Endelig færdig med 2020

Endelig blev vi færdige med 2020. Et sandt ‘annus horribilis’ med både corona på kloden og vejrmæssige udfordringer på matriklen.

Hvis vi tager matriklen først, så har havemanden og jeg taget en lettelsens afsked 2020’s tørke og evindelige vanding (for tredje år i træk). Jeg håber, 2021 bliver venligere på den front.

I det hele taget havde 2020 mange vejrrekorder og næsten-rekorder, der på forskellig vis påvirkede haven.
Her kommer et tilbageblik – der endte som en månedskavalkade og dermed længere end først planlagt. Til gengæld springer jeg næste uge over, så jeg håber, I er friske (nu I nok alligevel ikke skal i haven).

Januar begyndte med en rekord, da det var den varmeste nogensinde, siden DMI begyndte at måle i 1874. Middeltemperaturen her på egnen var 5,5 grader (klimanormalen er 1,6 grader), og resultatet var, at et skud på det ene æbletræ sprang ud.

Æbletræ med skud i januar 2020
21. januar 2020. Æbletræet springer ud.

Februar var rent ud sagt en kedelig vintermåned. Først og fremmest var det den vådeste nogensinde på landsplan, og vi var bare heldige, at Ebeltoft var et af de steder, der fik mindst regn.
Derudover var det den tredjevarmeste februar og derfor uden nævneværdig frost endsige sne, så påskeliljerne sprang ud. Som om det ikke var nok, manglede vi også soltimer.

19. februar 2020. Påskeliljerne blomstrer i regnen. Ganske vist er det tidlige mini-narcisser, men alligevel… “Hallo: DET ER VINTER!”

Marts blev koldere end rekordvarme januar og februar, men det var alligevel en af de solrigeste med temperaturer lige under 5 grader, så magnoliaen sprang ud.

28. marts 2020. Magnoliaen blomstrer. Det kan naturligvis variere, men det er oftest omkring 1. maj.

April var den fjerdesolrigeste i løbet af de sidste hundrede år og tilsvarende tør, så DMI målte et rekordtørkeindeks på 9,9, hvilket vi desværre kunne registrere ved selvsyn i haven.

knopper og blomster på Rhod. 'P.J.M. Regal' visner af tørke.
14. april 2020. Efter seks ugers ubrudt tørke visnede rododendronknopperne. Her er det Rhod. ‘P.J.M. Regal’.

Flere af rododendronerne visnede i både knopper og blomster, og selv om jeg fik reddet de fleste, så det kun var en, der gik ud, var det en sølle blomstring, vi efterfølgende fik ud af det.
Samtidigt var der, som sagt, masser af aprilsol (39% mere end normalen), og med et landsgennemsnit på knapt 8 graders varme holdt forårsløgenes blomster i maks. fem dage. Det husker jeg ikke at have oplevet før.

8. april 2020. En dagpåfugleøje nyder ‘sommeren’. Blomsterne visnede efter få dage.

Maj var pludselig småkold, men fortsat tør og solrig. Sådan ret gennemsnitsnormal, så dét, jeg i stedet vil huske maj 2020 for, er, at havemanden og jeg sagde et trist farvel til en 45 år gammel magnolia, der blev syg og måtte fældes. Vi savner den stadig. Ikke mindst jeg, når jeg bladrer i fotoarkivet.

26. maj 2020. Magnoliaen er fældet, hvilket efterlod en stor del af haven i væmmelig, stegende sol.

Juni bød på sol og hedebølge og endte på en niendeplads som den varmeste, siden DMI begyndte at måle. Faktisk fik vi omkring 290 solskinstimer her i Ebeltoft, hvilket er tæt på den hidtidige gennemsnitsrekord på 303 timer på landsplan. Det er mange.
I haven forsøgte vi os meget kortvarigt med en lille parasol på trappen, for at skabe en fornemmelse af højde og skygge i stedet for magnoliaen skærmende krone. Det føltes nemlig som en ørkenvandring at slæbe sig forbi planter i knæhøjde under nådesløs sol langs en varm sydgavl.

Sikken en forskel. Vi har erkendt, at der ikke er andet at gøre end at vente på at fire nyplantede Cornus Mas skal danne skyggende kroner. Parasollen ser bare latterlig ud.

Samtidigt med junisol og varme fik det meste af Danmark regn. Vi fik bare nogle sjatter, hvilket ganske vist hjalp med til at holde haven grøn, men vi fik på ingen måde fyldt vanddepoterne op.

12. juni 2020. Haven er grøn takket været regn og min vandslange.

Juli var både kold og solfattig, og her på matriklen krøb vi i ly og hyggede os med at skabe solskin i havehuset, der fik forgyldt bagvæggen.

27. juli 2020. Efter at have opdaget, at guldvæggen skaber solskin, selv om det er gråvejr udenfor, har vi brugt havehuset virkelig meget.

Nåh ja for resten: Juli gav langt mindre nedbør her i Ebeltoft end de fleste andre steder, der ligefrem oplevede juli som våd, så jeg vandede (og bandede).

August kom ind som en flot nummer syv over de varmeste augustmåneder nogensinde med sol langt over gennemsnittet og relativt tør, så vandslangen ‘mit nye gule bæst’ var på overarbejde.
Med både hedebølger, tropedøgn og 26% sol over normalen levede vi ellers et driverliv i skyggen.

18. august 2020. Aftensmad i skyggen under figentræet og parasollerne.

September var igen-igen varmere og mere solfyldt end normalen. Og ikke mindst knastør med nedbør langt under 50% af normalen.
Jeg var simpelthen så træt af at vande, må jeg altså lige gentage…
Til gengæld morede jeg mig med at bestille nye tørketålende planter, bl.a. Agapanthus ‘Black Magic’ efter at have set den på Maries blog Hortofilia.

14. september 2020. Tre Agapanthus ‘Black Magic’ er ankommet fra England. De skal pryde tre lerkrukker på gårdspladsen.

Oktober var nok den måned, der var tættest på at være normal, omend den var både varmere og mere tør end normalt (men det var i det mindste slut med syv måneders konstant vanding).
Med oktober begyndte efterårsfarverne så småt at vise sig. En af de tidligste planter hvert år er Rødgrenet kornel (Cornus alba ‘Sibirica’).

16. oktober 2020. Røde efterårsfarver på gårdspladsen.

En anden plante med tidlige kapooow-efterårsfarver er en Benved, som jeg brugte et helt indlæg på at vise billeder af. Her er den igen:

November var rekordvarm og blev den næstvarmeste, der nogensinde er målt. Hos os var gennemsnitstemperaturen omkring 9 grader, hvor normalen for landsgennemsnittet er 5,5. Samtidigt var det (igen!) en tør og relativt solrig måned.
I haven kom der masser af efterårsfarver, hvilket jeg satte højstemt og melankolsk cellomusik til i et indlæg. Efteråret er sådan en dejlig tid.

18. november 2020. Samtlige bittesmå blade på Cotoneasteren er farvet knaldrøde.

Når det er sagt, var november 2020 en meget mærkelig efterårsmåned her i haven, for trods flotte farver var der meget færre, end der plejer at være.
Dels var der rigtig meget, der visnede uden at få farve. Dels var der næsten kun en plante af gangen, der fik farve frem for et flot og samtidigt fyrværkeri, som normalt. Dels synes jeg, at bladene faldt meget hurtigt.
Jeg gætter på, at det var en kombination af årets lange tørke samt det varme efterår, der var årsagen til at fx azaleaerne ikke fik sine flotte farver, men bare visnede.
Og de egebladede hortensiaer valgte simpelthen at beholde de grønne blade på busken i hele november. (Og i december.) (Og såmænd også nu i januar.) Her har jeg fotograferet buskene mellem jul og nytår.

De skal se sådan ud i november:

Efterårsfarver i en normal november.

December har været varm og mørk overalt i landet, men vi bor et af de steder, der fik allermindst sol lige netop i december. Mørket, der på flere måder lagde sig over os, betød, at vi havde ekstra brug for lys derude, bl.a. den nyindkøbte guirlande på huset, og vi har nydt vores oplyste kaffehus på gårdspladsen.

2020 i haven var i sandhed bemærkelsesværdigt.

Corona – ikke til at komme uden om

På trods af begivenheder som tørke, guldvæg og fældet magnolia, er der især én ting, som havemanden og jeg har sagt et rungende farvel til, nemlig at det var første år med corona, afstand og håndsprit. Et år med nedlukninger, nedslagtninger og nedgravninger. Aflysninger, afsavn og alsang.

Håndsprit for eftertiden

I løbet af året begrænsede vi antallet af havegæster, og der stod håndsprit overalt.
Jeg har omhyggeligt undgået at få spritflaskerne med på mine billeder, fordi de ikke pynter, men i dag ærgrer det mig, fordi det er så karakteristisk for året, og fordi de for altid vil være et vidnesbyrd om en pandemi i den enkeltes hverdag.
Det eneste foto, jeg har fundet, er det fra havehuset, som jeg viste længere oppe. Her har jeg heldigvis glemt at fjerne håndspritten fra en kurv.

Mundbind

Mundbind brugte hverken vi eller gæsterne i begyndelsen af sæsonen, hvilke nok kan tilskrives den uvante fornemmelse kombineret med gode intentioner om at holde udendørs afstand, men afstand er det allersværeste at overholde, opdagede vi. En meter er virkelig, virkelig meget, når man står og går og taler sammen (prøv selv at måle med en tommestok), så engang i sensommeren valgte havemanden og jeg at iføre os mundbind for ikke at være årsag til at smitte vores gæster. Man aner jo ikke, om man smitter.
Ååååååh, hvor er jeg træt af at holde og bede om afstand/mundbind. Jeg hader det uden sammenligning bare så meget, meget, meget mere end at vande, og det er ellers meget.

Farvel

Jeg har ikke oplevet krigen (hvor man for alvor oplevede begrænsede studenterfester, konfirmationer og bryllupper med både rationeringsmærker og spærretid samt urimelige vilkår for erhvervslivet, indskrænkede ferierejser, forbud mod nytårsfyrværkeri og andre nødvendigheder), og selv om 2020 bød på stabile forsyninger af elektricitet, mad, varme og toiletpapir samt rigelig adgang til telefon, computer og Zoom, var det til dato mit livs mærkeligste år.
Og lad det blive ved det.
Farvel 2020!!!

Velkommen 2021

Jeg har masser af luftige drømme og konkrete planer for det haveår, der er på vej, og jeg glæder mig. Det er primært noget med, at stauderne over en bred kam trænger til kærlighed, lys, luft og omplantning eller måske ligefrem udskiftning, men det vender jeg tilbage til en anden gang.
Foreløbig foreslår jeg, at vi slet og ret dvæler i nuet og nyder, at dagen, den 5. januar, er tiltaget med 14 minutter. Dét kan ingen tage fra os.

Med dette i tankerne ønsker jeg inderligt, at alle får et:

Godt Nyt År!

PS Mine meteorologiske oplysninger og tolkninger er inspireret af DMI’s vejrarkiv, hvor du til hver en tid kan finde de videnskabelige data. Glimrende side.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Jeg er taknemmelig for enhver kommentar og svarer naturligvis på alt.
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. 

37 kommentarer til “Endelig færdig med 2020”

  1. Kære Lisbeth
    Rigtig godt nytår skal også lyde herfra op til Jer ⚘
    Tak for den meget fine årskavalkade Fantastisk læsning ! – omend emnerne ikke er så opløftende allesammen. Uhh ja det må være et kæmpesavn med jeres magnolia
    Det kan da kun blive bedre det hele end 2020 har været . Det tror jeg på. Vi trænger bare til at leve normalt igen.
    Godt du alligevel har et enkelt billede med håndspritten på. Det bliver jo historie. Vi selv bød i de første måneder på “skønne ” blå engangshandsker ved indgangen. Det blev taget positiv i mod, men pyntede på havebillederne og havegæsterne gjorde det ikke.
    Vores hanskeminder må siges at være foreviget til danmarkshistorie, da vi en af de åbne weekender fik haven incl gæster filmet ( og et lille interview med mig ). En af byens lokale ildsjæle har igennem årene udgivet en del dvd’er fra byen og lokalsamfundet. Vi vidste ikke han kom, det var hyggeligt og fint og ja haven kan nu ses og købes her lokalt.
    Men uhh hvor det irriterede mit øje det lige blev den gang hvor det var voldsomt blæsende og gråt i vejret og de blå handsker var medspillere. Jeg er vist lidt perfektionist, men okay vi skriver danmarkshistorie så måske fint nok med de blå minder om nogle år.
    Nu glæder jeg mig også over dagens tiltagen og til vi to incl en masse andre ses til sommer Hils din havemand Godt nytår herfra ❤

    Svar
    • Kære Helle
      Nææh, det var ikke lutter lagkage, men med afstand bliver det forhåbentlig morsomt – eller i bedste fald interessant – at betragte året, der gik.
      Og en dag vil du sikkert også kunne se det morsomme i de blå handsker. Når jeg tænker på, hvor meget man kan udlede af 100 år gamle billeder, så er det sikkert på sin plads. Men ih, hvor jeg forstår dig her og nu.
      Når det er sagt, så er det da virkelig sejt, at I er kommet på CD garanteret også i lokalarkivet. Tillykke med det.
      Det er mørkt her til morgen, synes jeg, men jeg klynger mig til tanken om at det lysner. Forhåbentlig lysner det også, så vi kan slække på restriktionerne i sensommeren, så vi i Haveselskabet langt om længe kan gennemføre busturen til jeres dejlige have.
      Hav det godt, I to.
      Kh Lisbeth

      Svar
  2. Kære Lisbeth.
    Du har ret, det har været et forfærdeligt år, for mig personligt har jeg mistet min mand, faldet på min cykel og brækket mit lårben med operation til følge og nu efter 5 måneder humper jeg stadig og har ondt. Jeg frygter jo også corona, men så læser jeg din blog, dvs. jeg springer teksten over og nyder de dejlige billeder fra jeres smukke have og forventningerne til det kommende forår blusser op. Når jeg ser ud på min egen have er det et stort vildnis, fordi jeg ikke kunne passe den, men det skal nok blive godt.
    Rigtig godt nytår, Jette.

    Svar
    • Kære Jette
      Det var dog et frygteligt år for dig. Jeg er virkelig ked af at høre, at du mistede din mand midt i alle de andre genvordigheder. Forhåbentlig finder du blandt sorg og smerter også små lyspunkter – og flere og flere. Det glæder mig at høre, at jeg kan bidrage til det.
      Din have ser nok ekstra slem ud, nu det er vinter. Når først solen og forårsblomsterne titter frem, tager verden sig altid bedre ud. Og så kan du forhåbentlig begynde at lave lidt derude.
      Du trænger virkelig til et godt nyt år, så det ønsker jeg for dig.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  3. Hej Lisbeth!
    Godt nytår til jer! Endnu et dejligt indlæg fra dig med den humoristiske tone og de skønne fotos, som jer ser frem til at læse hver gang.
    Anede ikke at DMI har sådan en spændende side!-jeg undrede mig gennem hele indlægget over, at du så minutiøst huskede detaljerne!
    Vi skal jo nok indrette vores haver med andre planter så vi måske kan reducere den evindelige vanding men kan de så tåle de perioder hvor det styrter ned?
    Mvh Lise

    Svar
    • Kære Lise
      Tak for din søde kommentar 🙂
      Jeg har absolut ingen vejr-hukommelse. Jeg har flere gange forsøgt at notere dagens nedbør, fordi det vil være praktisk og hurtigt fortælle mig, om det er tørke, men det kikser allerede efter få dage. Jeg læner mig i stedet op af DMI, og lader dem gøre det hårde arbejde 😉
      Der er ingen tvivl i mit sind om at nye og tørketålende sorter vil vinde indpas. Jeg skifter også ud her. Desværre vil det jo nok tage lidt tid at lære både sorterne og vejret at kende. Jeg tror, de fleste planter kan klare megen regn. Mon ikke det er et spørgsmål om, at de får godt dræn? Og så tæller jeg på knapper, om hvorvidt jeg vil blive ved at vande rododendronerne eller om de skal udskiftes. Jeg skifter holdning hver uge, kan jeg godt afsløre.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
      • Hej Lisbeth!
        Jeg har et bed med rhododendron og andre surbundsplanter.Det er det nemmeste bed i haven,så det bliver ikke ændret.Ellers er jeg parat til at lave om på det meste.
        Mvh Lise

        Svar
        • Hej Lise – Skal du slet ikke vande dit surbundsbed? Du må have høj grundvandstand eller få megen nedbør, men bortset fra vanding er jeg enig i, at det er et meget nemt bed.
          hilsen Lisbeth

          Svar
  4. Hej Lisbeth
    Ja dit haveår ligner mit, vandslangen blev flittigt brugt her i haven også, desværre er jeg bange for, at det fortsætter. Vi har også fået endnu mindre regn end vi har gjort de tidligere år, det er ret uhyggeligt. Solskin i december var også en saga blot, men lige nu skinner den lidt derude mod øst, så nu må jeg ud.
    Coronaåret var trist og sørgeligt, hvad mon 2021 byder på, jeg frygter det værste og håber det bedste.
    En ting er sikkert, hvis der igen bliver åbnet for plantemarkeder, så bliver der ret overbefolket på dem alle, især det i Kolding.
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Kære Lisbeth
      Jeg ved, du er min havevandeven 😉
      Vi har desværre ingen sol i dag, blot et tungt, gråt tæppe. Jeg minder jævnligt Bent om, at dagen altså ER blevet længere. Det er svært at tro.
      Med hensyn til coronaen er jeg også forsigtigt afventende. De har vaccineret 50.000, og vi er over 5.000.000 danskere. Hvis det skal have effekt, så mangler de noget i retning af 3.500.000 og så kan man selv gætte på, hvor mange de kan/skal nå om ugen.
      Du har da helt ret – jeg kan lige forestille mig sådan et marked med plantesultne haveejere.
      Kh Lisbeth

      Svar
  5. Velkommen tilbage fra juleferie, Lisbeth 🙂 Det har faktisk været så tørt, at de vandhuller, hvor Per plejer at kunne gå på andejagt, har været udtørrede, så der ingen ænder var. Vi har fået mere regn i Skivholme, end der er kommet i Ebeltoft. Vi har også haft det koldere. Sjovt, at en times kørsel kan gøre sådan en forskel, men det er jo, fordi vores land er lille, og der altid er varmere ved kysterne.
    Jeg siger også good riddance til 2020. 2021 må bare blive bedre, ikke? Vi har fået lidt sne her til morgen 🙂
    Kh, Karen

    Svar
    • Tak, Karen. Vi nød at lukke os inde og lave… øh… ingenting. Dagene er smuldret på hyggeligste vis.
      Tænk, at I mærkede tørken så meget, for jeg husker, at I fik en hel del mere end os. Pyh, det var et sejt år.
      Jeg har moret mig med at sidde og studere alle DMIs vejrkort, for det er nemlig helt utroligt, så stor variation vi har i dette lille land.
      Sne… det gad jeg godt. Det ville være en fin start på 2021 – der simpelthen SKAL blive bedre. (Og apropos variation, så skriver Lisbeth på Samsø, at de har lidt sol her til morgen 😉 )
      Kh Lisbeth

      Svar
  6. Kjære Lisbeth
    Flott oppsummering! Det er enkelt å se kontrastene mellom våre to bosteder med nettopp tørke og regn. Du får ikke regn, og jeg får alt for mye…
    Jeg forstår godt at du savnet din flotte magnolia, og for den var jo fantastisk! Ja, du fikk virkelig brukt ditt gule beist mye, men jeg håper jo at du får mer nedbør i år så du kan slippe å vanne så mye. Det er alltid en mellomting på det meste, og jeg håper på “litt” mindre regn og så kan du få av mitt overskudd 😉
    Tørke fikk jeg prøve i 2018, og det var ikke hyggelig i det hele tatt.
    Corona er vanskelig å komme utenom, og vi må bare håpe at det blir bedre i år.
    Hilsen fra et solfylt, men kaldt Norge. -7 her nå, men solen veier opp for kulden. Ha det godt i syd!

    Svar
    • Kære Marit
      Ja bare vi dog kunne deles om det. Jeg tror desværre, at varmen og dermed tørken er kommet for at blive i en eller anden grad, så jeg må til at vænne mig til det og finde ud af at lave vandingsanlæg eller plante mindre sarte planter. Måske det også var tørken, der skubbede til magnoliaen, så den blev syg. Åh, ja, hvor jeg savner den, men det skal nok blive godt. Og nu kan jeg så glæde mig over at se nye træer vokse op. Det er også sjovt.
      Nyd din dejlige sne og solen – og lad det være et godt varsel for 2021.
      Mange hilsener fra Lisbeth i mørket 🙂

      Svar
  7. Hej Lisbeth

    Tja, 2020 har ihvertfald lært mange af os at vi ikke skal tage noget for givet – det der før var selvfølgeligt, som at mødes feks, det bliver nu kraftigt frarådet.
    Haverne derimod har ikke set nogen restriktioner – andre end de vejret har givet. – så det er jo meget godt.

    Alletiders med et tilbageblik på jeres haveliv året 2020, Det bliver spændende at følge jeres tiltag i 2021!

    Ha en dejlig uge

    Svar
    • Hej Karsten
      Ak ja, lidet anede vi, hvad der ville komme, da vi holdt nytår 2019-20. Og det gør ikke spændingen mindre for i år. Forhåbentlig kan planerne for haven udføres uden benspænd 😉
      Tak i lige måde. Lisbeth

      Svar
  8. Godt nytår.. Nu vil vi glæde os til et nyt og forhåbentlig bedre år. Pt lyder det nu ikke så opmuntrende i den seneste tvavis. Meen de “lover” at det der sjældne hvide kolde noget måske kommer i nat og i morgen.. Ihvertfald i de vestlige egne. Er vi heldige her på Sjælland, så kommer der osse lidt , oohh, krydser fingre. Så blæse være med om jeg skal trække cyklen på arbejde.
    Dejligt tilbageblik du har lavet. Du fik vist lavet en hel “benvedklub” med din artikel om kapoow, hihi…
    Ja, der skal vist tænkes nye plantetanker om beplantningen i haven. Men det kan jo skifte så voldsomt mellem tørke og alt for vådt, så det er noget af et puslespil.
    hilsner Gunvor

    Svar
    • Tak i lige måde, Gunvor. Det er svært at forestille sig, at det bliver værre, men en god del af 2021 kan vist godt komme til at ligne, lader det til… Nå, men så tager vi en tørn til. Til sidst får vi vel has på skidtet.
      Foreløbig har vi hverken fået sne eller sol, men jeg har ikke opgivet håbet. Et lille fint lag sne ville være skønt. Og så skal de skynde sig at rydde vejene, så du ikke skal trække cyklen.
      Det var sjovt at kigge tilbage og se, om det nu også var så varmt og tørt, som jeg huskede. Det var det 🙂 (Undtagen juli!)
      Jeg tænker også, at der skal nogle år og nogle erfaringer til, før vi kan finde ud af nye, gode planter, der passer til dansk klima. Vi må tage det som en ‘morsom’ udfordring. Kapoowbusken er ikke meget sart, tror jeg. Og det er jo heldigt for alle os i klubben ;-)))))
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  9. Imponerende kavalkade du har sammensat! 2021 er jo desværre ikke startet alt for godt, men i det mindste ser det ud til, at Trump får det endegyldige gik i nødden i dag.

    Svar
    • Tak, det var sjovt at få det samlet måned for måned. Jeg har det nemlig med at glemme, og vejret var godt nok utraditionelt. Jeg har lige læst at 2020 var det første år nogen sinde uden frostdøgn.
      Vi må ganske rigtigt glæde os over de lyspunkter der er, og p.t. ser det meget lovende ud derovre. Vi drak champagne efter valgresultatet. Mon ikke vi springer en prop mere ;-)))
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  10. Fantastisk trädgård du har! Det är ändå tur att kunna umgås utomhus och ha allt vackert runt sig i pandemitider även om vi måste tänka på handsprit och att hålla avstånd. Jag såg faktiskt inte flaskan med handsprit i korgen förrän du visa närbilden.
    Vädret har varit märkligt i hjärtat av Småland också med den varmaste vinter som nånsin uppmätts, men nu har vi fått lite snö.
    God fortsättning!
    /Anette

    Svar
    • Mange tak, Anette
      Vi var glade for haven i forvejen, men med de mange restriktioner har vi for alvor lært at sætte pris på den.
      Flasken er ikke ret synlig på billedet, og det er nok også derfor, billedet har fået lov at overleve i arkivet. Det er ikke altid at de hurtige beslutninger er de bedste, og nu har jeg jo slettet ‘sprit-billederne’, så jeg må tage godt vare på dette.
      Ja, klimaet bliver varmere, og det mærker vi vist alle steder efterhånden. Her har vi fx stort set ikke sne mere. I går fik vi dog 1 cm, men den forsvandt i løbet af aftenen og natten. Du må huske at nyde din sne.
      Tak det samme. Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  11. Kære Lisbeth
    Det var noget af en speciel gennemgang af årets besynderlige gang. Egentlig havde jeg glemt at det var så mærkeligt
    et år. Tusind tak for din skønne detaljerede og humoristiske historie. Jeg nyder at læse dine fine haveberetninger.
    Rigtig godt nytår til dig og havemanden. Glæder mig til at følge jer i 2021.
    Kærlig hilsen Britta

    Svar
    • Kære Britta
      Det var på alle måder et besynderligt år. Vejret holdt sig heller ikke tilbage, men hvis jeg ikke havde haft have, så tror jeg, jeg havde glemt det meste. Tørken husker jeg ;-(
      Det varmer det gamle redacteurhjerte at høre, at du læser med og lader dig underholde.
      Tak, det samme til jer.
      Kh Lisbeth

      Svar
  12. Godt nytår til dig og Bent.
    Jeg nød din årsgennemgang, men fik helt mavepine af at læse om jeres hårde kamp for at holde haven vandet – goderne er godt nok ulige fordelt.
    Jeg husker selvfølgelig mange af dine levende historier på dine altid underholdende blogindlæg, især dramaet omkring jeres magnolia, men også de fine historier om guldvæggen og Kapoooow-træet.
    Jeg håber at I bliver begunstiget med mere jævnligt regnvejr (om natten) og at jeres træer vil vokse hurtigt op så I ikke skal savne magnolien alt for meget.
    Glæder mig til at følge med og måske ses vi i 2021.
    kh Ulla

    Svar
    • Tak i lige måde, hils Mr. M
      Det har været et mærkeligt år på mange måder, og det var mærkeligt at traske rundt i tørken, mens jeg kunne læse, at andre var ved at drukne i regn. I det lille land… mærkeligt.
      Jeg er så glad for, at du læser med og bliver underholdt. Livet er måske ikke lutter lagkage, men så gælder det om at finde de skæve vinkler 🙂
      Tusind tak for de gode ønsker for de nye træer. De vil blive vandet og gødet som intet før eller siden. Jeg kan næsten ikke vente.
      Det kunne være vældig hyggeligt med et møde her der eller et helt tredje sted. Vi får se, hvad året bringer. Vi bestemmer jo ikke helt selv.
      Kh Lisbeth

      Svar
  13. Rigtig godt nytår til jer også! Det er utroligt med alle de vejrmæssige rekorder. Jeg husker slet ikke året i haven på den måde, men jeg vil se mine egne billeder og indlæg igennem for at tjekke op på hvordan det egentlig gik her 🙂
    Der er en stor omvæltning at miste sådan et dejlig stort træ, men jeg håber at jeres nye løsning vokser hurtigt og synes at de fire Cornus Mas træer er en god ide.
    Lad os håbe at vi i løbet af 2021 får bugt med smitterisikoer og får mulighed for at se lidt flere mennesker og haver end det var tilfældet i 2020.

    Svar
    • Tak i lige måde.
      Det er langt fra sikkert, at du havde samme vejr, selv om vi er et lille land. Så vidt jeg husker, havde I ikke så megen tørke om sommeren. Men man glemmer godt nok hurtigt.
      Jeg satser stærkt på, at de små Cornus Mas lægger lidt fylde til kronerne i år, for selv om jeg har vænnet mig til synet af den manglende krone, så har jeg det alligevel ikke. Der virker så nøgent.
      Jeg skal gerne bruge mundbind og sprit et år mere, men jeg ser godt nok også meget frem til en masse havebesøg her og der og på en lidt mindre nervøs måde. Pyh, det er en sej omgang.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  14. Jeg prøver lige igen. Mine beskeder forsvinder….

    Det er for vildt i har en skov i en byhave. Det er helt vildt genialt tænkt.
    Jeg kan godt lide tanken om grønne kroner og brune stammer.
    Tror jeg bliver vildt inspireret.
    For farligt at følge dig

    Klem og god aften
    Charlotte

    Svar
    • Kære Charlotte
      Tusind tak fordi du orker at kæmpe for at lægge en kommentar. Og mange gange undskyld, hvis det er mit system, der er årsagen. Det er da bare for irriterende.
      Det glæder mig, hvis du kan finde inspiration – du er jo selv et utroligt kreativt og inspirerende menneske – men sådan en lille skov kan godt anbefales 🙂
      God aften til dig også.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar

Skriv en kommentar