Forårsfester

Forårsfester

I dag får I fanfarer, truthorn og balloner på de første billeder.
Formålet er dels at slå en festlig stemning an på en småkedelig tirsdag, dels at gøre opmærksom på, at der er åbnet for afstemningen om ‘Årets haveblog 2019’.
“Er sådan en afstemning noget særligt at fejre”, tænker du måske?
“Jamen jo, det er det sandelig, for min blog er jo nomineret… så: Stem på mig!”. 
Når det er sagt, så må jeg helt ærligt indrømme, at det føles grænseoverskridende pinligt og barnligt at gøre opmærksom på sig selv på den måde. På den anden side set, så har jeg pavestolt taget imod nomineringen, og så går jeg naturligvis all in og kæmper for at vinde. Og ‘vinde’… det gør kun den, der har flest stemmer. Så jeg blafrer med ballonerne og trutter på livet løs. Du kan stemme HER
Alle kan stemme, og det er naturligvis anonymt. 

Vinderen offentliggøres på Cph Garden i juni. 
Det skal nok blive sjovt. Uanset resultatet kommer jeg i hvert fald ind og ser udstillingen allerede den første dag. Og jeg får sørme også gratis adgang til festen. Jow-jow! Jeg skal nok stille i festligt havetøj. Og måske det lykkes at vinde. Jeg vil i hvert fald sige tusind tak til jer, der giver mig muligheden.

Pyha… Så er fanfaren og budskabet “Stem på mig og min blog” vist afleveret så tydeligt, som jeg kan få mig selv til.
Lad os i stedet tage til en helt anden fest, hvor der trods manglende trut og balloner er et vældigt schwung over det.

Forårsfest i Keukenhof

I dagens anledning har jeg fundet billeder frem fra en af de største havefester, jeg har deltaget i, nemlig forår i parken Keukenhof i Holland.
Jeg tænker tilbage på oplevelsen hvert år, når forårsøgene eksploderer herhjemme, for det var ganske enkelt et fantastisk syn.
Glæd jer, hvis I får mulighed for at komme dertil. Og afsæt god tid til alle skueretterne; de er spredt ud over 32 hektar…!! Jeg har læst, at der er syv millioner løg… Syv millioner løg i stiveste puds… Dét er forårsfest.

Keukenhof i Holland er en park med syv millioner blomsterløg.

Der er bede og blomster i alle afskygninger. Overalt… 
Vi så firkantede partier med kun én sort, og runde, cirkelformede og alt-muligt-andet-bede, hvor flere sorter var lagt i store ‘plamager’ mellem hinanden. Der var bede, hvor mange løg var blandet som i de smukkeste buketter, og jeg svimede flere gange over bede, der var tilplantet, så løgene afløste hinanden over en lang periode. Det så formidabelt ud og var meget inspirerende til en almindelig have.
Jeg var også vild med nogle kæmpe floder af perlehyacinter. I kollagen herover har jeg begrænset mig og viser jer blot en enkelt flod, som er mørkeblå og kantet med røde tulipaner.

Der er også blomstrende stauder og buske, men det er løgene, der er festens hovedpersoner.

Jeg havde tænkt mig, at en enkelt kollage var nok, men I får lige en til, for det var så svært at vælge. Her kan I bl.a. se et af de mere vilde skovpartier med græsser og hvide anemoner. Den slags var der nemlig også.

Partier med hvide løg i Keukenhof i Holland

Der var ordentlige skilte med præcise navne ved samtlige bede, og man kan selvfølgelig købe løg med hjem ligesom på blomstermarkederne i Amsterdam. I Keukenhof har de imidlertid også et noget bedre tilbud, nemlig en lang ‘smørrebrødsseddel’, hvor man kan krydse af, hvad man vil købe, og så bliver det sendt, når det er plantetid.
Man kan naturligvis også lade være at købe. Man har jo hørt om den slags. ‘Mig’ for eksempel, for jeg kunne simpelthen ikke overskue al den herlighed på én gang og transformere det ned til en krukke i en lille byhave. Men inspirationen bærer jeg i mig.

Forårsfest i Ebeltoft

Keukenhof var som sagt en overdådig og pragtfuld oplevelse, men den allerbedste forårsfest er nu alligevel den, der afholdes i min egen have i øjeblikket, hvor erantis, vintergækker, krokus, perlehyacinter, påskeliljer og tulipaner folder blomsterskørterne ud. Det er ganske vist et noget mere beskedent gæstebud, men glæden er på en måde større og mere boblende, fordi det er lige her i min have.

Crocus 'Lilac Beauty' i fuldt skrud
Nyankomne Snekrokus (Crocus tommasinianus ‘Lilac Beauty’) i fuldt skrud.

Desværre har festen i den sidste uges tid været lidt vel voldsom, så erantis og en hel del af de udsprungne krokus er dejset om af svimmelhed og for mange våde varer. Heldigvis dukker der jævnligt nye og mere stoute stamgæster op, så festlighederne fortsætter.

Snekrokus (Crocus tommasinianus 'Lilac Beauty') til venstre, og Vårkrokus til højre (Crocus vernus 'Remembrance').
Først en gruppe fordrukne Snekrokus, der eller så så pæne ud på det forrige billede, og seje og solide Vårkrokus til højre (Crocus vernus ‘Remembrance’).

Jeg øver mig hvert år i at nyde forårsfesten, for der sker ofte det, at de tidlige blomster stemmer mig med frydefuld glæde over alt det, der venter mig, og inden jeg ser mig om, ligger det sprøde forår bag mig, og jeg er i fuld gang med sommeren.
Nu var sidste års forår oven i købet en af de korteste fester i mands minde – fem dage tog det fx for mine skillaer at komme op og afblomstre. Den slags speed-dating er slet ikke mig.
Endnu en grund til at nyde det, mens det er der.

Chinodoxa, Muscari 'Armeniacum', Perlehyacint, Mini-påskelilje_mini, Snepryd
Forårsfesten her i haven, som den ser ud om en lille månedstid.

God fornøjelse med award-afstemningen, med forårets blomster og med dagens lovede regn (husk, hvor trætte vi var af sidste års tørke).
Ha’ en god og festlig tirsdag.

____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

26 kommentarer til “Forårsfester”

      • Selv tak. Jeg kom i tanke om, at jeg hellere lige må begrunde. Man skal jo bringe den videre, hvis man har ros at give. Din blog er meget gennemarbejdet, teksten er informativ, sjov og med nydelig tegnsætning, layoutet er flot og intuitivt, og emnerne er gode og relevante. Jeg har læst alle dine indlæg og hele din hjemmeside og har fundet begge dele inspirerende og nyttige for en nybegynder med en lille have. Så tusind tak Jeg håber, du vinder!

        • Tusind tak, Sara. Jeg bliver ganske berørt, forlegen og stolt over, at du kan bruge mine skriverier. Det var jo lige netop det, jeg gerne ville: Give haveglæde og erfaringer videre.
          Derudover er jeg som gammel ‘formidler’ muntert fornøjet over dine kommentarer om tegnsætning og layout. Det er der vist ikke så mange, der går op i. Så selv mange tak for det hele 🙂
          God fornøjelse med din have.
          Mange hilsener Lisbeth

  1. Hej Lisbeth
    Selvfølgelig skal du gøre reklame, når nu du er valgt, jeg synes bestemt, at du skal vinde, men jeg kan vel kun stemme en gang på dig?
    Jeg kan bedst lide forårsfesten i din have, selvom de små er blevet svimle af de våde varer, håber på et langsommere forår i år og UDEN frost.
    Foreløbig er vejret ok her, så jeg er i haven, hvor skulle jeg ellers være 🙂
    Kh Lisbeth

    • Uh, ja det er selvfølgelig ok, at reklamere, jeg er bare ikke god til det. Du kan desværre ikke aflevere mere end én stemme. Men du kan jo altid fortælle det videre 😉
      Forårsfesterne i vores egne haver er der ikke noget, der slår. Især ikke, hvis det varer længere end sidste år. Det vær nærmest en fuser.
      Vi havde tørvejr i formiddags, men det har småregnet fra omkring frokost. Men det er altså dejligt, at vi ikke skal vande 🙂
      Kh Lisbeth

  2. Hej Lisbeth
    Så har jeg også stemt :0)

    Jeg nyder at læse din blog, og selv om vores haver vist er så forskellige, som noget kan være, er din blog og have til stor inspiration.

    Mange hilsener
    Anette

    • Tak. Det er jeg glad for at høre, Anette. Jeg holder virkelig meget af haver, der er helt anderledes end min, for inspiration, kan man finde alle steder. Så jeg håber, du hænger på. Jeg er glad for, at du læser med.
      Mange hilsener Lisbeth

  3. Jeg har også stemt – på dig som årets haveblog, og på Fru Pedersen som årets grønne profil. Årets havenyhed lod jeg stå ganske tom, men det bedste redskab er nu engang klør fem… også selvom de er ved at få lidt slidgigt 😀
    Kh, Karen

    • Tak. Det er jeg glad for at høre, Karen. Tænk, hvis det kunne lykkes for en lille privat og ikke-professionel haveblog 🙂 Jeg har også sat kryds ved fru Pedersen. Næste gang må vi indstille ‘klør fem’, for du har da helt ret i, at det er det bedste redskab. Men det dur nu nok forresten ikke, for det er vist ingen nyhed.
      Kh Lisbeth

  4. Kjære Lisbeth

    Så flotte bilder du viser! De er jo bare til å bli glad av
    De kan jeg behøve for her ligner det absolutt ikke på vår. Det ventes inntil 50 cm med snø innen onsdag
    Jeg har stemt på deg så klart!
    Hell og lykke med avstemningen!

    • Kære Marit. Tusind tak for opbakningen. Jeg ville ønske jeg kunne sende lidt forår til dig. ½ meter sne er godt nok i overkanten nu i marts.
      Mange hilsener Lisbeth

  5. Jeg har både foreslået og stemt på dig og krydser fingre for, at det er dig, der skal stå på podiet. Jeg lover at klappe og pifte, for jeg har købt billet til første dag. Hilsen Lise

    • Kære Marie
      Det er svært ikke at være entusiastisk i foråret, sådan som det myldrer op og med alt det, man glæder sig til. Men jeg blev noget ked, da jeg så alle mine lysllilla krokus ligge som døde, hvide orme over det hele. Normalt klarer de regn nogenlunde ok, men i år er der vel nok forskel på de forskellige arter og sorter. Remembrance, som jeg også viser, klarer det for eksempel fint. Jeg hørte forleden, at vi er ved at slå regnrekorden for marts, så det har også været særligt slemt i år. Det gode er at løgene kommer igen næste år uden problemer.
      Kh Lisbeth

  6. Sagt och gjort men jag förstår att det är kluvet. Men så är det man behöver våga sticka ut hakan. Underbara vårbilder – Keukenhof såklart men dina egna är minst lika fina. En privat trädgård, bara egen insats och utan parkens stora medel och ändå så ljuvliga blommor och färger. Lite vildare – lite vackrare 🙂

    Ha det gott! Carina

    • Hej Carina – det er så meget lettere at skrive om haven, og den daglige luksus i ens egen have er helt klart den bedste. Stor eller lille have er lige meget.
      Ha det godt, du også. Lisbeth

  7. Så fik jeg også stemt 🙂

    Uh, det var dog en farlig beskrivelse af Keukenhof, du kom med der…især det der med “smørebrødssedlen”….Uhhhh…jeg lader mig jo sjældent begrænse af kun at have 200m2…..tænk, hvis der nu er krokus jeg ikke har? 😀
    Glæder mig til at jeg forhåbentlig også kan vise nogle fede collager derfra.

    • Det er sødt af dig, Esther 🙂
      Jeg glæder mig til at se dine billeder fra Keukenhof. Måske du er bedre forberedt, end jeg var, så du ved, hvad du vil have/kan have. Mit helt private gæt er nemlig, at der er en enkelt krokus eller to, du ikke har – trods alt ;-)))) Og hvis jeg havde kendt din blog dengang, så havde jeg måske også tænkt på at anskaffe en masse af de ‘små’ løg som krokus. Jeg tænkte mest i tulipaner dengang, og dem kunne jeg ikke lige se for mig i haven (de fleste kommer heller ikke igen, så jeg gider ikke lægge dem). Krokus er fine.
      Mange hilsener Lisbeth

  8. Tak for de skønne tre forårsfester-omtale – det er jo helt forrygende dejligt altsammen.
    Selvfølgelig har jeg stemt – endda to gange, fra hver sin mail-adresse/IP adresse. For jeg er så vild med din blog og dine skriverier – det ved du 🙂 Jeg kommer nok ikke til CPH, men jeg håber du vinder.
    Jeg var også i Keuekhof, for 2 år siden og måtte lige tilbage til mit indlæg om det – for hold da fast hvor fik du lige trykket på Remember-knappen der. Jeg skal for øvrigt derned igen i år, om bare 4 uger, så jeg må tjekke om de stadig har den blå flod.
    Ha’ en dejlig søndag.
    Knus Ulla

    • Tusind tak x 2, for du er da snedig ;-))) Jeg bliver særligt glad for din og andre bloggeres opbakning, fordi I selv har så stor erfaring og skriver de skønneste indlæg, hver med sin unikke stil. Forhåbentlig kan konkurrencen gøre flere havemennesker opmærksomme på, at der findes en masse forskellige haveblogs.
      Jeg har lige læst dit indlæg fra Keukenhof. Vidunderlige billeder, du viser. Det var lige netop sådan, der så ud. (Jeg tog hundredevis af billeder.) Jeg vidste ikke, at du havde været der, men jeg var heller ikke aktiv i blogland før i 2018. Du er vel nok heldig, du skal derned igen. Jeg glæder mig til, at du viser billeder.
      God søndag til dig også – det skulle blive tørt indtil i eftermiddag.
      Kh Lisbeth

  9. Kære Lisbeth
    Så er endnu en stemme i hus . Selvfølgelig skal du stå øverst på podiet til afsløringen. . Tak fordi du så rundhåndet deler dine skønne billeder med andre.
    Kh. Britta

Skriv en kommentar