Et par lilla forårsblomster

Jeg forbinder ikke rigtigt forår med farven lilla, men trods havens lidenhed og deraf nøje udvælgelse af planter har der alligevel sneget sig planter ind med lilla farver, så helt skæv kan kombinationen lilla+forår åbenbart ikke være.

Jeg ved ikke, om nogle af blomsterne burde kaldes pink eller magenta eller noget andet.
Pyt! Blomsterne er ligeglade, og jeg har bestemt, at de farver, jeg viser i dag, er lilla. Bum!

Sammen med påskegul kan lilla lave sprælske farvekontraster.

Hornvioler i lerpotter

Lerpotterne med hornvioler er en engangsfornøjelse her i haven.
Hornvioler kan komme igen året efter, men plads til opbevaring i vores lille have er en mangelvare, så jeg køber nye hvert år.

Fem af mine flerårige, forårslilla planter vokser i haverummet ‘Fyrstien’.
“Vil du med en tur op i haven og hen ad stien – sammen og hver for sig?”
“Så kom…!”

Vi skal først hen over Gårdspladsen og hen langs baghusets gavl og ind under den store magnolia og op ad en trappe til haverummet ‘Teglhaven’, som vi går igennem. Ovre ved havehuset træder vi et trin op og ind på Fyrstien, som du ser herunder.


I bedet til venstre kan du se et blåbærbed langs havehuset. Til højre er der et surbundsbed, hvor jeg vil vise dig de første lilla blomster.

Phylliopsis Hilieri

Den første, jeg vil vise dig, er Phylliopsis Hilieri. Det er en lille stedsegrøn busk, der lige nu åbner sine en cm store (små) klokkeblomster.

Phylliopsis Hilieri - formentlig sorten 'Sprite'

Jeg har ikke sortsnavnet, men formentlig er det ‘Sprite’.

Senere kommer der flere blomster på, som du kan se på et lidt uskarpt billede fra sidste år:

Phylliopsis Hilieri

Busken er ganske lav. På billedet er den omgivet af tranebær, så du kan nok fornemme, at den er lille. 40 cm høj måske.

Vinca minor ‘Rubin’

I samme bed, hvor Phylliopsissen vokser, fjernede vi sidste sommer tranebærrene, da de fik sygdom. I stedet plantede jeg et bunddække af Almindelig Engelsød (Polypodium Vulgare) og Vinca minor ‘Rubin’. Det har stået fint grønt i vinter. Her er det i januar.

Almindelig Engelsød (Polypodium Vulgare) og Vinca minor 'Rubin' om vinteren.

Vinca er ikke nogen ‘særlig’ plante, men jeg kan godt lide den, og se nu bare hvor mange smukke blomster og knopper, der er.

Vinca minor 'Rubin'

Så går vi videre.
Fyrstien drejer nu til højre og rundt om et fyrretræ (Pinus parviflora ‘Negishi), således at vi – om jeg så må sige – kommer om på bagsiden af bedet.
Fyrren, som vi går uden om, er ‘min skæve fyr’, jeg fortalte om for et par uger siden.

I svinget kan du til venstre for stien se ned på de lilla skud fra en tradescantia…

… og hvis du kigger lige frem, kan du se en stol inde i skyggen, og du kan se, at der er et trin ned, og at stien drejer igen, denne gang til venstre.

Det er jo ikke nogen stor have, vi har, men ved at lade stierne sno sig, får vi mest muligt ud af pladsen.

Rhododendron ‘PJM Regal’

Så snart vi er drejet rundt om hjørnet ved stolen, kan du i bedet på venstre hånd se de fine blomster på min opstammede Rhododendron ‘PJM Regal’,

Rhododendron 'PJM Regal'

Forleden fangede jeg en frisk blomst med linsen, lige da den havde åbnet sig, og kronbladene stadig var krøllede som fed og knitrende silke:

Rhododendron 'PJM Regal'

Sidste år noterede jeg, at ‘PJM Regal’ var tidlig, fordi der var knopper sidst i marts. I år må den kaldes tidlig-tidlig, fordi den havde blomster allerede midt i marts. Det har godt nok været en mild vinter.
Til gengæld synes jeg, der er færre blomster i år. Måske er det sidste års tørke.

Rhododendron ‘Pulap’

Ved siden af ‘Regal’ blomstrer en lav Rhododendron ‘Pulap’.

Rhododendron 'Pulap'

Den sprang også ud i marts, hvilket i hvert fald  er tre uger før normalt. (Her i haven står den i skygge og er muligvis senere end hos andre.)
Under alle omstændigheder er den hårdfør og skattet, fordi den sammen med ‘PJM Regal’ blomstrer tidligt og med enkle blomster frem for store, svulstige blomsterhoveder.

Fyrstien fortsætter lidt endnu, hvorefter den går ind i næste haverum ‘Skoven’ og bliver til ‘Hobbitstien’. Men nu var det jo Fyrstien, jeg ville vise dig, så vi vender om og går tilbage. Der er nemlig noget, jeg vil vise dig.

På vej tilbage kan du se ‘Pulap’ og ‘Regal’, og stien, der drejer til højre.

Det, jeg vil vise dig, vokser i bedet med Phylliopsis og Vinca og i en krukke under fyrretræet.
Du skal nemlig se mine vibeæg. De er næææsten sprunget ud, og jeg er ret stolt af dem.

Fritillaria meleagris

Jeg plantede de første vibeæg (Fritillaria meleagris) for ca. 12 år siden, og det har rent ud sagt været en skuffelse i mange år.
I gode år har der været et par strittende blade.
Et enkelt fantastisk år var der pludselig blomster, men de fleste år, var der ingenting.
De sidste par år har det set bedre ud. Faktisk blomstrede de sidste år, og de er på vej igen i år. Det er sikkert tørken.

For et par år siden – før succesen i bedet –  plantede jeg også vibeæg i en krukke, for jeg VILLE have dem. Det ser ud til at fungere. De står sammen med en sen græs.

Som du kan se, er vibeæggene i både bed og krukke knapt nok udsprunget, men den lilla farve er tydelig.

Det er en af de smukkeste og mest fantastiske blomster, jeg kender. Her er et tidligere foto af det, jeg glæder mig til.
Ternet…!!! Helt vildt!

Jeg regner med at gense mange af disse fantastiske blomster i den kommende påskeuge.

God påske (på afstand derude), og tak fordi du gik med på turen.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

32 kommentarer til “Et par lilla forårsblomster”

    • Hej Morten
      Jeg kimser ikke af de almindelige planter. Mange af dem har gode kvaliteter, og vinca blomstrer så fint. Jeg har nogle hvide i baljer og de er totalt dækket af blomster.
      Tak i lige måde. Lisbeth

      Svar
  1. Fine billeder af de smukke lilla forårsblomster! Synes personligt at lilla bestemt er en forårsfarve når det kommer til haven og de små bede 🙂

    Rigtig god påske!

    Svar
    • Farven er vist ok 👍 Af en eller anden grund forbinder jeg den mere med sommer og sensommer, men jeg har jo alligevel købt planter med lilla forårsblomster. Sådan kan man overraske sig selv 🙂
      Tak i lige måde.

      Svar
  2. Dejligt at komme med på tur. Jeg er ærligt talt ved at savne at komme lidt hjemmefra! Vibeæg er bare den vildeste blomst! Jeg vil forsøge at sætte nogle på skråningen ned mod vores sø (når søen er blevet gravet, altså 😉 ). Violer er også lilla og blomstrer i foråret 🙂
    Kh – og god påske – fra Nana

    Svar
    • Det var dejligt at du gik med, Nana. Man kan godt savne selskab i disse tider.
      Vibeæg vil sikkert stå fint på en skråning. Jeg tror, at mine har haft det for fugtigt. Jeg læste i tidernes morgen, at de kan stå i surbund, men da det jo ofte er fugtigt, så var det vist ikke så smart. Nu håber jeg, det vil lykkes fremover.
      Åh ja… violer. Gad vide om mine er kommet. De har haft det lidt trangt et par år. Jeg må en tur op og kigge.
      Tak lige måde, Nana.
      Kh Lisbeth

      Svar
    • Selv tak. Det luner med selskab, også selv om det er på afstand.
      God påske til jer begge.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  3. Kjære Lisbeth

    Lilla er en farge jeg liker veldig godt, men til tross for det har jeg ikke så mye av den. Jeg stusset litt når jeg så ditt første bilde av Vinca minor. Jeg husker med gru der vi bodde før. Der hadde naboen et bed med den “vanlige” lys lilla vinca, og det var virkelig ugresset fra helvete. De hadde utløpere inn overalt. Den Vinca minor ‘Rubin’, holder den seg i skinnet? 😉
    Nydelig farge på den, og den var ny for meg. Jeg liker så godt dine små stier, og det er jo en super måte å få hagen til å virke større.

    God påske!

    Svar
    • Kære Marit
      Jeg tænker, at den breder sig lige så meget som den vanlige, men den står i et relativt afgrænset bed, som den gerne må dække, så jeg tænker, det går an. Den lille phylliopsis og et par andre må jeg nok holde fri af vincaen, men det gjorde jeg også med tranebærrene, og det var ok. Der er altid et eller andet arbejde.
      Jeg holder også meget af sierne – og siddepladserne, så jeg kan se det hele fra nye vinkler.
      Tak i lige måde. Jeg håber du får dejligt påskevejr uden frost.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  4. Kære Lisbeth
    Ja så fik jeg set jeres have rigtigt, det kan ikke være for tidligt, så må vi se, om det kan lykkes at se den irl. i disse corona tider.
    Phyllyopsis hilleri kender jeg ikke, den ser spændende ud, men du kan nu ikke være bekendt, at man ikke kan kopiere teksten til sådan et svært navn 😉 så hvis det er stavet forkert, må du leve med det.
    Jeg har en stor have, men vinca får ikke lov at være der ret meget, den breder sig for meget, synes jeg.
    Rhodoerne kender jeg jo, de er ganske rigtigt tidligt på den i år.
    God påske til jer
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Kære Lisbeth
      Jeg vil glæde mig til at vi en dag kan gå en rigtig tur i haven – måske i år. Nu er det jo ikke bare vores kalender, der skal passe, men hele verdens.
      Du er tilgivet – jeg kan heller ikke stave det uden at tjekke to gang ;-)))) Den er jo ikke så stor, men mon ikke du sagtens kan finde et sted i forgrunden af nogle af dine store rhodoer?
      Vinca breder sig ganske rigtigt, men jeg regner med at jeg kan holde den inden for bedets kanter. Og jeg regner med, at bregnerne sagtens kan klare konkurrencen. Ellers må jeg på den igen, og det bliver så ikke første gang, at noget skal laves om he-he.
      Tak i lige måde til jer begge. Vejret tegner fantastisk.
      Kh Lisbeth

      Svar
  5. Lilla er en skøn farve uanset årstid i min optik. På dansk har vi underligt nok ikke nær så mange farvenavne til at adskille de lilla nuancer, som man har på engelsk. Stien med de to rhododendron ved stien ser utroligt velkomponeret ud.

    Svar
    • Jeg kan vældig godt lide lilla, men du har nok ret i at vi ikke har mange nuancer. I hvert fald er det svært for mig at afgøre hvornår lilla bliver til pink eller til bordeaux. Jeg kalder det lilla 😉
      Tak. Det er ganske hyggeligt at sno sig gennem haven 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  6. Lilla er en dejlig farve, osse, jeg elsker alle farver.. Min vinca er blå, rigtig husarblå, og den breder sig rimeligt, men ikke voldsomt, måske fordi den står under et stort kastanietræ.
    Det er en dejlig hygge tur rundt i din have. Du har ret i at stier, gør en have størrer og mere spændende. Da “ungerne” var små og havde legekammerater hjemme, legede de ofte labyrint rundt på stierne i haven. jeg har aldrig haft problemer med at de løb ind i bedene.
    hilsner Gunvor

    Svar
    • Hej Gunvor
      Jeg er helt enig. Alle farver er dejlige. Det er ofte kun et spørgsmål om komposition og dosering 😉
      Vinca er faktisk en rigtig køn plante med flot blomstring. Den dur ikke som solist i et staudebed, men som bunddække er den fin.
      Tak for selskab på turen. Børn synes ofte stier og buskadser er mere spændende end græs, tror jeg. Græs er godt til fodbold og telte, men det andet pirrer nok fantasien mere. Vores ældstebarnebarn på næsten fire elsker at gå tur i haven. Og at finde ting, som vi gemmer 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  7. Hej Lisbeth

    Jeg ved ikke rigtig – egentlig er meleagris da ikke så vildt mlilla – mere med en klar Fritillaria brun tone synes jeg?
    Men der findes selvfølgelig forskellige varianter:)
    Lilla er et klart Hit i haven – og i naturen!
    Flotte eksempler du viser – tak for rundturen.

    Ha en dejlig påske

    Svar
    • Hej Karsten
      Fritillariabrun… 😉 Jeg ville nu nok kalde den fritillarialilla, nu da Marie nævner, at vi mangler navne for lilla nuancer. Brun synes jeg ikke den er. Rødlilla måske. Nej, jeg holder mig til fritillarialilla :-))))) tak for inspiration.
      Tak. Og tak for selskab på turen.
      God påske til dig også, hvor du end er for tiden.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  8. Hov, hvad blev der af min kommentar? Nå pyt – jeg skriver det bare igen. Lilla er bestemt en af forårets bedste farver, og den hører også påsken til. Præsten har lilla messehagel på Palmesøndag 🙂 Der er så mange dejlige, lilla forårsblomster. Martsviol, hornviol, lilla krokus og ikke mindst de skønne vibeæg, som jeg også har mest held med i krukker. I lerjorden har løgene det med at rådne.
    Kh, Karen

    Svar
    • Hej Karen
      Af en eller anden grund var din første kommentar lagt til godkendelse. Måske du havde skrevet den et andet sted/på en andet device, som systemet ikke kkender, for det var en anden IP adresse. Jeg sletter den blot og takker fordi du gad at skrive den igen.
      Det er sandt: Der er lilla Palmesøndag. Det er bare mig, der forbinder forår med gul og blå og hverken med lilla, orange eller rød.
      Jeg må have omredigeret hjernen, for der er jo mange skønne lilla farver, som du rigtigt nævner.
      Vibeæggene skal have det ret tørt, kan jeg godt se. Vi har fjernet tranebær fra bedet med vibeæg, så nu tror jeg, vibeæggene får en chance. Tranebærrene skulle nemlig have en del vand.
      Kh Lisbeth

      Svar
    • Tak Tim. Stierne er jeg selv glad for at luske rundt på og holde øje med det hele 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  9. Hej Lisbeth. Tak for en dejlig tur rundt i din have. Mine vibeæg er også rigtig fine i år. De er endda kommet frem steder, hvor jeg slet ikke har plantet dem. De står der med de fine tern og nikker. God påske Til dig.

    Svar
    • Hej Jenny
      Selv tak for selskab 🙂
      Hvor er det skønt at høre, at du har selvsåede vibeæg rundt omkring. Måske det er de sidste års tørke, der har gjort dem godt.
      God påske til dig også.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  10. Tak for en dejlig tur rundt i haven. Jeg nød at være med – jeg blev så ivrig, at jeg vist glemte at holde afstand.
    Rigtig god påske!

    Hilsen Elna

    Svar
    • Ti-hi Elna. Det er dig tilgivet så længe der er en skærm mellem os ;-)))))))) Det var hyggeligt.
      Tak i lige måde. Lisbeth

      Svar
  11. Lilla er så smukt, og din Phyli….. plante er meget sød og fin.
    Ja, også de to rhododendron er meget fine – i det hele taget er der meget at nyde på dit stisystem.
    Det håber jeg også at kunne få lov at opleve en skønne dag.

    Vibeæg vil heller ikke hos mig – men jeg burde måske prøve i en krukke.
    Fortsat god påske.
    Ulla

    Svar
    • Phylli… ;-))))) er blevet endnu finere i de sidste dages sol med flere blomster 🙂
      Stisystemet fungerer rigtig godt – det er du jo selv til i stedet for græs, ved jeg fra din have. Forhåbentlig kommer du også her en dag.
      Vibeæg fungerer fint i krukken. Så kan de få vand og dræn som de vil ha det.
      Selv mange tak. Lisbeth

      Svar
  12. Kære Lisbeth
    Dejlige gensyn med have, stier og blå blomster.
    Som du ved, elsker jeg også vibeæg, som du flere gange har glædet mig med på min fødselsdag.
    OG – også alle de dejlige rhododendron blomster – din gennemgang i haven hjælper med at flytte fokus og se lidt mere intens på de forskellige arter og farver, man støder på, lige nu.
    Tak for dejligt indlæg – endnu en gang.
    Snart kan vi nyde limoncello i solskinnet – ok med afstand og let kølighed i haven. Vi sender blot flasken rundt.
    Jeg har i øvrigt lige klippet ned og trimmet sommerfuglebuskene – også blå – i tre forskellige nuancer … sommerfuglene skal der også planlægges plads til nu … jeg har købt en masse frø til blomsterenge !!!
    På snarligt gensyn
    Birthe

    Svar
    • Kære Birthe
      Selv tak, og tak for al din ros.
      Vibeæg er så yndefulde i væksten. Jeg har plantet mine ud i bedene nu. Jeg har også prøvet i et nyt bed. Så får vi se, hvad der kommer igen.
      Kalenderen og tilsyneladende også vejrudsigten går heldigvis mod mere og mere udevejr, så det bliver lettere at ses.
      Hvor spændende, at du har købt frø til blomsterenge. Det lyder fantastisk. Sikken et sted at sidde og se ud over med glas i hånden 🙂 Det glæder jeg mig til.
      Kh Lisbeth

      Svar

Skriv en kommentar