Rødgrenet Kornel i rød harmoni

Jeg bliver glad og rolig indeni, når farver harmonerer. Det gælder også i haven. Og det gælder hele året, inklusiv efteråret.

Farverne på vores gårdsplads er holdt i dels hvid og sort, for det bestemmer bindingsværket, og dels i rødlige teglfarver, for det bestemmer tegltaget, der også har givet farve til vinduerne. 

Alt andet må indordne sig dette, og derfor har jeg bl.a. plantet busken Rødgrenet Kornel (Cornus alba ‘Sibirica’). I efteråret får kornellen nemlig skønne røde blade på røde grene. En farve, der spiller fint sammen med både vinduer og tag. Et årligt tilbagevendende arrangement i smuk farveharmoni. Dét er bare godt.

Den røde farveharmoni nyder jeg ikke bare i efteråret, men hele vinteren, hvor grenene bidrager til et lille kulørt lyspunkt uden for køkkenvinduerne.

Nu er intet perfekt og heller ikke kornellen og farveharmonien, for kornellen sætter nemlig de smukkeste Madam Blå-farvede bær, der ikke hører til i en rød farveharmoni. Blå er ganske vist min yndlingsfarve, så ’så langt så godt’, og med lidt god vilje kan man godt kalde køkkenblå for komplementærfarve til rødorange, men det er virkelig en overraskende farve til det røde. De små bær i små skærme ses imidlertid ikke på afstand, og da jeg jo har en lille svaghed for det skøre, det skæve og det, man skal lede efter for at se, så synes jeg, kombinationen er ret sjov. Og på den måde er busken helt perfekt til mig.

Jeg skal måske – for god ordens skyld – tilføje, at der også er grønne farver på gårdspladsen, fx kornellens blade så man næsten ikke ser de røde grene om sommeren. Af flere grunde er der nu ikke ret mange planter, og nogle af dem har (naturligvis) sorte eller rødlige blade. Farveharmonier gør mig nemlig glad og rolig inden i. Også her i efteråret, hvor kornellens blade bliver knaldrøde.


Hov – bladene er blæst af, siden jeg tog billedet i går eftermiddags. Memento mori.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

18 kommentarer til “Rødgrenet Kornel i rød harmoni

  1. Ja her skal farverne også passe sammen, ellers går det ikke, heldigvis er vores tag sort og vinduerne hvide, alt for meget rødt er ikke lige mig.
    Den røde cornus breder sig rigtig meget hos os, så den bliver jævnligt klippet. Jeg mener nu den har hvide blomster, det må jeg lige ud og se efter.
    Kh
    Lisbeth

    • Kære Lisbeth
      Jeg kan helt følge dig i, at der ikke må være for meget rødt, men taget var der, og det var vinduerne sådan set også. Vi har næsten ikke andre farver på gårdspladsen, så det fungerer fint 🙂
      Det var værre i det haverum, der hedder Teglhaven, for her var teglfarven mere tydelig og afgjorde også her farveholdningen. Og jeg, der ikke kan lide orange ;-( Men fx blå og rosa lige op af det duede simpelthen ikke, så jeg bed i det sure æble og lavede orange. Det har vist sig, at farvevalget har rigtig mange fordele, og jeg er blevet rigtig glad for farven. Hvis du vil, kan du se nogle af de farverne i haverummet her: https://byhaveniebeltoft.dk/teglfarver/
      Jeg har også haft Cornus albaen i et bed, hvor den bredte sig moderat. Den blomstrer med hvide skærme i forsommeren. Og får de fine blå bær nu.
      Kærlige hilsen, Lisbeth

      • Jeg er glad for, at du kan følge mig i det med røde farver, ja så er der ikke så meget at gøre, hvis taget var rødt i forvejen og vinduerne også i rødt.
        Da jeg startede på at blogge i 2011, brød jeg mig heller ikke om orange, men en sød blogger, der desværre er død, fik mig overbevist om, at det var flot med orange. I dag er jeg glad for, at hun fik mig overbevist om det, jeg tænker på hende, når solbrud igen begynder at blomstre.
        Det er fine teglfarver du har i Teglhaven, jeg har kigget.
        Kh
        Lisbeth

  2. Hvor er det herligt, at de blå bær liger bryder harmonien, dog på den diskrete måde. Sidste år lavede jeg stiklinger af en kommunal kornel. Jeg havde ladet mig fortælle, at de altid slår rod, men der var ikke en eneste af mine, der lykkedes.

    • Kære Marie
      Jeg er også ganske glad for bærrene og overraskelsen, når jeg kommer tæt på.
      Jeg har taget mange stiklinger af planten ved at gøre, som du beskriver, og bare stikke en gren i jord i en potte. Du skal tage bladene af i den del af stilken, der kommer i jorden, og sørge for, at der er et ‘bladsted’ i jorden. De skyder vist nok bedst derfra. Min erfaring er at ca halvdelen slog rod, så på den igen 🙂
      Mange hilsener, Lisbeth

  3. Den rødgrenede kornel er et af lyspunkterne om vinteren – og her i efteråret, hvor bladene er nogle af de smukkeste i hele haven. Vi har den stående op ad bøgehækken ud mod vejen, og hvis vi ikke klipper den jævnligt, bliver den fire meter høj og fire meter bred. Og så breder den sig med jordskud. Men pyt – vi klipper og hakker over med spaden, for den er virkelig dejlig især om vinteren, hvor øjnene trænger sådan til farver.
    Tager du grene ind i januar og sætter dem i vand, kommer først de yndige små, hvide stjerneblomster og så de fineste lysegrønne blade. Det er en januarglæde 🙂
    Kh, Karen

    • Kære Karen. Tak for tippet om at klippe grene i januar. Det er en skøn busk trods rodskuddene – der jo i virkeligheden er et plus, hvis det er dét, man har brug for 😉 Kh Lisbeth

  4. Hej Lisbeth

    Nu er rød jo ikke altid postkasse-rød og patinerede tegl er da flotte!
    Så det er da dejligt afdæmpet!
    Den røde kornel er nok noget af det der gør mest opmærksom på sig selv, og det gør jo ikke noget:)

    Ha en dejlig ny uge

    • Hej Karsten. Du har helt ret i det med de røde nuancer, og jeg er nok også mere til den teglrøde end til postkasserød. Kornellen er kun rød her i efteråret, så det gør, som du siger, ikke noget, at den råber lidt. Mange hilsener, Lisbeth

  5. Det ser godt ud efter min mening, den står godt op ad den hvide mur. Man bør unde sig selv og sin have én kornel med farvede grene, som kan lyse op i vinterhaven og hvis man ikke er til rød er der mange andre smukke typer. Jeg har som Marie også tiltusket mig et skud af en rødgrenede kornel (i den nærliggende mose) og den har slået rod og er kommet godt på vej. Jeg havde én anden for en del år siden, men der skete noget da busken kom op i årene. Pludselig var grenene ikke rigtig røde mere og jeg smed den ud efter at have foryngelsesbeskåret den nogle gange.
    Bærrene er rigtig fine;)

    • Hej Lisbeth.
      Tak, jeg er også selv godt tilfreds med ‘opstillingen’ og de fine bær. Jeg har tidligere haft et bed med røde kornelgrene i venstre side og gulgrønne grene i højre side. Meget spektakulært om vinteren og dejligt at kigge ud på. Af flere grunde findes det bed ikke længere. Der sker hele tiden ændringer…
      Mærkeligt, at din blev brun trods foryngelse, men den var måske bare blevet for gammel. Det sker jo for de fleste planter. Det kan være, at de nyere sorter beholder farven bedre. Held og lykke med mosefundet 😉
      Mange hilsener, Lisbeth

  6. Hvor ser det fint ud med de røde blade op mod huset. Jeg kan også rigtig godt lide, at farverne passer sammen og de fleste af mine bede er opdelt efter farver. Men alligevel kan jeg nu godt frydes over et staudebed fuld af forskellige farver 🙂
    Jeg skal da vist også se om jeg ikke kan få fat i en rødgrenet kornel, er den du har, den der kaldes hvid Kornel eller er det en speciel en ?
    Mvh
    Lene Bedstemorshave

    • Hej Lene
      Tak, det sort-hvide bindingsværk er heldigvis dejligt neutralt. Den kornel, jeg har, hedder ganske rigtigt alba, nemlig: Cornus alba ‘Sibirica’.
      Jeg kan sagtens følge dig i, at et bed fuldt af farver kan være smukt, men jeg dur ikke til det – og kan vist egentlig også her bedst lide, at der er en vis systematik i farvevalget. Hvis du har lyst, kan du læse lidt om mine tanker om farver i haven her: https://byhaveniebeltoft.dk/farver/
      Med hensyn til afstemte farver er efterårets løv en særlig fornøjelse, synes jeg, så det er bare om at nyde det.
      Mange hilsener
      Lisbeth

  7. Jeg elsker også når farverne harmonerer, det giver ro og glæder øjet. Hvor er jeres hus hyggeligt med de små rødmalede vinduer og bindingsværket, ren idyl for en romantisk sjæl som mig.

    Kærlig hilsen Anette

    • Kære Anette
      Tak. Jeg har også et lille romantisk hyggebehov et sted i sjælen, og vi nyder da også de fine kulisser for haven. Jeg kan nu slet ikke måle mig med dine fine arrangementer, men så nyder jeg bare dem så meget mere 🙂
      Kh Lisbeth

Skriv en kommentar