Sådan foregår ‘Åbne haver’ i Amsterdam

En gang om året åbnes nogle af de haver, der ligger bag kanalhusene i Amsterdam. Jeg skrev dels om mit umiddelbare indtryk af haverne, da vi kom hjem i juni, og dels om dem i mit november-gensyn med hele turen til Holland. Denne gang vil jeg fortælle lidt mere om selve arrangementet ‘Open Tuinen Dagen’ og om et par mindre, men sindsoprivende hændelser, vi kun kan takke os selv for. 

Open Tuinen Dagen

Arrangementet med de åbne haver hedder ‘Open Tuinen Dagen’ på hollandsk, og ‘Open Garden Days’, hvis du vil søge på engelsk. 
Så vidt jeg ved, er det nutildags altid 30 haver, der kan besøges. Det er ikke de samme hvert år, selv om der garanteret er gengangere. 
Tidligere løb arrangementet af stablen hvert andet år og med færre haver, men grundet succesen er det udvidet til 30 haver og hvert år.
I år var temaet: ‘Gårdhaver og fælleshaver’. Næste år, i 2018, bliver temaet endnu bedre: ‘Havedesign’. Jeg kan godt sige, at vi overvejer en ny tur derned.

Åben gårdhave ved Open Tuinen Dagen i Amsterdam
Parti fra en gårdhave, hvor hver beboer pynter efter lyst, men altid med mange planter. Hollændere er utroligt planteglade. Meget mere end, vi er.

Bekræftelse, reservation, billet

Man skal have billet for at besøge haverne. Man kan kun købe én type billet, der dækker alle dage og alle haver. Altså ikke noget med en endagsbillet til færre penge. Man kan reservere billetten hjemmefra, eller man kan købe den i Amsterdam.
Man får rabat, hvis man reserverer i forvejen, så det gjorde jeg. Så var dén ting også på plads.
Næste år koster billetten 20 euro, hvis man køber på stedet og 18 euro, hvis man reserverer på nettet.

Når man ankommer til Amsterdam, er der 4-5 steder langs kanalerne, hvor man kan ombytte sin reservation til en billet. Det er også her, man kan købe en billet, hvis man ikke har reserveret hjemmefra. Billetten giver adgang til alle haver, men kun én gang i hver have. Man bestemmer selv rækkefølgen af sine besøg, hvilke dage, man vil se hvad, og hvor længe man vil være i hver have.

Menneskerettighedserklæringen på morse i Amnestys have i Amsterdam
Vi hentede billetterne hos Amnesty. I deres have stod en kugle med tråde på kryds og tværs. Trådene var lavet af perler (perleplader, I ved nok). Ikke nogen specielt køn skulptur, men det var heller ikke meningen. Det var menneskerettighedserkæringen, der var skrevet med morsealfabet: Hvide, grå og sorte perler. Så gav det pludselig stor mening.

Hvor dum kan man være

Jeg havde som sagt reserveret to billetter hjemmefra, så vi stillede op i køen hos Amnesty International, der var et af billetstederne. Deres gårdhave var i dagens anledning åbnet for publikum. Jeg havde reservationen på mobilen, alt var planlagt og tilrettelagt i mindste detalje. Troede jeg.
For mens vi stod i folkemængden kunne jeg se, at de andres reservationer så anderledes ud end min. Der var stregkoder på deres. Mit hjerte slog et par ekstra slag, da jeg opdagede det, men der var ikke andet at gøre, end at fortrænge det og lade som ingen ting. Det lykkedes, indtil jeg var fremme ved et lysegråt havebord, bag hvilket der sad et par unge mennesker. Ham, jeg kom hen til, bad om reservationen. Jeg viftede, det bedste jeg havde lært, med det, jeg havde, men dén ville han ikke ha’. Det var nemlig kun bekræftelsen, og altså ikke selve reservationen. Hvem dælen ku’ nu osse vide det? Ja, det kunne samtlige andre åbenbart. Hvor dum kan man være?

Nå, men ikke noget problem, for man er vel digital og har været noget så flot som it-projektleder, og så måtte jeg da bare finde den mail (hvis den ikke var slettet), hvor reservationen var vedhæftet. Ikke noget problem, det tager blot lidt længere tid. Troede jeg. (Og hvis jeg ikke fandt den, kunne vi da osse bare køre hjem til Ebeltoft igen.)

Der var desværre et problem med mailen. Som jeg tidligere har fortalt, havde vi valgt at køre ud over den danske grænse netop den dag, da der blev indført roaming i hele Europa, og det virkede ikke, så der var nul adgang til mailboksen i udlandet. Eneste mulighed var at finde et åbent Wi-Fi et sted i Amsterdam, eller et Wi-Fi med en kode, jeg kunne få fat på. Fx med sporvognen tilbage til hotellet i udkanten af Amsterdam. Mit hjerte galopperede, kan jeg godt fortælle jer, og jeg prøvede at se så lidt dum og så lidt alt-for-håbløst-gammel ud som muligt. Hårdt presset tog jeg mod til mig og spurgte, om Amnesty måske havde et Wi-Fi med en kode, jeg måtte få. Vel vidende, at den unge mand intet havde med Amnesty at gøre og aldeles ikke havde tid til den slags ældrepleje midt i startskuddet til de åbne haver. Alle, simpelthen alle, ville nemlig gerne hente deres billetter kl. 10. Ligesom os. Den søde, unge mand tog da også et fortvivlet kik ud over (den meget lange) kø bag mit blege ansigt. Det var altså simpelthen for åndssvagt, hvis vi var taget helt til Amsterdam, og så ikke havde billetten. Og så sagde han de sødeste ord, man kan tænke sig: “Jeg tror på dig. Her er billetterne.” Af hjertet tak. Han reddede min dag. Min ferie. Mit ægteskab. 

Billet til Open Tuinen Dagen i juni måned
A5-hæftet, der udgør billetten. 

Med denne gestus var det så anden gang på to dage, at vi blev reddet af en umådeligt sød hollænder. Første gang var dagen før, da den manglende roaming sendte os i armene på kulturhuset i Bijenkorf Borne.
Det skulle senere vise sig, at vi skulle reddes en tredje gang. 

Endelig på ferie

Da vi havde fået udleveret de eftertragtede billetter, gik vi videre ud i Amnestys skyggefulde have bag huset. Her købte vi en kop kaffe, satte os ved et bord og fik lidt ro på puls og blodtryk.
Billetten består af et A5-hæfte. Inden i hæftet er der et kort over området med alle haverne indtegnet.

Alle haver ligger langs de tre store kanaler i Amsterdam. Området er en del af UNESCOs verdensarv.

Hver have har et nummer, og i hæftet er en kort beskrivelse af de enkelte haver i numerisk rækkefølge. Efter at have studeret kortet og besluttet, hvor vi ville starte, gik vi rundt i Amnestys have. Den var flot af en arbejdsplads at være (og med menneskerettighederne på morse), men ikke et havemæssigt vidunder, så da vi havde tømt papkrusene for kaffe, gik vi ud på gaden igen. Her strålede solen, kanalerne glimtede, og vi var endelig på haveferie. Med billet.

Haverne

Næste have var fin. Det var en lille, privat have med forskellige belægninger, niveauforskel, vandbassin, springvand, bænke, formklippede buksbommer, statuer og en pergola med siddeplads for enden haven. Jeg kiggede og kiggede og knipsede og knipsede. Jeg har selv en lille have, og så er sådan et design naturligvis interessant at studere – man ku’ jo lære et og andet.
Ude på gaden igen, meddelte min matematiske ægtefælle, at med den fart, ville vi ikke nå alle haverne. Han kan ikke lade være med at regne på alt muligt, så han havde lynhurtigt lavet en kalkule: Vi skulle nå mindst 10 hver dag, og med pauser, afstande osv… Jeg skal spare jer for detaljerne, men det lød rigtigt, og vi (jeg) sørgede herefter for ikke at henfalde i svimerier.

Den første private have, vi besøgte, var i klassisk design og med mange detaljer. Man kommer ind i alle haver gennem husene. På billedet har jeg fotograferet op mod huset.

Man kan se haverne i mange gode rækkefølger, bl.a. afhængigt af hvor man begynder om morgenen (vi kom med en sporvogn fra hotellet), så det vil jeg ikke kloge mig på. Jeg vil derimod gerne kommentere antallet af havebesøg pr. dag, for vi endte med ikke at besøge 10 hver dag, men at besøge flest haver første dag. Jeg synes ganske vist, at Bent piskede mig lidt vel meget om fredagen, men jeg var godt nok glad for det, da vi kom til den sidste dag. Dels var der lidt længere at gå på den sidste dag, fordi vi manglede haver hist og pist, dels var vi trætte. Min anbefaling er derfor: 12 haver fredag, 10 haver lørdag og 8 haver søndag.

I en del af haverne var der mulighed for at købe en forfriskning. De museer, der havde åbnet deres haver, havde typisk også en cafe, men der var også salg i flere af de private haver. Alt fra hyldeblomstsaft til kaffe med kage og rødvin.

Her kunne man købe sig et glas vin. Hæld op, og læg penge! Meget uformelt. Jeg er nu ikke så god til vin midt på dagen, så vi slog kun til, når der var kaffe. Jeg under gerne beboerne en lille indtægt, når de er så venlige at åbne haverne.

Adgang til haverne

Haverne finder man ved hjælp af sit kort i A5-hæftet, og når man er fremme, er haven tydeligt markeret med et skrigende lysegrønt skilt.
Ved hver have sidder to unge mennesker og kontrollerer billetten. Det sker ved, at de sætter et mærke ved havens nummer på bagsiden af hæftet. Så kan alle se, at man har været der (inkl. én selv, for til sidst kunne vi ikke selv huske, hvor vi havde været).

Indgangen til haverne sker gennem husene. Foran sidder to studerende, der er hyret til anledningen. De tjekker, at man ikke har været i haven før og sætter et lille mærke, som tegn på, at det har man så nu.

Alt er organiseret vældig godt.

Og så var det, at det gik galt igen… Man tror, det er løgn…

Vi gik ude på gaden og pludselig opdagede Bent, at han manglede sin billet/hæfte. Den måtte være tabt i den sidste have. Tilbage i rekordtempo. Direkte hen til de to unge mænd, der sad ved denne have, og forklare problemet og spørge, om nogen havde afleveret en forladt billet. Nææh, desværre. De kunne godt se, at vi var totalt på spanden, så selv om man ikke kan komme ind uden billet og kun én gang hvert sted, fik Bent lov at gå ind, mens jeg blev ude, som en slags pant. Efter meeeget lang tid fik jeg lov at gå ind også, for jeg kunne jo nok regne ud, at noget var galt. I haven fandt jeg Bent. Nu var det hans tur til at være bleg. Billetten var væk. Han ledte. Jeg ledte. Haveejerens børn blev sat ind i kampen. Lige meget hjalp det. Så stod vi igen uden billet. Vi ræsonnerede os frem til, hvilken bænk han sidst havde siddet på, og gruset underneden blev studeret op til flere gange. Hver gang med samme resultat. Nul hæfte. Nul billet.

Havehygge, før børnene blev inddraget i jagten på Bents forsvundne billet
Havehygge, før børnene blev inddraget i jagten på Bents forsvundne billet

Forklaringen måtte være, at han havde ladet billetten ligge, da han rejste sig. Da den næste havegæst satte sig, har vedkommende rejst sig og taget billetten med i den tro, at det var hans/hendes. Den person ville vi aldrig finde, og der var nu kun ét at gøre: At købe en ny billet til Bent. Vi spurgte de unge mænd, om de havde nogen til salg. Nææh! Så spurgte vi, hvor det nærmeste billetsalg var henne. Og så var det, at vi blev reddet igen. Den ene af dem trak os nemlig lidt til side, stak næven op oven på et to meter højt, hvidt skab med beboernes postkasser, klappede lidt rundt og gav os så lidt diskret et nyt hæfte og sagde: ‘Don’t tell my boss’. Som om vi kunne finde på det – han var min nye helt. Jeg undlod at falde ham om halsen, men jeg var så overstrømmende, at han til sidst syntes, det var morsomt. Jeg bliver så forfærdeligt rørt, når mennesker er uventet gode ved mig. Inden vi gik, kom han i tanker om, at han hellere måtte låne min billet, så han kunne krydse de samme haver af på Bents nye billet, og dermed var vi ’så gode som før’.

Det var så tredje gang, vi blev reddet. Jeg kan kun sige absolut pæne ord om hollændere. 

Jeg kan også kun sige pæne ord om arrangementet. Virkelig velfungerende og godt afmærket. Og hvor er det flot af haveejerne, at de lader så mange mennesker gå gennem deres hus og rundt i deres haver i hele tre dage.

Privat have for to ‘rækkehuse’. Vi gik ud i haven gennem køkkenet og stuen i det ene hus og tilsvarende tilbage gennem det andet hus. Jeg var så glad for på deres vegne, at det var godt vejr.

Hvis du skulle have lyst til at besøge haverne, har jeg et par praktiske rejsetips til dig i et indlæg sidst i november. I næste uge får du først historien om ‘Haverne i Appeltern’, som vi besøgte på vej hjem fra Amsterdam.
Alle indlæg om haveturen til Holland.

____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

12 kommentarer til “Sådan foregår ‘Åbne haver’ i Amsterdam

  1. Hold da op Lisbeth
    Hvor uheldig kan man være, næste år er I nok bedre rustet til turen, nu ved I, hvad I skal passe på og hvordan I skal gøre det helt rigtige, så mon ikke næste års tur bliver endnu bedre. Det er et hårdt program med så mange haver om dagen, kan man næsten kapere så meget, sidder jeg her og tænker.
    Nogle gange er mine besøgende helt udmattede og forvirrede, når de når til sidste del af haven, det må være noget værre at skulle se så mange haver pr. dag, selvom det selvfølgelig er mindre haver, så er der jo mange indtryk.
    Tak for et altid underholdende indlæg.
    Kh Lisbeth

    • Hej Lisbeth
      Tak, skal du have 😉
      Ja, det var et par værre oplevelser, men en spændende tur, selv om du har ret i, at det var mange indtryk. Jeg tog heldigvis mange billeder. Dem gennemså vi hver aften og fik repeteret over et glas vin på hotelværelset. Det fungerede godt. Nu må vi se, om vi kommer derned igen. Jeg kunne godt tænke mig det, men der er jo også andre ting, man gerne vil 😉
      Jeg tror gerne, man er bombet med indtryk efter en tur i din have – bl.a. fordi du har så mange sjældne planter. Forhåbentlig får jeg selv set haven en dag.
      Kh Lisbeth

  2. Ja man kan jo også vente et par år, inden man tager turen igen.
    Jeg troede, vi havde en aftale næste år 😉
    Jeg havde besøg af en gartner i går, han var imponeret, selvom det var koldt og blæsende, og snart alle blade er væk. Han har familie herovre og lovede at vende tilbage til foråret.
    Jeg har jo haft pladsen til alt det spændende, nu begynder det også at knibe for mig med plads til flere planter, sådan går det i lille såvel som stor have.
    Blæsende hilsener, hold på hat og briller.

    • Jamen, det regner jeg da også med. Jeg ved, at der er billig færge lige inden turistsæsonen starter. Jeg tror gerne, at du løber tør for plads. Meeen du finder nok et lille hul. Ellers må Bent fælde noget mere.
      Jo, tak hvor det blæser. Her kommer det lige ind fra vandet.

  3. Fint. Der er billig færge lige til turistsæsonen starter.
    Ja der skal fældes en del, inden der er plads til mere, så forsvinder vores læ, det går ikke, slet ikke i dag 🙂

    • Vinden har ellers lagt sig nu – men jeg kan godt se, at du er udfordret. Jeg er nu sikker på, at du får plads til mere 😉

  4. Hej Lisbeth

    Det var da en positiv oplevelse – både de super venlige hollændere -De kan godt lide danskere:) og stemningen og oplevelsen med haverne, den tur glemmer i nok ikke lige med det første!
    Tak for en fin og morsom beskrivelse.
    Jeg er jo selv kommet en del i Leiden og deres Hortus Botanicus kan jeg godt anbefale.

    Ha en dejlig ny uge

    • Aha, tak for tip, Karsten.
      Nej, du har ret: Turen husker vi for mange ting. Og heldigvis har jeg mange billeder, der hjælper på hukommelsen 🙂
      God ny uge til dig også

  5. Sikken et dejligt indlæg. Jeg er da blevet helt tændt på at skulle have lokket kæresten med på en tur til Holland 😉

    Glæder mig til at se endnu flere billeder fra turen 🙂

    Kh Frøken Leth

    • Tak, skal du have. Det glæder mig, hvis jeg kan give min begejstring videre og inspirere dig til en tur. Det var meget givende på havefronten, og byen i sig selv er også en rejse værd, også for ikke-have-nørder. Jeg håber, du får lokket kæresten med 😉
      Kh Lisbeth

  6. Sikke da en tur.. med fantastiske haver og udfordringer. Haverne ser virkelig fine ud og der er vist meget inspiration at hente. Det er der også i dit indlæg og jeg er fristet af en tur derned. Nu har vi fået gode råd til det praktiske også – tusind tak.
    Mange hilsner fra Susan

    • Hej Susan. Tak skal du have. Det er jeg meget glad for at høre.
      Det gik jo heldigvis godt, trods de problemer der dukkede op. Bagefter er der sjovt at tænke på :-). Men da jeg stod der … 🙁
      Hvis du får muligheden for at se haverne en dag, så håber jeg, du griber den.
      Mange hilsener, Lisbeth

Skriv en kommentar