Fem tørketålende stauder i sol

Fem tørketålende stauder i sol

Sidste år besluttede jeg, at mange af havens stauder skulle udskiftes til tørketålende, da klimaet gennem flere somre her i Ebeltoft viste sig at være langt mere tørt og solrigt, end jeg har været vant til i tidligere haver.

Der skete nemlig det, da vi for 13 år siden flyttede ind i haven, at jeg i løbet af de første par år plantede en masse af mine velafprøvede yndlingsstauder. Det var dumt, for det er i bogstaveligste forstand klogt at stikke fingeren i jorden, når man anlægger en have, og havde jeg gjort det, havde jeg opdaget, at mange af skønhederne slet ikke passer til lokaliteten – de har krævet alt for megen vanding.

En af mine yndlingsstauder er kattehale, der kan lide fugtig-almindelig jord og absolut ikke et solfyldt og regnfattigt klima, som Ebeltoft har. Jeg havde plantet den sammen med bl.a. geranium ‘Jolly Bee’, der også havde det for tørt, selv om nogen kalder den for tørketålende.

Nogen ville måske vælge at tilpasse haven til yndlingsplanterne og vande, og det har jeg da også gjort, indtil jeg erkendte det anderledes klima. Da først jeg indså vilkårene (og da jeg ved, at der findes planter, der ikke skal vandes) valgte jeg at gå den tunge gang med spaden. Og den lidt mere muntre gang til planteskolerne.

Lav, frodig, tæt og tørketålende

Når jeg køber planter, søger jeg en særlig kombination, for ud over at de skal være tørketålende, skal de også være ret lave. Jeg har jo en lille have, hvor jeg ikke kan lave præriebede med høje græsser, solhat, kerte-pileurt, m.m. Derudover vil jeg gerne have tæt, tæt beplantning – hvilket fx de fleste alpine (lave og tørketålende) planter ikke kan klare. Som et fjerde ønske, må udtrykket gerne være frodigt med grønne blade og ikke alt for grå farver. Sidstnævnte er det sværeste, og her må jeg nok gå lidt på kompromis, men det er ikke umuligt, og jeg har da også anskaffet en del spændende eksemplarer i løbet af sidste efterår og i år.

Nellike (Dianthus 'Siberian Blue')
Et af sidste års indkøb var denne skønne nellike Dianthus ‘Siberian Blue’. Den har blomstret virkelig fint i år, men jeg synes, dens vækstform har været noget bar og tyndbenet. Det gør sådan set ikke noget, for så kan den bare blande sig med de andre planter, men den skal kunne klare at stå tæt, og frodige naboer har den ikke haft. Jeg vil se den en sommer mere, før jeg beslutter mig for, om jeg vil satse på den.

Nu, hvor sommeren er på hæld, har jeg lavet en top fem over de nyanskaffede stauder, der har klaret tørken bedst med blot lidt vandhjælp. Jeg forventer, at de går en stor fremtid i møde her i haven. 

Perlekurv

Tørkens absolutte topscorer er Perlekurv (Anaphalis triplinervis). Hold da op, hvor har den groet og blomstret. Og blomstret. Og blomstret. 

Perlekurv (Anaphalis triplinervis)
Perlekurv (Anaphalis triplinervis). Jeg er vild med den. Blomsterne er så enkle og elegante. Bladene er ikke saftiggrønne, men heller ikke helt grå. Farven er godkendt.

Sankthansurt

En anden staude, der har groet megagodt, er Sankthansurt (Sedum spectabile ‘Stardust’)Den står sammen med Perlekurven.

Perlekurv og Sankthansurt
August: Perlekurv og Sankthansurt blander sig fint med lidt forskellige blade og blomster. De skal fremover mikses med flere græsser. (De store blade til højre er en digitalis.)

Jeg har været i tvivl om det smukke i sammensætningen, da de leverer to forskellige nuancer af hvid, men jeg er endt med at kunne lide det. Ret godt endda. Jeg synes, det er et interessant farvespil med både blålig og gullig hvid, så det bliver der bygget videre på i næste års justeringer.
De blev begge plantet i år og hører begge til i sensommeren.

Tidligere på året var det tre andre stauder, der tiltrak mit tørkefokuserede blik. De blev alle plantet sidste efterår.

Torskemund

I juni blomstrede torskemunden (Linaria purpurea ‘Canon Went’), som jeg fik sidste år af Ute og Uwe. Jeg fatter ikke, at den kan klare sig. Rank og statelig trods manglende vand. 

Torskemund (Linaria purpurea 'Canon Went')
Linaria purpurea ‘Canon Went’ blomstrede med lange slanke spir i juni. Den har lavet en lille ekstra blomstring i august.

Jeg håber, at torskemunden har smidt en masse frø. Jeg har ikke klippet de visne blomsterstande af, og jeg har forsøgt at hjælpe med at sprede frø allevegne. 

Aks-Kortlæbe

Et andet rosa blomsterspir i juni var Aks-Kortlæbe (Teucrium hircanicum ‘Purple Tails’). Åh, så tyk og fed i blomsterstanden og med masser af saftiggrønne blade – i dén hede. Sej fætter.

Aks-Kortlæbe (Teucrium hircanicum 'Purple Tails')
Aks-Kortlæbe som den så ud i slutningen af juni. Den blomstrer nedefra og virkelig længe. Den har senere lavet en ekstra blomstring, og der sidder stadig rosa blomster på, så jeg i går. (Uskarpt og overbelyst foto med bar jord, der alt i alt dokumenterer havens og min tilstand på det tidspunkt.)

Oreganum

En lille oreganum fra sidste år har hele sommeren klaret sig fint og tæt med små grønne blade i forkanten af bedet. I juli havde den i tilgift små, lyslilla blomster. Glimrende plante.

Oreganum vulgare 'Compacta'
Måske sortsnavnet på denne er Oreganum vulgare ‘Compacta’ – hvor søren er skiltet blevet af?? Navnet er ganske vist lige meget for plantens duelighed, men det irriterer mig, når navnet forsvinder. Den har i hvert fald haft en pæn kompakt vækst.

Næste år

Nogle af mine andre tørketålende indløb ser ud som om, de har hadet tørken. Foreløbig er det ok, for det var en ualmindelig fæl periode for nyplantede stauder. 
Nu ser jeg dem an næste år, hvor vi forhåbentlig får en helt almindelig knastør sommer her i Ebeltoft. Og bliver det pladderregn, så får jeg også testet, om de kan klare det. Jeg ved, der findes planter til ethvert sted. Jeg skal bare finde dem.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

28 kommentarer til “Fem tørketålende stauder i sol

  1. Det er lidt vildt at vi har så forskellige klimazoner i vores lillebitte land! Og så var sommeren 2018 jo i sig selv ret vild. Alle steder i landet. Det er inspirerende at læse om dine erfaringer, selv om Hornbækområdet vist ikke er ret tørt i mere almindelige somre. Her på gården har vi (endnu) næsten ingenting i haven, men vi har mange sankthansurt, og de har, som du også beskriver, klaret sommeren til UG.
    God tirsdag til dig, Lisbeth!
    Kh Nana

    • Jeg undrer mig også tit over, at der kan være så stor forskel. Når jeg nu tænker over det, så vidste jeg vel godt, at der var sådan et sol og regnfattigt bælte fra Odden, over Samsø til Syddjurs, men jeg relaterede det bare ikke lige til min nye have. Ét er et søkort at forstå…
      Santhansurten er faktisk rigtig god og findes i et utal af nuancer. Jeg har investeret i fire slags – så må tiden vise, hvordan de arter sig.
      I dag nyder jeg regnen – vanding uden at røre en finger 🙂 God dag til dig også.
      Kh Lisbeth

    • Nana! H.C.Andersen hadede dette område fordi hans sarte helbred havde det dårligt med al den regn! Husker ikke hvilken tekst der er tale om. Dog: jeg bor i Hellebæk (39 år) og klimaet er ret godt til haverne imo. Naturligvis har denne sommer været extrem så jeg har tilladt mig at vande. Regningen bliver en julegave til mig selv – så er pengene brugt. Hilsen Kirsten, Hellebæk ( 25 meter fra vandet)

      • Hej Kirsten – HC Andersen burde være taget til Ebeltoft.
        Uha, det bliver en stor julegave, jeg får i år 😉
        Mange hilsener Lisbeth

  2. Fornuftigt. Jeg er igennem samme læringsproces her i haven, hvor der også er sandet jord. Omvendt skal man nogle gange prøve nogle planter af, da de også kan finde på at tilpasse sig. Det er ikke altid de har læst hvad der står på planteskiltet.

    • Tak, Morten 🙂
      Ofte synes jeg, det er sjovt at blive klogere og lære nye planter at kende. Denne gang har det dog været ved at tage pippet fra mig, fordi det var ‘det hele’. Og fordi de ganske rigtigt ikke læser deres egne manualer, så man skal vente og være tålmodig i én uendelighed. Og skifte ud igen. Og man har jo det der fantastiske billede inden i hovedet, som bare gerne snart skulle blive til noget… 😉
      Mange hilsener Lisbeth

  3. Hej Lisbeth

    Ja, etter en sånn sommer som i år, må en tenke litt nytt angående hva som tåler tørken godt. Sedum har blitt en favoritt i de siste årene, og det er ikke uten grunn. Utrolig vakkert bilde av Kattehale og geranium! Nydelige farger i sammen. Kattehalen selvsår seg her, og den kan bli litt brysom. Men vakker er den.
    Ønsker deg en god dag!

    • Hej Marit
      Der er ingen tvivl om, at Sedum-familien er blevet ekstra interessant efter i år. Og den rummer jo meget mere end Sankthansurterne, som de hedder på dansk.
      Tak – jeg kommer også til at savne synet af både kattehale og geranium, men jeg kommer ikke til at savne at vande dem hver eneste sommer 😉
      Ha’ en god septemberdag – Lisbeth

  4. Hej Lisbeth.

    Ja, sommeren har vist været et mareridt for de fleste haveejere – lige hjemkommet efter 14 dage i Ebeltoft, er haven fuldstændig fantastisk, grøn og frodig med en del blomster. Ukrudt er der naturligvis også, men da vi tog på ferie, var haven nærmest lukket ned for i år, så det er dejligt. Jeg er desværre ikke så systematisk, som du, for er der en blomst, jeg gerne vil have, så har den bare at gro, hvor jeg sætter den og det hænder, at det lykkes.

    Mange hilsener fra Jette.

    • Hej Jette
      Ja, er det ikke fantastisk, som regnen har ændret det hele? Jeg nyder gensynet med frodigheden – selv ukrudtet er nærmest velkomment 😉
      Der er heldigvis mange måder at have have på, og jeg kan sagtens misunde dig den umiddelbare glæde ved at købe lige det, du har lyst til. Vi har jo i hvert fald samme glæde, når noget lykkes 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  5. Hej Lisbeth

    Alletiders med spændende planter – Oreganum og skt Hans har også klaret sig supergodt her, og de øvrige kender jeg ikke rigtigt og det er jo goodt med nye bekendtskaber!
    Løgvækster incl liljer har også haft et godt år mener jeg.
    Jeg tror vi var heldige at tørken begyndte så tidligt, mange planter havde ikke rigtig sat gang i væksten og nåede at tilpasse sig.

    Ha en dejlig aften

    • Hej Karsten
      Tak for kommentaren – du var ved en beklagelig fejl røget i spamkassen. Systemet kender dig ellers, så æh…?
      Faktisk har jeg tænkt mig at tage en masse stiklinger af sankthansurterne, fordi de har været så gode. De er så nemme at formere.
      Måske det var en fordel at tørken kom tidligt. Jeg synes jo ellers, at vækstsæsonen var sat ind. Spændende hvordan/om det ses næste år.
      God aften til dig også 🙂

  6. Hej Lisbeth
    Din kattehale har blomstret fortræffeligt her ved mig. Til gengæld har min perlekurv ikke blomstret nær så flittigt som den plejer, den står i øvrigt i ørkenbedet.
    Linaria kan du få mængder af hos mig, den sår sig alle vegne, jeg rykker op og smider væk. Men skøn er den, der kan bare blive for mange af dem, men jeg gætter på, du får mange til næste år. Sådan er jorden så forskellig rundt om i vores haver. Jeg håber, dine projekter lykkes.
    Kh Lisbeth

    • Hej Lisbeth – det er godt at kattehalen arter sig vel. I har jo nok lidt højere vandstand, end vi har. Det er nogle gange små marginaler, der skal til. Kan det også være derfor, at perlekurven har været så forskellig? Den har blomstret helt vildt i mit tørre bed.
      Det glæder mig at høre, at Linnariaen breder sig voldsomt. Jeg holder meget af den slags planter, for de er tit gode til at placere sig uventede steder, og jeg rykker bare dem op, jeg ikke vil have.
      Foreløbig tegner tørkeprojektet ok, og hvis næste år bliver normalt, kan jeg foretage diverse justeringer og efterplantninger 🙂
      Kh Lisbeth

  7. Havearbejdet bliver uden tvivl meget lettere, hvis man arbejder med og ikke imod jordbundsforholdene, men der kan jo være planter, som man absolut ikke kan undvære, og hvis krav ikke uden videre kan opfyldes. Så er gode råd dyre og sandsynligheden for ekstra bøvl meget stor.

    • Hej Marie
      Jeg er helt enig. Vi har fx blåbær i surbund, der bestemt ikke er naturligt og som skal vandes fra nu af og i al evighed, da de står i bragende sol. Så meget mere har jeg lyst til, at andet kan klare sig selv – og helst så meget som muligt. Haveejerens (svære) dyder er vist tålmodighed og begrænsning 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  8. Her i Ringkøbing har vi også tørre somre, og i kombination med sandjord, kan det jo give visse udfordringer. Så jeg er altid på udkik efter tørketålende planter. Aks-kortlæbe kender jeg ikke, men både blomster og blade ser spændende ud. Jeg tror, den skal skrives på indkøbssedlen. Torskemund er virkelig en dejlig plante, men den er lidt for villig til at så sig selv, så jeg prøver at styre den med fast hånd.

    Hilsen Elna

    • Kære Elna
      Det glæder mig at du har gode erfaringer med Torskemund og tør jord. Det ser jeg frem til. Jeg vil hellere småluge, når jeg har lyst, end vande dagligt.
      God fornøjelse med Aks-Kortlæben.
      Mange hilsener Lisbeth

  9. Ja der findes planter, til enhver have, men når man elsker planter kan man let fristes til at forsøge den ene gang efter den anden med en bestemt plante man gerne vil have og så alligevel blive nødt til at give op. 🙂
    Perlekurv er så fin, men det er så en af dem der ikke trives her hos os. Aks kortlæbe har det heller ikke for godt til gengæld vokser den krusede kortlæbe fint.
    Nu må vi håbe at næste år bliver en almindelig våd/tør sommer så du kan finde ud af dine planter egner sig til haven.
    Mvh
    Lene Bedstemorshave

    • Hej Lene
      Det er simpelthen så fristende at prøve planter, man forelsker sig i. Min erfaring er desværre, at det oftest er spildte kræfter (og penge), for selv om de måske nok gror, er de ikke så megasmukke, som de burde være. Min krusede kortlæbe har også klaret sig ret godt i år, men den får meget mere skygge. Måske jeg skulle prøve den ude i solen også 🙂
      Ja tak til en normal vinter med dejlig lunende sne og en normal sommer med livgivende regn. Jeg har både vinterstøvler og regntøj 😉
      Mange hilsener Lisbeth

  10. Fina tips allihop! Ulleternell hade jag förr men i förr rik jord – då blir den inte vacker bara skräpig. Men ska gå en runda bland växterna… Det var en växt som förvånade mig häromdagen nämligen men nu har jag glömt släktet. Men den har varit och är jättefin i torkan.

    Ha det gott! Carina

    • Hej Carina
      Tak. Så må det være min dårlige jord, der får Ulleternell/Perlekurv til at gro så flot. Det er så dejligt at finde planter, der ligefrem gerne vil gro i haven. Man kan ikke altid vide det på forhånd, selv om man jo kan forudsige en hel del ud fra, hvad de foretrækker.
      Måske du finder tørke-planten igen en anden dag og husker navnet – det er det, der giver os erfaring 😉
      Mange hilsener Lisbeth

  11. Hej Lisbeth
    Det er både sjov og overraskende at lære nye planter at kende, jeg har nu lært at det ikke kune er vejret der spiller ind, men også jorden.
    Det er ikke så gerne vil gro i den en ende af mine have , gror som ukrudt i en den anden også selv om der har været tørke.
    Efter den sommer vi har haft er der virkeligt nogen der skiller sig ud som de gode tørketålende og også her er de forskellige Sct.Hans urt på toppen.
    Jeg har lige bestilt lidt nyt bunddækkende hos Staudemarken og sad og lurede på perlekurv,men gik fra den igen. Jeg burde have læst dit indlæg først. Men det er jo altid godt at have noget at glæde sig til :o))
    Masser af havehilsner fra Linda

    • Hej Linda – Ja det er utroligt så få meter, der kan gøre forskellen. Jeg har haft et bed med samme bunddække over det hele. I det ene hjørne ville det ikke gro. Vi skiftede jorden dér, men niks. Til sidst fjernede jeg det hele, fordi det var dumt :-((
      Jorden i mit tørre bed er elendig. Jeg prøver at forbedre lidt hver gang jeg planter, men det er vist lettere at finde planter, der vil.
      Du må prøve Perlekurv næste gang, du er i indkøbshjørnet 🙂
      Kh Lisbeth

  12. Utroligt der kan være så stor forskel i sådan et lille land som vores.

    Min jord er fed stevnsk lerjord, der kan blive stenhårdt, men er god til at holde på fugten. Den stenhårde udgave af den er noget som de færreste planter kan lide. Derfor har jeg (og gør stadig) blandet jorden op med grus, købemuld og kompost, så efterhånden ser den fin ud – også under almindelige tørkeperioder på 2-3 uger.

    • Hej Esther
      Jeg har næsten altid haft haver med lerjord – det holder dejligt på vandet. Jeg ved dårligt, hvad man kan kalde jorden, som vi har i denne have. Mager muld, måske? Jeg forsøger at komme lidt lækker købejord i hullerne, når jeg planter, men det er svært, synes jeg, at få albueplads, da haven er så lille og tætplantet. Måske jeg også burde komme grus i, så det ikke bliver så hårdt. Uh hvor skal man være tålmodig :-))
      Mange hilsener Lisbeth

  13. Hej Lisbeth
    Jeg synes din aks kortlæbe er en smuk og rigtig god solplante og tænker den lige er noget for os med gadehaver i sol her hos Østerbro Gadehaver i København. https://www.facebook.com/gadehaver.2100/
    Er den vinterhårdfør i DK eller frøsår du den hvert år. Jeg synes ikke lige jeg kan finde den på netplanteskolerne – hvor fik du fat på dine.
    Havehilsner fra Berit

    • Hej Berit
      Hvor spændende med gadehaver 😉
      Jeg har haft min Aks-kortlæbe et år, og den har klaret den kolde vinter med barfrost i fin stil. Jeg købte den ohy til Stauder, hvor hun kun kalder den Kortlæbe. Der findes imidlertid flere kortlæber, og det præcise latinske navn er Teucrium-hircanicum-‘Purple Tails’
      http://thytilstauder.dk/blaalilla/teucrium-hircanicum-purpletails/
      Held og lykke med planten og haverne. Jeg har boet i både Kildevældsgade og Willemoesgade 😉
      Mange hilsener Lisbeth

Skriv en kommentar