Gaven, der faldt på et tørt sted

I sidste uge fik haven fint besøg af Ute og Uwe fra Tyskland. De har læst havens hjemmeside og følger min blog, og nu, da de er på septemberferie i Ebeltoft, fik haven – og vi – besøg. Og hvilket besøg. Da de godt kan lide at besøge Danmark, har Uwe har lært sig dansk, og Ute kan forstå en god del. Snakken gik derfor på tysk, engelsk og dansk. Det fungerede umanerligt godt. Meget hyggeligt, var det.

To kurve med planter

Det mest fantastiske og uventede var, at de havde læst på bloggen, at jeg er ved at omlægge mit rosa-pink-blå sensommerbed (fordi det er for tørt til de nuværende planter), og derfor havde de taget nogle planter med, som kan klare tørken. Og ikke bare en hvilken som helst tørketålende plante, men tørketålende planter med lyserøde farver, fordi de skulle passe til mit farveskema. Jeg blev simpelthen så rørt. Hvilken omtanke. Hvilken venlighed. Hele vejen fra Tyskland i bilen…! Når jeg tænker på, hvordan vores feriepakkede bil normalt ser ud, så er det en stor bedrift også at have planter med.

Jeg blev endnu mere imponeret, da jeg hørte, at Ute selv har lavet alle planterne fra frø. Jamen altså …! Hvor gavmildt.

Cyclamen hederifolium – Alpeviol

Jeg har engang haft Cyclamen, men kun en enkelt sæson, for så flyttede vi, og jeg har derfor ikke den store erfaring med dem. 
Men tørken kan de tåle, kan jeg forstå på Ute. Faktisk hader de vand om sommeren. Se, dét er interessant! Jeg har nemlig flere problematiske steder, hvor der er meget tørt, og hvor jeg har forsøgt mig med adskillige slags planter, der ikke vil gro. De seneste år har jeg erkendt, at haven her i Ebeltoft er væsentligt mere tør, end jeg jeg har oplevet i mine fem tidligere haver. Man skal hele tiden lære. Åbenbart.

Jeg har plantet de første Cyclamen

Ute gik med mig rundt i haven og udpegede egnede steder. Hendes regel er: “Der hvor intet andet vil gro, kan de vokse”, fx den lille, grimme, skyggede plet med knastør jord, som hun spottede inde under en Fjeldribs og en Buskvedbend. Her har jeg plantet den første Cyclamen. En anden Cyclamen har jeg sat under en Viburnum Davidi. Dén plet pegede hun nemlig også på. Nu går jeg så og glæder mig til at plante resten. Jeg har tre andre umulige voksesteder, som jeg overvejer. Måske fire. De små alpevioler skal plantes med omtanke, så jeg tænker grundigt.

Skør plante, skør ejer

Cyclamen hederifolium er en skør plante. Det er skørt, at den vil gro i både mørke og tørke. Men da jeg kan godt lide det skøre og skæve, så burde vi være som skabt for hinanden.   
Skørt er det også, at den forsvinder ned under jorden om sommeren og i stedet kommer frem fra sensommer til forsommer. Det betyder, at jeg skal have markeret voksestederne med en lille pind her i starten, så jeg ikke forgriber mig om sommeren.
Måske jeg kan dække jorden med lidt træflis. Det kunne være smukt. Men kan de mon komme op igennem det? Bare et tyndt lag. Hvis der er nogen af jer, der har prøvet kombinationen ‘cyclamen-træflis’, så hører jeg gerne om det.

Linaria purpurea ‘Canon Went’ – Torskemund

Linariaen, der kan lide sol, må kunne erstatte min kattehale ‘Blush’ med lange rosa spir. Tænk, hvis jeg kan bevare farveholdningen og udtrykket i bedet! Jeg vil jo gerne have blomster i forskellige former inden for samme nuancer: lange spir, flade skærme osv. Samtidigt vil jeg også gerne flytte haverummets hovedblomstring fra sensommeren til juni-juli, hvor Linariaen jo netop blomstrer, så det passer godt. Ydermere er planten kortlivet, men sår sig gerne, fortæller Ute, hvilket også passer mig godt, for naturen er nogle gange meget bedre end jeg, til at finde et uventet og superelegant sted til en plante. 

Et tiltrængt skub

Jeg er glad for planterne fra Ute og Uwe. Først og fremmest fordi det var en stor overraskelse og ære, men også fordi de har sat nye tanker i gang. Jeg har ellers været lidt modløs. Syntes det var så trist, at de nuværende planter ikke ville gro og skulle graves op, og selv om jeg læste allevegne og kiggede planter i andres haver, så syntes jeg ikke rigtig, jeg kunne finde ud af, hvor jeg skulle starte. Ikke mindst fordi jeg ønsker et forvildet og frodigt skovagtigt udtryk, og mange af de tørketålende planter, jeg finder, er grålige og ligner bestemt ikke noget fra en dansk skov…! Åh, hvor har jeg spekuleret.
Linariaens blade, kan jeg se, er ret grønne, og da de er bittesmå, vil de danne en interessant kontrast med de store blade fra den Hjortetunge, der mærkværdigvis stortrives i bunden af mit tørre bed. Den aner ikke, at den er født til fugt og skygge. (Det er dælme ikke let at være haveejer, når planterne ikke læser deres egne manualer.)

Efter at have hørt Utes beskrivelse af linariaen, tror jeg, at den vil kunne klare de tørre forhold sammen med Hjortetungen og de øvrige planter, jeg indtil nu har fundet og vil afprøve. Jeg har i hvert fald fået mod på projektet igen, så planterne fra Ute og Uwe faldt på flere måder på et tørt sted.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne: