En kærlig tanke til Gurli

Jeg kan ikke lide at slå planter ihjel. Jeg er simpelthen uduelig til at hive en fejlanskaffet eller mistrivelig staude eller busk op og kassere.
Ind i mellem bliver jeg nødt til det, men ofte ender det med, at jeg sætter planten halvhjertet i en potte, for “hviiiiis den nu kan bruges et andet sted…”.
Dernæst sker der det, at planten – ubemærket af mig og havemanden – går ud af vandmangel eller skygge eller vinterkulde, hvorefter det straks er lidt mere ok at kassere den.

Jeg har vel nok sendt mange tanker til Gurli gennem årene.
Mine forældre havde nemlig et par venner, Gurli og Edward, der tit kom til frokost. Når de ryddede resterne af bordet, spurgte Gurli altid min mor: “Skal jeg smide det ud med det samme, eller vil du have det i køleskabet først?”

Hun har så evigt ret: “Skal planten på komposten med det samme, eller skal den dø i potten først?”

Havemanden er lige så ‘dum’ til det med at kassere. Han har et særligt blødt hjerte for selvsåede planter, som han kærligt redder. (Eller i hvert fald planter i små potter, hvorefter de…)

Vi har især tre steder, hvor vi optimistisk placerer de stakkels planter, indtil de selv vælger at forlade matriklen og søge tilflugt i de evige plantebede hos den store overgartner.

Brostensmuren og rionettet

De fleste ‘reddede’ planter står foran eller oven på brostensmuren ved udhuset eller i kasserne, der hænger på rionettet oven over.

På muren opbevarer vi i forvejen nyanskaffede planter, der venter på at få fødderne i jorden (hvilket er tilladt), men her havner altså også de reddede planter, vi tror, vi måske en dag…

På alle trappetrin og lidt til

Er der særligt mange planter, vi skal ‘redde’, har vi gennem årene taget trappen til hjælp og opmarcheret potter i lange, ufikse geledder.

Ude af øje, ude af sind

Større potter har jeg opbevaret langs muren ind mod naboen.

Her skjules de om sommeren af stauderne foran, således at jeg glemmer at vande dem, hvilket ofte løser problemet for mig. Ude af øje, ude af sind…

Besværlige murerbaljer

Større planter eller større mængder af samme plante kommer i murerbaljer, der står et eller andet sted, hvor vi falder mindst muligt over dem.
Herunder er det 50 høstanemoner, som vi gravede op, fordi de blev dobbelt så høje, som lovet.

Fra venstre: 1) Murerbaljer med 50 høstanemoner. 2) De to forskudte bede med planterne før opgravning. 3) Min til dato største buket af de afklippede blomster.

Så mange overskudsplanter gjorde jeg mig den ulejlighed at finde aftagere til, men det er en stor undtagelse.

Døden i Handrup

Aftagere finder jeg som sagt sjældent, og vi har sågar haft et par murerbaljer med buskvedbend stående i et årstid. Baljerne var konstant i vejen og affødte mange indestængte eder, indtil havemanden en dag i kombineret samvittighedsdesperation og pladsmangeldesperation plantede buskene ud på sommerhusgrunden.
Her åd rådyrene dem den følgende nat.
Så var dét problem løst.

Nu skal det være slut

Nu skal det altså være slut med alle de planter i potter og baljer.
Dels har vi rigeligt at vande på i forvejen (ved udgangen af august i år er tørkeindekset kun faldet fra 10 til 9), dels ser det ikke kønt ud. Derfor besluttede havemanden og jeg allerede i efteråret 2019 og igen i det tidlige forår 2020, at nu er det slut.

Næsten slut

Så skete det latterligt uundgåelige: I begyndelsen af maj tømte vi et bed for stauder, fordi der skulle jordforbedres. Stauderne blev naturligvis sat i potter, og de har så hele maj og begyndelsen af juni fyldt trappen mere end nogen sinde før. Man har vel et standpunkt, indtil man har brug for et  nyt!

De fleste af planterne blev heldigvis plantet igen i løbet juni, men sørme, om der ikke var en del til overs, som stod på trappen og muren.

Her stod de, mens jeg vandede og vandede med slange og kander, indtil vi midt i juli skulle på miniferie i Løkken, og jeg godt kunne se det tåbelige i, at jeg skulle tage alle mulige forholdsregler med hensyn til vanding af planter, som vi alligevel ikke ville have.

Helt slut

Inden ferien tog jeg mig derfor sammen og smed resolut alle de planter på komposten, som der ikke var plads til i haven.
(Sommerhuset har vi solgt, så der kan vi ikke længere tage livet af dem!)

I  dag er sommeren officielt blevet til efterår, og der står kun ganske få potter tilbage på muren. De fleste planter skal anvendes og afventer blot, at jeg finder egnede pladser, fx denne flotte digitalis, som jeg købte i juli.

Et par af vente-planterne skal muligvis anvendes, og så er der irriterende nok et enkelt par eller to, som jeg stadig ikke nænner at kassere. Hmmm… (sig det ikke til Gurli).

En af de planter, vi troligt har haft stående i over et år – fordi vi ikke nænnede – var en opstammet rododendron.

Heldigvis kom frk. Anemone og Mr. M (sammen med hr. og fru Høneballe) på besøg i begyndelsen af august, og de reddede planten, inden pottedøden indtraf. Jeg er dem dybt taknemmelige. Det samme er planten garanteret.

Rejseklar rododendron i sort plastikpose omgivet af frk. Anemone (Ulla), hr. og fru Høneballe (Lisbeth og Bent) samt Mr. M (Malcolm)

Frihed

Selv om jeg stadig har et par potter stående på brostensmuren, så føles det som en kolossal befrielse at være kommet af med 99% af alle de planter, der bare gav dårlig samvittighed.

Med den frihedsfølelse (og ryddelige trappe) in mente VIL jeg tage mig sammen igen næste år, tænke på Gurli og smide fejlanskaffede og mistrivelige planter på komposten uden først at pøse postevand på dem i potter.

PS: Ulla har bloggen frk. Anemone, hvor du kan læse om deres besøg her i haven.
Lisbeth har bloggen Høneballehaven, hvor du også kan læse om deres besøg i haven (inkl. deres besøg hos Ulla og Malcolm).

PPS: I næste uge holder bloggen en lille ferie
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.

35 kommentarer til “En kærlig tanke til Gurli”

  1. Jeg kan heller ikke smide noget ud, de er jo levende … Jeg smider jo heller ikke hunden ud, bare fordi den ligger i vejen (det gør den faktisk tit). Til gengæld forpester jeg mine veninder og bekendte med “værtinde gaver” og er sikkert ret upopulær, da det har stået på i årevis. Der bliver de så aflivet uden jeg ved noget (phyyy). Nogle gange sniger jeg mig ud på offentlige steder og smugplanter dem der. Mødte sidste gang en genbo, der havde det på samme måde. Vi er mange

    Svar
    • Hej Sanne
      Nej, hunden må du passe på 😉
      Jeg tør ikke begynde at give dem som værtindegaver ;-)))) – selv om du vist ikke er blevet mere upopulær end at du bliver inviteret igen. Sjovt nok er det lettere at lade planterne dø i stilhed, selv om vi jo godt ved, at det ender sådan.
      Ideen med at smugplante er sjov. Jeg aner ikke, hvor jeg skulle plante dem her i byen. Så skulle det være i en grøftekant og så bliver det vist bare til floraforurening i stedet for. På Kvicklys parkeringsplads, måske.
      Kh Lisbeth

      Svar
  2. Hehe – sådan tror jeg, vi er mange, der har det. Jeg er blevet bedre til at smide på komposten, men slet ikke god nok. Det samme gælder de indendørs planter. Jeg pusler og passer dem, selvom de faktisk er færdige, og det er altid med et vist besvær, jeg smider nytårs-azaleaen ud… Men engang – engang bliver jeg tjekket, ordentlig og usentimental 😀
    God ferie i næste uge!
    Kh, Karen

    Svar
    • Kære Karen
      Åh ja, den der julestjerne, der flagrer med et enkelt krøllet blad til påske….
      Jeg har bestemt, at det er NU, at tiden er kommet, til at jeg bliver tjekket og Gurli’sk.
      Tak skal du have. Det bliver et par feriedage med bl.a. tre små børnebørn, så jeg vil nok til sidst længes efter havens ro og planter i potter.
      Kh Lisbeth

      Svar
  3. Kjære Lisbeth

    Jeg tror at alle vi som er særlig opptatt av hage har vanskelig for å kaste planter. Jeg har det på samme måten her.

    Godt at du fikk ordnet opp i det, og er kvitt 99% av plantene 🙂
    Jeg pleier å kjøpe alt for mange planter gjennom sesongen, men har som mål når høsten kommer å ha plantet alt som står i potter innen det blir vinter. Jeg har fortsatt en jobb å gjøre der innen det…

    Så hyggelig å ha så mye besøk av gode hagevenner! Det ser veldig fint ut med planter og trapper i hagen din!

    Svar
    • Kære Marit
      Det er en rigtig god plan at få alt plantet inden vinter. Det ville jeg ønske, jeg kunne. Min (dårlige) undskyldning er, at der simpelthen ikke er et bittelille stykke bar jord her i haven, så der skal hele tiden flyttes noget først, og hvor skal det så hen, og så ender dét i en potte.
      Vi har vist hver vores døje med et eller andet i haven, men det er nok også det, der gør det sjovt – det må bare ikke blive tyngende.
      Det er så fint med en ryddelig trappe. Nu får vi se, hvor længe det holder ;-))))
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  4. Kære Lisbeth
    Dejligt at høre om hvordan du blev kvit dine kvaler og fik samvittigheden forbedret. Jeg har også inden weekenden fået plantet mine nykøbte blomster.
    Er på vej hjem fra Viborg – og hvad skuer mit øje!!? En ubeset planteskole på vej ud af byen -og bilen vender nærmest af sig selv. Nu står der to raketblomster og en orkide på bagsædet. Håber samvittigheden ikke skal trække alt for langt ud .
    Kh. Britta

    Svar
  5. Hej Lisbeth

    For rigtig mange med have, er planterne i den jo ret vigtige. Så planter, det er jo ikke noget man anskaffer for sådan bare at smide ud. Andre fokuserer mere på havens udformning og dens indretning – for disse er det jo meget lettere, planterne er jo her mere bipersoner.
    Mon ikke de fleste ligger et lunt sted imellem disse yderpoler?

    Tak for en hyggelig beretning – jo det er en flot digitalis!

    Ha en dejlig ferie:)

    Svar
    • Hej Karsten
      Jo, det er jo nok yderpolerne for os havefolk, men selv om jeg nok ligger i den ende, hvor de enkelte planter skal skabe en helhed, så nænner jeg alligevel ikke at kassere dem. Jeg har jo købt dem i den tro, at det ville blive godt, og hvis det så ikke blev godt, så er planten til overs, og jeg får frygtelig dårlig samvittighed, for planten gør det jo så godt den kan, og kan ikke gøre for det.
      Jeg glæder mig til at se digitalisen i haven næste år. Jeg købte 2 og den ene er trods alt plantet 🙂
      Tak 🙂 Lisbeth

      Svar
  6. Ja jeg nænner heller ikke at smide planter ud, ligesom alle andre ikke gør, men nogle gange dør de af sig selv, og jeg har ikke bedt dem om det, det synes jeg er tarveligt. Det der med at vande er jeg heller ikke god til, af samme grund sår jeg ikke selv, for det går bare ud, fordi jeg glemmer at vande. Du bruger til gengæld meget vand til meget overflødige planter, men vi nænner jo ikke at smide ud, før de er døde, sådan er der så meget.
    Rigtig god ferie med børnebørnene, jeg er sikker på, at I længes hjem til haven og roen efter et par dage 😉
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Kære Lisbeth
      Hvis det er en plante, man gerne vil beholde, så er det godt nok surt, hvis den går ud. Ellers er det en slags befrielse. Mine hutler sig ofte igennem, for jeg får ikke vandet ordentligt, så de når tit at hænge med ørerne, og det ka’ de ikke lide i det lange løb. Du har ret: Sådan er der så meget.
      Jo tak, også her er der fordele og ulemper ;-)))
      Kh Lisbeth

      Svar
  7. hihi , ih hvor kan jeg genkende det. Mine potter med ekstra planter står ved drivhuset, så de bliver nogenlunde passet. Men hver gang jeg har en planteijorden runde, så er der kommet minst lige så mange potter på pladsen. Lige nu har jeg haft adskellige af mine store plox oppe. Nogle skulle flyttes, andre skulle deles, de var blevet for store. Men hva så med resten af planten?? Jeg vil jo ikke have høje lyslilla plox over alt, hvor smuk den end er. Og mombretia,, de gror jo næsten som skvalderkål, og kvæler naboerne.
    god ferie
    hilsner Gunvor

    Svar
    • Åh ja, Gunvor. Hvad gør man med resten af floksen, der er delt? Det er lige netop det… 😮 Og hvad gør jeg med den hvide storkenæb, jeg er nødt til at grave op for at få plads til den lysegule digitalis?
      Det er åbenbart et problem for alle, også selv om man har en stor have med masser af plads.
      Jeg har montbretia i krukke – det skulle du prøve. De er ret tørketålende, så de er fine i krukke. Og indtil de blomstrer er de faktisk pyntelige med de græslignende blade.
      Tak skal du have. Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  8. Jeg tror, jeg ville have syntes om Gurli. Jeg har nemlig ingen kvaler med at smide planter ud, som ikke opfører sig, som jeg vil have. F.eks. har jeg med nærmest sadistisk fornøjelse jagtet en viol med navnet Freckles med henblik på at udslette den helt. I vores lerjord har den nemlig vist sig nærmest at være invasiv, og blomstringen er så godt som ikkeeksisterende. Så var der en mjødurt, som fik chancen tre forskellige steder, og montbretierne smider jeg på komposten i store mængder – bare for at opdage, at Søren omhyggeligt lægger dem til side

    Svar
    • Du ville bestemt kunne lide Gurli. Hun var i det hele taget helt sig selv, og hun og Edward havde et spændende liv og boede SÅ anderledes, syntes jeg som barn. Helt anderledes end mine forældres, og hun har garanteret haft indflydelse på nogle af mine værdier i dag. Desværre ikke lige på det med at kassere planter, men jeg har ikke opgivet at tilegne mig den egenskab. Du må nyde, at du kan 🙂
      Og så sender jeg en særlig hilsen til Søren, der har et blødt hjerte.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  9. Mange i din situation ville grave et stykke af græsplænen op, men den mulighed har du jo ikke. Andre ville anskaffe en kolonihave, og andre igen ville tage rundt på plantemarkeder og sælge overskudsproduktionen. Selv gør jeg det, at jeg sætter mine overskudsplanter ud til vejen sammen med et lille skilt, hvor der står “gives væk”. Så varer det ikke ret længe, inden planterne lige så stille forsvinder. En dag ringede en venlig dame på vores dør. Hun forærede os en flaske rødvin, fordi hun var så glad for en plante, hun havde taget ved vejen.
    God ferie!

    Hilsen Elna

    Svar
    • Hej Elna
      Jeg har tit sendt tanker til større haver, hvor jeg fx kunne have et parkeringsbed, men jeg vil alligevel ikke bytte, hvis det skulle komme dertil, så jeg må pudse bagsiden af medaljen.
      Det er en fin ide med at sætte dem ud. Jeg ved ikke, om der vil være afsætning herinde i byen, men jeg kunne jo da godt prøve. Det var dog en sød dame, der gjorde gengæld med vinen 🙂
      Tak 🙂 Lisbeth

      Svar
  10. Overskriften lød i mine øre som en storm, der fejede gennem haven;-))))
    Det er så genkendeligt alt hvad du skriver!

    Den her historie handler om en grim kaktus jeg fik forærende i gave, kvinden troede lige det var mig:-) Og DET var det BESTEMT ikke. Kom på at sætte den ud det første forår efter foræringen, hvor der stadig var mulighed for frost, og den blev bare større og “flottere”. Min svigermor kommer på besøg, hun havde fået en lignende kaktus, hun brød sig heller ikke om den, hun havde også sat den ud, hendes døde hurtigt druknedøden, det var i samme periode, min gad heller ikke drukne. Da det blev vinter forbarmede jeg mig over uhyret, hvor var den dog blevet stor, og tog den ind. Kiggede vel på den to år, og endte ud i at smide den ud. Det gør ondt at smide levende planter ud!

    Elsker Gurlis replik med mad resterne;-))))
    God dag!
    Kærlig hilsen Anette

    Svar
    • ‘Planteorkanen Gurli’ ;-))))) hi-hi
      Det er dog en festlig historie om kaktussen, Anette. Det var vist godt, du smed den ud til sidst, men ja, det gør simpelthen så ondt, for planten gør jo ofte sit bedste. (Men reelt set er der ingen vej uden om. De må indgå i et kredsløb og skabe nye planter.)
      Tak i lige måde.
      Kh Lisbeth

      Svar
  11. Åh hvor har jeg hygget mig over alle kommentarerne. Jeg genkender det med ikke at nænne at smide en plante ud. Jeg giver væk alt det der er muligt. Lige pludselig var der over een kvadratmeter i urtehaven der var propfyldt med stauder der var parkeret der. Min søde mand “hjalp” med at grave alt op og køre det på genbrug. Det var en lettelse at få dem fjernet.
    Kh. Jenny

    Svar
    • Kære Jenny
      Vi haveejere er bare for tossego’e ;-)))
      Det er sådan en lettelse at komme af med alt det, der er for meget. Lad os håbe, at vi fremover kan holde os i skindet 🙂
      Kh Lisbeth

      Svar
  12. Så koselig det er hos deg. Jeg forstår akkurat hvordan du har det, her er det planter i potter over alt. Heldigvis har hagelaget planteloppemarked en gang i året, og da gir jeg det jeg ikke allerede har klart å gi bort til dem, men i år ble det ikke noe loppis pga pandemien, så nå er det skikkelig fullt her. Ha en fin dag, hilsen Ingeborg fra fruhaldshage

    Svar
    • Hej fru Hald 🙂
      Tak skal du have.
      Jeg forsøgte mig også sidste år med at gemme potter til et marked, men de fyldte enormt meget her i haven og skulle vandes og vandes, så i år droppede jeg det. Jeg må prøve at sætte dem ud på fortovet et par dage til gratis afhentning inden jeg smider dem på komposten.
      God dag til dig også. Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  13. Kære Lisbeth.
    Jeg er ked af, at jeg ikke bor nær dig, jeg ville elske at være din kompostbunke. Forleden samlede jeg en afbrækket “gren” op fra gulvet i det lokale supermarked, gik hjem og satte den i vand. Efter kort tid kom det fineste rodnet, nu er den plantet i jord og skyder så fint. Lige netop på den tilfældige måde har jeg rigtig mange planter både ude og inde, men haven min er helt sikkert ikke så stilren, som jeres.
    Mange hilsener fra Jette.

    Svar
    • Kære Jette
      Åh ja, det ville være et supergodt arrangement.
      Jeg holder meget af planter med historie, så jeg kan sådan set godt forstå din glæde over at finde og redde sådan en lille ‘gren’. Men det er nok rigtigt, at jeg holder allermest af at finde og bruge planter til at komponere et bestemt udtryk i haven, og så er det ikke altid at den slags spontanitet er heldigt, selv om det hænder. Der er vel nok dejligt mange måder at have have på 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  14. En trivelig historie Lisbeth.
    Jeg har begyndt å selge overskuddsplanter, men det resulterer gjerne i at jeg kjøper mere frø.
    Så blir det bare enda flere planter etterhvert 🙂

    Svar
    • Hej Martin
      Hi-hi… jeg ser det for mig. Først rydder du op, og dernæst står der små spirer over det hele :-)))))
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  15. Jeg fik et pip om dit indlæg via mail for mange dage siden og tænk, jeg har først fundet tid til at læse om Gurli her i dag.
    Sjove tanker, jeg tror alle havemennesker har en snert af det samme. Her hos os har vi en meget stor snert. Det var måske også derfor vi var vilde med at redde jeres opstammede rhododendron. – bare rolig, den bliver ikke smidt på porten og vi passer den fint med vand, men endnu er den ikke plantet for jeg har ikke taget stilling til det endelige og perfekte sted til den. Den står i … du ved… en stor murerbalje 🙂
    Jeres trappe ser klart bedst ud uden alle de forstyrrende krukker og spande, så din filosofi og strategi er nok god nok.
    PS: Der er altså forskel på planter og madrester – vi smider ALDRIG mad ud.

    Håber I har nydt nogle dejlige feriedage. Hils Bent
    kh Ulla

    Svar
    • Hej Ulla
      Murerbaljer burde hedde haveejerbaljer 😉
      Jeg er sikker på, at I finder et godt sted til rododendronen, eller en ny aftager ;-)))))
      Jeg smider heller aldrig mad ud, men det er, fordi jeg ved, at jeg bruger det.
      Det er værre med planterne, for ofte ved jeg godt, at deres tid her i haven er slut. Jeg nænner bare ikke at sige det til dem, for de gør det jo så godt de kan. Men det er ret tåbeligt at hælde fint drikkevand ud over dem i årevis, hvis de alligevel må på komposten… Jeg må få det lært.
      Jo tak og i lige måde, vejret har jo fortsat været fint.
      Kh Lisbeth

      Svar
  16. I was thinking how everything looked very lovely and healthy despite what you are describing but when I get to the last picture I can understand your sense of liberation.
    I am quite good at getting rid of plants which are half-dead or dead. Where I end up with lots of pots is if a wild plant comes and grows in one I feel so honoured that it has chosen that place to grow, I can’t get rid of it. I have just watched a single groundsel (very small, very common, pretty insignificant plant) grow from seed to flower to seeding because it grew where there was supposed to be lettuce but a slug had eaten the lettuce more or less as soon as it germinated.

    Svar
    • Dear Lucy
      Thank you for your comment. Yes it is a liberation.
      I think you feel the same way as my husband does: He rescues selfseeded plants not knowing where to plant them later on.
      You are a master of watching small things – which I find very inspiring.
      Best regards, Lisbeth

      Svar

Skriv en kommentar