Et juleeventyr

Min have sover vintersøvn, og jeg er trukket indendørs og helliger mig julens fred og ro. Roen kommer nemlig med alderen, har jeg opdaget.
Det giver sig blandt andet udtryk i, at mit behov for julepynt, juleknas og julegaver er aftagende.
Mit juleengagement toppede, da jeg var i trediverne. Siden da har det været total deroute.
Den historie får du i dag, hvor jeg lader haven sove i fred – også på bloggen.
(Måske derouten alligevel ikke har været helt total.)

10 år – Juletræet med sin pynt

Da jeg var 10 år, var julen et af årets store højdepunkter.
Lillejuleaften blev træet hentet ind og sat på fod. Efter aftensmad fik min bror og jeg lov til at se, at stjernen blev sat på – og en lillebitte mand lige underneden. Hvem han er, og hvorfor han skulle sidde der, aner jeg ikke, men det var sådan, det skulle være. Jeg har ham stadig.

Stjernen i juletræets top

Efter dette ritual blev vi børn gennet i seng eller minimum ind på vores værelser, mens mor og far pyntede juletræ.
Julemorgen vågnede jeg klokken meget tidligt og løb ind i stuen, hvor grantræet var forvandlet til et juletræ med al sin pynt. Jeg gik rundt og rundt og rundt og genså hjerter, kurve, fugle og alt det andet.

10 år og fuld af juleforventning. Der er både juletræ og juleby med sne af vat.

Jeg er den dag i dag mine forældre dybt taknemmelige for, at de skabte denne ‘forventningens glæde’ ved ikke at lade mig være med til at pynte juletræet. Det er et af mine bedste barndomsjuleminder.

20 år – Hjem til jul

Da jeg var 20, boede jeg i lejlighed på Østerbro i København, og jeg kom hjem til jul.
Jeg sparede sammen til togbilletten.
Jeg sparede 10 kr. op hver måned, og to gange om året var der råd til turen. En returbillet til Næstved kostede 55 kr. Månedslønnen for en sygeplejeelev var omkring 700 kr. Efter skat ganske vist, for kildeskatten var lige indført, men før husleje, mad, tøj, bøger osv.

20 år og fuld af juleforventning, mens mor skærer anden ud.

Mine forældre reducerede langsomt julepynten, da vi børn var flyttet hjemmefra, men det gik ikke upåtalt hen… Jeg husker forfærdelsen, da jeg første år kom hjem til jul og opdagede, at julebyen med vat ikke var sat op. Da jeg påpegede, at de havde glemt den, forklarede min mor, at nu da jeg var flyttet, så troede hun ikke, det var nødvendigt mere. Nødvendigt…!!!??? Jamen man pynter da ikke, fordi det er nødvendigt, men fordi man helt inde i sjælen æælsker det! Jeg er siden hen blevet klogere, men dengang var det utænkeligt, at jeg kunne skifte holdning til julen og blive som min mor.

30 år – Der mangler ikke noget

Da jeg var 30, bandt jeg selv dørkrans af buksbom og adventskrans af gran.
Adventskransen med hvide lys hang smukt ned fra loftet i lange hvide silkebånd, og bogreolerne blev udstyret med muntre kravlenisser.

Kravlenisser

Jeg fyldte vaser og krukker med gran, tændte stearinlys, inde som ude, lavede flere kilo fyldt konfekt (mindst 10 forskellige), bagte brunkager, finskbrød og leverpostej, kogte klejner og saltkød, pressede rullepølse, lavede sylte og finker, slæbte posevis af røde pigeoner og orange mandariner hjem. Plus dadler, nødder, marcipansnitter, geleabrikoser m.m.

Der koges klejner.

Jeg skrev masser af julekort, fandt juleduge og servietter frem, pakkede gaver ind efter stilfuldt, japansk forbillede med avancerede materialer og bånd med hjemmelavede mærkater. Bare for at nævne noget.
Hvis jeg også skulle have nået at lægge billeder af det hele på Snapchat, Instagram og facebook (plus kommentere de andres), var jeg gået i brædderne. Jeg kunne heldigvis nøjes med at imponere ved at lire hele svadaen af i kaffestuen på arbejde (mens de andre ventede på at komme til at aflevere deres svada).

40 år – Købekranse og almindeligt gavepapir

I 40-årsalderen pyntede jeg stadig kranse til dør og advent, men nu var selve kransene færdigbundne. Derouten var begyndt.
Jeg købte mig også til både saltkød og rullepølse, og konfekten blev reduceret til ½ kilo. Kagerne var stadig hjemmelavede, der duftede stadig af varm rødvinstoddy hver adventssøndag, og jeg havde endnu ikke opgivet at få brændt kalenderlyset helt ned inden den 25.

Kalenderlys

Jeg syntes, det var hyggeligt at gå på julegaveindkøb i en julepyntet by med oplyste ruder, men selve gaveindpakningen var nedjusteret til almindeligt julepapir.

50 år – Jul i Ebeltoft

Det år, jeg fyldte 50, flyttede vi til Ebeltoft, hvor vi bor nu.
Vi fandt et hyggeligt sted uden for byen, hvor vi selv fældede vores juletræ. Faktisk fældede vi to. Både et til stuen og et til gårdspladsen.

Jeg pyntede fortsat den købte krans til døren, og havemanden pyntede den nyerhvervede gårdsplads med dekorationer og lyskæder.

Jernkurv med mos, gran og æbler.

Indendørs pyntede vi løs med nisser og andet godt fra julekassen.
Vi drak juletoddy med usvækket fornøjelse, men den hjemmelavede konfekt blev udskiftet med en stang marcipan, en stang nougat, chokoladeknapper og nødder på et fad. Så kunne man selv skære og blande efter lyst. Pigeonerne blev også droppet – ingen af os orkede at spise dem med al den marcipan og nougat på fad.
Julebagningen svandt ind til kun brunkager, adventskransen svandt ind fra grankrans til fire lys i en keramikstage, og kalenderlyset blev udskiftet med et almindeligt rødt stearinlys, som jeg ikke skal stresse over at få brændt til tiden.

Julekortene blev udskiftet med julemails, og den hyggelige julegaveindkøbstur blev udskiftet med et par klik på et tastatur, fordi alle gaveønsker ankom digitalt: “Jeg ønsker mig præcis denne ting” ofte ledsaget af et link. Til gengæld blev vi faste kunder i pakkeudleveringen. Her har de nissehuer på op til jul, men ellers var – og er – der ikke megen julestemning over at trække et nummer og stille op i køen.

60 år – Nutidens jul

Da jeg blev 60 var havemanden begyndt at købe vores juletræ henne på hjørnet, og vi besluttede, at tiden var kommet til ikke at give hinanden julegaver. Jeg kan simpelthen ikke bruge mere køkkengrej, flere smykker og mere tøj. Og det, jeg alligevel har brug for og lyst til, køber jeg, når jeg ser det – det være sig havebøger, små, sjove skåle og computere. Hvis jeg mangler en grensaks i maj, gider jeg rent ud sagt ikke vente med (måske) at få en til jul.
Rent praktisk er det endt med, at vi køber en eller anden lille ting til hinanden, som falder ind under kategorien: ‘bliver helt sikkert brugt /bliver helt sikkert læst / bliver helt sikkert spist / fylder helt sikkert ikke bare op’.

Vi har stadig lidt julenisser og anden pynt her og der, men ellers er julen karakteriseret ved rød juledug på bordet og rødt julelys. I år har jeg som noget nyt købt et firkantet kobberfad, som samler diverse juleting i løbet af måneden. I begyndelsen af december var det paradisæbler fra haven og en lille engel. Og en forkobret fyrrekivst, som jeg købte sammen med fadet.

Jeg bager fortsat brunkager med smør og masser af mandler, men jeg dobler ikke længere opskriften op, og vi kan ikke længere spise al marcipanen.
Juleaften er vi nogen gange sammen med familie, andre år nyder vi julen i dejlig tosomhed. Så steger jeg and med alt, hvad der hører til, og vi får en god flaske vin – men vi drikker ikke altid hele flasken. (Hvem skulle have troet, at vi kom dertil? Ikke jeg.)

60 år og fuld af juleforventning – til andesteg og god vin. 

Jeg prøvede et år at forenkle juleanden til andebryst, fordi vi ikke kan spise en hel and, men dén går ikke. Det var ren nedtur. Juleaften skal der dufte af andesteg, mens jeg med usvigelig gensynsglæde ser Disneys juleshow og drikker toddy. (Men spørg mig igen, når jeg er blevet 70 eller 80.)

Juleglæden er intakt

Sådan en julederoute lyder muligvis trist, og nogle vil måske tænke, at det aldrig vil ske for dem, for de vil altid have lyst til i hvert fald xxx, uanset hvor gamle de bliver.

Sådan tænkte jeg selv, dengang jeg endnu ikke havde prøvet at være hverken 50 eller 60, og dengang min mor sløjfede julebyen med sne af vat.
I dag, hvor jeg har prøvet nogle flere aldre, forstår jeg, at mine forældre og bedsteforældre talte sandt, når de gerne ville forenkle. Og jeg kan forsikre om, at forenklingen ikke er en trist deroute.
Faktisk er min samlede juleglæde uændret, fordi den er tiltaget proportionel, når det gælder andres julepynt og julerier. Det er simpelthen så skønt at betragte deres entusiasme, glæde og overskud, mens jeg selv tager den med ro og har tid til at nyde.
På den måde er julederouten i virkeligheden et dejligt juleeventyr.

Det eneste, jeg savner fra ‘gamle dage’, er sne.

Forhåbentlig får du en eventyrlig jul med lige den mængde pynt, knas og gaver (og sne), som du ønsker dig, og hvis du er interesseret i at lave juletoddy, er opskriften HER.
Jeg er tilbage i fuldt have-humør efter nytår.

Glædelig jul og godt nyt år!

____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne: 

34 kommentarer til “Et juleeventyr”

  1. Hyggeligt at følge alle aldre, 10 års alderen skabte også minder her. Vi (min bror og jeg) blev sendt ind og sove til middag, mens mor pyntede træet. Men ellers var der nu ikke meget nostalgi over vores jul, min mor var bestemt ikke julefan, muligvis fordi den altid skulle fejres med tvangsindlagt besøg af fastre og onkler, nogle var sure osv. ja jeg har ikke specielt gode minder fra min barndoms jul. Et år var jeg ved at blive fyret af hos min faster. Jeg havde nylonkjole på og kom for tæt på bessovnen, heldigvis fik de slukket det, så jeg fik ikke mén.
    I gennem årene har jeg selvfølgelig julehygget med mine børn, men nu er de jo hjemme fra for længe siden, men det var en dejlig tid, når jeg ventede på, at alle tre drenge kom hjem for at fejre jul med os. Dengang var jeg bekymret for juletraffik og sne, sådan er det heller ikke mere.
    Nu holder de jul med egne børn og koner, og i år er det svigerfamiliernes tur. Det gør ikke noget, vi holder hyggelig stille jul i tosomhed, men mødes dog med dem 2. juledag. Vi har sparet anden væk, mener godt vi kan klare os med lidt andelår og bryst.
    Ja tiderne skifter både med de moderne nye tider, men også helt sikkert med alderen, det må vi erkende.
    Tak for et hyggeligt tilbageblik på din skiftende alder.
    Du laver nok ikke indlæg juleaften eller?
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Hej Lisbeth
      Jeg er heller ikke sikker på, at min mor var julefan. Jeg tror hun var på nedtrapning, men heldigvis har jeg ikke en ret stor familie, så vi slap for bøvlet juleaften med hvem, der skulle holde jul hvor osv. Men jeg kender det fra andre familier. Jeg har det sådan set rigtig hyggeligt alene eller sammen med Bent.
      Det var vel nok godt, du ikke fik men af julebranden i kjolen. Det er farligt med brændeovne og levende lys. Bent overvejede for nogle år siden om vi skulle have lyskæder på juletræet, så det kan lyse hele tiden, men så vil jeg hellere undvære. Mit juletræ lyser kun juleaften og måske med friske lys i til en julefrokost med gæster.
      Du giver mig en ide med de der andelår. Vi får nemlig tit langtidsstegte andelår efter Karens Opskrift (Skivholme). De steger nogle timer og giver en dejlig duft. Det kunne måske godt bruges juleaften, så jeg kan få duften og gå og glæde mig.
      Selv tak – jeg havde ikke troet, da jeg var ung, at jeg ville ændre mig så meget, men det er sandt, at ‘man bliver klogere med alderen’.
      Nu holder bloggen og jeg juleferie, og jeg nøjes med at nyde dine og alle andres indlæg 😉
      Kh Lisbeth

      Svar
      • Ja men så vil jeg ønske dig og Bent en glædelig jul. Her dufter af brunkager, så vi juler lidt.
        Vi har det også fint med at være alene juleaften, det er jo også hyggeligt og hjemligt som alle andre dage.
        Godt jeg kunne give dig en idé til julemiddagen, så slipper vi for alt det snask, der er i en and 🙂

        Svar
  2. Herligt herligt og genkendeligt skriv frem til de 50 år, du får fem af fem stjerner herfra!
    Sidder og stor smiler, datteren er 27(hun siger 24) barnebarnet under et år. De fik vores nisser/julepynt med sig hjem, op til første søndag i advent. Glæder mig til at opleve deres julehjem:-)))))

    Som et PS så kom manden min, til at brænde ALT julepynten af for omkring 17 år siden, så der blev reduceret ;-)))) Det skal siges at det ikke var med vilje, han troede det var indpakningspapir fra juleaften der var i de kasser med sække og tape omkring, 2.juledag.

    Rigtig god jul til dig og Bent
    Jule-knus og hilsner fra Anette

    Svar
    • Tak, Anette. Er det ikke pudsigt, som man prioriterer anderledes med alderen, og når man er 24/27 så kan man ikke forestille sig det :-)))) Det bliver dejligt at opleve deres juleglæde. ikke mindst Gaias.
      Jeg morede mig over Kims afbrænding af julepynten. Det var måske ikke så sjovt, da det skete, men det var nu da godt nok en effektiv måde at få ryddet op i alt det, man har samlet sammen og ikke bruger.
      Tak i lige måde til jer begge. Ha’ en god jul.
      Kh Lisbeth

      Svar
  3. Takk for din flotte julefortelling og bilder. Jeg kan nikke gjenkjennende til det meste. Det var en annen tid da vi var små ( jeg tror vi er nesten like gamle), og jeg husker også barndommens jul som noe helt spesielt. I dag er det ikke den samme forventing til jul, for folk har har jo “jul ” annenhverdag. Den matrielle overflod som er i dag er helt annerledes enn på 60 tallet. Så noe har gått tapt på veien. Jeg tror fortsatt at barn gleder seg til jul, men de har så mye i dag så det blir ikke det samme. Forventning til å få noe varte i mange måneder, og sånn er det ikke i dag.
    Jeg pynter mindre og mindre jeg også, men sånn er det bare. Jul blir det likevel.

    Glædelig jul til deg og dine!

    Svar
    • Selv tak, Marit, og tak fordi du kiggede med tilbage i tiden. Det skal nok passe, at vi er lige gamle og husker julen fra dengang ønskesedler ikke var bestillingslister. Jeg er helt enig: Noget er gået tabt, men jeg passer meget på ikke at sige det til de helt unge, for det lyder, som om jeg er sur og vrissen. Det er jeg ikke. Måske snarere lidt bedrøvet på deres vegne. Men ja: Børnene glæder sig fortsat, og det er skønt at se og høre.
      Og jul bliver det altid, ja.
      Rigtig god jul til dig og din familie også.
      Hilsen Lisbeth

      Svar
  4. Jeg har – hvis sandheden skal frem i dette forum – aldrig, siden jeg blev voksen, været den store julefan. Men i mange år julede jeg alligevel en del for børnenes skyld. Og det gav god mening, fordi de hyggede sig med det. I de seneste år har jeg droslet mere og mere ned for julerierne, så her kan jeg følge din beskrivelse 🙂 Jeg forestiller mig, at jeg vil skrue lidt op igen, hvis der en dag kommer små børn i familien. Jeg vil gerne være den bedstemor, der giver dem nogle varme juleminder, som dem, jeg har fra mine bedsteforældre 🙂
    God jul til jer!
    Kh Nana

    Svar
    • Hej Nana
      I dette lille lukkede forum er det tilladt at bekende sit juleniveau.
      Jeg ville egentlig have troet, at du var mere til jul, end du åbenbart er, men der er vist ret mange, der kun holder jul for børn og børnebørns skyld.
      Du har ret i det med børnebørn. Jeg forsøger at gå all-in, så børnebørnene ikke skal høre på en gammel bedste, der kun kan fortælle, hvor meget bedre det var i gamle dage. Jeg synes ganske vist godt, de kan tåle at høre, hvordan tiden ændrer sig, men det skal ikke være hele tiden. (Men – sagt i dette lukkede forum – så kan det i mellem være svært at leve op til festen, fordi de – og vi alle – er så godt vant i hverdagen.)
      God jul til jer også – med alt hvad du ønsker 😉
      Kh Lisbeth

      Svar
  5. I store træk genkender jeg din julehistorie. Jeg holder jul for at glæde mine børn og nu mit barnebarn. Helst så sprang jeg hele kaldet over satte mig på en flyver og lagde mig i solen og fik noget energi.
    Nu er min børn så gamle at de lidt har arvet min indstilling til julen, de arbejder alle 3 i butik og er segnefærdige når vi når d 24 dec . I år holder min svigersøns mor jul, da jeg er på arbejde men vil kunne smutte i et par hvor mine beboere er hjemme hos deres familier.
    Jeg tror julen er ( for mange) en tid hvor man glemmer den gammeldags hygge, drøner rundt og køber gaver der skal være så store og dyre at man sidder med et stort hul i økonomien og hvor især børnene er ved at drukne i gaver, Hvor man skal være sammen med familiemedlemmer man ikke svinger med og hvor man er Så træt juleaften at man mest har lyst til at sidde med fødderne oppe.
    Man glemmer hvad det er julen handler om, nemlig om hyggeligt sammenvær med dem man holder af i et stille og roligt tempo hvor alle kan være med.
    Jeg har igennem mit arbejdsliv været på arbejde en del gange juleaften, og skal det igen i år. Og jeg elsker det :)) de juler der står for mig som de mest rolige og hyggelige har været dem hvor jeg var på arbejde på plejehjem, hvor alting nu bare tar den tid det tar og maden bare skulle serveres.
    Sidste år fik jeg indført en ny tradition i vores familie, med at vi d 23 samles og spiser æbleskiver hos mine forældre, udveksler gaver og pakker dem op. Det var en succes der bliver fulgt op igen i år.
    I år der glæder jeg mig til at bare være og nyde de nærmeste og så køre på arbejde igen.

    De varmeste hilsner fra en antijulenisse :)))

    Svar
    • Kære Linda
      Vi taler tit om at tage væk. Måske bare en interessant ikke-jule-højskole i et par dage hen over julen. Vi fik det ikke sat i værk i tide, og nu, hvor der er børnebørn, er det ikke sådan at indføre, uden at det virker forkert. Det er nu også hyggeligt at se børns juleglæde. Det er bare alt det andet, der følger med, som jeg godt kunne undvære. Alt det, man skal leve op til med mad og gaver, og jeg skal komme efter dig. Det er et kæmpe udstyrsstykke, hvor man lige netop glemmer det, det handler om. Du har helt ret 😉
      Jeg har også engang haft et job, hvor jeg havde vagter. Jeg tog gerne juleaften, også i nogle år, hvor jeg var alene, for så var der ikke så meget at snakke om, og jeg slap for at forklare, at jeg faktisk ikke havde noget imod at være alene juleaften. Juleaften på arbejde har en helt særlig stemning, som ikke lader sig beskrive, det er jeg enig med dig i. Jeg var operationssygeplejerske, og hvis en patient skulle opereres for fx blindtarmsbetændelse eller have lavet kejsersnit, så var der en helt særlig samhørighed mellem både patienten og alle os på arbejde. Nogle år fik vi ikke engang tid til at spise vores julemad. Man skal have prøvet det, for at forstå stemningen.
      God lillejuleaften 🙂 Og så håber jeg, du får en skøn juleaften med lidt af begge dele.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  6. God beskrivelse. Lidt ændrer man nok julerierne – men jeg er altså blevet 60 her i år – og jeg pynter stadig op med juledekorationer både ude og inde, vi sætter lys op ude, og årets kranse bliver der brugt en del energi og tanker på – det vil jeg ikke undvære. Men i løbet af årene er huset blevet nissefrit område. Og jeg orker heller ikke at bage så mange småkager, der ender som fuglemad i februar. Det er helt klart et alderstegn, der kun modvirkes af, at de to drillenisser kræver at komme frem i den sidste uge op til jul. Jeg kan faktisk høre dem fnidre og banke på låget i julekassen 🙂
    Kh, Karen

    Svar
    • Tak, kære Karen.
      Det beroliger mig, at du vedkender dig juledekorationerne, for du er en rigtig ‘hyggegris’ hele året rundt, synes jeg, og laver de skønneste små og store dekorationer både ude og inde.
      Og du har en herlig fantasi, som tiltrækker drillenisser. Jeg ser frem til gensynet 😉
      Ja – pyt med alle de småkager. Maven får desværre nok før øjnene. Men måske dine fugle vil savne februarlækkerierne 🙂
      (Tænk: til den tid er foråret tæt på, og erantis’erne er nok på vej frem.)
      Kh Lisbeth

      Svar
  7. Hvor er det godt og rigtigt skrevet. Min datter kommenterede for nyligt at jeg ikke pynter til jul mere. Det er ikke rigtigt, men nu er det kun de ting, der betyder noget for mig, der kommer frem. F. Eks min mors hjemmelavede julepynt, og patchwork hjerterne fra min svigerinde. Jeg vil hellere prioritere at bage og lave konfekt med børnebørnene, end at bage store mængder småkager, som vi fodrer høns med efter jul. Lyskæderne sættes dog op allerede i november for at holde vintermørket på afstand. Og i år har jeg hængt røde julekugler i min araucaria i forhaven. Så har naboerne noget at glæde sig over og snakke om;)

    Svar
    • Kære Marianne
      Undskyld, at jeg ikke har reageret før nu – din kommentar var røget i spammappen. Det har jeg sagt, at den ikke skal gøre igen. Det er dejligt at høre fra dig 🙂
      Hvor sjovt, at din datter kommenterede det 😉 Det er åbenbart en fast ‘regel’ i mange familier, at vi/de unge slet ikke kan forestille sig, at ikke alle svælger i jul.
      Jeg nyder at trappe ned, og kan sagtens følge dig i at få udvalgte juleting med minder er meget bedre end hele læsset 😉
      Lyskæder, der ikke har facon som julelys har jeg også i hele den mørke tid. Det forbinder jeg efterhånden ikke med jul, men bare med vinter. Vi har det da osse så mørkt her i landet, nu hvor vi næsten ingen sne får. Så er lyskæder en formildende omstændighed.
      Det ser garanteret godt ud med julekuglerne 🙂
      God jul til dig. Lisbeth

      Svar
  8. hihi, jo noget kan jeg godt genkende. det med at bage fks. Vi har altid været mere glade for æblekage, æbleskiver og vafler end småkage, så de blev droppet for mange år siden. Og jeg har forenklet noget af pynten efter børnene er flyttet. Meen både datteren og svigerdatteren er julenisser af sind, så det er ikke meget der væk. Og indrømmet trods jeg osse er rundet de 60, har jeg stadig nissesind. jeg gider bare ikke stresse over det. Det kommer op i det tempo og til den tid jeg gider.
    Og heldigvis kan vi alle hygge os sammen og hver for sig. Alt efter sønnens arbejdstider. Han har nemlig osse vagter på “ukorrente” tider.
    Snart glædelig solhverv
    hilsner Gunvor

    Svar
    • Det gode ved småkagerne er, at de dufter dejligt. Det gør æbleskiver nu også. Jeg snyder og køber dem frosne. Brunkagedejen laver jeg omkring den 1. Så ligger dejen i køleskabet og jeg bager en plade en gang i mellem.
      Hvor er det dejligt for dig, at datter og svigerdatter også har nissesind. I må kunne få nogle dejlige juleaftener sammen, ikke mindst hvis I alle er enige om at kunne skrue ned for ambitionerne til et passende niveau. Det med sønnens vagter gør i hvert fald, at man ikke gror fast i vaner.
      Åh ja, Gunvor, er det ikke skønt, at lyset snart vender tilbage?
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  9. Tak for en dejlig fortælling – hvor er det godt, vi kan udvikle os hele livet! Jeg husker også fra min barndom, at juletræet blev pyntet af min far, og vi børn ikke så træet, før det stod tændt juleaften – wow, det var magisk! Mine børn pynter træet, men vi er ikke i stuen, når det bliver tændt. Alt lys bliver slukket, før vi bliver lukket ind – og jeg mærker stadig min barndoms sus af magi!
    Juleforberedelser med julebag og traditionsrige retter er jeg aldrig gået op i – jeg når, det jeg når – resten undværer vi eller køber os til. Jul skal være hyggeligt, og meget gerne dufte af gran og være fyldt med juleblomster – og så skal vi i kirke! Måske ikke juleaften, men både en gang i adventstiden og en gang i juledagene.

    Svar
    • Selv tak 🙂 Jeg synes, det er morsomt at se udviklingen baglæns, fordi jeg simpelthen ikke kunne forestille mig, at det kunne ske, dengang jeg var yngre.
      Suset over at stå uden for døren, mens træet blev tændt, husker jeg også tydeligt, og du har ret: Der er noget vigtigt ved juledufte. Jeg mener, at jeg har læst, at duftminder er de stærkeste minder. Det er nok derfor jeg SKAL have duften af andesteg om eftermiddagen – det stemmer mig i julehumør.
      Jeg kan godt forstå, I går i kirke, men personligt har jeg det lidt svært med den publikumstilstrømning, der er juleaften. Jeg synes, det ødelægger noget af den grundlæggende stemning.
      Ha’ en god og afslappet jul. Lisbeth

      Svar
  10. Kære Lisbeth … Tusind tak for den mest beskrivende og levende julefortællling jeg længe har hør (læst). Sjovt med dine ældre fotos og ja af og til har jeg lidt de samme tanker som dig og så ikke helt alligevel. Personligt er jeg “kun” nået til afsnit 50 … Men elsker utroligt meget roen med de smukke stearinlys og den blå time og duften af jul.

    I ønskes en rigtig glædelig jul og et godt kommende haveår Dig og Bent.
    Vi ser frem til at høre/læse mere om haveturen ned til os til sommer.
    Juleklem fra Sy´fyn a´
    Helle

    Svar
    • Kære unge Helle 😉
      Tak 🙂 Mon ikke vores juleglæde simpelthen konverteres til glæde over stemning frem for glæde over ting. Glæde over blå time og duften af jul frem for glæde over at kunne præsentere den hippeste mærkevarejuledug og de fleste gaver?
      Vi glæder os til gensynet i august – så er det både sol og sommer 🙂 🙂
      Indtil da må I have en rigtig dejlig jul, med alt det, I har allermest lyst til.
      Knus Lisbeth

      Svar
  11. Det er sjovt at læse om dine julerier og følge, hvordan de har ændret sig over tid; men det er bestemt også sjovt at læse kommentarerne med de minder og traditioner, folk har udviklet gennem årene. Der er forbløffende mange, synes jeg, som “tilstår”, at de ikke er julefans. Årsagen er nok, at vi mødre føler et kæmpestort ansvar for, at alt klapper, og for at julehyggen gør sit indtog. Brune kager køber jeg i Lagkagehuset (med mindre børnebørnene insisterer på, at der skal laves figurer). Derimod bager jeg sirupskage med ostecreme hver eneste jul, og juledag skal vi have æbleflæsk til frokost☺ God jul til dig og Bent.

    Svar
    • Hej Marie
      Det har også moret mig at høre om andres juleerfaringer, og om at det helt store juleorgie ikke er et indre dybfølt behov, men nok netop som du skriver: For børn og børnebørns skyld. De skal jo også gerne have gode minder. Men morsomt at vi ikke er bevidste om det, når vi er unge. Vi må spille rollen godt som voksne ;-)))
      Du sendte mig lige en tur tilbage til min mormor, der altid lavede sirupslagkage til julefrokosterne. Den var nu ikke med ostecreme.
      God jul til jer også.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  12. Det lader til, at jeres jul, har fundet det leje, der passer til jer. Og gid alle havde det sådan. Julen skulle jo gerne være en glædelig tid. Når jeg ser det sidste billede, kommer jeg til at tænke på sangen “Der er ingenting i verden så stille som sne”. Billedet udstråler en stilhed og en ro. Hvor man dog savner, sin barndoms hvide jul.
    Tak i lige måde – og på gensyn!

    Hilsen Elna

    Svar
    • Hej Elna
      Strengt taget kan man måske sige, at jeg altid har haft en jul, der passer, fordi jeg løbende har skruet ned for blusset. Og det er jeg virkelig glad for, at jeg har kunnet. Og jeg sender min mor mange tanker for al det juleri, hun har accepteret for at give sine børn en mindeværdig jul – indtil hun selv ‘fik lov’ at trappe ned. Og så har hun sikkert taget sig til hovedet, da jeg gik i selvsving med sylte og det hele :-))))
      Ja, kan du huske den stilhed, man kunne ‘høre’, når man kom ud, og der var faldet sne? Jeg savner helt vildt at få sne. Både til jul og i det hele taget om vinteren.
      På gensyn, når lyset er taget til?
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  13. God jul til deg og dine!
    Elsker også julen, men det er lett å slite seg ut på mas og jag.
    Det beste er tross alt at alle har det bra og at man er frisk.

    De beste ønsker, Ida✨

    Svar
    • Hej Ida
      Ja, det er dog det vigtigste, og det skal vi huske midt i ræset med mad og gaver og pynt.
      Rigtig god jul til dig og dine også.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  14. Hej L isbeth, så fik jeg også læst din julehistorie og den var rigtig god. Mon ikke de fleste af os har ændret lidt i jule repertoiret hen over de forskellige årstal – selv har jeg skruet helt ned for pynten og binderiet (det var jeg alligevel ikke god til) og køber det hos min nabo som har en lille gavebutik og laver de fineste kreationer. Jeg bager stadig 2-3 slags småkager (nu også med bagedag med børnebørn, dét er hyggeligt).
    Der skal være tid til samvær og helst uden stress og jeg forsøger at mingelere rundt i traditioner og efter evne og lyst – det går helt fornuftigt.

    Nu vil jeg ønske jer begge en rigtig dejlig jul og et godt nytår.
    mange hilsner Ulla

    Svar
    • Hej Ulla
      Julen ændrer sig umærkeligt, men jeg har faktisk lige hørt en god beskrivelse, nemlig at der er to slags jul – den traditionelle og den æstetiske, hvor det mere er et spørgsmål om dekoration og mode, når det gælder både juletræ, julemad, julebord og julegaver. Sådan har jeg ikke selv tænkt det, men det giver mening for mig, at tænke det sådan 🙂 Jeg er til det traditionelle.
      Julebagning med børnebørnene lyder rigtig hyggeligt. Og klogt at lade naboen lave kranse. Jeg nyder også at købe kranse af en lokal. Hun nyder det og er god til det. Win-win.
      Rigtig god jul til dig og dine – og et rigtig godt nyt år.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  15. Hvor genkendeligt at læse.

    Vi var godt nok med til at pynte juletræet, da jeg var barn, men juleaften – når der var vasket op – blev vi børn gennet ind på et værelse i den anden ende af huset, hvor vi så utålmodigt ventede og ventede og ventede, indtil vi endelig blev hentet.
    Det var fortryllende at åbne døren til stuen, hvor alt elektrisk lys var blevet slukket og der kun var det tændte juletræ (Selvfølgelig med levende lys – og den obligatoriske spand med vand.) til at lyse stuen op.

    Sikke en forvandling og ens barneblik gled hurtigt ned til juletræstæppet, hvor der nu lå massevis af pakker….åh, sikke en fryd det var at kigge på 😉

    I år holdt vi jul både d. 23. og d. 24. Den 23. med Carstens børn og bror…og her blev de alle gennet ind i et værelse, mens jeg tændte juletræet (Gaverne havde vi lagt i fællesskab tidligere på dagen) – så jeg holder stadig fast i dele af min barndoms jul.

    D. 24. holdt jeg jul hos min søster og der var alle med til at tænde juletræet – også børnene. Det synes jeg var lidt trist, fordi meget af “forventningsglæden” ikke dukkede op, kan jeg huske, at jeg tænkte.

    I år har jeg slet ikke bagt, men har til gengæld fået lavet konfekt. Blot 1/2 kg….heraf et marcipanbrød vi spiser af i aften i stedet for kransekage.

    …og nu må jeg hellere slutte inden jeg fortaber mig helt i juleminder 🙂

    Tak for interessant læsning – og godt nytår til jer begge to. Må 2020 blive et fantastisk haveår 🙂

    Esther

    Svar
    • Hej Esther
      Tak, fordi du læser med og giver dig tid til at fordybe dig i juleminder og en kommentar 🙂
      Jeg tænkte også på det med forventningsglæden i år, da vi var sammen med tre små børn. Bl.a. da moderen overvejede, om man kunne købe Disneys juleshow. Jamen, magien forsvinder da, hvis man ser den året rundt… Eller hvis der ikke er særligt tøj, legetøj, duge, eller hvad ved jeg, der kun kommer frem den ene gang om året. Forhåbentlig får de på en eller anden måde lige så gode minder, som du og jeg har.
      Flot, at du har fået lavet konfekt. Hjemmelavet konfekt kan nu altså også noget, som købeditto ikke kan.
      Godt nytår og lad os håbe på et forrygende haveår med sol og regn i passende mængder. Dine løg må myldre frem i hobevis. Dem glæder jeg mig til at se :-))))
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  16. Hyggelig julefortælling også her i starten af februar. Den lille mand under stjernen svarer sikkert til den lille nisse, der altid skal sidde under stjernen hos mine forældre og også hos os nu. Han skal gribe stjernen, hvis den falder af, så derfor er han fast inventar.
    Nu vil jeg læse videre – jeg troede fejlagtigt, at du og bloggen holdt vinterpause.

    Svar
    • Hej Kirsten
      Julen varer lige til påske 🙂
      Det var en morsom historie – det er da sikkert derfor, han sidder der.
      Jeg holdt kun julepause – have kan man tænke på hele året 😉 så jeg er glad for at vide, at du vil læse med.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar

Skriv en kommentar