En kold uge og en ny havebog

Det har været en kold uge både i haven og på overført globalt niveau.
I haven har solen ganske vist skinnet fra en skyfri, lysende blå himmel, men den slags koster og betyder frostkolde nætter.
Selv dagtimerne har været svære at varme op, og de var helt klart for kolde til min smag, når det gælder havearbejde.

Erantis - Eranthis hyemalis - tåler heldigvis frost.

De første nætter gik det fint derude, men lørdag morgen strejkede vintergækkerne (Galanthus nivalis)

Galanthus nivalis tåler heldigvis frost.

…og mini-påskeliljerne (Narcissus ‘Tete á Tete’)….

Det varede heldigvis kun, til solen dukkede op. Så steg temperaturen og humøret, og de seje løgplanter rejste sig knejsende og hoverende.

Mine primulaer forkælede jeg med at blive flyttet ind i vognporten om natten. De er strengt taget ret hårdføre, men jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt selve blomsterne ville være med på den gentagne opvarmning og nedkøling.

Så gik det bedre oppe i havehuset, hvor havemanden og jeg nød solen. Ikke at der ligefrem blev varmt, men lidt har også ret, og med en jakke på og en varm kop kaffe gik det fint.

Ny bog om havedesign

Jeg nåede også at bruge ugen indendørs på at læse en ny havebog, jeg har fået forærende: ‘Havedesign. Fra ide til have.’ af Nadia Dyrhoff.
Bogen handler, som titlen siger, om havedesign, og selv om den ikke er ret tyk (124 sider), og der ikke er ret megen tekst i (og mest er for haveejere, der er uerfarne indenfor havedesign), så er hovedpointen, om at man bør lave sig et tema, evt. flere temaer til forskellige steder i haven, vand på min kæphest. Vi har selv inddelt vores have i haverum med hver sit tema, og det er absolut noget af det bedste, vi har gjort – det taler vi tit om.

Bogens anden pointe (vist med små eksempler) er, at man efterfølgende skal vælge alt fra havelåger og belægninger til planter og havemøbler, således at hvert enkelt element understreger temaet. Det er også helt rigtigt.
Jeg plejer selv at kalde havens temaer for min facitliste, for jeg bruger dem til benhårdt at fravælge og tilvælge, når jeg anskaffer nyt. Der er bl.a. røget en del yndlingsplanter på den konto, men jeg synes, at det færdige resultat bliver mest harmonisk på den måde. Det giver mig ro i sjælen, at det passer sammen. Som en smuk symfoni og ikke bare løsrevne og hver for sig vellydende nodelinjer.

For god ordens skyld var min bog et såkaldt anmeldereksemplar, men armchair gardening er altid hyggeligt, og det er tilsvarende altid skønt at læse noget, der bekræfter én i, at man har ret. He-he.

Jeg ved ikke, om I kan se det, men solen har trods nattefrost så megen magt, at den ikke bare kan tø, men også fordampe rimfrosten oven på kaffehusets sorte tagpaptag. Dampen er det hvide, der ligner skjolder på muren.

Næste uge

I næste uge lover meteorologernes prognoser, at solen fortsætter, men heldigvis også at det bliver en anelse varmere og uden nattefrost, så jeg håber, at jeg igen skal ud og rumstere i haven.
(Jeg ville ønske, at de gode prognoser også gjaldt krigen. Jeg krydser fingre for verden, sender penge til Røde Kors og betaler mine forhøjede benzinpriser med en form for glæde, for alternativet er grusomt værre.)


____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Jeg er taknemmelig for enhver kommentar og svarer naturligvis på alt.
Der kan gå nogen tid, før din kommentar vises, da mit system tjekker for spam.

24 kommentarer til “En kold uge og en ny havebog”

  1. Kære Lisbeth.
    Jeg kan sige til mig selv aldrig så mange gange, at nu skal det planlægges, det jeg sætter i haven, men det holder aldrig ret længe, da jeg for ofte møder en “åh nej hvor er den fin”-blomst. Men pyt, jeg nyder alligevel haven og dens arbejde. Med hensyn til arbejde, jeg kan heller ikke lide at arbejde når det er koldt og nu vil jeg da ikke ødelægge dine forventninger …. men det skulle blæse op sidst på ugen, så de højere varmegrader ikke rigtig kan mærkes. Nå, nu er der jo megen læ i din have – jeg ligger på en lille bakketop ud til marker så… men bare det at solen skinner.
    Mange hilsener fra Jette.

    Svar
    • Kære Jette
      Nogen gange misunder jeg haveejere som dig, der bare er spontane og glade for de enkelte planter, krukker, møbler osv. og trods mit koordineringsbehov, så er det allervigtigste for mig trods alt, når en have afspejler haveejerens totale haveglæde. Så kan det for min skyld stritte i alle retninger, og heldigvis kan vi jo gøre som vi hver især vil hjemme på matriklen 😉 Når man besøger min have tænker man sikkert: Sikken en kontrolfreak ;-))))))
      Ahrj altså Jette… jeg har ikke set det med vinden… Så må jeg luske ind i havehuset igen, hvor der er læ. Lad os håbe, at det ikke bliver så slemt. (En have på en bakketop – det lyder ellers dejligt.)
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  2. Kjære Lisbeth
    Det er åpenbart en kald mars måned vi er inne i nå. Det var -8 her i natt, og yr melder om bare minusgrader om natten i de neste ti dagene her. Det hjelper ikke på humøret det heller. Nyheter orker jeg snart ikke å lese mer. Jeg hygger meg i drivhuset og det er jo godt å det nå. En må ha noe som distraherer en fra verden utenfor. Nydelige krokusbilder!
    Ja, bensin og diselprisene har steget mye her også. Det må vi nok bare venne oss til, men kanskje folk da kjører litt mindre bil… Aldri så galt at det ikke er godt for noe som vi sier her.
    Her skinner solen fra skyfri himmel, og det er da uansett en god ting i dag 🙂
    Hilsen fra det iskalde nord!

    Svar
    • Kære Marit
      Barfrost er det værste, men heldigvis tåler mange af planterne det. Her i DK har vi også haft -8, men det har vist ikke været helt så koldt her i haven – men koldt nok. Så er det godt med havehuse og drivhuse.
      Nej verden har man lyst til at vende ryggen til, men det magter jeg heller ikke. Det ligger som en lille sort sky på den ellers blå himmel. Du har ret: Der må blive sparet på både varmen og benzinen. Vi siger også, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget.
      Her er det helt gråt i dag, og jeg kan se at den varslede sol er fjernet. Så er det derfor det ikke har været så koldt i nat.
      Nyd din dejlige sol og drivhusets ferskenblomster deroppe i nord 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  3. Ja sådan er vi forskellige, jeg er heller ikke struktureret, men der er plads at brede sig på, det der er mest struktureret hos mig er farverne, de skal passe sammen, ellers må de flyttes. Koldt er det, heldigvis hjælper det med solen, søndag var det lidt lunt. Jeg river blade sammen i bedene, så børen bliver fyldt mange gange. Jeg kan godt lide det arbejde, man kan se, hvor langt man når 🙂 og det går nogenlunde med varmen, men det dur ikke, når det blæser, så jeg får nok snart en pause.
    Hyg jer i havestuen
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Kære Lisbeth
      Ja vi er forskellige, men du kan åbenbart godt følge mig i det med farverne 😉 Hvis noget ikke dur, må det væk. Jeg er bare meget værre end du er 😉
      Vores have er jo ret lille og langstrakt og hele den ene langside ligger i skygge, så der er godt nok koldt at stå stille og beskære og luge. Brrrrr! Så kunne jeg godt ønske mig et mere fysisk arbejde, som du har med at rive blade sammen, så jeg kunne holde varmen.
      Havehuset ligger i solsiden, så dér er godt. Også i blæst. Så jeg er NØDT til at sidde ned og drikke kaffe ;-)))))
      God arbejdslyst til dig.
      Kh Lisbeth

      Svar
  4. Kære Lisbeth

    Jeg misunder dig din strukturerede tilgang, men jeg trøster mig med, at du jo også har haft flere haver i hænderne, mens jeg er i min første – og stadig i mine første år som havemenneske ☺️
    Jeg synes, det er svært at lægge sig fast på bestemte temaer, for idéerne fungerer ikke altid i praksis, og så må jeg på den igen. Men trods alt bliver det jo hele tiden bedre, og jeg lærer noget, hver gang jeg omrokerer. Men jeg suger til mig her hos dig, og især enkeltheden øver jeg mig på, så jeg takker endnu engang for inspirationen ☺️

    Svar
    • Kære Trine
      Når bare du morer dig, så finder du også ud af, hvilken have du vil have, og hvilket havemenneske, du er. Ud over at læse om haver og især se mange billeder, så har jeg fået allermest ud af at besøge haver og hver gang vurdere: Kan jeg lide den? Kan jeg ikke lide den? Eller Hvilke dele kan jeg lide? For så at analysere hvorfor/hvorfor ikke jeg kan lide dette eller hint. Var det mon planterne, farverne, stemningen, mangfoldigheden, enkelheden, solen, skyggen osv. osv. I den bog, jeg omtaler i dag, er der et fint lille eksempel på en bålplads (som mange gerne vil have) – Skal temaet/kulissen være ‘Bål i skov’ eller ‘Bål på strand’ eller ‘Bål på naturgrund’? Sidstnævnte ville jeg nok have kaldt ‘bål på eng’, men pyt. For hvert tema anviser forfatteren så forslag til fx belægninger, møbler og planter, som hver især kan skabe kulissen for det ønskede tema. Hvis du forstår mig? Sådan noget synes jeg det er morsomt at lege med.
      Selv tak – dejligt, at du læser med og feedback’er 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  5. Den tilgang er uden tvivl et fund for mennesker, som er født med et indretningsgen, og dem er der vel en del af. For andre nybegyndere udi havelivets mysterier kunne jeg derimod godt forestille mig, at den tværtimod kunne virke skræmmende, idet der ligesom signaleres, at der findes en rigtig og en forkert måde at dyrke have på. Heldigvis findes der andre bøger, som kan hjælpe den gruppe. Forskelligheden længe leve

    Svar
    • Jeg tror såmænd ikke, vi er så mange, men omvendt skal man jo vide, at noget findes, for at kunne bruge det, og derfor synes jeg, det giver god mening at introducere til tanken. Så kan den enkelte lege videre med ideen eller lade være. Jeg tænker, at det på ingen måde handler om rigtigt eller forkert.
      Det samme kunne man mene om bøger om den perfekte køkkenhave, græsplæne, skærehave, vilde have eller kompostbunke osv. For mig er det alt sammen kun et spørgsmål om interesse. Jeg går selv laaaaangt uden om fx bøger om kompostering, men der var engang, da jeg var ny haveejer, at jeg også lige tjekkede dén mulighed af – og fandt ud af, at det pjat gider jeg godt nok ikke. Så hellere lege med temaer og farver ;-))))
      Ja, hurra for det frie valg.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  6. Trist at se blomster hænge med hovedet tidligt en frostmorgen, men sikke et mirakel at gå forbi et par timer senere og de stråler. Jeg elsker havebøger. Der er sjældent noget, som rykker ved måden jeg dyrker min have på, men der er altid en lille afsnit eller et flot billede, som sætter nogle tanker i gang. Giver et lille inspirerende skub. Herligt!

    Svar
    • Hej Sydney
      Det er nærmest et under, at forårsblomsterne kan klare det. En gang måske, men nat efter nat og dag efter dag. De er SÅ seje 🙂
      Havebøger er jeg også meget glad for, og jeg har efterhånden mange 😉 for som du siger, så kan bare et enkelt billede virke inspirerende. Jeg læser faktisk mest i dem i sommerhalvåret, fordi jeg lægger en stabel over i kaffehuset. Så bladrer jeg (og vi) på livet løs, hver gang vi slubrer kaffe.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  7. Uhg, ja det har været rævekoldt om morgenen, og i skyggen. Her har der været et tyndt lag is på flere af vandtønderne hele dagen, dem der står i skyggen. I solen er det meget bedre. Og vi sad faktisk osse forleden og drak en sodavand i drivhuset. Det var for tidligt til kaffe, meen vi trængte til en pause i grenslæberiet. ( der var fældet en gammel blågran). Den slags giver varmen.
    Det med temaer i haven er jeg ikke god til. Jo, at holde farvene i varme og kolde grupper. Men alt for ofte er der liige en plante der sniger sig med hjem, fordi den ser så sød og fin ud. Jeg beundrer dig, du kan holde stand overfor fristelserne. Jeg har en ryggrad som en regnorm når jeg er på planteskole.
    hilsner Gunvor

    Svar
    • Hej Gunvor
      Den ene dag, da jeg var ude, lå der frostrester i skyggen, selv om det var midt på dagen! Brrr! Så er grenslæberi sådan set ikke det værste. Men det bliver mærkeligt for jer ikke at have granen mere.
      Efter at have fundet mig til rette med at bruge sådan nogen temaer af en eller anden slags – det kan bare være en farve i et haverum – er jeg blevet ret vild med det. Da jeg var yngre anede jeg ikke, at man kunne sådan noget.
      Jeg kan sagtens lade mig friste på en planteskole, hvis du ikke tror det, men jeg er, efterhånden som jeg slæbt forkerte ting med hjem, blevet ret god til at scanne oppe i hovedet, om det vil du’ i haven. (Men sikke meget, man dog kan få slæbt til huse 🙂 )
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  8. Det lyder som en god bog – og det er jo altid dejligt at få vandet kæphestene 🙂 Jeg har også fundet det lidt til den kølige side derude. Solskinnet er smukt, men man skal helst være bag glas. Men det er godt at komme ud og klare hjernen lidt. Inde kan man slet ikke lade være med at have nyheder lige ved hånden hele tiden. Det er tunge tider, og det ændrer solskinnet ikke på. Men solskin er nu alligevel med til at lette sindet lidt.
    Kh, Karen

    Svar
    • Der er ikke meget, der slår følelsen af, at man har ret 🙂
      Vi to er heldige, at vi har ‘glashuse’, vi kan tyvstarte foråret i. Desværre er der ikke engang sol i dag. Det er bare forbavsende koldt – på enhver måde – jeg følger nemlig også hele tiden med i nyhederne, både de dårlige OG de ‘gode’, som der heldigvis også er nogen af. Rusland går nemlig snart i betalingsstandsning, så vidt jeg kan læse i dag. Ha! Så skal jeg nok betale for dyr benzin og skrue ned for varmen – det er et ringe offer.
      I går købte jeg to nye primulaer. De er knaldhamrende orange, og dem vil jeg glæde mig over i dag.
      Kh Lisbeth

      Svar
  9. Based on what I see of many people’s gardens, and especially my own, I think that planning is not a strong suit for many! It is surely one of the joys of gardening, however, that everyone is free to enjoy it in the way that best pleases them, and depends I am sure on the amount of time one has available. I suspect that the garden of a young couple looking after growing children might be transformed in a major way once they no longer have such responsibilities. My own modest garden is always created with wildlife in mind so we deliberately plant to attract butterflies, bees and birds. Most of the plants are perennials so there is not a lot to it any more. And we have only native species, other than for a few flowers my wife buys in the spring to add a dash of colour. Happy gardening! David

    Svar
    • Our gardens are definitely very personal, and so they should be. Many probably subconsciously have a theme called ‘child-friendly garden’ and you might say that some even has a theme called ‘Everything I like at the same time.’
      I like your nature theme (although you may not have thought of it as a theme) where all plants are chosen according to whether they are native species and attractive to flying insects and birds. Oh I think it’s ok that Miriam buys a few coloured flowers and I shouldn’t be surprised if they have a relatively natural look 😉
      Happy gardening to you too 🙂 🙂 Lisbeth

      Svar
    • Tak Ingeborg – jeg holder meget af min lille hyggeplads, hvor der er dejligt meget dagslys, og hvor jeg kan se ud i hele haven.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  10. Det ser så hyggeligt ud i jeres havehus. Det må være det perfekte sted at nyde eftermiddagskaffen. Vi har nydt kaffen i haven nogle eftermiddage, men i dag var det for blæsende, så da rykkede vi indenfor.
    Den havebog har en indbydende forside, og så vidt jeg kan se, er det tørketålende stauder, der er på billedet. Den må jeg vist have lånt på biblioteket. Jeg elsker havebøger af enhver slags. Også bøger med store billeder og kun lidt tekst! Intet kan som et billede sætte gang i fantasi og havedrømme.

    Hilsen Elna

    Svar
    • Hej Elna
      De er et meget dejligt sted, bl.a. fordi der er læ, for jeg synes, det altid blæser bare lidt her i landet. Her i foråret er det ekstra dejligt, fordi solen varmer det op. Bent sad i skjorteærmer og til sidst måtte vi åbne døren på klem.
      Det er en udmærket lille bog, og billeder og tegninger kan ofte sige mere end ord, så det er fint nok. Jeg synes, den er liiiidt dyr, men så er det jo glimrende (først) at låne den på biblioteket. Bogen skriver ikke ret meget om planter, den fokuserer godt på havedesign, men prøv at låne den og lad fantasien flyve.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  11. Svårt att föreställa sig att ni har så kallt när jag tänker på hur skönt det varit på eftermiddagarna hos mig. Men medan jag kryper runt och rensar så tänker jag på temana som är i planteringen eller de som ska bli i området runt. Det är både färg, form och hur de ska bindas samman. Om jag fullföljer i framtiden eller om det blir något annat får vi se.. men den övergripande tanken är lund och därför gör en förändring inte nån jättestor skillnad.

    Ha det gott! Carina

    Svar
    • Vi er heldigvis lovet varmere vejr nu, og i går var det ganske dejligt.
      Dit tema med lund lyder så dejligt, og jeg har jo set, at du arbejder ihærdigt. Jeg tænker, at du ikke planter fx roser og bambus her, men vælger noget, der illuderer lund: Anemoner, hosta, acer, græsser osv. Uanset hvad, så er det skønt at lege med sin have.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar

Skriv en kommentar