Gårdspladsens thuja – nu med fugl

En af glæderne ved en have er fuglelivet, så i dag får I et relativt kort, men jublende indlæg ledsaget af håbløse billeder. Anledningen er, at vi har fået en ny fugl i haven: Tornirisk (Carduelis cannabina).

For et stykke tid siden så jeg fru Tornirisk flyve ind med redemateriale øverst i en thuja på vores gårdsplads, mens hr. Tornirisk sad på skiftevis nabogavlen og vores tagryg og sang opmuntrende.

Nu får man jo hverken rede eller fugleunger i haven, blot fordi der er et par interesserede fugle, men i onsdags var det ganske vist: Der er både rede og sultne unger i thujatoppen, for jeg kunne se, at der var etableret fast ind- og udflyvning, omend hr. Tornirisk stadig tog sig tid til at sidde og synge på skiftevis nabogavl og tagryg.

Reden befinder sig en meter fra toppen af den thuja, som I kan se på billedet herunder, og det passer med, at tornirisk helst bygger mindst fire meter over jorden.

Jeg har svært ved at fotografere fuglene mod den lyse himmel uden spejlrefleks, zoom, tålmodighed og talent, men I må tro mig på mit ord: Den lille fugl på tagryggen herunder er en torniriskhan.

Hannen ligner lidt en tynd gråspurv, men har tydeligere farver, rødt bryst og et kraftigere næb, så man kan ikke tage fejl. Her er et bedre billede:

Carduelis cannabina -England -male-8
Torniriskhan i flotte farver.

Foto: Joe Pell, via Wikimedia Commons

Fru Tornirisk er mere diskret og har ikke rødt bryst.

Jeg har forsøgt at fotografere hende, når hun flyver ind med mad, men jeg kan ikke rigtig få det synkroniseret, for jeg ender med at blive træt i armene af at sidde klar i køkkenskjul med åbent vindue og fingeren på udløseren. Så snart jeg giver op, hun flyver ind.

Her er det bedste, der er lykkedes mig. Hun flyver ind helt oppe i den øverste billedkant, men I kan da få en fornemmelse af, at den er god nok.

Tornirisk var muligvis Danmarks almindeligste fugl omkring år 1900, men da den lever af ukrudtsfrø, den finder i naturen og på markerne, gik bestanden voldsomt tilbage efterhånden som landbruget blev mere og mere effektivt (vurderet gennem udbyttebriller), hvilket betød mindre og mindre ukrudt + frø.  I dag menes det, at vi danskere har omkring 100.000 ynglende par tilbage, der primært lever omkring åbne, usprøjtede og udyrkede arealer*.
Og tænk: Ét af de par har fundet min lille thuja i min lille have i min lille by. Jeg gætter på, at de bl.a. fouragerer på naturarealerne nede langs kysten, der ligger nogle hundrede meter fra haven.

Tornirisken fodrer ungerne i cirka 12 dage, inden de flyver fra reden. Jeg håber, at havemanden og jeg ser, når det sker, så vi kan beundre de små (og jage whiskaskatte væk), men ellers håber jeg bare, at de må få et godt liv og måske vende tilbage en anden gang. De skal være så velkomne, for det er SÅ hyggeligt, at de er her.

*) Kilder (hvor der også er flere billeder og link til torniriskens sang): Naturbasen, Fuglehåndbogen på nettet, Wikipedia
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Jeg er taknemmelig for enhver kommentar og svarer naturligvis på alt.
Der kan gå nogen tid, før din kommentar vises, da mit system tjekker for spam.

35 kommentarer til “Gårdspladsens thuja – nu med fugl”

  1. Hvor er I heldige at have en tornirisk i jeres have. Jeg har aldrig set sådan en og måtte lige google, hvordan den ser ud. Det er nemlig spændende at følge fuglenes liv i vores haver. 
    Det var dog en voldsom tilbagegang for denne fugl! Jeg håber, man får genskabt mere vild natur til glæde for dyrelivet.
    Mange hilsner Gitte

    Svar
  2. Hvor dejligt med en tornirisk! Der er faktisk en del af dem på Mols. Jeg har hørt og set dem ved Kaløvig flere gange. Hannen synger simpelthen så ganske fortryllende. Klart og højt. Man kan slet ikke høre, han bare råber SKRID! til alle de andre hanner 🙂 I øvrigt kan jeg anbefale en app til identifikation af fuglesang: BirdNET. Man optager sangen, trykker på Analyze, og så får man at vide, hvem der synger. Det er lidt genialt og et godt redskab, når man gerne vil lære fuglenes stemmer at kende, mens man er derude.
    Kh, Karen

    Svar
    • Jeg tror aldrig, jeg har set en Tornirisk. Jeg husker det i hvert fald ikke, men jeg har heller aldrig – tidligere – boet i nærheden af ukrudtsmarker med masser af frø (som man sikkert har i Skivholme). Jeg må holde øjne og ører åbne næste gang jeg er ved Kalø. Ofte er det noget med at ‘få øje’ for et eller andet. Så kan man pludselig se det flere steder
      Tusind tak for tip. Jeg har tidligere ledt efter en (gratis!!) app til fuglelyde. Nu vil jeg installere BirdNET.
      Kh Lisbeth

      Svar
      • Tornirisken kender jeg ikke, men hannen med det røde bryst må være let at genkende. Det er så hyggeligt med fugleliv og fuglesang i haven. Jeg har ofte både fuglebog og kikkert liggende i vestvinduet i køkkenet, så jeg kan følge fuglene på foderpladsen (det skal lige tilføjes, at jeg ikke kan holde øje med naboerne fra vestvinduet ).

        Hilsen Elna

        Svar
        • Hej Elna
          Første gang jeg så den, studsede jeg over den tynde gråspurv oppe på nabogavlen. Da jeg fik kigget nærmere havde den rødt bryst og så fandt jeg den hurtigt hos fru Google. Vi har ikke så meget fugleliv på gårdspladsen, at vi behøver kikkert, men jeg vil da overveje at lægge en op i havehuset/sommerhuset, nu du siger det. Mon ikke den kan tåle det. (Og vi kan heller ikke se naboerne derfra ;-)))
          Mange hilsener Lisbeth

          Svar
  3. Thu-ja-hvor det går.
    Sikken dejlig nyhed med fuglebestand i toppen af thujaen. Herfra en formidabel udsigt og udkig på havens folk. Gensidig glæde, tror jeg på.
    Hilsen Lis

    Svar
    • He-he… ja thu-ja 🙂
      Det er dejligt, at de er på gårdspladsen, som vi ser inde fra huset – hvor vi desværre er alt for meget i dette jammerlige vejr. Jeg er bange for, at tornirisken ikke har megen glæde af at se os myldre rundt. Men det er måske i virkeligheden et plus 🙂
      Kh Lisbeth

      Svar
  4. Kjære Lisbeth

    Det er flotte bilder du har tatt, og det var en vakker fugl du fanget med kamera. Den har jeg aldri sett her, men fru Google fortalte meg at den faktisk finnes her på Østlandet hvor jeg bor også. Det hadde vært fantastisk å se en sånn i hagen. Så du har vært veldig heldig
    Thuja er et ypperlig gjemmested for mange fugler, og det ser jeg her også at de gjemmer seg i mine to kjempethuja. Landbruket har nok dessverre skylden for tilbakegangen av de ja.
    Her regner det som vanlig i dag, men jeg håper at det er bedre vær hos deg
    Ha en riktig god dag!

    Svar
    • Kære Marit
      Det er en ganske køn fugl med det røde bryst. Jeg kendte den ikke i forvejen, må jeg tilstå, så jeg spurgte også fru Google til råds. Du må holde øje med om den dukker op – nu hvor du ved, at den skal være der. Mon ikke I har ukrudtsmarker i nærheden også?
      For et par år siden byggede et par dompapper (Pyrrhula pyrrhula) rede i en anden thuja, men de forsvandt, da vi begyndte at færdes i haven. Det er desværre ikke alle fugle, der vil have mennesker i nærheden af sig, men i dette forfærdelige vejr, har de masser af ro derude.
      Vi har også regn. Ikke meget, men så tilpas irriterende, at jeg ikke kan være ude. Hyg dig, deroppe i Norges land 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
      • Ja, jeg skal holde øye med om den kan dukke opp. Vi har mest dyrket mark rundt her, men det er da mange grøftekanter med ugress her også 🙂
        Jeg har et dompapp par her nå, og de har jeg ikke sett i hele vinter. Før så jeg de bare om vinteren, så selv det lokale fuglelivet er i endring. Det er uansett hyggelig å få besøk av fugler.
        Ha en god aften i deilige Danmark 🙂

        Svar
        • Mærkeligt med dine dompapper – kan det være klimaet? De har under alle omstændigheder meget smukke farver.
          Tak i lige måde.

          Svar
  5. Tillykke med så fint fuglebesøg, man fornemmer tydeligt, at de er velkomne hos jer, det vil de bestemt også være her. Det er svært at tage billeder af fugle, for de sidder ikke stille ret længe af gangen og venter ikke til du kan trykke på udløseren, men billedet af hannen er da fantastisk.
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Tak, Lisbeth. De er i den grad velkomne, alle fuglene. Der er desværre grænser for, hvor mange arter vi kan have, når vi bor inde i byen – også selv om byen er lille og vi er tæt på natur.
      Jeg er imponeret over andres fuglebilleder, for det er virkeligt svært at fange dem med linsen. Dels sidder de ikke stille, dels bliver jeg træt i armene 🙂 Ja, billedet af hannen er flot – det er jo desværre ikke mit – men han er da en flot fyr 🙂
      Kh Lisbeth

      Svar
  6. Hej Lisbeth.
    Det er så hyggeligt, når sådan noget sker, så jeg forstår din glæde og ja, man kan tydeligt se fuglen flyve ind i tujaen. Håber ikke du får hold i ryggen eller en stivnet “kamerafinger” af at sidde parat i 14 dage, for hvem ved, måske vil børnene slet ikke flytte hjemmefra.
    Du har sikkert fortalt det, men hvad er det for et træ, der blomstrer?
    Kh. Jette.

    Svar
    • Hej Jette
      Ja ikke? Jeg har ikke været hjemme til at følge med fodringen her i pinsen, men jeg synes jo, de burde være her endnu. Desværre er vejret langt fra egnet til fuglekiggeri, men jeg håber det allerbedste.
      Træet er en opstammet Rhododendron Viscy.
      Kh Lisbeth

      Svar
  7. Jeg har også forsøgt at tage billeder af en sær fugl i år – og fik den identificeret som en tornirisk af søde mennesker på Fugle og natur. Jeg havde heller aldrig set sådan en før, gad vide, om der er blevet flere af dem? Vores have er et vildfugleparadis (= masser af ukrudt).
    Det er da bare skønt at den er flyttet ind et sted, hvor du kan holde øje med den.
    Angående fotografering, så burde du måske investerer i en lille trefod, de kan fås til en rimelig pris og er en stor aflastning af trætte kamera-arme 😉

    Svar
    • Hej Charlotte
      Hvor sjovt at høre, at du også så den første gang. Hvis du har mange frø i haven, kan det være at den nu bliver en fast gæst.
      Jeg har ikke set dem i dag, men jeg har ikke været hjemme siden torsdag, så måske de allerede er fløjet fra reden. 11-13 dage med fodring går jo hurtigt.
      Jeg har faktisk en trefod, men den dur kun til mit kompaktkamera – jeg fotograferer oftest min mobil. Men du har da ret. Jeg burde have hentet både kamera og trefod 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  8. Det er fine gæster, der er flyttet ind i jeres thuja. Det undrer mig bare, at sådan et par ukrudtselskere lige præcis har udset sig jeres gårdhave som opholdssted.

    Svar
    • Du har ret, men de kan vel bare lide velordnede omgivelser med masser af ukrudt og frø lige i nærheden. Eller også var vi simpelthen bare sidste mulighed 😉
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  9. Tornirisk er bare så fin. Den synger så flot. Det må være en dejlig aftenkoncert I får om aftenen.
    Det minder mig om at for et par år siden, var vi på nattergaletur i det nærliggende fuglereservert. Vi hørte ikke nattergalen den aften, men en fugl der sang lige så smukt. Tornirisk. Det sjove er at vi havde og har den i vores “skov”, vi vidste bare ikke hvad det var for en fugl.
    hilsner Gunvor

    Svar
    • Tornirisk synger ganske rigtigt meget smukt – og det er da en sjov historie, at du lærte den at kende på en nattergaletur og opdagede, at du selv har den. Hvor er der ofte meget, vi ikke ved om vores omgivende natur.
      Jeg har ikke set mine tornirisk i dag – jeg håber, de simpelthen er fløjet fra reden i går, hvor vi ikke var hjemme. Jeg kan se, at der sidder nogle rederester oppe i thujaen. Jeg overvejer at finde en stige og kigge 😉
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  10. Ih hvor er det dejligt at kunne give husly til sådan en dejlig fugl. Man bliver helt glad, at der kommer liv i haven. Og godt klaret at få taget billeder. Det er ikke nemt!

    Svar
    • Hej Sydney
      Ja, man bliver glad og nærmest lidt stolt over at de finder ens have værdig til beboelse.
      Tak. I visse tilfælde ønsker jeg mig brændende et spejlreflekskamera, men jeg ved også, at jeg ikke ville gide at bruge det. Det bliver som det er 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  11. Det var da et fint par at have boende der i thuja-toppen.
    Kender udmærket til forsøg på at fotografere fuglene, der skal både held og tålmodighed til og din dokumentation er bestemt tilstrækkelig til at juble med hos jer.
    Måske er du heldig at få et billede når de små forlader reden 🙂
    kh

    Svar
    • Hej Ulla
      Jeg er vældigt stolt af, at de har valgt min thuja, men jeg ‘frygter’, at de allerede er fløjet fra reden, mens vi var på pinseferie. 11-13 dages fodring er jo ikke lang tid, og jeg har ikke set dem efter at vi er kommet hjem. Jeg ville så gerne have set de små.
      Forhåbentlig kommer de igen – enten i år eller næste år.
      Kh Lisbeth

      Svar
  12. Kære Lisbeth
    Tillykke med dine nye beboere, som forhåbentlig bare er tager på sommerferie. Dejligt at vi nu har to fælles interesser.
    Kh. Britta

    Svar
    • Kære Britta
      Jeg håber det bedste 🙂 Jeg er meget glad for fugle i haven og har i øvrigt også prøvet ‘at kigge fugle’, men jeg er torskedum til at huske deres sang, kald osv. og ofte er det jo det, man identificerer dem med, så jeg bøjer mig misundeligt i støvet for dig og alle dem, der kan.
      Kh Lisbeth

      Svar
  13. I’ve seen tornirisk here, Lisbeth. I love listening to them singing. A few years ago, a bird’s nest was also built on our thuja. I didn’t see them, but the guys sounded good.

    Svar
    • Hi Nadezda
      How nice to know that you had an nest in your thuja too I am not familiar with the song, but hope to get to know it better.
      Many regards Lisbeth

      Svar
  14. Vakker fugl – jeg kjenner ham ikke – takk for bildene. Vi har mange fugler i hagen fordi jeg serverer mye mat hele vinteren … fuglene husker det 🙂
    God tid for deg. Viola

    Svar
    • Hej Claudia
      Tak – han er bestemt smuk.
      Vi fodrer desværre ikke på grund af risiko for rotter, for der er ikke noget bedre end at se ud på fuglene om vinteren. Og ja, de husker det om sommeren.
      Tak i lige måde. Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  15. What a happy incident – a nest in your thuja! I am also very bad in photographing birds, would need a zoom that I have not. We have plenty of small birds and also thujas, but never a nest. Lucky you.

    Svar
    • Thank you Riitta
      The birds fly too quick, I think – it can’t be you and me who are bad photographers… 😉
      Best regards Lisbeth

      Svar
  16. Så koselig med rede i toppen av tujaen, og søt fugl. Jeg oppdaget her om dagen et gammelt rede i den største klematisen min, men aner ikke hvem som har bodd der, tror ikke det er “bebodd” lenger. Ha en fin kveld, hilsen Ingeborg

    Svar
    • Det er en ekstra glæde for haveejere, når fugle flytter ind. Jeg finder også en gang i mellem fuglereder og undrer mig over, at jeg ikke opdagede fuglen, mens den byggede og fodrede. De er snu og diskrete 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar

Skriv en kommentar