Et par knolde bliver til alpevioler

Et par knolde bliver til alpevioler

I efteråret fik havemanden en gavekurv, der blandt andet bestod af to store, sorte knolde, som jeg fik. ‘Alpevioler’ var det. Det stod der på en medfølgende seddel fra blomsterforretningen.

Der stod også på sedlen, at knoldene skulle fugtes en gang om ugen. Så langt så godt.
Men hvilken vej skulle de vende? Skulle den runde og glatte side opad, eller skulle den flade og knudrede?

26. oktober 2018. Rund side opad i skålen til venstre og flad side opad i skålen til højre.

Jeg kunne ikke læse mig til, hvordan de skulle vende, men en forespørgsel på facebook fortalte mig, at det var den flade og knudrede side, der skulle opad.
Så langt så godt.
Og så skete der ikke mere.

De blev ellers studeret dagligt.

På et tidspunkt syntes jeg, at der på den ene knold var lidt små lyserøde dimser, der måske kunne ligne ‘noget’. 

Cyclamen coum - knold med spirer
9. november 2018. Små bitte lyserøde spirer (øverst på billedet).

Jooh, den var god nok: Der var liv efter 14 dages ventetid. Men kun på den ene knold. 

Og mens de små dimser voksede med et par millimeter om ugen, så kiggede jeg forgæves på den anden knold. Nul og en dut, skete der.
Jeg studerede nettet igen…
Her stod, at det kunne være meget svært at få gang i udtørrede knolde, og det kunne jo godt være problemet.
Løsningen ville være at lægge den i vand i et døgn. 

17. november 2018. Knold nr. to ligger i vandbad i et døgn.

Knolden kom i vandbad.
Så langt så godt.
Og så skete der ikke mere.

Det gjorde der derimod på den første knold, for de lyserøde dimser voksede.

18. december 2018. To små knopper på knold nr. et.

Og sørme om der ikke efter nogle uger kom et par små lyserøde dimser på den anden knold. Vandbadet hjalp tilsyneladende.

26. december 2018. Skud i knolden til venstre (lillelillebitte lys dims øverst på knolden) og blomster i den anden knold.

Det ser lidt sjovt ud, at knoldene er så store i forhold til blomsterne, men det er jo som bekendt ikke altid, at størrelsen hænger sammen med gørelsen.

Efter yderligere et par dage var de lyserøde dimser på knold 1 endelig blevet til to fine, udsprungne små blomster. Blomsterne er 1½ cm store og aldeles nuser.

28. december 2018. To fine små blomster i den første knold.
15. januar 2019. Første blomst holder stadig med de fineste farvetegninger – blomsten er kun 1½ cm stor.

I dag er knold 1 ved at være færdig med at blomstre. En måned har det varet.
Desværre ser det ikke ud til, at der udvikles blade efter blomstringen. De resterende, meget små, spirer visner simpelthen væk. Rådne kan de næppe gøre. Jeg skyller blot knoldene lynhurtigt under vandhanen en gang om ugen og tørrer straks dryp-vand væk fra skålen, så de ikke sopper.

Knold 2 forventer jeg at se med smukke blomster i slutningen af februar. Foreløbig er spirerne stadig ganske små.

18. januar 2019. Spirer i knold nummer 2.

Cyclamen hvad?

Hvilken sort er det mon? Der var ikke navneskilt på knoldene, men jeg har set, at Marie med bloggen Hortofilia har en alpeviol, der har små bitte blomster nu. Den hedder Cyclamen coum, men jeg synes ikke, blomsterne ligner min. I følge Marie skal coum få afrundet hjerteformede blade, så jeg holder skarpt øje – men som sagt ser det desværre ikke ud som om, der kommer blade. Er der nogen, der har et bud på sorten?

Og hvad nu?

Når knoldene er færdige i vindueskarmen, burde jeg kunne flytte dem ud i haven. Tror jeg… Men skal de i jord nu? Eller skal de totaltørre først? Eller noget helt tredje?
Er der nogen, der har erfaringer i den retning? 
Det kan også være, at det bare ‘var sjovt, mens det varede’, og at knoldene var en engangsfornøjelse – med stort tryk på fornøjelse.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

24 kommentarer til “Et par knolde bliver til alpevioler”

  1. Hej Lisbeth
    Måske har jeg skrevet det før, men du får den lige igen. Jeg købte sådanne knolde på et plantemarked i Århus i september, året husker jeg ikke, men jeg tænker, det er 5 år siden. Jeg plantede den med det samme i bedet. Den ligger lidt løst i jorden, så en gang imellem kommer jeg til at hive den op, så kan jeg se, at det er den knold, den har fine blade nu og blomstrede i efteråret.
    Jeg ville plante den ud, når jorden er til det, men lad os nu høre, hvad Marie kan fortælle.
    Kh Lisbeth

    • Hej Lisbeth
      Fantastisk, at dine blomstrer på femte år. Var dine knolde uden spirer, da du lagde dem?
      Jeg tænker, at mine måske ikke vil kunne blomstre igen, hvis de ikke får blade, så de kan samle kræfter. Men prøve kan man jo altid.
      Ja, lad os høre, hvad Marie eller andre har af erfaringer.
      Kh Lisbeht

  2. Jeg har set, at Claus Dalby har en kæmpeknold, der er flere år gammel. Det var i et hans gamle juleprogrammer, hvor den stod og blomstrede i hans opvarmede drivhus. Og så var jeg lige inde og søge på hans blogside, men jeg fandt ikke noget.
    Jeg tænker, at hvis du lader dem ligge, til man igen kan komme i jorden, kan du bare plante dem ud? ellers kunne du jo spørge ham?

    Kh, Karen

    • Hej Karen – var knolden i drivhuset ikke i jord? Egentlig kunne jeg nemlig godt tænke mig at have den i vindueskarmen hvert år, for den har været sjov at følge. Jeg troede bare ikke, den kunne. ‘
      Mon CD har tid til at svare på sådan en forespørgsel? Tjah, man kan jo kun få nej 😉
      Kh Lisbeth

  3. Hej Lisbeth, jeg har slet ikke en disse forstand på de der knolde. Men kære det er de :o) og ret sjove.

    Jeg fik en ret så kraftig “error” da jeg forsøgte at gå ind på din blog fra min mobil, den fortalte at din side kunne være hacket af personer der ville kunne gå ind og se ALLE mine oplysninger hvis jeg forsatte.
    Normalt læser jeg dine indlæg fra mobilen.
    Det er første gang jeg har været ude for det nogensinde. Tænker at du gerne vil vide besked.
    Jeg er kommet ind fra min Pc uden problemer.

    Kærlig hilsen Linda

    • Hej Linda
      Jeg har det på samme måde: De er søde, blomsterne, men jeg aner ikke en snus om dem.
      Tak for info. Jeg bliver altid glad for den slags tilbagemeldninger. Jeg havde selv opdaget det, for jeg kunne ikke komme ind på min egen blog, så jeg havde fat i support. Fejlmeddelelsen blive vist til alle lige efter udsendelsen af mails’ene, og det burde være rettet nu. Det skyldtes, at ‘systemet’ troede, at udsendelse af mange mails på en gang måtte være fordi siden var hacket, og så lukkede hele skidtet ned. Tåbelig maskine… Nå, men nu er det noget med, at jeg skal ind og lave en ændring, så det går over en anden server og en anden port……..!!!! Jeg hader den slags ;-(((( Jeg sidder p.t. og samler mod.
      Jeg tror bestemt, du kan se siden fra mobilen nu.
      Håber, du også har sol i dag.
      Kh Lisbeth

  4. Hej Lisbeth! Jeg tror faktisk ikke, at din cyclamen er en coum, selvom den blomstrer midt om vinteren, men det kan vel have noget at gøre med, at knoldene har været opbevaret tørt i butikken ligesom dahliaknolde og så er blevet stimuleret af vand og lys i utide så at sige. Coum har ingen såkaldte aurikler (de ørelignende rundinger af kronbladene, hvis det giver mening) ved snuden af blomsten, og det har din jo tydeligvis. Personligt har jeg ikke prøvet at lege med knoldene i vindueskarmen, så jeg kan ikke give gode råd om, hvordan man behandler dem.

    • Hej Marie
      Næh, jeg blev også mistænksom, da du beskrev dine coum-blomster som værende ‘firkantede’, og de ser også helt anderledes ud. Mine har netop de små aurikler. Måske det er en såkaldt ‘kummerform’ af den almindelige Cyclamen hederifolium, jeg har.
      Jeg må nok gøre som Lisbeth og Karen foreslår: Prøve at lægge dem i jord og se, hvad der sker. Eller spørge hr. Dalby 🙂
      Kh Lisbeth

  5. Hej igen
    Knolden var som en stor tablet eller hvad jeg nu skal kalde den, den var helt tør, så jeg tvivlede ærlig talt på, om den nogen sinde kom, det gjorde den så heldigvis, det gode er, at jeg stadig kan se knolden, så jeg ikke er i tvivl om, at det er den. Jeg snupper lige et billede af den og sætter på næste indlæg. Den ligner ikke dine.

  6. Kjære Lisbeth

    Jeg kjøpte en gang sånne knoller fra Eurobulb, og det var Cyclamen hederifolium. De var like store ut som dine. De overlevde ikke her, men det var min feil for jeg visste ikke at de måtte dekkes om vinteren. Veldig søte blomster på dine! Det kommer nok blader til slutt. Du kan nok plante de ut når det blir varmere. Hell og lykke med de!

    • Kære Marit
      Ja, det er jo nok hederifolium i lille størrelse – blomsten altså – knolden er stor 🙂
      Jeg må prøve at plante dem ud, fx i en krukke hen over sommeren, så jeg ved, hvor jeg har dem.
      Tak.
      Mange hilsener Lisbeth

  7. hej

    tror det er de efterårsblomstrende cyclamen du har fået… du kan finde oplysninger om de forskellige cyclamen på gartnerietspiren.dk

    Hilsen Michael

    • Hej Michael
      Tak for link. Jeg har kigget.
      Jeg tror du har ret – meget taler vel også for, at det er dem, man får i sådan en gave. Det er næppe sjældenheder. Jeg synes bare, blomsterne var så små i forhold til dem, jeg har ude i haven.
      Jeg prøver, om jeg kan få dem til at gro derude – så vil det være spændende at se dem til efteråret 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  8. Hej Lisbeth

    Morsomt med sådan en gave. En gave der sætter noget igang!
    Jeg mener også at have set cyclamen knolde hos Eurobulb, men når jeg kigger er det Cyclamen coum de har nu – så de bytter lidt ud i sortimentet, Marit fik jo hederifolium.
    Godt med gode råd fra andre bloggere!

    Ha en dejlig aften

    • Hej Karsten
      Jeg har bestemt fået megen fornøjelse ud af de to knolde 🙂
      Og det er imponerende, hvad man kan få hjælp til af havemennesker, man sådan set slet ikke kender.
      Ja, Eurobulb har kun coum nu, og den er det ikke. Meget taler for at det er hederifolium.
      Nu er jeg spændt på, om jeg kan få dem til at komme igen.
      Tak i lige måde.
      Mange hilsener Lisbeth

  9. Som Marit skriver är det C hederifolium din man fått. Och visst är de vackra när de blommar. Det tråkiga när man ser den storleken på knölar är att de är uppgrävda i det vilda – där de decarmeras i en takt som inte är långsiktigt hållbar. Så när man har ett val, det har inte din man haft, så ska man alltid låta bli att köpa dem. Ingen efterfrågan, ingen grävning. Och din notering om att den var svårstartad… Jo många dör på vägen och ännu fler sen för att mottagarna inte kan odla dem vidare. Det är tyvärr en loose-loose situation.

    Man kan köpa knölar av arterna, coum och hederifolium, som är uppdragna från ok material. En hederifolium knöl mäter då ofta 2-5 cm och är alldeles slät. Då kan man bara ana hur gammal en knöl som dem du visar är.

    Jag hoppas du tar vara på knölarna så dem får leva vidare i din trädgård 🙂

    Ha det gott! Carina

    • Kære Carina
      Tusind tak for din kommentar. Jeg, der er flittig amatørbiolog, bliver så gal, når nogen graver noget op i naturen. Uf, de burde skamme sig. Jeg troede netop ikke, at så store knolde var gravet op, men jeg kan sagtens følge din logik. Jeg håber virkelig, jeg kan få dem til at trives – jeg vil gøre, hvad jeg kan. Knoldene må være mega-gamle.
      Mange hilsener Lisbeth

  10. Kære Lisbeth
    Hvor blev de søde de små alpevioler og de kunne ikke have fundet et bedre sted at bo end hos jer, som sætter så stor pris på sådanne specialiteter. Derfor elsker vi jer.

    Du kan vælge at gemme dem – holde pause – og så når de begynder at virke lidt tørre skylle dem, som du har gjort, du kan også vælge at sætte dem i haven med lidt jord over – max 2-3 cm – og de må endelig ikke stå fugtigt. Således er jeg blevet orienteret hos Annis Blomster i Ebeltoft, hvor vi havde købt dem.
    Kærlige hilsener
    Birthe

    • Kære Birthe
      Tusind tak skal du have, og tak for knoldene 🙂
      Jeg vil sætte dem ud, når det bliver lidt varmere og hvis det er en almindelig Cyclamen hederifolium (som ganske rigtigt står rundt om på trapperne), så kan den godt overvintre ude. Jeg kunne sådan set godt tænke mig, om jeg kunne have den inde som knold hver vinter, men er efterhånden betænkelig. Det er store gamle knolde, og måske de ikke bør stresses med at blive hevet op og ind hver vinter. Jeg kunne godt finde på at give dem ro i nogle år. Især da jeg kan se, at de kæmper lidt med at komme i gang og sætte blade.
      De må vist nusses lidt 😉
      Kh Lisbeth

  11. Kære Lisbeth
    P.S. Men det skal være et lunt sted i haven. Og jeg vil umiddelbart tvivle på, at de kan overvintre. Men det kan være du har erfaring på dette område, idet jeg mener at have set nogle meget små alpevioler ved et af dine små trappetrin. Har de prøvet at overvintre – eller ?
    KH Birthe

Skriv et svar til Marit Annuller svar