Et point til mig: Sirup af paradisæbler

Vi har to paradisæbletræer af sorten ‘Gorgeous’. Vi så dem engang i en frugthave og valgte, at vi ville have netop dem, fordi det er små træer, der ville passe til vores lille have (den samlede matrikel er 500 m2).

Paradisæble (Malus 'Gorgeous'). Blomst, frugt og træ.

Had-kærlighed

På mange punkter er Gorgeous-træerne en stor succes, men et par uger hvert år i slutningen af september og ind i oktober hader havemanden dem så meget, at jeg må gemme saven væk. 

Sagen er, at æblerne falder ret tidligt af.
And so what???
Jo, de falder ned på havemandens stier under trækronerne, og her tramper hans kone fuldstændig ubehersket frem og tilbage med en størrelse 41 i gummistøvler, så æblerne smatter ud i grus og stenmel.

Det er grimt med æblesmat, det indrømmer jeg gerne, men når man er et (overdrevent (red.)) ordensmenneske, er det ikke bare grimt, så er det ligefrem utåleligt og berettiger til et årligt forslag om at fælde træerne.

De røde æbler på Paradisæble (Malus 'Gorgeous') falder tidligt af.

I de par uger, hvor det drysser med æbler, forsøger jeg demonstrativt – og uden verbale kommentarer, naturligvis – at passere træerne på gummistøvlernes tykke, blå tåspidser, mens havemanden sammenbidt pisker rundt med en rive.
Jow, jow, vi hygger, gør vi. Det er jo det, man har hinanden og en have til, ikke?

Der skal heldigvis mere til at ryste vores ægteskab, så både træer og vi har hidtil overlevet. 

Formildende omstændighed

Seneste tilføjelse i den drabelige føljeton er, at jeg sidste år fandt på noget, der formilder havemanden betragteligt: Sirup af paradisæblerne. Dels har han nemlig en sød tand (hvilket han ganske vist benægter), og dels kan han (og jeg) godt lide A38 med müsli på. Knaldrød paradisæblesirup oven på sådan en skålfuld morgenmad viser sig at hæve smagen til nye højder, og træerne med de paradisiske frugter betragtes nu med en svag positivisme fra havemandens side.
Ét point til mig.

Paradisæbler er gode til morgenmadssirup

En ekstra bonus for havemanden er, at hans kone nu føler sig tilskyndet til at plukke nogle af æblerne, før de lander på stien. 

Paradisæblesirup

Uanset hvilket forhold, man har til paradisæbler, så smager siruppen godt, så her er opskriften, hvis du skulle være så heldig have adgang til friske og usprøjtede paradisæbler.

Ingredienser

1 kg paradisæbler – jeg bruger Gorgeous
1 vanillestang
50-70 g sukker pr. dl færdig saft 
Evt. Atamon

Note: Du skal regne med at justere opskriften, hvis du bruger sorter, der indeholder mere eller mindre vand, pektin og syre/sødme.

Fremgangmåde

  1. Halver æblerne, og kom hele baduljen i en gryde sammen med vanillestangen.
  2. Fyld vand på til det knapt dækker, og kog sagte i 20 min.
  3. Si saften fra. Jeg bruger en (ny!) nylonstrømpe.
  4. Mål saften, og kog den sammen med sukkeret.
    Jeg får ca. 1 liter og bruger derfor 700 g sukker, da jeg synes æblerne er ret syrlige. 
  5. Kog saften ind til det bliver sirup. Jeg vil gerne have den ret tyk – det er simpelthen vulgært lækkert med sådan en tyk, fed, rød sirup på müslien.
    Gorgeous-æblerne er meget pektinrige, så min sirup stivner hurtigt til gele, hvilket er p…. svært at få ud af en flaske igen. Jeg har oplevet, at det gelerer både i år og sidste år. Heldigvis opdagede jeg det begge gange, inden sirupsgeleen blev helt stiv, og tidsnok til at jeg kunne pirke-rode-ryste blæveret ud med en strikkepind, kogende vand og mikrobølger for efterfølgende at koge det op igen med mere vand. Efter sidste uges gelering fandt jeg på en metode, som jeg vil bruge fremover. Jeg lod det simpelthen køle ned i gryden i køleskabet. Helt koldt. Så kan jeg ufarligt tjekke konsistensen og koge mere ned eller koge op med mere vand. 
    (Jeg har prøvet med den såkaldte geletest, hvor man drypper saft på en tallerken og ser, hvordan det stivner. Det dur ikke.)
  6. Tilsæt evt. mere sukker undervejs i kogningen. Jeg foretrækker en syrlig smag, men hvis det fx er til ost, skal den nok sødes mere.
  7. Når konsistensen er godkendt, skummes for urenheder, og jeg hælder lidt Atamon i (mens det er varmt, men ikke kogende), inden jeg hælder siruppen på Atamonskyllede flasker. 

Sirup af paradisæbler er flot og nem. Her er opskriften.

De to flasker på billedet var resultatet sidste år.
I år har jeg foreløbig lavet dobbelt portion (med æblehalveringshjælp af havemanden). Måske jeg laver en mere. Vi spiser det nemlig ret hurtigt, og havemanden er så
glad. Et point…
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

28 kommentarer til “Et point til mig: Sirup af paradisæbler”

  1. Kære Lisbeth
    Hvilken smuk historie du igen har fortalt og sikken en farve. Det ville være en fristelse at igangsætte en produktion. Også fordi begge dine forslag til brugen af paradisgeleen giver forventninger til nydelse.
    Har lige købt et par gedeoste. Det ville også klæde dem – både varme eller kolde med et strejf af paradisæblegele. Men jeg vil nøjes med at drømme.
    Kærlig hilsen Birthe

    Svar
    • Hej Birthe
      Tak. Ja farven er fantastisk. Det kom lidt bag på mig, for selve kødet er hvidt, men det hele sidder åbenbart i skrællen.
      Det vil sikkert være fint til gedeost, men egentlig har jeg svært ved at forstille mig noget bedre end honning. De to ting, synes jeg, er som skabt for hinanden.
      Kh Lisbeth

      Svar
  2. Sikke nu en smuk farve! Tænk, jeg tror slet ikke jeg ville opdage, at der lå noget paradisæblesmat på stierne. Men jeg har mine egne ordensting (de er bare indendøre), så jeg forstår alligevel godt havemanden. Og nu sidder jeg og tænker, at vi mangler paradisæbletræer her på grunden. På Vadekærgård plantede vi en hel hæk, som andre nu forhåbentlig har glæde af. Måske skal vi igang med at plante paradisæbler igen 🙂
    Kh Nana

    Svar
    • Hej Nana
      Farven i den klare sirup er simpelthen forførende lækker, og berettiger træernes eksistens.
      Med al den plads du har, må du bestemt have paradisæbler. Du kan jo undgå at spadsere under kronerne, hvis de skulle drysse. Nogle sorter beholder frugten på til hen i december-januar. Men altså ikke vores.
      Jeg kan på sin vis godt forstå, at smat og uorden generer. Jeg er bare bedre til at gå på kompromis og ‘så snakker vi ikke mere om det’, når det nu på alle andre parametre er det bedste træ. Men jo, jeg har også mine steder, hvor jeg har svært ved at gå på kompromis, så jeg forstår det nok godt. Både dig og havemanden 🙂
      Kh Lisbeth

      Svar
  3. Hej Lisbeth

    Paradisepler er et ukjent fenomen her. Jeg har et paradisepletre, men det bærer ikke frukt. Det blomstrer, men det er det hele. Så du er da likevel heldig som får frukt tross alt 🙂
    Godt at du får inn noen gode husmorpoeng.
    Sirupen høres god ut, og da er det jo bare å la trærne stå. Kanskje dere egentlig behøver flere trær?

    Svar
    • Hej Marit
      Det var mærkeligt, at paradisæbler ikke dur i Norge. De anses på ingen måde for at være sarte her i DK. Jeg ved faktisk ikke, hvordan de er som bestøvere / selvbestøvere.
      Vores sort bærer som du kan forstå æbler, der modner tidligt – måske det dur bedre hos dig.
      Det er altid godt med lidt point i reserve – man kan få brug for dem en dag :-)))
      Uh nej – ikke flere Gorgeous. Jeg har foreslået et andet paradisæbletræ, men han er ikke så glad for siruppen, at han vil have flere inden for lågen…
      Kh Lisbeth

      Svar
  4. Ja men sikken en historie, godt den ender nogenlunde lykkeligt og i hvert fald uden skilsmisse. En Lisbeth uden en Bent og omvendt er helt utænkeligt 😉
    Det er flotte æbler, men jeg kan godt gætte mig til, at det ikke er sjovt at få dem smasket ud over stien, fordi fruen vader rundt i dem i str. 41 støvler. Vores paradisæbler er så små, de ender hovedsagelig i fuglenes maver hen ad vintertide.
    Geléen er i øvrigt flot, I må i fællesskab plukke så mange som mulig.
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Hej Lisbeth
      Nej vi to kan slet ikke forestille os en manglende Bent. Så hellere fælde træerne, hvis det kom dertil.
      Og smat er noget skidt, men altså… det er jo ikke verdens undergang. Der kan komme værre ting, tænker jeg bare.
      Jeg ville ønske, vores paradisæbler blev siddende. I hvert fald indtil vi ikke kom så meget i haven. På det tidspunkt, fx januar, ville fuglene nok også spise dem. I l dag værdiger de dem ikke et blik.
      Vi arbejder på sagen – og nyder siruppen – i fællesskab 🙂
      Kh Lisbeth

      Svar
  5. Hej Lisbeth
    Tak for en hyggelig historie på en blæsende 1. oktober. Jeg ser altid en masse skønne og sjove billeder, når jeg læser dine historier. Tak for at du tager os med ud.
    Kh. Marie

    Svar
    • Kære Marie
      Selv tak fordi du læser med og giver dig tid til en kommentar.
      Vejret i dag er egentlig kun til at koge sirup i. Tørt, men gråt og blæsende… halvdelen af bladene på naboens lindetræ er væk. Brrr…!
      Kh Lisbeth

      Svar
  6. Ja, I hygger jer. Jeg ser det for mig, du tripper rundt på tåspidserne og forsøger ikke at se Bent stå og skumle med riven 😀
    Smuk farve – det er ret lækkert med sådan noget sød-syrligt sirupsstads 🙂 Du mangler lige en målangivelse i opskriften – der står 50-70 g sukker pr. færdig saft – det er pr. dl saft, kan jeg sagtens regne ud, men hvis en køkken-ignorant nu skulle forsøge sig (udfra ideen om, at en opskrift må være nem, når den står i en haveblog), kan jeg forestille mig en mund så sammensnøret som den legendariske hønsenumse ved müsli-morgenbordet.
    Kh, Karen

    Svar
    • Ja, vi hygger heldigvis trods tåspidsdans og ordenssans – eller måske netop derfor – her er plads til begge dele 😉
      Farven er simpelthen så lækker, og jeg har straks tilføjet det manglende dl, så smagen også bliver lækker. Tak for dit skarpe blik 🙂
      Kh Lisbeth

      Svar
  7. Hahaha…. hvor er det skønt skrevet – igen:-) Meeen, det er altså alligevel et liiiiiille-smule bekymrende indlæg, da vi faktisk har planlagt at plante ikke mindre end 12 paradisæbletræer på vores (snart) nyrenoverede gårdsplads! Det er ikke samme slags som dine, men vildarten, der efter gartnerens udsagn har ærtstore “æbler”, der bliver hængende til vinter og yndes af fugle. Det håber jeg så virkelig er sandt, så vi ikke kommer til at skøjte rundt i æblesmat derude hele efteråret 🙂

    Svar
    • Tak, skal du have 🙂
      Jeg har godt set de der smukke paradisæbletræer, der står med æblerne på til hen på vinteren som det dejligste fuglemad. Sådan nogen ville jeg gerne have på min gårdsplads. Især hvis en gartner lover, at det er en sort, der kan det.
      Det kan vores så desværre ikke. Jeg må glæde mig over, at jeg har fundet ud af at lave sirup af æblerne. Og dermed minimere smattet 😉
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  8. Sikke en farve! Det ser rigtig lækkert ud. Mine paradisæbler er bittesmå bær, orker ikke rigtig plukke et kilo af dem, så dem får fuglene fornøjelsen af 🙂 selvom dine kokkerier lokker!

    Svar
    • Det er den fedeste farve, der langt hen af vejen kan undskylde de irriterende nedfaldende æbler.
      Jeg ville gerne have et træ, der ikke gjorde det, men som bare stod til glæde for fuglene. Hvad hedder jeres sort mon?
      Hilsen Lisbeth

      Svar
  9. Jeg kender desværre i sorten – den stod i haven, da jeg overtog for 26 år siden. Den er stor og kraftig – måske en vildart?

    Svar
  10. Paradisæblerne med de små æbler til vinterfuglefoder hedder Sargentæbler,Malus sargentii.
    Jeg har nogle udvalgte vildæbler med blommestørrelse,som sidder til nov.Dem vil jeg prøve at lave sirup af.Der er så mange på grenene,at de hænger næsten til jorden. Rådyrerne spiser bladene,men vil ikke have æblerne. Tak for den fine historie.
    Anne Marie

    Svar
    • Hej Anne Marie
      Jeg har to små træer af sargentii ‘Tina’, der er podet på stammer. De har bittebittesmå, søde æbler.
      Er der ikke også nogle paradisæbler, der har de små æbler? Jeg mener at have set nogle med bittesmå gule æbler.
      Vildæbler må være gode til sirup – hvis man kan lide den lidt syrlig, og det kan jeg 🙂 Jeg har kun prøvet at lave kryddersnaps af dem, men med godt held.
      Det er lidt pudsigt, at dine rådyr ikke vil have dine æbler. Mine fugle vil ikke spise mine paradisæbler. Sært.
      Selv tak. Lisbeth

      Svar
  11. Det var da en hyggelig lille historie med en lykkelig slutning. Jeg nød den til aftenkaffen. Mine tænder løb så meget i vand ved synet af den smukke røde sirup, at jeg måtte have åbnet for en plade chokolade.

    Hilsen Elna

    Svar
  12. Vidunderlig farve! Søren kender til det med, at saften bliver til gelé. For ham var det bare hyldebærsaft. Det har for resten også en flot farve.

    Svar
    • Jeg følte mig simpelthen så dum, da det gelerede i flaskerne. Især anden gang. Hils min lidelsesfælle. Det er rart at vide, at andre har prøvet det samme.
      /Lisbeth

      Svar
  13. Det var dog den mest fantastiske røde farve. Wow.

    Jeg har også et paradisæbletræ, men dets æbler er så små, ca. 0,3-0,5cm i diameter at jeg ikke gider bruge dem til noget, så de får lov at blive hængende…og så spiser fuglene dem i løbet af vinteren.

    Svar
    • Jeg ville sådan set gerne have haft et træ, der beholdt æblerne til vinter, og med æbler som fuglene gad spise. Nu er vi nødt til selv at konsumere dem. Som sirup ;-))) Det er ok, og farven kan man kun blive glad i låget af at se på.
      Lisbeth

      Svar
  14. Tak for det fine indlæg om søjletræer. Det lyder som om nogle af dine frugttræer ikke er købt som søjletræer. Hvordan beskærer du dem? Jeg har også nogle gamle stikkelsbærbuske, som ville være fine at lave om til søjler, men hvordan gøres det? Vh Anne

    Svar
    • Selv tak, Anne.
      Træerne er købt som søjler. De fås på flere planteskoler. Buskene har jeg selv lavet. Du er ikke den eneste, der spørger til dem, så jeg har besluttet at lave et indlæg i næste uge om søjlefrugtbuskene. Det er ikke svært, men jeg kan i hvert fald fortælle dét, jeg ved.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar

Skriv en kommentar