventet.
      Jeg tænkte det samme med skoene, men som tendens, tror jeg godt, man kan regne med det. En stilig kählervase havde nok ikke samme chance for at blive ‘kult’ i dag som for et par år siden.
      Ha, jeg kender det. På en eller anden måde reagerer vi ubevidst på det samme, og pludselig vil alle have rosa adventskranse – eller måske spraglede kopkrus? Det er ligesom når forældre vil give deres børn et helt unikt nyt og friskt navn, og der så viser sig at være syv i vuggestuen, der alle hedder Alma. Det er et interessant psykologisk fænomen, men ret irriterende at opdage, at man ikke er så stor en personlighed, som man selv tror 😉 Jeg melder mig ind i last mover bevægelsen.
      Kh Lisbeth

      Svar
  6. I think we all face this dilemma to one degree or another. I am certainly guilty of surrounding myself with objects that convey my passion for birds. I always drink my coffee from my favourite mug featuring a Sulphur-crested Cockatoo. But we also have a complete set of bone white dishes from cups to dinner plates. The Yin and the Yan perhaps.

    Svar
    • I am sure I would smile at your cockatoo mug, but a whole set would definitely be too much. Yin and yang is at good picture of it: Always have both to live a good life 🙂
      Greetings Lisbeth

      Svar
  7. De er flotte, det vil jeg gerne indrømme, men de ser ikke ud til at være rare at drikke af. Og det prioriterer jeg meget højt med mine krus, der helst skal være lige op-og-ned og med mange farver på! Jeg har altid elsket hvide vægge, lyse gulve – og gardiner, tilbehør, malerier osv i alle regnbuens farver … så måske er jeg endelig ved at blive moderne.
    Den der thermokande er flot også med den lille guldfugl på!
    Og ja, verden vil bedrages, genbrugsbutikker og loppemarkeder længe leve!

    Svar
    • Hej Charlotte
      Tak for din kommentar – jeg har slet ikke tænkt på det med drikkevenligheden, men de er faktisk ret gode at drikke af, så der var jeg nok heldig.
      Det lyder skønt med din kombination af begge dele. Hvis man spænder bredt er man måske altid moderne et eller andet sted 😉 Det er ligesom med tøj. Hvis man gemmer det længe nok, bliver det moderne igen.
      Sjovt nok var det termokanden, der førte mig til krusene, og da jeg så dem, var jeg NØDT til at købe dem med.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  8. Jeg syns koppene dine er søte, og termokannen med fugl også, spesielt den. Skal se etter den, tror jeg har sett at det er noe som heter rice i butikkene her også 😀 Ha en fin dag, hilsen Ingeborg

    Svar
    • Hej Ingeborg
      Tak skal du have. Jeg er sikker på, du kan få det i Norge, for da jeg googlede for at finde det, stødt jeg ofte på en norsk hjemmeside. God fornøjelse med at finde det.
      Det samme til dig. Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  9. Hej Lisbeth
    Så er jeg hjemme igen, jeg har været bl.a. i Lidl, men så nu ikke skoene 🙂 Du har ret i alt, hvad du skriver, moden skifter hele tiden. Det der var moderne for 50 år siden er nu moderne igen. Med hensyn til stolen du viser, så er det nok endnu længere siden, at de var moderne. Jeg kan huske i min barndom, at min onkel sad og laved flettet blåt plastik og satte det på havestole. Det var sådan set vældigt fine stole, men det gik af mode ligesom meget andet. Kopperne er søde, men der skal mod til at sætte dem frem, hvis man normalt er tæt på at være minimalistisk. Sådan opfatter jeg jer, men hvorfor ikke have lidt spræl især om vinteren er det godt 🙂
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Hej Lisbeth
      Ha – indrøm det bare: Du var i Lidl for at købe skoene :-)))) Spøg til side – det er morsomt at se, hvordan alt går igen. Da jeg blev student og holdt fest hjemme i haven havde jeg min mormors ungpigekjole på. Du kan tro, jeg var smart.
      Jeg husker mine forældres havestole af hvidmalet metal og træ. Det var et hulens arbejde at male hvert år, så jeg kan sådan set godt forstå, at de forsvandt. Nu er de allerhøjeste mode igen og koster kassen.
      Vi er ikke særligt minimalistiske, men jeg indrømmer, at kopkrusene er til den absolut pyntede side og noget mere aparte, end hvad vi ellers har. Men jeg trængte så forfærdeligt til noget, der larmer mere end de pæne hvide krus. Og det må man da sige, at jeg fik 🙂
      Kh Lisbeth

      Svar
  10. Hej Lisbeth!

    Hold nu op……hvor er de kopper altså søde! Jeg synes det er så forfriskende når nogen som dig tør være sig selv med sin egen personlige smag og ikke bare være en ” modeslave” som de fleste. Blot fordi noget er blevet en trend, er jo ikke ensbetydende med at det er kønnere. Smag og behag vil altid være forskellig, men apropos havemøbler( sjovt du lige nævner det ) kan jeg fortælle at ud af 12 rækkehuse hvor jeg selv bor i et af dem, har samtlige 10 sorte rattan møbler gab, hvor kedeligt!!
    Ikke fordi de ikke er pæne, men hvorfor skal alt dog være så stilligt?
    Så sæt du endelig dine kønne blomsterkopper på bordet, også til gæster.
    Jeg ville elske at drikke kaffe af sådan en ☕, bedste sensommerhilsen…

    Lillian Odense

    Svar
    • Hej Lillian
      Mange tak for de søde ord.
      Ja er det ikke sjovt med alle de sorte rattan møbler – men de er selvfølgelig også praktiske, fordi de passer til det meste og desuden tåler at stå ude og ikke skal males.
      Jeg viste faktisk krusene nogle til gæster forleden – jeg tror, at manden ville have fået kaffen i den gale hals, hvis jeg havde brugt dem. Han syntes, de er skrækkelige. Næste gang må jeg sætte dem på bordet – fnis. Mon ikke han overlever? (Han kunne nu godt lide termokanden 🙂 )
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  11. Bortset fra, at jeg er sikker på, at min underlæbe ikke vil bryde sig om fornemmelsen af blomsterne, når der skal drikkes varme drikke, synes jeg, krusene er noget så nuttede.Det der med boliger med kant har jeg kun en hånlatter til overs for. Boligen skal godt nok være speciel, men kun på en alment accepteret måde

    Svar
    • Jeg kan godt følge dig, men krusene er ret glatte i glasuren, så jeg kan godt lide at drikke af dem. De er dejligt kraftige.
      Nuttede… ja det er de nemlig.
      Det med, at boliger skal have kant, er lidt sjovt, for det virker lidt som en gummierklæring, hvor hver enkelt kan kalde hvad som helst for noget med kant. Jeg hørte at bl.a. murermestervillaer er meget efterspurgte, fordi de har kant. Noget med, at murværket ofte har nogle små pæne detaljer – fx sten på højkant over vinduerne eller sådan et rundt felt, hvor der står malet ‘Pax’ el. lign. Morsomt at følge med i den slags trends, synes jeg. Hvor kommer det dog fra?
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  12. Juble, de er skønne skøre skæve de krus. Og hvis de så osse er behagelige at drikke af så er de perfekte. Vi har et utal af forskellige krus så vi har ikke plads i skabet, men hvor ville jeg gerne have et par stykker, hi. Gemalen ville godt slå en skraldlatter op.
    Du har helt ret i at for lidt og for meget “rigtig stiligt” eller “kaos” er kedeligt. Lidt af hver de rigtige steder og tidspunkter vil være fint.
    Vi sad netop i går og grinede af lidl sniekers. Men som sønnen sagde, de èr jo farverige og glade de sko, og der har jo været farver på sniekers i et par år. Jeg har faktisk et par grønne, der er 2-3 år gamle

    hilsner Gunvor

    Svar
    • Hej Gunvor
      Kopkrusene er forbavsende gode at drikke af, og det er rent held, for jeg havde slet ikke overvejet den detalje. De er 100% købt med øjnene og hjertet. Du skulle have hørt min mand… he-he!
      Sejt at du har grønne sneakers, for jeg synes, mange går rundt i hvide. Men det var måske sidste år??? Jeg kan ikke altid følge med i moden, så når jeg endelig får købt noget, så er det, fordi det er på udsalg, og alle andre er gået over til noget nyt. Hvide sko er så upraktiske for havefolk, synes jeg. Der er altid noget jord eller græs, der smitter af, når man er på havebesøg. Mine er mørkeblå 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  13. Hvem skal afgøre om det er dårlig smag eller ej. Jeg har det lidt stramt med, at andre skal bestemme, men når det kommer til stykket lader vi os jo nok alle påvirke af hvad der er oppe i tiden.
    Jeg kan for øvrigt rigtig godt lide krusene, men ville nok ikke have et helt stel 🙂
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    Svar
    • Hej Lene
      Jeg er enig med dig, men der er jo sådan set ingen, der bestemmer – det kommer bare snigende, og pludselig er der mange, der har et eller andet.
      Jeg ved, at man inden for flere brancher har trend-spotteres. Det er nogle, der ikke bestemmer, hvad vi skal gå i/købe, de går bare rundt og har evnen til at se, hvad vej det går, fordi nogen er begyndt af sig selv. Dernæst tager modehusene/andre det op, og så er det op til os, om vi fx vil fastholde at gå i skørter eller begynde at gå i lange bukser – med smalle eller stramme bukseben. Det er jo bl.a. et spørgsmål om, hvad man kan få – også når det gælder planter til haven planter. Kan du huske dengang ‘enhver have’ havde bambus? Så forsvandt de, og nu er de på vej igen.
      Uh nej – et helt stel i det mønster. Mad kan jeg godt lide at få på ensfarvede baggrund.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  14. Kære Lisbeth.
    Det er nogle rigtig søde og festlige kopper. Jeg tror, at når man har haft en stilren og enkel periode, så må man pludselig gå i modsatte retning. Jeg hører til dem, der holder af at snuse rundt på loppemarkeder. Forleden stod der en aldeles overpyntet og farverig – jeg tror krukke til oliven – nu står den i køkkenvinduet og liver op. Jeg har nogle små fade til citronskiver, der også er rigt udstyret – så du er ikke den eneste med “dårlig smag”.
    Mange hilsener, Jette.

    Svar
    • Tak, Jette. Jeg tror også, at man simpelt hen bare har lyst til noget helt nyt en gang i mellem. Din krukke lyder dejlig, og skal vi ikke være enige om, at vi ikke har ‘dårlig smag’, vi har bare vores egen ;-)))
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  15. Herligt indlæg med masser af gode indspark om mode, boliger, indretning, haver mmm. Ja smag og behag. Det aller aller vigtigste er, at du smiler hver gang du kigger på kopperne! Sådan skal det være! 🙂

    Svar
    • Hej Sydney
      Tak – ja jeg kom pludselig lidt rundt om det hele – jeg syntes historien om, at de grimme sko skulle være del af en trend, som vel så også en dag rammer vores haver, var vild… og meget apropos mine nye skøre kopkrus 🙂 Jeg smiler stadig, når jeg tager et af dem frem.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  16. I love your new blue mug with blue and white flowers and a white handle, Lisbeth. Of course, such mugs make you wonder and smile. They are “not like everyone else.” And this is the most interesting thing about them. In winter, these multi-colored mugs will look good when everything is gray and dark outside the window.

    Svar
    • Hi Nadezda
      I like the mug too – in fact I love using a new one each day, and I imagine that on a cold winters day a flowering mug with warm cocoa must be nice and remind me of summer.
      Regards Lisbeth

      Svar
  17. Tänker att det finns två grupper… De som slaviskt följer trender utan att fundera på – vad gillar jag. Och den andra vad gillar jag och hur vill jag ha det. I Sverige idag är grått i alla nyanser superpopulärt. Trist – jag har alltid gillat grått och hade mycket grått i förra huset som jag målade på 00-talet. Skulle jag göra det nu skulle jag känna mig som en Copy Cat. Dina muggar går bort för mig. Inte för färgerna och mönstret utan för att de har tjocka kanter 🙂 Så kan man också välja haha

    Ha det gott! Carina

    Svar
    • Hej Carina
      Her har gråt i gråt i især boligindretning også været moderne i frygtelig lang tid. Frygteligt kedeligt.
      Der er flere, der har nævnt drikkevenlighed – det har jeg aldrig tænkt over – jeg har bare drukket af hvad jeg nu fik, men nu har jeg lagt mærke til det, og jeg drikker helt klart hellere af de tykke kopkrus end af tynde. Hvor er det sjovt, at jeg har fundet ud af det, fordi du og andre har gjort opmærksom på det. Nu vælger jeg dem hele tiden 😉
      Tak i lige måde! Lisbeth

      Svar
  18. Kære Lisbeth
    Jeg vil bare lige sige, at jeg er vild med dine skønne kopper og termokanden. Herligt finurlige (som du også er). Det må være en oplevelse at drikke af dem. F.eks. Chokolade med hjemmebagte boller samt et par gode lækre småkager til !!
    Og som kopperne har fordelt sig i haven, så må det også være en oplevelse at gå på opdagelse efter den, man helst vil drikke af …
    Bedste hilsener fra Birthe

    Svar
    • Tusind tak, Birthe. Jeg er ikke i tvivl om, at du kan lide den slags farverig indslag – finurlig og kunstnerisk, som du er 😉
      I dag vil jeg prøve dem med kaffe og et par lækre muffins til, som jeg har fået foræret af en gavmild veninde.
      Når du en dag kommer for at drikke af dem, behøver du ikke at hente et i haven. Jeg har fundet plads i et skab :-))))
      Kh Lisbeth

      Svar
  19. Hej Lisbeth, jeg er vild med alt hvad du skriver i dette indlæg om farver, kitsch og spræl og ikke mindst med dine blomsterrkrus.
    Hvor er det skønt at alt det “perfekte” og streamlinede får lidt konkurrence.

    kh Ulla

    Svar
    • Tusind tak, Ulla. Når jeg tænker på dit kenzobed, ved jeg, at du også gerne laver festlige farveklatter. Og at du også kan lide sart hvidt og lysegult i den anden ende af paletten. Det er nemlig dejligt, med lidt af det hele alt efter personlig ssmag og humør.
      Kh Lisbeth

      Svar

Skriv et svar til Gunvor modler Annuller svar