Et par af havens fugle

Et par af havens fugle

Vi har heldigvis fugle i haven. De hopper, pipper, synger og fodrer, så det er en lyst.
Der er naturligvis ikke så mange, som hvis vi boede tæt på uberørt natur, og der er desværre klart færre i år. Jeg gætter på, at det skyldes tørken, og at der nok mangler mange af de insekter, der bor i fx fugtig skygge. Haven mangler også blomster til nektarsugende insekter, der jo også er fuglemad. Dels er der simpelthen sat færre knopper i tørken og varmen, og dels holder blomsterne ikke ret længe. Som et ekstra minus er jeg ved at omlægge et staudebed, der ganske vist er næsten genplantet, men planterne gisper mere, end de blomstrer.

Nå, tilbage til havens fugle – for lidt har også ret, og vi har som altid haft blåmejser og musvitter i fuglekasserne og solsort et eller andet sted. Mågen har jeg fortalt om, og den kan vi godt undvære. Til gengæld har vi to andre, jeg vil vise jer i dag: Gærdesmutten og Lille Træfugl.

Først gærdesmutten. Det er nemlig sådan, at jeg engang i forsommeren (der faldt en formiddag i maj) ville fjerne et gammelt haveprojekt, som jeg har fortrudt: En jernsøjle med en efeu i.

Efeu vokser op i jernsøjle.. Stammen er klippet fri.

Forklaringen på projektet, og på hvorfor jeg vil af med efeuen igen, kan I få en anden gang. Forklaringen på, hvorfor jeg alligevel ikke fjernede den, får I nu.
Der skete nemlig det, da jeg havde fundet saksen frem og stod og overvejede, hvor angrebet skulle sættes ind, at jeg opdagede en lille gærdesmuttehan, der fløj ind i den grønne efeu med redemateriale. Den observation udløste en omgående totalfredning samt listezone rundt om søjle og efeu, og saksen kom retur i udhuset.

LIDT FAKTA OM GÆRDESMUTTER

Gærdesmutten er simpelthen den mest nuser, lille fugl, man kan tænke sig: Rødbrun og med en hale, der peger kækt lige op mod himlen. 
Det er Danmarks næstmindste fugl, og den vejer kun ca. 10 gram og er 8-10 cm lang. Prøv lige at veje 10 g af på køkkenvægten – det er ingenting…!! (Fuglekongen er den mindste fugl.)
Gærdesmutten synger året rundt og har en imponerende kraftig stemme med en nydelig sang og et karakteristisk kald. 
De spiser insekter, særligt biller, men også edderkopper. Vi forsøger at have mange insektvenlige steder i haven – måske gærdesmutten i efeuen er takken for den indsats.
Deres reder er kugleformede og bygges af mos, visne blade, græs og grene og bygges i tæt og fugtig vegetation, bl.a. i haver.
Antallet af gærdesmutter i Danmark svinger ret meget, for da fuglen er så lille, dør mange af dem i kolde vintre. Af samme grund overnatter de ofte sammen i fuglekasser for at holde på varmen. (Endnu en grund til at have fuglekasser.) I gode somre kommer bestanden sig hurtigt igen. De lægger ret mange æg (6-8 stk.) og har ofte flere kuld på et år. 
Der findes både stand- og trækfugle.
Hvis du ikke kender gærdesmutten, kan du se fuglen og høre sangen i denne lille video fra Dansk Ornitologisk Forening. 

Gærdesmuttehannen i min efeu var i gang med at bygge én af flere boliger, for det er nemlig sådan i de familier, at mænnerne bygger mange reder, som de udvalgte dernæst forventes at lade sig imponere af og ligefrem vælge en af dem som fremtidigt hjem. Desværre er jeg ikke rigtig klar over, om fru Gærdesmutte valgte reden i vores have, for vi har oprigtigt talt ikke været meget i den del af haven, medmindre det var for at vande. 
Derfor ved jeg heller ikke, om parret er i gang med andet eller tredje kuld; men jeg ved, at de er her, for jeg har dagligt hørt dem synge og kalde, og jeg ser dem tit
 hoppe rundt i haven. Hvis reden ikke er hos os, så er den i hvert fald i nærheden. Og da der ikke er så mange muligheder i de andre haver, der mest består af græs, staudebede og køkkenhave, lader jeg, som om gærdesmutterne har adresse i vores efeu.

Forleden dag hoppede en af ‘smutterne’ meget tillidsfuldt rundt på Fyrstien få meter fra mig. Jeg stod musestille og vidste ikke rigtig, om jeg bare skulle nyde synet, eller om jeg skulle forsøge at forevige øjeblikket.
Jeg valgte at fiske kameraet frem, mens den var inde i en busk, og her er den. Er den ikke sød? 

Gærdesmutte på en af havens stier

Gærdesmutte på sten i haven
En bittelille gærdesmutte i min have. Den sidder 1½ meter fra mig. Se lige halen. Dét bliver man da glad i låget af. 

Træfuglen – en indført art fra Tyskland

Den anden fugl, jeg vil vise i dag, er Træfuglen. Den er udruget i Tyskland og behøver ikke så megen forklaring – se blot videoen. 

Snoren med træfuglen og dens to træsøstre (én over og én under snurrebassen i videoen) har jeg købt af Nina Ewald, der havde et par stykker til salg på facebook. (Jeg har købt den sidste til en veninde.)
Fuglene hænger under parasollen på vores gårdsplads. Lige foran køkkenvinduet.
“A smile a day keeps the doctor away.” Jeg er SÅ sund!
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

14 kommentarer til “Et par af havens fugle”

  1. Åh de er så kære de små Gærdesmutter. Jeg har et kuld unger i haven i øjeblikket og de nærmest smutter rundt mellem benene på mig når jeg går der ude. Jeg har fundet hele 3 reder, men hvilken af dem der har været unger i ved jeg ikke. For to år siden lavede de overbygning på en gammel svalerede i carporten og boede der om vinteren. Det var svalerne bestemt ikke tilfredse med da de kom tilbage foråret efter, så overbygningen blev pillet ned og så flyttede de ind igen.

    • Kære Rita – Hvilken herlig historie om ind- og udflytning i carporten 🙂 Jeg troede ikke, at svaler genbrugte, men så lærte jeg også lige det. Hils dine ‘smutter’.

  2. Hej Lisbeth
    Ja træfuglen giver bestemt smil på læben, dem kan man ikke få for mange af i denne tørre tid med evigblå himmel 🙂
    Gærdesmutten er selvfølgelig også her hos os, vi har haft et kuld unger flagrende omkring os, men jeg nåede ikke at få taget gode billeder. Halen er bare så skøn.
    Kh Lisbeth

    • Kære Lisbeth – Vi må finde de smil, der er, og gærdesmutter er SÅ vimse og sjove 🙂 Træfuglen er heldigvis en standfugl, der vil muntre mig hele vinteren, satser jeg på. Hvis den kan tåle det.
      Jeg har faktisk smilet hele morgenen, fordi det har været overskyet. Og jeg tænker hver gang, at det SKAL jeg huske resten af mit liv, hvis jeg en dag synes, det regner for meget. Nu véd jeg, at jeg hellere vil have regn end monstertørke.
      Kh Lisbeth

  3. Hej Lisbeth
    Vi var en gang så heldige at have en gærdesmutterede med beboere i vores Clematis på terrassen. Jeg sagde ikke noget til drengene, som dengang ikke var så store, jeg var bange for de ville se for meget til reden.
    Jeg er jo den heldige veninde som også kan hænge en træfugl på min terrasse.

    • Kære Merete – Hvor heldig kan man være 🙂 Det var nok klogt at begrænse kiggeriet – selv om det er sikkert også var fristende. Gærdesmutteunger må være bittebittesmå 🙂
      Din træfugl er desværre ikke landet endnu, men hvis den flyver med PostNord, så kommer den nok en dag. I år. Måske.
      Kh Lisbeth

  4. Kjære Lisbeth

    Så søt den er, og så godt at du fredet eføyen! Fugler vil vi jo ha i hagen og det gir jo så mye liv rundt oss. Her har jeg ingen gjerdesmett, men mange andre.
    Det har vært veldig lite insekter i sommer, for mygg og knott har bare tørket ut. Så det er nok ikke enkelt for de å skaffe ungene mat.
    Trefuglen var veldig fin.

    • Kære Marit – ja tørken virker som en dominoeffekt. Ingen vand – ingen insekter – ingen insektspisende fugle. Og længere oppe i fødekæden må de også sulte. Forhåbentlig får vi en mild vinter, så de få, der er, kan overleve og synge for os i haven til næste år.
      Så er det godt jeg har min træfugl. Den er der ikke så mange problemer med 🙂
      Kh Lisbeth

  5. At gærdesmutten er nuser tager jeg gerne med som et faktum:-) Jeg havdeegentlig forstået, at de især ynder at bygge reder under tagudhæng; men det giver jo god mening, at hannen har flere forskellige redetyper at byde på.

    • Hej Marie – Det er noget med, at hun vælger den han, der kan præstere de flotteste reder – og måske reder under tagudhæng er særligt blærede 🙂
      Kh Lisbeth

  6. Hej Lisbeth

    Fuglene er vores venner i haven, mine egne favoritter er vipstjerten på græssset og den brogede fluesnapper i træerne – men gærdesmutten er en lille fin sag:)

    Ha en dejlig aften

    • Hej Karsten – Fuglene er bestemt gode venner og skal naturligvis bydes på både mad og drikke. Du er godt nok heldig, at du har Hvid Vipstjert, der virkelig også er munter med den glade hale, og Broget Fluesnapper, som også kan lidt med halen. Så stor /godt beliggende er min have desværre ikke. Men jeg er glad for dem jeg har (ikke mågen).
      Mange hilsener Lisbeth

  7. Fåglar i trädgården och fågelsång är helt underbart. Jag älskar sena sommarkvällar när svalorna har flyguppvisning och sjunger. Träfågeln va en kul grej 🙂 Tur du hann se den lilla hanen innan du gick igång med saxen…

    Ha det gott! Carina

    • Hej Carina – Det var meget heldigt, at jeg så den, for i går så jeg, at de flyver ind og ud med mad til ungerne, så det BLEV reden i min efeu. Det er jeg meget glad for 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

Skriv en kommentar