Efterår er bær og frugt

For mig er oktober den første efterårsmåned, og selv om september sammen med maj er mine yndlingsmåneder, er der nu meget ved oktober, jeg godt kan lide, fx:
Melankolsk regn og dis.
Duften af fugtig jord og begyndende forrådnelse.
Blade i røde og gule farver.
Og ikke mindst bær og frugt, uanset om de er spiselige eller ej.

Måske tiltrækningen af frugt og bær er en reminiscens fra tidligere tiders nødvendige indsamling af forråd. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg med garanti ikke har nedarvet et forrådsgen, for faktisk nyder jeg at være fri for både køkkenhave og en romantisk drøm om at være selvforsynende, inkl. et uromantisk arbejde med at sylte, tørre, salte, henkoge og nedfryse. Lidt blåbær, figner, æbler o.l. dækker min fornøjelse.

Ud over frugt og bær byder efteråret naturligvis fortsat på masser af blomster, men hvis jeg skal være helt ærlig, så nyder jeg dem ikke rigtig fra nu af og frem til januar – ikke engang dem, jeg selv har plantet, og som stadig blomstrer. De virker fejlplacerede og forstyrrende i min hjerne, der forlængst har forladt sommeren og er på vej videre i almanakkens gentagelser.

Så er det vel nok godt, at jeg har planter med både frugter og bær.

I dag har jeg presset mig selv til at vælge og vise tre af havens planter inden for gruppen ‘træer og buske med frugter, der ikke kan spises af mennesker’. Valget er sket på bekostning af alle de andre dejlige frugt- og bærplanter, men sådan må det være. (Fx min Druemunke, som jeg tidligere har fortalt begejstret om.)

Almindelig Benved

Min ubetingede favorit i efteråret må være de pink og orange frugter på Almindelig Benved (Euonymus europaeus ‘Red cascade’).

Almindelig Benved (Euonymus europaeus 'Red cascade').
Almindelig Benved (Euonymus europaeus ‘Red cascade’).

Orange omsluttet af pink… Totalt frækt, overraskende og ikke mindst humørskabende.
Vi har to buske, der fungerer som 3-4 meter høje træer med små kroner, fordi jeg har opstammet buskene, og studser dem i toppen.

Kristtorn

En klassiker i efteråret er Kristtorn (Ilex).

Kristtorn (Ilex Aquifolium J.C. van Tol)
Kristtorn (Ilex Aquifolium J.C. van Tol).

Kristtorn er hverken sjælden eller eksotisk, men den er driftsikker og får kuglerunde, lakrøde bær, der stråler på livet løs i oktober.
Jeg har valgt en sort, der ikke får tornede blade (fordi de ellers stikker fælt, når jeg roder i jorden nedenunder træet). Det gør denne ikke: Ilex Aquifolium J.C. van Tol.
Sorten kan blive 5-6 meter høj, men jeg holder den som en lille, lav krone i 1½ meters højde.

Dværgmispel

En tredje bærbusk, som jeg glæder mig til hvert efterår, er Dværgmispel (Cotoneaster horizontalis). Hvert år i slutningen af september dækkes den af små røde bær, der blot er ½ cm store. Sådan ser den ud nu:

Dværgmispel (Cotoneaster horizontalis)
Dværgmispel (Cotoneaster horizontalis).

Her i haven har vi cotoneaster, der vokser op i fire riohegn, der danner vægge omkring nogle havens rum.
Her sidder de små, røde bær tæt, og efterhånden som de små blade også bliver røde, bliver hele væggen flot rød på begge sider.

Dværgmispel (Cotoneaster horizontalis) i riohegn
Dværgmispel (Cotoneaster horizontalis)

Vi har noget i retning af 12-14 meter hegn, og især solsorten sætter pris på det lodrette spisekammer. En af havens faste spisegæster er en solsortehan, der er let genkendelig, fordi han er pilskaldet.

Billedet er taget på lidt for lang afstand, for han vil ikke! fotograferes og vises frem, men jeg håber, I kan fornemme den flade isse. Han er nemlig noget så sød, og jeg synes, det er hyggeligt, at jeg kan kende ham, når han skramler og rumsterer her-der-og-alle-vegne.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.

18 kommentarer til “Efterår er bær og frugt”

  1. Hej Lisbeth
    Jo jeg kan godt se den skaldede isse på solsorten 🙂 Sjovt nok har jeg også taget billeder af ikke spiselige bær, men de kommer nu først med i næste indlæg, jeg har lavet et nyt, men det er ikke udgivet endnu 🙂
    Cotoneaster har jeg et anstrengt forhold til, hjemme hos min mor, den gang gården endnu eksisterede og min mor ikke længere kunne passe omgivelserne, var de overalt, vi var der ikke ofte nok til at holde dem nede. Jeg har også et par selvsåede i min have, dem holder jeg nede. Når det er sagt, synes jeg nu, at jeres mur er flot, jeg kan godt forstå, at solsortene er glade for den.
    Kh Lisbeth

    Svar
    • Hej Lisbeth
      Det er svært at komme gennem efteråret uden at tage billeder af alle de skønne bær og frugter, så jeg glæder mig til at se dine.
      Solsorten er ganske rigtig slem til at så cotoneasteren over det hele, men jeg lever med det, for hegnene/væggene fungerer så godt og er helt bestemt flotte i efterårsrød. Og hvad gør man ikke for solsorten? Når først det bliver forår, og de synger, så er alt glemt.
      Kh Lisbeth

      Svar
  2. Vi har en gråhåret solsort – når man tager sig tid til at kigge på fuglene, ser man, at de faktisk har individuelle træk. Det er lidt hyggeligt.

    Benved er så smuk. Jeg husker stadig første gang, jeg mødte en i et markhegn. Jeg var vildt begejstret og kunne næsten ikke tro, at noget så eksotisk kunne gro i Danmark. Nu har vi masser af dem i hegnene, som vi plantede, da vi flyttede ind. De er blevet kæmpestore.
    Jeg kan faktisk godt lide at sylte og fryse – det er mere det med at plukke, der er lidt kedsommeligt. Og alligevel – man mediterer godt over en stor solbærbusk 🙂
    Kh, Karen

    Svar
    • Kære Karen
      De fleste fugle kan jeg ikke kende, men lige netop ham her kan jeg – og det er netop hyggeligt. Vi har også en gærdesmutte, og jeg tænker, det er den samme, jeg ser hver gang, da den også har ynglet her, men kende den kan jeg desværre ikke.
      Jeg havde det præcist ligesådan, da jeg så min første benved. Jeg troede, at det var noget fremavlet pjat, men den er simpelthen født pjattet og jeg er vild med den. Hvis jeg havde et naturhegn, ville jeg også plante mange af dem. De får også en flot rød bladfarve, så jeres hegn må se fantastiske ud.
      Jeg ville ønske, jeg kunne lide det der selvforsyning, for det er en glimrende tanke. Det eneste jeg kan lide, er at sætte forrådet på plads i skabe og i fryser. Dét er en god følelse: at se glas og poser med sirlig skrift på rad og række og vide, at man kan hente de næste måneder. Men følelsen er åbenbart ikke god nok til at overvinde det forudgående. Der skal også være nogen til at holde liv i producenterne, trøster jeg mig med. (Lidt sylter og fryser jeg nu godt nok 🙂 )
      Kh Lisbeth

      Svar
  3. Kære Lisbeth
    Et par år havde jeg en “halt” solsortehun – hun fulgte mig rundt i haven, når jeg var ude at luge, det var lidt hyggeligt, jeg syntes vi snakkede lidt sammen! – Ak men en dag var hun borte – en kat havde nok været på spil tror jeg!
    Mvh Tove

    Svar
    • Hej Tove
      Nåååh, hvor har det været hyggeligt, og selvfølgelig snakkede i sammen 🙂 Jeg er sikker på, at solsortehunnen en dag er drattet ned af sin pind – lykkelig og mæt af dage, ramt af alderdom eller et akut hjerteanfald.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  4. Hei Lisbeth

    Jeg kan være enig med deg i det meste. Jeg er født i oktober, og når jeg var liten ønsket jeg meg snø til min fødselsdag. Det har jeg sluttet med 😉
    Ja det er en egen charm med hvordan det er ute nå. Her regner det igjen, og forfallet i hagen øker for hver dag som går.

    Så flotte planter du viser! Jeg har også en Ilex men den har torner på bladene. Den Eonymusen må jeg få kjøpt meg for de bærene/fruktene er så fine.

    Ha en riktig god aften 🙂

    Svar
    • Hej Marit – åh ja det var dengang 😉 i dag vil du helt sikkert ikke have sne i oktober. Helst en blanding af varm sol og dejlig regn. Det klæder oktober så godt.
      Jeg tror sagtens Euonymussen kan gro hos dig, her er den fuldt hårdfør og gror i naturen, så jeg håber, du får fat på den. Man skulle tro, den var kunstigt fremavlet med de farver, men det er den altså ikke.
      Tak i lige måde. Lisbeth

      Svar
  5. Hej Lisbeth,

    Blev nyfiken att kika på din blogg.
    Jag är inte heller mycket för att safta och sylta men har lite bär man kan äta medan man tar en trädgårdstur eller som barn och barnbarn kan plocka när de är på besök. Euonymus-frukterna är riktigt fina och visar väl att i naturen funkar alla färgkombinationer. Och visst kan man se att koltrasten är lite tilltufsad.

    Ha det gott!/Ulrika

    Svar
    • Velkommen Ulrika og tak for din hilsen.
      Vi har også mest bær og frugt, som vi spiser direkte fra buskene/træerne i stedet for at sylte. Jeg plejer at fryse lidt æbler og tilsvarende – det må være nok.
      Euonymussen er meget smuk i farverne, og senere bliver bladene knaldrøde, så det er virkelig en dejlig plante.
      Det er godt, du kan se den skaldede solsort – han er så sød.
      Tak i lige måde. Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  6. Hihi en kristtorn uden torne? lidt “snyd”, men praktisk.
    Jeg brugte benved bær i “frugtskålen” i mit dukkehus som barn. Det er sådan en flot busk- træ.
    Det er en super ide med det rionet og cotoneaster opad. Det er skrevet i huske idebogen. Jeg finder sommetider små selvsåede rundt i haven. Gaver fra fuglene, vi har ikke selv cotoneaster i haven, men den ide er god. jeg må se at finde og potte frølingerne .
    hilsner gunvor

    Svar
    • Kære Gunvor – Man må gerne snyde 😉
      Sådan nogen små orange frugter i dukkehuset har da lignet appelsiner. Det må jeg huske til barnebarnet 🙂
      Vi er meget glade for hegnene – det fungerer virkeligt godt som skillevæg. De både skjuler og er alligevel lidt transparente.
      Go fornøjelse med frølingerne.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  7. Det er vist ikke let at være en efterårsblomstrende plante i din have Så går det meget bedre med dem, der sætter masser af bær og frugter. I går plukkede jeg hindbær, og det virkede faktisk også lidt forkert.

    Svar
    • Næh Marie, det er det nok ikke 🙂 Jeg har ellers lige genkøbt to klatrende Aconitum, fordi du fristede på din blog, så helt frelst er jeg ikke. Men ja, jeg synes, der er noget over brændte farver og bær og frugt på denne årstid. Og jeg kan helt sætte mig ind i det med hindbærrene. Jeg har haft efterårshindbær, og det var lækkert, men jeg kom helt klart i lidt julistemning, da jeg spiste dem. Jeg er heller ikke en af dem, der køber jordbær i januar.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
  8. Skinnende røde bær hører bestemt efteråret til, men det synes jeg nu også blomster gør. Der er så mange skønne efterårsblomstrende stauder. Riohegnet med alle de røde bær er flot. Der må være føde til mange sultne fugle.
    Du skriver, at du holder kristtornen klippet. Hvornår klipper du den? Vi har også nogle kristtorn, som vi klipper. Jeg gør det i august, men det ærgrer mig, at jeg klipper så mange af bærrene af.

    Hilsen Elna

    Svar
    • Hej Elna
      Det er ikke fordi jeg er afvisende over for blomster, men så skal det helst være decideret efterårsblomstrende, og her er Chrysantemum min absolutte yndling. Der er bare noget meget årstidstypisk over bær og frugt i efteråret, synes jeg, som gør, at de sætter mig i den rette stemning. På samme måde som når bladene får efterårsfarver. Jeg bliver melankolsk på den hyggelige måde.
      Der er mange fugle i bærrene, og da det ikke er de første de spiser, så det er et virkelig godt forråd til senere på vinteren, når kulden bider.
      Min generelle beskæringsregel er, at jeg klipper året rundt, undtagen når det springer ud (det har jeg prøvet og det slog planterne ihjel). Men jeg klipper nok mest i forår/forsommer, når jeg går rundt og gør klar, og igen i sensommeren, når de nye lange ‘strittere’ er tydelige. Men jeg tager nok en del blomster og bær på den måde. Jeg synes nu, der bliver en hel del tilbage på sideskuddene. Jeg har jo en lille have, så jeg kan nusse og pusse om planten og udvælge grene omhyggeligt.
      Mange hilsener Lisbeth

      Svar
    • Mnahj, den fylder jo lidt sådan en benved. Måske du kan få plads til et træ/opstammet busk et sted. Men du er måske også ved at have fået fyldt pladsen ud OVER bedene ;-)))))
      Kh Lisbeth

      Svar

Skriv en kommentar