Ampelopsis ‘Sinica’ – smuglergods

Ampelopsis ‘Sinica’ – smuglergods

I dag bliver det lidt skørt. Jeg har nemlig spontankøbt 50 vindruekerner af planten Ampelopsis ‘Sinica’ uden at vide noget om den.
Det er totalt skørt at købe den slags, når man er tilhænger af ‘rette plante på rette sted’. Men jeg er også stærk tilhænger af ‘at det skal være sjovt’, så
da jeg sidste år så nogle fotos af drueklaser i totalfantastiske farver, MÅTTE jeg eje sådan en plante. 
Jeg kan ikke finde og kopiere et lovligt billede af ‘Sinica’, men da ampelopsis-sorterne ligner hinanden, får I et foto af ‘Brevipedunculata’. Druerne er ikke kunstigt fiksfakset. Er den ikke festlig?

Ampelopsis brevipedunculata. Foto: Pancrat, Wikimedia

Total navneforvirring

Min sort hedder ‘Sinica’, hvilket helt enkelt fortæller, at den er fra Kina, men så holder det enkle osse op. Jeg har nemlig konsulteret fru Google for at lære noget om min nyerhvervelse og dermed fundet ud af, at der findes et utal af ampelopsis-sorter, og jeg har opgivet at finde ud af forskellene. Ikke mindst fordi navnene i absolut tilfældig systematik anvendes som synonymer – altså forskellige navne for samme plante. Nogle af de navne, jeg er stødt på er: Ampelopsis brevipedunculata, Ampelopsis citrullifolia, Ampelopsis citrulloides, Ampelopsis glandulosa var. ciliata, Ampelopsis heterophylla, Ampelopsis humulifolia var. heterophylla, Ampelopsis regeliana, Cissus brevipedunculata, Cissus humulifolia brevipedunculata, Vitis brevipedunculata, Vitis elegans, Vitis glandulosa, Vitis heterophylla. Der er mange flere, og så skulle forvirringen være total. Jeg er i hvert fald stået af. Det skal dog siges, at den, jeg oftest stødte på, var Ampelopsis brevipedunculata. 

Fru Google kunne også fortælle, at de engelske og danske navne anvendes i flæng. Det er blandt andet: Regnbuevin, Sølvvin, Falsk vin og Porcelænsbær.

Porcelænsbær (Ampelopsis brevipedunculata). Foto: Wuerzele, Wikimedia

Smuglergods

Der findes ikke så meget hos fru Google om dyrkning af ‘Sinica’, men derimod en del tekster af kinesiske forfattere, der beskriver indholdsstofferne, især i rødderne, da den åbenbart anvendes som medicinsk plante i sit hjemland. 
De sparsomme oplysninger, manglende fotos og fraværet af et specifikt dansk/engelsk navn understøtter en historie om, at kineserne skulle have forsøgt at forhindre ‘Sinica’ i at slippe ud af landet ved hjælp af forbud og straf, og at den først for ganske nyligt er smuglet ud fra en botanisk have.
Hva’ ve’ jeg, men det er da en god historie. Måske det er en medicinsk vidunderplante, de ikke ville af med. Gad vide, om den er god mod en dårlig skulder.

Sådan havnede Sinica i Ebeltoft

Når ‘Sinica’ i dag er nået til Ebeltoft, så begyndte det hele som sagt med, at jeg så billeder af ampelopsisdruer sidste år (hvilket var det år, vi lavede om i havehuset og fældede vores to spisedruer).
Da jeg så de festlige druer, vidste jeg, at jeg måtte prøve sådan en plante i det nu tomme havehus. 

Havehuset
Sinicas nye hjem: Vores nyrenoverede havehus, hvor planten er tiltænkt en plads i et af de lyse hjørner. Jeg har læst at (alle?) ampelopsis skulle kunne klare temperaturer svarende til mit havehus.

Indkøb på mystisk hjemmeside

Det lykkedes mig desværre ikke at finde planter til salg, men efter en del roden rundt fandt jeg nogle kerner af sorten ‘Sinica’ på en engelsksproget hjemmeside med adresse et ukendt/hemmeligt sted.
Jeg er ikke meget for at bestille varer i mærkelige etablissementer i fjerne egne af verden med hemmelige adresser, men kernerne var så fristende og billige, at jeg tænkte, at hvis de beholdt mine penge uden at sende kerner, så kunne jeg leve med det. Det var også et tiltalende plus, at jeg slap for at oprette konto og tilmelde mig et eller andet skummelt.
Ergo bestilte jeg.
Derefter skete der desværre ikke mere, og jeg havde som ventet/frygtet tabt mine 5 $.
Det troede jeg i hvert fald, indtil der var gået over en måned.

Ampelopsis glandulosa var heterophylla. Foto: Qwert1234, Wikimedia.

Billig fragt og fin forsendelse

Sørme om der ikke en dag kom en pakke fra Indien… Indien…!
Dét havde jeg ikke ventet, men jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde ventet. (Andet end at blive snydt.)
Fragten udgjorde mindre end en tier, fordi Indien regnes for et u-land, der skal have støtte, og derfor får tilskud til bl.a. deres postfirmaer. Spørg mig ikke om detaljerne, det lyder totalt tåbeligt, men hvis det ER sådan, så tager jeg gerne imod en billig fragt. (Jeg har dog læst, at ‘nogen højere oppe i systemet end mig’ – Bruxelles måske – har fået kik på den form for støtte. Det forekommer rimeligt at ændre. I mellemtiden har firmaet fået ‘Free shipping’, kan jeg se på deres hjemmeside. Det kører da virkelig…)
Der var intet at kritisere pakken for. Ordentlig indpakket. Fin lille plastikpose med 50 frø og maskinskrevet navneskilt. Og firmaet kan jo ikke klandres for, at de må sende billigt. Alt fungerede fint. 
Der ka’ man bare se…! 

Jeg bestilte kernerne hos SeedsCollector. Hvis du klikker på linket, kan du se et foto af lige præcis ‘Sinica’.

Såning af kernerne

Næste udfordring var såning… Jeg ved ‘siger og skriver nul og en dut’ om såning af druekerner. (Heller ikke om druekerner.)
Så vidt jeg kunne finde ud af, skal kernerne i køleskab i i hvert fald seks uger før såning. Det kom de straks. Og jeg læste, at de kan være meget længe om at spire. Op til et år, har jeg læst. Men aaahhhrj, det håber jeg ikke. Det klarer min tålmodighed ikke.

Hvad fru Google ikke kunne fortælle om såning, kunne fru facebook heldigvis, for jeg spurgte bredt ud i cyberspace og fik dels at vide af Tanja Pedersen, at hun har sået druer i udestuen og udplantet dem op af en sydmur (lerjord), hvor de trives fint. Dels fik jeg dette svar fra Karen Horup: I flg. ‘Så dine frø og kerner’ af Holly Farrell, skal man lægge kernerne i blød i 24 timer. Herefter i fugtig jord og i en plastpose, så de holdes fugtige. Stilles i køleskab eller udenfor, i seks uger. De skal have mellem 1-3 grader. Kontroller at jorden holder sig fugtig. Derefter skal de ind i varmen, 18-20 grader, f.eks. i en lys vindueskarm. Kernerne spirer i løbet af 1-2 uger.”

Det har jeg alt sammen gjort her i marts. Dvs.:

  • fire kerner har jeg bare proppet optimistisk ned i to jiffy-pots og sat indendørs på et smålunt varmeapparat; der har de stået et par uger, uden at der er sket noget (tålmod…)
  • seks kerner står i spirejord i potter i et tilnærmelsesvist køligt vindue, der skal illudere udestue i mangel af bedre
  • ni kerner har været i blød og står nu udendørs i potter med spirejord, hvor de skal stå i seks uger til omkring første maj (de bliver taget ind, hvis det bliver frost)

Nu er jeg godt nok spændt på resultatet.
Forhåbentlig var det kerner af god kvalitet. Tvivlen nager: Måske jeg er blevet snydt… 

Varme, sult og tørst 

Hvis, hvis, hvis jeg får planter ud af anstrengelserne, så har jeg et sted i navneforvirringen læst, at min Sinica er synonym med Ampelopsis glandulosa, og om dén sort har jeg læst, at den gror bedst på en varm, beskyttet plads i fuld sol, evt. let skygge. Helst i halvdårlig og veldrænet jord en krukke, hvor der ikke er plads til rødderne. Etablerede planter er ligefrem tørketålende. Kort sagt: Får den det for godt, sætter den blade i stedet for blomster. Dét skulle jeg nok kunne leve op til. Hvis det altså passer. 
Som på andre vin kommer klaserne på samme års skud, og den skal beskæres om vinteren.

Efter sigende kan bladknopper, blade, stilke og frugter spises, meeen det vil jeg nok tjekke lidt nærmere, før jeg gnaver løs. 

Hjælp!

Allerhelst ville jeg have ventet med at fortælle om/prale med min Ampelopsis ‘Sinica’, til succesen var i hus (hvis det nogensinde sker), men i lyset af min manglende viden har jeg brug for at høre, om der er nogen af jer, der er skarpe udi kernesåning, for så modtager jeg gerne erfaringer og forslag. Jeg har nemlig stadig kerner i køleskabet. 
(Og hvis nogen har en færdig plante til salg, er jeg ikke for fin til at springe over et lavt gærde.)
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

24 kommentarer til “Ampelopsis ‘Sinica’ – smuglergods”

  1. Hej Lisbeth
    Du er heldig som bor i EU og kan bestille så mye spennende. Jeg kjenner ikke den planten, men vil ønske deg hell og lykke med frøene!
    Vi får vel høre om resultatet?

    • Tak, Marit. Jeg har aldrig tænkt på at EU var en fordel også ved køb uden for EU, men det er måske noget med handelsaftaler. )Frøene er jo fra Indien.
      ) Jeg vil selvfølgelig fortælle om resultatet. Hvis det bliver godt, slår jeg det stort op. Og ellers kan en lille notits vel gøre det ;-)))
      Mange hilsener Lisbeth

  2. Hej Lisbeth
    Jeg havde også håbet på en happy ending på dette indlæg, men det må vi så vente lidt med.
    Jeg har absolut ingen erfaring og havde aldrig vovet mig ud i sådan et eksperiment, især fordi jeg har det som dig, nul tålmodighed. Men det er en spændende historie, og jeg venter spændt på fortsættelsen, samtidig med at jeg krydser fingre for at eksperimentet lykkes.
    Kh
    Lisbeth

    • Hej Lisbeth
      Jeg havde også forestillet mig et indlæg med en happy end, men tænkte så at jeg måske skulle bide det over i to. Det kan jo være, at der findes gode ideer derude eller for den sags skyld, at andre får lyst til også at prøve. Nu får vi se… Havearbejde er jo meget andet end succeser og glansbilleder, og det hele hører med til det ægte billede.
      Tak for de gode ønsker. Der er god brug for dem.
      Kh Lisbeth

  3. Spændende eksperiment! Jeg så også billederne sidste år og blev ganske bjergtaget. Det er lidt en skam, at man ikke kan huske, hvem der lagde billederne op på Instagram, for der kunne man sikkert finde hjælp. Men i den uendelige billedstrøm, er der ikke meget, der fæstner sig…
    Jeg krydser fingre for, at du få held med de små kerner fra ‘u-landet’ Indien, hvor nogle af verdens rigeste mennesker bor 🙂
    Kh, Karen

    • De mange informationer på nettet er virkelig både plus og minus. Og det er i sandhed et eksperiment, da jeg ikke rigtig kan finde rundt i junglen. Forhåbentlig er der et eller andet, der lykkes.
      Jeg har jo i hvert fald bidraget til at verdens rigeste ikke skal bruge toppen af deres pengetank på at føde deres fattige medborgere – det klarer vi for dem… Man er vel hjælpsom 😉
      Tak fordi du hjælper med at krydse fingre. Jeg er helt øm i mine.
      Kh Lisbeth

  4. Det er da en lang rejse,dine frø har haft. Jeg har lige sået mine frø fra sidste sommer,så nu får vi se, om noget spirer. Jeg har haft flere planter af forskellige Sølvvin,men de er vist udsolgte nu.De har intet med vinplanten at gøre og jeg vil fraråde at spise dem. Her trives de udmærket udendørs i ikke for god jord.
    Held og lykke
    Anne Marie

    • Hej Anne Marie
      Øv, at du ikke har flere planter men spændende og dejligt at høre, at du har fået kerner til at spire. Forhåbentlig har jeg gjort det rigtigt indtil nu.
      Jeg fandt faktisk en side, der sagde, at Sinica = Glandulosa var. glandulosa. Og om den stod der, at det var spiseligt. Men med alt det rod, der er om navnene, og med din advarsel, så lader jeg bestemt være. Det er jo også for udseendet, at jeg gerne vil have den.
      Tak. Jeg håber virkelig at jeg kan vise et pralebillede en dag 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  5. Hvor et det spændende, det du her fortæller. Nu er jeg da også blevet helt forelsket i sølvvin. Det bliver spændende, hvornår du ser, der sker noget og med hvilke frø. Skulle du nu ende med at have en masse planter, må du godt skrive mig op på venteliste til køb
    Hilsner fra Mette

    • Hej Mette
      Ja, er den ikke skøn? Og skør? Jeg er meget spændt og vældig ærgerlig over, at den ikke allerede har spiret, men jeg HAR jo læst, at den kan være længe om det, så… … … …!
      Og tænk, hvis det lykkes så godt, at jeg ligefrem kan sælge af dem. Det tør jeg slet ikke tro, men jeg skal huske dig 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  6. Hej Lisbeth

    Spændende!
    Kan det være rigtigt at jeg har set denne vin i botanisk have? – i pergolaren ved broen?
    Min erfaring med (andre) druer er at de er ualmindelig grovillige. tager man en vindruekerne i en potteplante spirer den jo, eller udenfor. Du prøver på så mange måder at nogen af dem nok må lykkes – spændende vilke!

    Held og lykke og hav en dejlig aften

    • Hej igen Karsten 😉
      Det kan godt passe, at du har set den i Botanisk have, for jeg har set et foto af Karna Maj, der er taget der. Godt set og husket af dig ;-))) Det er ikke min sort, men variationerne er vist relativt små.
      Interessant, at du har erfaring med, at druer er grovillige. Så burde et af mine eksperimenter lykkes, hvis det ikke kræver særlige foranstaltninger med kulde, bestemte varmegrader, mindst 12 timers dagslys og hvad ved jeg.
      Tak, jeg håber det bedste.
      Mange hilsener Lisbeth

  7. Go morgen Lisbeth
    Altså, så spændende en historie om bare det at få frøene hertil-og den videre historie er mindst ligeså spændende, jeg er sikker på du får planter ud af frøene, alt andet er simpelthen utænkelig. Også er druefarven total lækker, sjovt nok minder farverne om “dine” farver 🙂
    Ha en skøn dag
    Hilsner Anette

    • God morgen Anette.
      Ja det er en lang vej fra en botanisk have i Kina til en byhave i Ebeltoft. Nu er det spændende, hvad jeg har købt 🙂
      Men det er forsøget værd, for druerne er da skønne og lige mine allermest yndlingsfarver. Hvordan kunne du vide det????
      Jeg håber meget, det vil lykkes at få bare én drueklase, som jeg kan sidde og kigge forelsket på.
      Kh Lisbeth

      • Det må være fordi vi har set hinanden et par gange irl, for de farver “vibrere” med dig, og det gør de også på dit profilbillede her på siden;-)
        Der må da komme mindst en drueklase, med den energi der er i hele projektet:-)))))

        • Du er skarp, når det gælder om at opfange signaler og ‘vibrationer’, tror jeg 🙂
          Ja, hvis det kommer an på retfærdighed, så vil jeg også mene, at en klase vil være på sin plads ;-))))

    • Hej Marie. Du har ret: Det er glæden ved at sætte sig et mål for fx en bestemt farve, højde, duft et helt bestemt sted og så at udtænke en plan for, hvordan det lykkes, der er spændende for mig. Det er ikke altid sjældne planter, der skal til, men denne gang har jeg vist strakt mig længere end tidligere. Resultatet skal I nok få. Jeg håber det bliver et flot foto af en klase 🙂
      Kh Lisbeth

  8. De ser helt kunstige ud, jeg synes de ligner perler, men smukke er de.
    Det var da en både spændende og underholdende beretning, du har skrevet. Held og lykke med eksperimentet.

    Hilsen Elna

    • Hej Elna. Jeg kan egentlig bedst lide det engelske navn Porcelain berry – porcelænsbær, for det er netop det, de ligner. Og at de ser sådan ud helt naturligt, kunne jeg bare ikke stå for. Og så måtte jeg en tur om ad Indien, viste det sig ;-)))
      Tak – med gode ønsker MÅ det lykkes.
      Mange hilsener Lisbeth

  9. Jeg melder mig bare i koret af porcelænsbærheppere. Jeg aner intet om at så den slags kerner, men jeg glæder mig til du vender tilbage med 2. kapitel 🙂
    Kh Nana

  10. Det är ett fantastiskt vin – jag har plockat frön av glandulosa och sått. De har grott och sen klarat sig ute ett par vintrar. Härdigheten är inte ett problem här utan snarare vi har för korta somrar. Så tyvärr kommer nog mina plantor väldigt sällan få bär… Men men… Och jo jag har fler plantor 😉

    Ha det gott! Carina

    • Det med de korte somre, har jeg ikke tænkt på. Jeg håber at få bær, hvis de står i havehuset. Ellers vil jeg ikke ha’ den 😉
      Har du bare sået i almindelig jord?
      Øv, hvor ærgerligt, at du bor så langt væk. Ellers ville jeg straks komme, hvis du vil sælge en plante.
      God søndag. Lisbeth

Skriv et svar til Marie Annuller svar