En torsdag på CPH Garden 2019

En torsdag på CPH Garden 2019

Et meget langt indlæg om en meget lang dag med mange dejlige indtryk 

Det er torsdag og klokken er fem – om natten…
Udenfor er det lyst, solen skinner, og alt er skønt, men klokken er altså – uagtet disse fortrin – et par timer før normal morgentid her på matriklen.

Heuchera 'Lime Rickey' an early morning
Tidlig morgen i Byhaven i Ebeltoft.

Men pyt, vækkeruret ringer, fordi vi skal på ø-tur i dag. Helt over til Ballerup på Sjælland. Der er nemlig havefest, og jeg er inviteret.

Det er resten af Danmark også, men jeg er særligt inviteret, da havebloggen er nomineret som Årets Haveblog, og den endelige kåring sker kl. 11.30. Jeg er også særligt inviteret sammen med alle andre havebloggere til afternoontea kl. 16.30 og rundvisning i en af showhaverne bagefter.

Det er altså en helt særlig dag, der venter forude, og efter en hurtig skålfuld yoghurt, triller havemanden og jeg forventningsfulde ud af Ebeltoft.

Ankomst

Fire timer senere foretager en lille, sort bil et kækt U-sving i et lyskryds på en større vej i Ballerup, hvorefter den zigzagger lidt frem – og især tilbage – mellem kørebanerne.
Det er os!!
Fordi skiltningen til CPH Garden er rent ud elendig og visse steder misvisende.

Men pyt, vi er ukuelige og finder både vejen og parkeringspladsen, og her står vi så – lidt før klokken 10 – i køen ved indgangen. 

Vel inde bag hegnet modtages vi af to mænd i stadstøj. Som de dog kan, derovre i storbyen…

CPH Garden 2019
CPH Garden 2019

Straks efter går vi – med vores lille plantevogn på slæb – direkte forbi nogle flotte flet-tingester og hen mod en bænk, hvor vi fortærer den medbragte kaffe og ostebolle. Uden mad og drikke… og det var jo tidligt, vi tog af sted…!

Visit to CPH Garden 2019
Havemanden bumler af sted med vores plantevogn

Efter lynkaffen kaster vi os ud i herlighederne.
Det er godt, jeg ikke har fine hvide sko på, for det har regnet om natten, så græsmarken er godt smattet. De er ganske vist ved at køre flis på, så ros for det, men det ligger her ikke endnu.

Smat!

Af samme grund (smat) afleverer vi vores lille plantevogn i plantegarderoben. Vognen er ellers pakket med trøjer og paraplyer, indtil den skal bære eventuelle indkøb, men den er håbløs at trække hen over græsknolde og mudrede vognspor. 
Men pyt, vejret er solrigt og varmt, så hvad skal vi med trøjer og paraplyer?

Showhaver og inspirationshaver

Jeg vil helst se på showhaver og inspirationshaver. Ikke fordi boderne med alskens lækkert havegrej inkl. planter ikke er spændende, men med al respekt, så kan jeg altid få fingre i det. De otte store showhaver og ni mindre inspirationshaver er her og nu.

Showhaven: Rytmen

Jeg har glædet mig mest til at se den showhave, som Concept Gardens har lavet. Jeg kan nemlig godt lide deres stringente design og brug af hårde materialer sammen med planter.

Showhaven Rytmen er lavet af Jesper Friis og Christian Kielberg fra Concept Gardens
Showhaven ‘Rytmen’ er lavet af Jesper Friis og Christian Kielberg fra Concept Gardens.

Showhaven ‘Rytmen’ består af flere gode elementer, bl.a. en stor, hævet terrasse, som jeg har helt vildt lyst til at stå på, for at kunne skue ud over vand med kæmpekrukker til den ene side samt langstrakte trin/mure på en beplantet skråning til den anden side, men desværre må man ikke gå ind i haven.

Showhaven Rytmen på CPH Garden 2019
Vand, krukker og beplantet skråning i showhaven ‘Rytmen’.

Trods de gode takter med bl.a. at lave en skrånende have, står det samlede udtryk ikke helt skarpt, synes jeg. 
Jeg tror, beplantningen skulle have været mere stringent og grafisk. Eller mere kontrastfyldt – fx meget let og spinkel mod det hårde. Jeg savner også noget højde og/eller noget tydeligere afgrænsning mod publikum, hvilket vil skabe intimitet og holde øjet inde i haven. Og jeg savner som sagt, at jeg kan gå ind i haven. Det giver et afvisende udtryk, at adgang er forbudt.

Jeg håber alt andet lige, at de prøver igen næste gang, for jeg kan stadig godt lide konceptet.

Showhaven: Naturligvis – Den vilde have

Havemanden og jeg trisser videre over græsknoldene. Mudderet er heldigvis ved at tørre, og der er ved at være flis på alle hovedstier.

I en showhave, der hedder ‘Naturligvis – Den vilde have’ kigger vi på natur. Natur, der er indplantet i en græsmark. Det ser vældigt ægte og charmerende ud, men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg mener om konceptet ‘at plante natur’. Jo, det ved jeg godt: Det er 180 grader forkert i mit hoved. 

Showhaven 'Naturligvis - Den vilde have' on CPH Garden 2019
Showhaven ‘Naturligvis – Den vilde have’, designet af Katrine Turner.

Haven er designet af Katrine Turner, og heller ikke i denne have, må vi gå ind. 

Katrine Turner lavede for et par år en ‘vild’ have sammen med en kollega i en tv-serie ‘Kamp til hækken’. Her gik de dælme ud og gravede naturen op for at flytte den ind i haven… Det var så meningen, at det skulle inspirere andre til at gøre det samme. Tror jeg da.
Som naturelsker og amatørbotaniker har jeg det svært med den slags. Naturen kommer af sig selv. Den skal værnes om og ikke graves op, for den er netop karakteriseret ved, at planterne gror der, hvor de selv vil, og ikke der, hvor mennesker vil.

Når det er sagt, er jeg vild med showhavens fokus på at indtænke biodiversitet og nul gift i haverne.

Ide nr. 1: Brænde, bregner og biller

Vi er på vej videre, da havemanden tænker højt:
– “Dét skulle vi måske gøre med vores brændestabel.” 
Han står og ser på et hjørne af ‘Den vilde have’, hvor der ligger nogle træstammer med lidt jord og mos i mellemrummene. Her er der plantet små bregner, hvoraf jeg i hvert fald genkender Engelsød (Polypodium vulgare).

A corner of the showgarden 'Naturligvis - Den vilde have'
Et hjørne af showhaven ‘Naturligvis – Den vilde have’

– “Nej, vores brændestabel (der kun er til insekter) vil jeg ikke ødelægge, men vi kunne da lave det samme af nogle stammer ude fra sommerhuset. Det må være et skønt sted for biller og andet kravl.”
Det vil desuden understrege den stemning, jeg gerne vil have i min lille skov hjemme bag huset i Ebeltoft.
Det bliver sjovt at lave.

Inspirationshaven 'Gule Glæder' designet af Haveselskabet
Inspirationshaven ‘Gule Glæder’ designet af Haveselskabet

Overblikket, der blev væk

Havemanden og jeg slendrer videre – væk fra naturhaven.
– “Har vi været dernede?”
– “Øh, var det ikke der, vi… næh!”
– “Jamen så prøver vi at gå dérhen…”
– “Altså, her må vi været, jeg kan kende den krukke.”
– “Hvor er de andre showhaver?”
– “Nu går jeg altså op i info’en og får et kort”, siger havemanden.
Sådan et findes bare ikke…! …! Niks. Ingen kort. 

Jeg undres såre, da han kommer tomhændet tilbage, men pyt, for der er nogle standere med oversigtskort, så vi tager et foto. Man er vel et moderne menneske. Men det er godt nok spøjst. Og det er hammerbesværligt at kombinere et kort på mobilen med lister i en papiravis. Der er virkelig plads til forbedring.

Blomster og havegæster.

Awards, jernkugler og keramik

Reelt ender det manglende kort med, at vi drysser rundt på bedste beskub, men kl. 11.30 sidder vi på vores reserverede pladser i det store, hvide Showtelt (og får sat ansigt på Liv med bloggen Planteliv). Her skal de fem awards uddeles. Det skrev jeg lidt om i fredags, og da det jo ikke er mig, der vinder, så er der ikke brug for jubelscener, hvorfor havemanden og jeg i stedet frekventerer en bod med ristede rugbrødssandwich med frikadellefyld.

Jeg gnasker veltilfreds løs, mens jeg ser på jernkugler (som er SÅÅÅÅ fede) og på lækre keramikfliser (som jeg kunne lægge et lille diskret sted ved udhuset…) Men som Karen siger det så godt: “Min smag er bedre end min økonomi”, så jeg lader det blive ved rugbrødsmadder.

Keramik til haven af Helle Nørby.

Så er der i stedet råd til frokostkaffen…
Den finder vi i en lille sød kaffebil, og jeg drikker Americano med varm mælk, mens jeg kigger på granitskulpturer, stråhatte og insekthoteller. Papkaffebægeret kan jeg heldigvis have mellem tænderne, mens jeg fotograferer. Det gælder om at udnytte tiden.

Insekthoteller og biplanter.

Foredrag om skyggebedet

Kl 13 er vi til foredrag om stauder til skyggebedet. Ren luksus: Man går bare ind og sætter sig. Jeg sidder på bænken allerforrest, for jeg skal have det hele med. 

Han-Henrik Källstrom fra Hillerød Staudegartner
Hans-Henrik Källstrøm fra Hillerød Staudegartneri fortæller om stauder til skyggebedet.

Foredraget på ½ time er et godt, lille vitaminsprøjt til hjernen, og bagefter kan vi lige nå at se en hel masse mere og et cafebesøg, inden der uddeles priser til showhaverne kl. 14.

Jordbærkage

I cafeen får vi jordbærkage og kaffe.
Jeg har en særlig svaghed for jordbærkager, så da jeg så dem i formiddags, så var der dømt cafe-besøg på et senere tidspunkt. Det er nu.

Man skal i det hele taget sørge for at få sukker til hjernen. Det er vigtigt. Jeg siger som fru murermester Jessen i Matador: “Det er ikke lyst, men jeg trænger!”

Jordbærkager – nødvendigt sukker til hjernen.

Priser til showhaverne

Guld, sølv og bronze til showhaverne uddeles i det store Showtelt, men denne gang står havemanden og jeg bagerst i teltet, hvor det lufter lidt. Der er nemlig godt lunt oppe foran scenen.
Det er interessant at høre juryens begrundelser for priserne. Jeg er næææsten enig. Jeg er i hvert fald enig i vinderen af Best in Showdet skrev jeg om i fredags, så her er bare en lille kollage fra haven ‘Skærsommernatsdrøm’. (Oversigt over showhaverne og de tildelte priser.)

Guldvinder og Best in Show: ‘Skærsommernatsdrøm’.

Foredrag og smasklækker bog om Tivoli

Da havemanden og jeg har klappet færdig af showhaverne og er ude i solen igen, er klokken blevet… … “oh yes, vi kan lige nå foredraget kl. 15 om Tivoli”.

Jeg ælsker Tivoli og er kommet der hvert år hele mit liv, indtil vi rykkede teltpælene til Jylland.

Jeg har læst om bogen og drømt om at eje den, så selvfølgelig skal jeg da høre foredraget. 
Det er mageløst.

Fotografen, Ann Malmgren, begynder, og jeg står lamslået over billedernes skønhed og bliver glad helt ned i tæerne.
Den ledsagende faglighed, som Marian Haugaard Steffensen står for i teksten, fuldender det hele (tænk, der er plantelister bag i bogen!!!).

Efter foredraget skridter jeg øjeblikkeligt og meget beslutsomt mod det telt, hvor bogen forhandles. 
Efter lidt ventetid når foredragsholderne også frem til teltet, og jeg får mit smukke trofæ signeret af både fotograf og forfatter.

Bogen om Tivoli – Danmarks dejligste have, som den nuværende chefgartner, Tom Knudsen, har hævet til nye, vidunderlige højder. Marian Haugaard Steffensen signerer mit eksemplar.

Den store bog om små haver

Nu vi er ved det med bøger, så skal jeg have fundet Nina Ewald. Hun har skrevet ‘Den store bog om små haver’, hvor vores have er en af de haver, der beskrives, og jeg vil gerne have et billede af hende med bogen.

Jeg finder Nina i et telt. Hun har vagt på haveselskabets stand, og jeg får mit billede.

Jeg står med Nina Ewald og hendes nye bog, hvor jeg har slået op på beskrivelsen af vores have..

Mens vi står i teltet, pladrer det uden varsel ned med regn i stænger. Det er heldigvis hurtigt overstået, for vores paraplyer ligger jo oppe i plantegarderoben…

Det er godt, der er kørt flis på.

Klokken er nu to minutter over, at vi skal til Haveselskabets ‘afternoon tea’, som bloggere og instagrammere er inviteret til, så havemanden og jeg spæner henover vådt og nedtrampet græs og hen til cafeteltet.

Afternoon tea

Der er vist flest instagrammere til teen, for jeg kender kun ganske få ansigter.

Men pyt, teen og kagerne er gode. Og jeg er så heldig, at Siv, med bloggen ‘Lille have store tanker’, tager fat i mig, så vi kan få hilst på hinanden i det virkelige liv.

Under traktementet fortæller Katrine Turner om sin showhave ‘Den vilde have’, som jeg så tidligere på dagen.

Showhaven: Havedrømme for alle

Efter en lækker drink går hele teselskabet hen til showhaven ‘Havedrømme for alle’, og mens vi venter på de sidste deltagere, opdager jeg sandelig et nyt bloggeransigt: Karsten, der skiver Grønne nedslag. Så får jeg også hilst på ham i ‘det virkelige liv’.

Haven lagde jeg særligt mærke til tidligere på dagen, fordi den har de skønneste farveharmonier i rosa og blå samt et meget fint, transparent hegn af syrengrene omkring. 

Sølvvinder og publikumsfarvorit ‘Havedrømme for alle’ designet af Hannu Sarenström.

Haven er lidt vel flad til min smag. Jeg kan bedst lide beplantninger med en vis højde fra træer el. lign., men farverne og variationen i planterne er virkelig flot, og man kan ikke få et smukkere sted at stå, mens designeren Hannu Sarenström fortæller om sig selv og haven. (Du kan læse hans præsentation her.) (Haven blev senere kåret som publikums favorit.)  

Ide nr. 2: Spande med planter

I Hannus have har han sat ens spande med ens planter i. Jeg ved ikke, hvor godt, jeg synes, det er midt i de smukke stauder, men ideen hugger jeg. Jeg vil overveje den i ‘Skoven’ hjemme i haven. Her kunne jeg nemlig godt engang i mellem bruge lidt farvetilskud eller lidt ekstra pæne planter, men det ser overordnet åndssvagt ud med pyssenysselige og arrangerede krukker i en skov. Hvis jeg nu sætter helt samme krukke med helt samme plante ét bestemt sted, fx langs med en sti, så kan man ikke afvise, at det kunne fungere. Jeg siger tak for ideen.

Spande med planter i 'Havedrømme for alle'.
Spande med planter i staudebedet.

Efter Hannus interessante præsentation kan jeg se, at stadholderne rundt om er ved at pakke sammen. Ergo sætter vi kurs mod udgangen. 

Ide nr. 3: Grenkurve med blomster 

På vej ud får jeg en ide mere med mig, for ved udgangen (indgangen) står en bogstavskulptur der danner ordet CPH GARDEN. 
På bogstaverne og rundt om på jorden ligger grenreder med sommerblomster i. Jeg mangler som tidligere nævnt en gang imellem at kunne tilføje lidt farvetilskud i min ‘Skov’. Dagens ene ide er at sætte blomster i krukker efter Hannus model, men sådan nogle grenreder kunne også bruges som ‘naturligt’ element. Tænke, tænke.

Blomsterreder af grene.

Med dagens sidste ide i tankerne forlader vi havefesten. Jeg kunne godt have brugt et par timer mere, men pyt, det var en rigtig god torsdag på CPH Garden.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

40 kommentarer til “En torsdag på CPH Garden 2019”

  1. Det undrer mig lidt, at der ikke lå nogle kort over pladsen, for jeg så en stak på bordet, der stod lige efter indgangen, men måske de første var revet væk (Der var tryk på, da der blev åbnet) da I nåede dertil? Jeg ved det ikke.

    • Hej Esther
      Der lå masser af aviser, men der var ingen kort. I følge infoteltet havde de slet ikke lavet kort i år. Der var mange andre end os, der havde spurgt efter dem, så jeg tror, de kommer igen til næste år. (Vi var der fra starten 🙂 )
      /Lisbeth

        • Det lyder meget sandsynligt for damen i infoteltet sagde, at Bent ikke var den eneste, der havde spurgt, og at det vist var en fejl, at de ikke havde dem i år. På det tidspunkt var udstillingen 1 time gammel, så jeg tænker, når jeg hører, at du har set dem, at de har haft gang i printeren om natten, så kortene har været der fra om fredagen 🙂 De skal have ros for, at de reagerer, når der er konstateret noget ‘rod’.

  2. Tak for et godt og langt indlæg, så man kan genopleve det hele – det var altså en dejlig dag. Og tak for linket 🙂
    Jeg er helt enig med dig om det med at flytte på naturen. Det er poppet. Jeg er heller ikke vild med ‘rewilding’ i naturen, for det er igen at skabe en natur, og så er det ikke natur længere. Jeg holder så meget af det danske landbrugslandskab med marker, landsbyer og hegn, og jeg kan slet ikke se, hvorfor man skal indhegne store områder, slippe ulve, løver og tigre løs – og bisonokser – for at få det til at se ud som dengang, det var før. Det er ikke før. Det er nu. Og biodiversitet? Det er vel heller ikke udelukkende godt? Jeg er da godt træt af vores store gedehams, der insisterer på at besøge mig i drivhuset. Jeg har jo en gang fundet ud af, at sådan en skal man ikke kramme 😀
    Kh, Karen

    • Nææh, det med at grave naturen op for at flytte den derhen, hvor det passer menneskene, virker lidt sært.
      Jeg er sådan set for, at vi bevarer biodiversiteten, men så kan jeg bedre lide tanken om, at vi lader den være, hvor den er. Altså at flytte naturen, det er simpelthen så selvmodsigende oppe i min hjerne. De kunne i stedet have vist, hvad der sker med en grund, der passer sig selv = en slags natur. Den bliver nok til birkekrat… ;-))
      Uha uf, har du krammet en gedehams? Det lyder bestemt ikke rart.
      Vi har et lille forhæng i vores drivhus/havehus. Det kan jeg anbefale 🙂
      Kh Lisbeth

      • Ikke bare en gedehams, men en af de store – sådan en bette fyr på 4 cm. Min hånd lignede en gummihandske med vand i bagefter, og det kostede to sygedage… De skulle være lige så slemme som et hugormebid – meeen – så galt var det nu ikke. Jeg er her da endnu. Den havde sat sig på en hvid plasticpose, jeg stod med i hånden, og jeg opdagede den ikke, før lige pludselig…
        Hvis jeg ikke luger hele tiden, bliver haven til et ahornkrat garneret med menneskeædende brændenælder 🙂
        Kh, Karen

        • Føj, altså. Jeg ved ikke om jeg var gået i brædderne, jeg er ret hårdfør, men det må have gjort meganas… Godt du er her endnu 😉
          Ja, totalt fri natur skal man ikke altid gå efter. Vores smukke overdrev i Mols Bjerge er 100% menneskeskabt og skal afgræsses af vores husdyr for at blive bevaret. Og her er jeg altså FOR for at bevare den slags naturtype. Selvfølgelig skal de ikke pløjes op, bebygges eller laves til plantage. Men passes… det skal de, ellers springer de i skov. Eller rettere forsvinder i gyvel (det stads).
          Kh Lisbeth

  3. Tak for den lange beretning om en begivenhedsrig dag. Det der med den vilde have bakser jeg lidt med. I vores store have har vi vilde rum mange steder, og hvis man ikke har tid nok i døgnet til haveliv, ender haven jo også med at blive vild; men en parcelhushave, der bevidst gøres vild, hvordan griber man lige det an, og hvilke æstetiske oplevelser giver sådan en have året rundt? Havekonsulenterne skal vist have et nyt fag føjet til deres uddannelse.

    • Selv tak, Marie.
      Jeg kunne godt tænke mig en showhave, hvor man fx viste roser i smukt selskab med skvalderkål. Eller græs med tusindfryd. Eller ribs med snerler. Eller tidsler omkring komposten. Altså viste, hvordan man kan styre naturen og leve i samdrægtighed. En showhave, der hverken var enten eller, men både og. Det kunne måske være et nyt fag, for hvis vi skal tilgodese mange af vores insekter m.m., så skal vi nok lære at tænke anderledes. Det er en lang proces, men dér kunne en showhave går forrest. Jeg venter spændt på næste CPH Garden…
      Kh Lisbeth

  4. Tak for et altid humoristisk indlæg for dig. Jeg læste det på færgen og sad og småklukkede over dine små humoristiske bemærkninger. Jeg siger som Marie, i vores store have er der også mange vilde rum, heldigvis er der også noget som er knap så vildt, det måtte gerne være knap så vildt, men vi kan ikke nå det hele. Det bliver ikke nemt for havekonsulenterne at få det med i en parcelhushave.
    Kh Lisbeth

    • Selv tak, Lisbeth.
      Hyggeligt at jeg sådan var med på færgen 😉
      Det er klart, at en stor have må have vilde partier, men egentlig kunne det være sjovt, hvis man kunne mikse en traditionel have med selvsået natur. Det bliver nok ikke nemt, nej, men det var jo lige netop her, at en showhave kunne vise vejen frem. Spændende, om det kommer 🙂
      Kh Lisbeth

  5. Hej Lisbeth

    Det var morsomt å lese ditt innlegg 🙂
    Flott beskrivelse, og for meg som ikke har vært der kan jeg levende se det hele for meg. Det er mye inspirasjon å hente fra en sånn utstilling.
    Sukker til hjernen må til, og jordbærkaken så lekker ut 🙂

    • Hej Marit
      Hvor hyggeligt, at du to med på en hel dagstur 🙂 Der var virkelig meget at se denne gang. Meget mere end sidst, synes jeg.
      Det var en dejlig kage ;-))))))
      /Lisbeth

  6. Så velskrevet at det er næsten som at være der selv. Jeg er ret imponeret over alt det I nåede, jeg nåede hverken foredrag eller kagepauser. Det var rigtigt hyggeligt at møde dig. Mvh Liv

    • Tak Liv 🙂
      Det var godt nok også hæsblæsende, men jeg skulle have maks ud af dagen. OG jeg var TRÆT på vejen hjem 😉
      Enig – det var godt vi sad ved siden af hinanden 🙂
      /Lisbeth

  7. Kære Lisbeth
    Tak for din levende beskrivelse af CPH Garden. Det var hyggeligt at hilse på dig til Afternoon Tea – der var en del bloggere med, også en del af de “gamle” som var med tilbage i 2010, da jeg begyndte at blogge.
    Jeg savnede godt nok også overblik over pladsen og fik ikke set alle idehaverne og den vilde showhave. Jeg er forøvrigt meget enig i dine betragtninger vedr. ideen om at plante natur.
    Jeg er også enig i at foredraget om Tivolibogen var rigtig godt og at bogen er FANTASTISK – okay, jeg elsker også Tivoli.
    Jeg synes at det er et godt arrangement, men selvfølgelig er der stadig plads til forbedring:-)

    • Kære Lisbeth
      Nu ærgrer jeg mig da virkelig over, at der ikke var præsentation, hvis der var en hel del bloggere med. Jeg genkendte kun dig, Susanne (Solbakken) og ganske få andre. Men jeg er jo også stadig en slags også nybegynder 😉 En præsentation må være en forbedringsmulighed næste gang.
      Jeg er sikker på, at jeg missede noget på grund af det manglende kort, men nok ikke meget, for jeg synes, jeg piskede rundt og så alt, hvad vi kunne nå på de timer, jeg havde til rådighed. Bl.a. altså Tivoliforedraget.
      Åh, det er så smuk en bog. Jeg er helt fuldstændig vild med den og imponeret over at der er plantelister i sådan en lækker billedbog. Topdollar kvalitet 🙂
      /Lisbeth

  8. Hvor var det spændende at læse din beretning fra dagen, og de oplevelser i havde, elsker der er noget konstruktivt “kritik!
    Tak for reportage Lisbteh, og god aften:-)
    Hilsner Anette

    • Hej Anette
      Jeg forsøger at være ærlig i min kritik og argumentere/forklare, HVORFOR jeg siger, som jeg gør, så tusind tak, for din kommentar 🙂
      Tak i lige måde. Lisbeth

  9. Kære Lisbeth
    Jeg har med fryd læst din dejlige beretning og glæder mig over dit skønne, humoristiske sprog. Regnvejrsbilledet går rent ind, selv om blomster også er smukke ;-))
    Kh. Britta

    • Kære Britta
      Tak 🙂 Det var helt vildt med det regnvejr. Sol hele dagen og så pludselig væltede det ned i 3-5 minutter…
      Kh Lisbeth

  10. Hej Lisbeth

    Dejligt med et langt indlæg og mange billeder, når jeg nu ikke nåede rundt til det hele. Jeg ræsede ellers rundt for at se så meget som muligt, men jeg skulle også hjælpe til på Rosenselskabets stand – det var nu frivilligt, og jeg havde selv tilbudt det ;0) – på fotowalk med Ann Malmgren og så selvfølgelig til Afternoon tea. Her ville jeg også rigtig gerne have haft en præsentation af bloggerne, så jeg kunne have hilst på dig. Det kommer forhåbentlig næste gang :0)

    Mange hilsener
    Anette

    • Tak, Anette. Jeg er glad for at du læste med, selv om det blev et langt indlæg – men der var så meget… 🙂 Jeg ville også meget gerne have været med Ann Malmgren. Det var sikkert spændende.
      Og så må vi huske at fortælle Haveselskabet, at vi har brug for en præsentation, hvis de laver noget instagram/bloggerevent igen næste år. Det var da ærgerligt, at vi sad der sammen uden at vide det.
      Mange hilsener
      Lisbeth

  11. Hej Lisbeth

    Ja, mange sad der sammen uden at vide det – aktive bloggere – inaktive, og intagrammere og det løse.

    Jeg fik heller ikke noget kort, og forstod på flere udstillere at deres endelige placering først blev bestemt dagen før og at nogen flyttede samme morgen.
    Men hyggeligt kort at mødes bagefter.

    Jeg må selv se at få skrevet –

    Alletiders billede af dig og Nina Ewald. Jeg syntes jeg så hende lidt overalt:)

    Ha en dejlig sommerdag

    • Hej Karsten. Det er lidt ærgerligt at tænke på, at jeg sad sammen med nogle, jeg kender fra en blog, uden at få lejlighed til at hilse på dem. Det kan nok gøres bedre næste gang – hvis de tør binde an med en ny omgang. Det var i hvert fald godt, at vi lige fik spottet hinanden 🙂 Ja, du må se at skrive, så vi kan genopleve og mindes, inden det hele pakkes ned i hjernekisten.
      Det har da været noget bøvl for udstillerne, men måske også for arrangørerne, hvis en eller flere ikke er dukket op fx.
      Ja ikke – jeg er ret glad for billedet af Nina med bogen. Jeg tror, Nina var over det hele, når hun ikke lige havde vagten i Haveselskabets telt. Mon ikke de frivillige var godt slidte søndag aften? De gjorde det godt.
      Tak i lige måde.

  12. Sikke en skøn reportage fra CPHGarden – det var som at være der selv! Sidste gang havde vi en præsentation af bloggere m.fl. til ‘blogtræffet’ på CPH, men det gik så stærkt, så jeg fik slet ikke fat i alle. Sidst var ‘blogtræffet’ meget kort – jeg savnede tid til at mingle. Denne gang kan jeg forstå, der var en del flere mennesker og lidt længere tid/mere på programmet – det er positivt. Mon ikke man lærer lidt hver gang? Navneskilte ville måske være godt.

    • Selv tak 🙂
      Jeg tror, jeg vil foreslå en deltagerliste udsendt pr mail på forhånd. Så kan man evt. lave en aftale med en eller flere “Under uret kl. 14”. Og hvis vi derudover får navneskilte på, så kunne det vær ret godt.
      Forhåbentlig bliver der en form for evaluering.
      Mange hilsener Lisbeth

  13. Hej Lisbeth,
    Tak for din tour de CPH Garden! Var der selv, og synes du har fået det hele med 🙂

    Jeg TROR jeg spottede dig til blogger/insta-træffet, men jeg kan ikke altid huske folk fra fotos på deres blog eller instaprofil. Synes det var fedt med et program med “kød på”, men tid til small talk var der mindre af. Jeg er ikke tilhænger af præsentation i den her slags sammenhæng – det tager ALT for lang tid, og man kan ikke høre hvad der bliver sagt osv. Jeg havde gjort det at jeg hjemmefra havde lavet et badge med mit navn og HAVEFOLKET på. Det gjorde at flere “turde” henvende sig til mig. Jeg havde også smidt et foto af mit fjæs på insta og Facebook – det blev jeg også genkendt på. Så det vil jeg også gøre næste gang.

    I øvrigt enig omkring overskueligheden. Tror ikke det var det manglende kort, der var problemet. Det var simpelthen pladsens indretning der var forkert. Der manglede en struktur (fx “hovedgader”) og fixpunkter (flag, master, skulpturer o. lign) som man kunne orientere sig efter.

    Men alti alt – super godt arrangement!
    Håber vi mødes inden dog… 🙂

    • Hej Henrik
      Øv, at jeg ikke også spottede dig. Jeg er enig i, at den der præsentation kan blive alt for lang, men måske en deltagerliste forud, så man i det mindste er adviseret om, hvem der deltager. Ligesom når man er til konference.
      Jeg vil selv tage navneskilt på næste gang – så har jeg dog gjort dét. Du er da bare så klog og forudseende 🙂
      Og du har ret i det med den manglende struktur og genkendelighed på plasen. Det havde hjulpet meget, nu jeg tænker efter. Nogle gange gik jeg med næsen i planter og dimser, og når jeg så kiggede op, så kunne jeg ikke engang huske, hvor jeg kom fra. Mindst en flagstang må være oplagt. Vi forsøgte ind i mellem at orientere os efter solen. Måske en bod med kompasser…?
      Åh ja, mon ikke der bliver et eller andet blogger-noget, så vi kan ses? Så skal jeg tjekke dig på fb i forvejen 😉
      Mange hilsener Lisbeth

  14. Tak for en skøn reportage fra din dag på CPH Garden, den var effektiv og fyldt med gode ting, synes jeg at læse. Du har jo hermed sørget for at jeg også “kom med” til garden party.
    Ærgerligt med de manglende præsentationer – eller måske bare et rigtigt godt navneskilt – det har vi da også brugt i Kolding til Blogtræf de første mange år.
    Rigtigt godt billede af dig og Nina Ewald – den bog må jeg da vist have fat i også.

    • Selv tak, Ulla. Du ville bestemt have nydt at se alle de have’ting’. Og morsomt var det at gå rundt mellem mennesker, der kan lide det samme 🙂
      Som Henrik skriver, så er de måske for langtrukkent med en præstentation, men en liste over deltagere, så man i det mindste viste, hvem man skulle lede efter kunne jeg tænke mig. Det har man også til konferencer o.l.
      Uha ja, der er havebøger nok at ønske sig. Jeg synes, at Nina har rigtig mange gode ideer med til små haver. Og så altså også en præsentation af tretten små haver. Store haver kan jo sagtens bruge ideerne også.
      /Lisbeth

  15. Kære Lisbeth,

    Hvor er du god til, at screene gennem de forskellige haver, plukke plusser og minusser og smide en løsning på hvordan man også kunne ha’ gjort. Og din metode med at konkretisere hvilke ideer du vil bringe med hjem til egen have, er en brandgod, ja, idé.

    Ewalds bog har jeg før kigget på. Og at din have er med gør den endda endnu mere interessant at få fingrene i.

    Til sidst vil jeg sige tak for link og tak for en hurtig hilser irl, det var enormt rart med et rigtigt ansigt.
    Kh Siv

    • Kære Siv
      Tak, skal du have. Jeg morer mig ganske rigtigt med at gå og analysere og plukke. Det er ikke altid, faktisk sjældent, jeg går hjem og laver ideen. Nogle gange laver jeg den totalt om, andre gange ligger den i ide-banken til en anden gang eller til jeg pludselig ser det, der skal bruges.
      Det er helt sikkert en bog med mange ideer for os med små haver. Første halvdel (vist nok) af bogen er ideer. Anden halvdel er så konkrete små haver. Den mindste er omkring 50 m2, så det ER små haver.
      Jeg var meget, meget glad for at du kunne spotte mig, så vi kunne hilse på hinanden, men det blev jo desværre ikke til så megen snak. Det gør vi om en anden gang 🙂
      Kh Lisbeth

  16. Du har sandelig fået det hele med. Men som altid godt og velskrevet med fine fotos, og du havde jo “advaret” om, at det var et langt indlæg. Jeg kan forstå, at du også havde en dejlig dag på Cph Garden. Selvfølgelig er der plads til forbedringer, men det vil der vel altid være. Jeg synes, Haveselskabet fortjener ros for en fin udstilling.

    Hilsen Elna

    • Tak. Det var helt sikkert et flot arrangement, der fortjener ros, og der var SÅ meget at fortælle om ;-))))
      /Lisbeth

Skriv et svar til Liv Annuller svar