Sommerudstyr: Efterløn, havehus og gummistøvler

Med sådan et vejr, som vi har haft i år, gælder det om at have udstyret i orden. Fx efterløn, havehus og gummistøvler.

Et af privillegierne ved at have forladt arbejdsmarkedet til fordel for efterlønnen er nemlig, at jeg kan spurte ud i haven, straks når tørvejret – og måske også solen – er der. Glæd jer, hvis I endnu ikke har nået denne livsfase.
I dag drejer min tilværelse sig nemlig ikke længere om weekenderne, og når alle de arbejdsramte har gennemlevet våde weekender og i samlet kor proklamerer, at “sommervejret i Danmark er megaelendigt”, så har vi andre lykkeligvis været i stand til at presse sol og sommer ud af hverdagene, hvor der rent faktisk er en del solskinstimer. Nogen gange skal man ganske vist være hurtig: Hurtigt ud – når solen er der. Hurtigt ind – når en byge driver forbi. Men man kan…!

Regndråbe på paradisæbler
Hurtigt ude efter regnen: En solstråle rammer en efterladt regndråbe på et paradisæble.

Havehuset forbedrer sommeren

Vores havehus er også et godt bidrag til at forbedre min danske sommer, og sådan en tingest er jo heldigvis ikke forbeholdt efterlønnere. Glashuset giver hurtig ly for en byge, og hvis kaffekanden står derinde, er det såmænd helt hyggeligt med en afbrydelse.
Havehusets vigtigste funktion er imidlertid at forlænge dagene – og hele sæsonen – fordi vi her kan sidde i ly og læ for blæst og kulde og fortsat få sundt himmellys ind i øjnene. Lyset skulle være så sundt og modvirke vinterdepressioner. Det kan i hvert fald ikke skade.
Vores gæster bliver også jævnligt trukket med derop. Det er på en eller anden måde hyggeligere og mere afslappet at sidde midt i haven end at være inde i huset.

Gæster i havehuset
Gæster i haven. Selv den mindste smule sol på en lidt kølig og blæsende dag giver varme og sommerfornemmelse i havehuset. Selv servietterne bliver liggende, hvor de skal.

Når solen skinner, stiger temperaturen utroligt hurtigt i havehuset, og hvis det er køligt udenfor, føles det skønt og sommerligt at komme indenfor. (Er det varmt ude, bliver der for varmt inde, men så er det også lige meget.)
I foråret, hvor solen er skarp og vinden frisk, slår vi parasollen op inde i havehuset og leger, at det er vindstille. Så snart vinens ranker danner et skærmende tag, ‘nøjes’ vi med den.

Havehus med vindruer
Sommer i haven. Under vinens tag i havehuset sidder man lunt og godt, også selv om der kommer en sky eller to.

Nogen gange kan vi sidde i havehuset, til mørket sænker sig, da vi er i ly for både aftendug og aftenbrise. Så oplyser vi havehuset med stearinlys og nogle solcellelamper af en slags, der udsender et varmt, blødt lys. Det er helt magisk at sidde der, mens mørket sænker sig, og pludselig… så tænder lamperne en efter en og lader et gyldent lys falde ned over os og bordet. Smart. Det ser i øvrigt også meget hyggeligt ud alle de andre aftener, at havehuset ligger oplyst, når vi ser ud på det – lamperne tænder jo af sig selv.

Oplyst havehus i sensommermørke
En mørk sensommeraften med lys i havehuset. Det er lidt uskarpt, for kameraet burde have været på stativ. Det går nok!

Regntøj – en barnlig glæde

Regntøj og gummistøvler kan heldigvis også gøre sit til, at jeg kan være ude og nyde sommervejret, selv om det driller. Jeg holder generelt meget af at traske rundt i silende regn og være fuldstændig varm og tør indenunder. Jeg synes helt barnligt, at det er forunderligt, at det kan lade sig gøre, at alt er drivende vådt undtagen mig. Det må nok henføres til en af livets små glæder. Men alt tæller, når dagens positive og negative oplevelser gøres op. 
En regnjakke med hætte er i øvrigt god, når man skal ud og arbejde efter en byge, fordi trækronerne drypper. Dråberne kan være rasende kolde ned ad nakken.

Regnbue set fra haven
Efter regn kommer sol og dermed regnbuer. Kirketårnet er Ebeltoft Kirke, som vi har ‘i baghaven’.

Mandag morgen

I dag er det mandag, og solen titter frem bag drivende skyer, så jeg skal ud og plante den pileurt, som jeg i weekenden fik foræret af Karen, der har bloggen Dalsgaard i Skivholme. I lørdags havde vi nemlig inviteret os selv til en havevandring i deres helt private have, der ligger vidunderligt smukt i kuperet terræn. Karen havde en bunddække, Tæppepileurt, som jeg har overvejet til mit nye tørketålende bed (fordi ikke alle somre er så våde), og det var derfor oplagt at høre om hendes erfaringer. De var gode, og hun gav mig endda gavmildt en god luns af planten. Jeg ved godt, hvor den skal plantes her i haven.
Derfor skynder jeg mig ud, mens det er tørvejr, og solen er på besøg, og jeg tager kaffen med.
God arbejdslyst til de danske arbejdspladser.

Sensommerhilsen fra Ebeltoft.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

12 kommentarer til “Sommerudstyr: Efterløn, havehus og gummistøvler

  1. Hej Lisbeth
    Ja efterløn er en herlig ting, rigtig god opfindelse. Det giver også lidt mere end pensionen 🙂
    Mange får desværre ikke mulighed for efterløn, det er synd.
    Et havehus er også uundværligt, når det regner, eller når man vil hygge indendøre midt i haven.
    Regntøj har jeg ikke brugt så meget, de to dage det regnede her, blev jeg inde 🙂
    Hilsen Lisbeth

    • Hej Lisbeth
      Ja, I har jo haft det endnu mere tørt, end her i Ebeltoft. To! regnvejrsdage.
      Selv om vi har fået mere end jer, har vi også løbende været lykkelige for, at vi i det mindste har fået meget mindre regn end resten af landet.
      Mange hilsener, Lisbeth

  2. Tak for jeres hyggelige besøg – og held og lykke med pileurten. Hos os vokser den, som du så, meget, meget villigt. Faktisk begrænser jeg den hvert år, for ellers ville den helt overtage bedet.

    Vi er også glade for vores pavillon. Jeg tror, vi må have nogle flere solcellelamper derind, for det ser vildt hyggeligt ud hos jer. Og solcellelamperne er jo på tilbud de fleste steder nu.

    Mange hilsener, Karen

    • Hej Karen
      Selv tak. Jeg kan kun anbefale lamperne 🙂 Vores solcellelamper har form som en pære og skal blot hænges op i en snor. De giver et pænt varmt lys, og ikke et koldt blåligt. De ligger i en pakke med fire, og er købt i Jem & Fix. Jeg skulle bruge nogle flere (som gave) for nyligt. De var udsolgt i Ebeltoft, men jeg fandt dem i Lystrup.
      Mange hilsener, Lisbeth

  3. Hej Lisbeth.

    Sikke et dejligt indlæg 🙂

    Jeg er ikke på efterløn, men jeg er holdt op med at arbejde pga. sygdom, og jeg nyder allerede her midt i mine halvtredsere godt af det frie liv hvor jeg ofte sætter pris på netop det du beskriver, og jeg synes jeg har klemt en del solskinstimer ud af sommeren 🙂

    Jeg ønsker mig et drivhus – og solcellelamper. Sidstnævnte ønske er nok lettere opfyldt end det første, så det vil jeg starte med. Jeg har masser af gummistøvler og regntøj, så dér er jeg godt med!

    Med ønsket om at du må få nogle gode timer i haven i dag – i sol eller regn –
    mange hilsner fra Nana

    • Hej Nana
      Tak, skal du have.
      Det er godt at høre, at du kan genkende og nyder det frie liv, selv om du ikke selv valgte. Det gælder om at tage de gode oplevelser, der tilbyder sig, og sådan som jeg kender dig fra din blog, så er der fuld gang i glæderne hos dig 😉
      Held og lykke med lamperne – jeg håber, du en dag får bygget et drivhus rundt om 🙂
      Solskinshilsener, Lisbeth

  4. Hej Lisbeth

    Alletiders at du har så god fornøjelse af din efterløn – ordningen er vist kraftigt forringet de sidste år.
    Og jeg deltager heller ikke i jammeren over sommeren – det er klart at nogen år falder mere i ens smag end andre – men de gode er jo netop gode fordi der også er nogen mindre gode:)

    Ha en dejlig ny uge

    • Hej Karsten.
      Ja, de snuppede lige et par år af efterlønnen, da jeg nærmede mig, men for et år siden lykkedes det at nå grænsen, og så var det bare med at slå til, inden de forringede yderligere. Og det har været et dejligt år. Både i haven, hvor jeg kan nyde hvert eneste øjeblik, og i det hele taget. Denne sommer var den første på efterløn, og her har den nye frihed har da virkelig bestået testen med det omskiftelige vejr, vi har haft.
      Godt at høre, at du også nyder sommeren uden jammer. God sensommer til dig.

  5. Skønt indlæg. For mig har sommeren været god, det har været godt havevejr, ikke for varmt, så planterne har stået og står stadig fint. Græsset er så frodigt grønt, takket være regnen. Når man som jeg også er rigtig mange timer i haven dagligt, oplever man jo alle de solskinstimer der er, så ikke så ringe endda.

    Kærlig hilsen Anette

    • Kære Anette
      Du har helt ret i, at regnen har været god ved planterne. En ret sjov ting er, at en af de planter, der har det skidt her i haven i år, er mine hortensiaer. Jeg har talt med mange andre, der har oplevet det samme. En af de bedste forklaringer på den dårlige trivsel er vandmangel i foråret. Det er svært at forestille sig efter denne fugtige sommer, men det var rent faktisk ret tørt omkring april.
      I dag har været skønt vejr her i Ebeltoft. Forhåbentlig har solen også skinnet der, hvor du har været.
      Mange hilsener, Lisbeth

    • Hej Maria
      I sådan en sommer som i år mærker man særligt, at havehuset gør noget, men vi bruger det også meget de andre år til at forlænge aftenerne og sæsonen. Vores er ikke så flot som dit orangeri, der er megalækkert, men nydelsen er stadig stor.
      Nyd resten af sensommeren – inde som ude 🙂
      Mange hilsener, Lisbeth

Skriv en kommentar