I disse tørkedage, hvor alle haveejere spæner rundt med vandkander for at redde, hvad reddes kan (mens vandingsforbuddet truer), gælder det om at indkalde reserverne – små som store – og om at økonomisere med såvel vand som tid.
Jeg har i mange år betjent mig af ‘vandepotter’ for at økonomisere. Pottetricket tjener mange formål, og i disse dage består det virkelig prøven.
Tricket går ud på, at jeg, når jeg planter (især buske og træer, men det kan også være clematis, stauder osv), graver en urtepotte ned ved siden af planten. Når jeg efterfølgende kommer med vandkanden for at vande, hælder jeg vandet direkte ned i potten.
Fidusen er før det første, at vandet ikke løber væk, når man hælder det ud på (tør og/eller skrånende) jord, men i stedet bliver ved planten. Der er ingen grund til at hælde vand ud, hvor det ikke er nødvendigt.
For det andet kommer vandet direkte ned til rødderne i stedet for først at fugte de øverste 10 cm jord. Derfor fordamper der heller ikke så meget af det livsnødvendige vand, og jeg skal løbe med færre vandkander.
For det tredje trækker dybdevandingen rødderne ned i jorden, fordi det er dér, vandet er. Derved er rødderne mere beskyttet for udtørring, end de er, hvis de ligger i de øverste 10 cm jord (hvor de naturligt lægger sig, hvis det er der, man afleverer vandet.) For mig betyder det, at jeg ikke skal vande så tit. (Ovre på havens hjemmeside har jeg nogle tegninger af det. Måske det forklarer det bedre.)
Det siger sig selv, at jo større potte, jo mere vand kan der være, men det er nu ikke afgørende, synes jeg. Jeg fylder bare op igen. Det siver relativt hurtigt ud i jorden, og så går jeg fra potte til potte med vandkanden. Træer og buske skal have mindst 10, gerne 20, liter pr. vanding, og det er en rar tanke, at hjælpe vandet helt derned, hvor det for alvor efterspørges. Stauder kan klare sig med lidt færre liter vand pr. plante, især når jeg bruger vandepotter.
Jeg har også prøvet med sodavandsflasker uden bund, men jeg HAR så mange småpotter, at de lige så godt kan gøre nytte. Ofte genbruger jeg simpelt hen den potte, som blev til overs fra den plante, jeg lige har gravet ned. Og der kan godt stå mange potter i ét bed, for i løbet af kort tid dækkes potterne fuldstændigt – i hvert fald hos mig, da jeg normalt ikke har bar jord. Faktisk roder jeg nogen gange rundt for at ramme de nedgravede potter, fordi de er helt skjult.
God Grundlovsdag og god juni! Må det regne på din jord – bare én nat (og ikke til Sankt Hans).
Hej Lisbeth
Ja, det er smart!
Jeg lavede dybe huller med et spyd da jeg dybdevandede i Sverige, men din løsning er mere permanent!
Ha en dejlig solskinsdag
Hej Karsten
Ja, det er med at finde de langtidsholdbare løsninger. Og hvem har også lige et spyd? 🙂
God dag til dig også
Mange hilsener Lisbeth
Hej Lisbeth
Super godt tip, tak for det.
Også god grundlovsdag til jer
Kære Charlotte
Selv tak. Det er jo ‘desværre’ et aktuelt tip i disse tørre uger 🙂
Men dejlig sol, er det. Også for dem, der har en ekstra fridag i dag. Håber, du nyder dagen.
Mange hilsener Lisbeth
Kjære Lisbeth
Det var da et veldig godt tips! Jeg har utrolig mange brukte potter, og skal gjøre akkurat som deg med mange av de.
Vann er jo mangelvare mange steder, og i området her hvor jeg bor er det restriksjoner på vanning med kommunalt vann. Vi henter vann fra en elv så vi slipper det. Det er jeg utrolig glad for!
Din “header” er så fin! Hyggelig å få hjelp til vanningen 🙂
Kære Marit
Det er en vældig god måde at bruge alle de potter på, som man ellers har stående i udhusets hjørner. Og selv om du er meget heldig!!! og har gratis vand, kan du nok have glæde af at bruge mindre tid på at vande 🙂
Det var rigtig dejligt med en hjælpende hånd. En del af vandet ramte også planterne 😉
Kh Lisbeth
Normalt har vi ikke det store vandingsbehov, men intet er normalt her i 2018. Hos enkelte store træer eller buske har vi nogle gange gravet et rør ned samtidig med plantningen med samme formål som dine potter. Heldigvis har vi ikke haft behov for at bruge dem ret tit.
Kære Marie
I er heldige med høj grundvandstand, eller hvad der nu gør det, men I kan selvfølgelig også få det for tørt, fx i år. Rørene er måske endnu bedre til træer, fordi de går længere ned.
Kh Lisbeth
Normalt vander vi kun i køkkenhaven, men i år har vi godt nok også været nødt til at vande i prydhaven. Vi bruger en vippevander, det er sikkert ikke særlig godt, hverken økonomisk eller miljømæssigt, men vi kan ikke overkomme at rende rundt med en vandkande. Det er ellers en rigtig god ide, du skriver om. Vi gør lidt det samme når vi planter roser, der laver vi altid et hul rundt om rosen, så den står lidt nede.
Mvh
Lene Bedstemorshave
Hej Lene
Potterne kræver naturligvis at man kommer med en kande eller evt. en vandslange. Fordelen i forhold til en vippevander er, at man kan nøjes med at forbruge mindre vand. Normalt bør en etableret prydhave også kunne klare sig – det er bare helt tosset i år.
Mange hilsener Lisbeth
Hej Lisbeth
Tak for tip, det må jeg prøve, det lyder som en vældig god idé.
Kh Lisbeth
Hej Lisbeth
Ja, du kan måske bruge nogle store potter til nogle af dine mange buske, om det så er rodoer eller roser eller noget helt tredje. For vande gør vist de fleste i år. Normalt bruger jeg kun potterne i etableringsfasen, men de er nu også smarte efterfølgende, når det bliver tørke, som i år. Og tørke har vi da godt nok fået ;-(
Kh Lisbeth
Det var et simpelt og smart fif, det vil jeg huske!
Rigtig god dag:-)
Hilsner Anette
Hej Anette
Alt tæller, når det skal forenkles 🙂
God dag til dig også.
Mange hilsener Lisbeth
Rigtig god ide, Lisbeth! Jeg vil grave potter ned ved de lidende, når jeg kommer hjem – og så skal der ellers potter i, når der bliver plantet.
Kh, Karen
🙂 De vil elske dig for det.
Hold da op, hvor er det tørt… Her er bål og grill blevet forbudt.
Kh Lisbeth
Alle vandbesparende tips modtages med kyshånd!
Jeg kan godt forstå, du indkalder reserverne, når de har sådan en dejlig lille krøltop at trække på.
Hilsen Elna
Kære Elna
Det er så heldigt, at min reserve er vild med vandplaskeri, og når man så kan hjælpe Bedste med rigtigt voksenarbejde samtidigt, så er det helt i top 🙂
Mange hilsener Lisbeth
Sådan skal det gøres, vandet skal ned til rødderne og rødderne skal ned, ned, ned. Det er supergodt at du fortæller om det.
Og hvor er du heldig at have sådan en sød hjælper til at vande:-)
God fredag.
Hej Lisbeth
Det er nemlig bare med at hjælpe både sig selv og planterne. Det bliver ekstra tydeligt og vigtigt i år, for det er da vist den ‘værste’ vækstperiode jeg nogen sinde har oplevet. Det er heldigt, at det lige er i år, jeg har sådan en flittig hjælper.
Kh Lisbeth
Det var dog en fin idé. For mange år siden købte jeg et hult vandingsspyd med perforeringer. Man slutter vandslangen til på toppen – det er nemt at gå rundt med og nemt at stikke i jorden, selvom den er tør. Desværre kan jeg ikke huske, hvor jeg købte det, men mon ikke man kan finde det på Google.
Har de lovet regn efter en lang tørkeperiode, vander jeg aftenen inden for at forberede jorden; de heftige korte byger, vi har haft, får planterne ikke megen gavn af, da vandet løber lige igennem den tørre jord.
Kære Elsebeth
Sådan et spyd har jeg aldrig hørt om, men det lyder som en smart tingest.
Google kan så meget 😉
Du har ret – det kan være godt at forvande. Jeg vander også tit efter en kort byge, fordi jorden så er fugtet, så mit fine drikkevand suges direkte ned.
Alle ideer er velkomne i denne tid.
Mange hilsener Lisbeth
Hej Lisbeth
Jeg har også sådanne spyd. Var ikke helt klar over, hvordan de skulle bruges. Det med potterne går jeg i gang med i morgen. Super ide. Og også vandbaljer vil jeg etablere. Lige nu fylder vi en masse spande og kander. Men det løber altid over, når vi vander krukker med en spand eller slange – og det giver griseri på terrasserne, som så skal fejes bagefter. Jeg vil gerne følge din blog, super hyggeligt samvær i dag. Tak. Kh Birthe
Hej Birthe
Spyddene lyder sådan set også smarte, men potterne har man som regel så mange af. I er endda heldige, at I ikke skal vande så meget.
Dejligt, at du vil følge bloggen. Du havde skrevet forkert mailadresse, men jeg har rettet det.
Kh Lisbeth