Piet Oudolfs have (ham med græsser og stauder)

Jeg var, som nævnt et par gange, på haveferie i Holland i juni. Målet var Amsterdam, men turen dertil blev suppleret med et på flere måder tankevækkende besøg i verdensberømte Piet Oudolfs private have i nærheden af Hummelo. Desværre sendte et europæisk mobil-roaming-kaos os ud på en mindre omvej, før vi fandt Hummelo, men da først vi var fremme i haven, var det hurtigt glemt. I dag vil jeg fortælle om Oudolf og haven.

Ikonet Oudolf

Piet Oudolf er et ikon inden for havedesign, hvor han regnes for en af de mest indflydelsesrige i løbet af de seneste 30-40 år.

Jeg er mangeårig fan af Oudolf og fascineret af det, han står for, nemlig beplantning af store naturinspirerede bede med et miks af græsser og stauder. Stilen kendes både som ‘New Perennials Movement’ og ´The Dutch Wave´. På dansk har jeg set stilen omtalt som ‘Den grønne bølge’. Oudolf har lavet verdensberømte bede over det meste af kloden. Det seneste store projekt ‘New York’s High Line’ lagde nogle af jer måske lagde mærke til, da det gik verdenspressen rundt i 2014? (Billeder fra High Line)
Der er skrevet talløse artikler og bøger om Oudolf, og der er mange havedesignere, både i udlandet og herhjemme, der har arbejdet videre med hans ide og måde at sammensætte planter på. Jeg forstår det. Jeg er ikke den eneste fan.

Yndefulde græsser og grønne stauder med farveklatter hist og her
Juni hos Oudolf: Yndefulde græsser og grønne stauder med farveklatter hist og her.

Et af Piet Oudolfs særkender er, at hans beplantninger topper i sensommeren og hen over vinteren. Det betyder, at mine billeder fra juni ikke tilnærmelsesvist viser, hvad han kan med farver. Det må I leve med. Til gengæld kan jeg vise jer, at han også kan lave bede, der er smukke uden for højsæsonen.

Oudolf og mig

Der er ganske få hændelser i mit liv, hvor jeg næsten på sekundet kan sige, at her ændrede jeg mening om haver og havedesign. Mødet med Oudolf er én af de hændelser.
Mødet var desværre ikke rent fysisk, for jeg ‘mødte’ ham for mange, mange år siden i et blad, hvor jeg blev fuldstændig opslugt af hans måde at lave staudebede på. Artiklen var muligvis skrevet i anledning af, at Oudolf lavede ‘Millennium Garden’ i Pensthorpe, der er det første store projekt, der for alvor gjorde ham internationalt kendt. Og så må det have været i slutningen af 90-erne, at jeg læste den. Han lavede nemlig haven i parken i 1997.  
Mens jeg læste artiklen, eller rettere så billederne, husker jeg følelsen af, at her var noget ‘rigtigt’. For en naturglad amatørbotaniker som mig var det en øjenåbner, at stauder kunne anvendes sådan, og at naturlighed kunne trækkes ind i haverne i langt højere grad, end jeg ellers havde set i fx engelske cottagehaver. I dag er det helt normalt, men det var det altså ikke i forrige århundrede, dengang mor var dreng. (Billeder fra Pensthorpe og en artikel om Pensthorpe i Havefolket fra 2014)
Med sådan en livsforandrende oplevelse kan I nok forstå, at jeg altid gerne har villet se Oudolfs have. Så nu skulle det være. Også selv om tidspunktet ikke var det optimale.

Piet Oudolfs have er som en vidunderlig og frodig eng.
Piet Oudolfs have er som en vidunderlig dansk eng. En sådan beplantning, hvor hver eneste plante nøje er valgt ud fra det store harmoniske overblik, virker lige så beroligende på mig, som at være i selve naturen. 

Haven

Haven ligger ude på landet i nærheden af byen Hummelo. Jeg har læst et sted, at haven er på one acre, og ifølge onkel Google skulle det være lidt over 4000 m2. (Oudolfs egen hjemmeside er usædvanligt lidt informativ, og med ikke særligt gode billeder. Så er det sagt.)
4000 m2 er en ganske stor have, men ikke gigantisk. Formen er aflang, og midt på grunden ligger Anja og Piet Oudolfs første hus, som de i dag er fraflyttet, så det står tomt.
De anskaffede hus og grund i 1982, og haven er altså et resultat af over 30 års eksperimenteren.
For et par år siden byggede Piet Oudolf et moderne atelier, ’Studio’, bagerst på grunden. Det er her, han tænker store tanker.

Piet Oudolfs Studio nær Hummelo
Piet Oudolfs nye Studio bagerst på grunden.

Ankomsten

Det var solskin og dejligt varmt, da vi endelig fandt adressen og kunne køre op ad en lang gruset indkørsel med græsrabat i midten og en høj, mørk og skarpt klippet hæk langs hele højre side. Vi parkerede på en lille p-plads ved det oprindelige beboelseshus midt på grunden. 
Her blev vi modtaget af en ældre (end mig) hollandsktalende dame, der kom ud af et lille, sort udhus for at afkræve entre. Jeg husker ikke beløbet, og det fremgår (heller) ikke af hjemmesiden, men husk at tage klingende mønt i form af euro med. Haven ligger ude på landet, så der er ikke en pengeautomat i nærheden.

Fra p-pladsen og den lille dame i udhuset spadserede vi videre ad indkørslen og direkte op til det nye atelier, der er firkantet, minimalistisk og omgivet af bede med græsser og stauder, forstås. Det var helt grønt, da vi var der, med undtagelse af nogle enkelte partier med græsser, der blomstrede i samme smukke farvenuancer som murstenene (der forresten også er ret flotte). Den grønne og meget enkle beplantning med græsserne klædte det moderne hus vældig godt.

Afstemte nuancer mellem græs og murværk
Fotoet er egentlig lidt dumt, for græsserne forsvinder helt foran murstenene. Farvenuancerne er nemlig helt ens og meget elegante, når man står der – det var det, jeg ville indfange. Det er næsten blevet for godt.

Plantelaboratoriet

Til højre for Studioet ligger en samling indhegnede staudebede med jordstier imellem. Dér, hvor Studioet ligger, var der også engang staudebede. I disse bede har Oudolf eksperimenteret og observeret de enkelte planter: Højde, vækstkraft og andet ’almindeligt’, men jeg ved, at han også har lagt megen vægt på at observere og notere, hvordan de enkelte sorter ser ud efter blomstring. Dette er et andet af hans særkender: At bedene ser smukke ud hele året med en minimal pasning og altså heller ikke afklipning af visne blomster. Han har gjort det godt. Og grundigt.

At se disse bede var interessant som dokumentation af hans ide, grundighed og eksperimenteren, men ikke egentlig kønt. Bedene tjener nok heller ikke længere et formål, da Studioet er bygget oven på formentlig 3/4 af de oprindelige bede. Det var simpelthen stumperne af hans plantelaboratorium, vi gik i.

Resterne af Piet Oudolfs plantelaboratorium
Sti gennem resterne af Piet Oudolfs plantelaboratorium. Han har været meget grundig og systematisk.

Vi forlod nu Studioet og plantelaboratoriet og gik tilbage mod beboelseshuset midt på grunden. Inden vi kom dertil passerede vi to store kvadrater med overvejende højt græs og meget naturlige stauder, som fx skærmplanter vævet ind mellem hinanden. Jeg kunne ikke identificere de enkelte sorter, og jeg ved ikke helt, hvad målet med bedene var. Jeg har dog læst et sted, at det er for at observere vilde græsser. For en lavpraktisk kyniker, er det vel bare et stykke græsplæne, der ikke slås mere. Der findes desværre ingen information om det fra Oudolfs side. I hvert fald ikke i haven og vist heller ikke på nettet. Ved firkanterne var der også et gammelt halvtag over et par frønnede planteborde uden planter, men i stedet med at par stole, hvor vi satte os og kiggede ind i græsmuren. Hmmm….!

Piet Oudolf eksperimenterer med vilde græsser.
Et af bedene med vilde græsser. Bevoksningen var meget høj, så jeg kunne ikke kigge ind over bedet og få et samlet indtryk. Egentlig ikke pænt, men hvis det er hans måde at eksperimentere på og blive klogere på, så ok.

Skår i glæden

Efter græskvadraterne og en lille stump almindelig græsplæne kom vi tilbage til udhusene (med den lille dame, der absolut intet vidste om planter), en lang udhuslænge og det fraflyttede beboelseshus. Her gik der desværre lidt skår i min glæde. Alt virkede forsømt, forladt og upasset. Et træ var gået ud på nær en gren. Det stod her endnu. Samtlige fuger mellem fliserne var under invasion af Stipa tenuissima. Et i øvrigt smukt græs, som jeg selv har og har beskrevet.

Invasion af Stipa Tenuissima
Flisebelægning bag en udhuslænge. Stipa tenuissima breder sig i alle fugerne. Terrassen foran det tidligere beboelseshus var endnu mere tilgroet.

Dengang de første små græsser slog sig ned i fugerne, har det garanteret set charmerende og pittoresk ud. I dag, hvor de tiltagende mænger græstuer er ledsaget af ukrudt, myrer og visne blade, ser det gennem mine briller ret sølle ud, og jeg blev lidt trist over, at Oudolf  åbenbart ikke magter så meget mere. Han er over 70, så det er sådan set ganske forståeligt, men alligevel trist, at han så ikke bare lukker haven og hviler på laurbærrene eller ‘nøjes’ med at designe bede. Jeg håber, at jeg selv bliver i stand til at lægge op i tide.
Over for beboelseshuset – på den anden side af indkørslen – lå et stort forladt flise- og grusområde. Her har deres planteskole og plantesalg været. I starten lavede de selv 90% af planterne. Ikke bare til deres egen have, men også til hans værker. ‘Nurseriet’ blev nedlagt i 2010, da de ikke længere magtede både at designe og dyrke planter. Respekt for det, men det utilslørede syn af det store tomme område med ukrudt, efterladte metalrør og et enkelt faldefærdigt plantebord bidrog til følelsen af at betragte en forsvunden storhedstid. Jeg nænner ikke at vise billeder af det, så her er en blomst fra plantelaboratoriet:

Ærenpris er en af de stauder, Piet Oudolf har eksperimenteret med.
Blå ærenpris – sort ukendt. Der var desværre ingen skilte.

‘Skåret i glæden’ er et eksperiment

Jeg har læst, at Oudolf aktivt har besluttet at lade haven stå urørt som et eksperiment, hvor han observerer, hvad der så sker. Jeg ved, jeg er en gammel kyniker, men det strejfede mig, at hvis man ikke orker at holde haven længere, kan man da godt forsøge at bilde andre og sig selv ind, at det er et projekt. Han kan kalde det, hvad han vil. Jeg syntes, det var et skår i glæden.
Retfærdigvis skal det siges, at nogle finder det fantastisk genialt, at han laver dette eksperiment, og de går nærmest i selvsving over, at græsset står i fugerne (ved både Studioet bag udhuslængen og terrassen ved det tidligere beboelseshus). Men lige netop dér kan min pragmatiske tilgang ikke være med. Sådan er vi så forskellige. Det er nok derfor, han er et verdensberømt geni, og jeg bare er haveglad i Ebeltoft. I får lige en pæn blomst mere:

Katost - en naturlig plante, som Piet Oudolf har afprøvet.
Katost. Den vokser naturligt i Holland og Danmark, så derfor passer den godt i naturlige bede, men hvad lige netop denne sort hedder, vides ikke.

Den store have – den store glæde

Nok om svundne tider, for efter psykisk at have kæmpet mig forbi det forladte hus og en græsplæne med nogle hævede bede, der havde kendt bedre dage, trådte jeg endelig ind i haven, hvor han for alvor har lavet sammenplantningerne. Wow! Dén brillerer fortsat og viser på smukkeste vis, hvor genial manden er. Trods den formentlig manglende pasning, stod bedene meget flot, hvilket er et andet af Oudolfs særkender, nemlig at planternes vækstkraft er så godt afstemt, at de enkelte sorter – selv efter flere år – præsenterer sig som de skal i de rigtige proportioner. Dælme godt fundet på. Det må have taget mange år at lære. 
Haven er omkranset af dels store klippede hække, dels store uklippede hække af buske. Der har engang været klippede hække rundt om det hele. Meget smukke hække i forskellige højder, i flere rækker osv. Jeg har set billeder af dem, men har også læst, at de på et tidspunkt blev så flotte, at besøgende så mere på hækkene, end de så stauderne og græsserne, og så fældede Oudolf dem. Sådan! Jeg kan godt lide en mand, der sætter sig et mål for sit design og handler konsekvent, når han registrerer, at beplantningen ikke lever op til drømmen.

Græsser og stauder i Piet Oudolfs private have.
Mit yndlingsbillede: Mig i Oudolfs have. Huset bagerst er deres tidligere beboelse. 

Omfavnet af de høje hække gik jeg via teglbelagte stier gennem et bølgende hav af vajende græsser og en mangfoldighed af stauder. Oudolf havde brugt flere forskellige stauder, end jeg havde ventet. Der var naturligvis gentagelser, men der var langt imellem. Og trods de få blomster, var der meget at kigge på, fx fine bladkontraster. 

Bladformer
Grønt alene kan være meget spektakulært. Se bare disse bladformer.

Da Oudolf er berømt for at lave beplantninger, der topper senere på året, kunne jeg naturligvis ikke lade være med at gå rundt og forestille mig, hvordan haven ville se ud i sensommeren. Det skal nok blive smukt. Jeg har heldigvis set mange billeder af hans værker, så fantasien var på overarbejde, og der var jo heller ikke rigtig noget at gøre ved tidspunktet, da vores hovedmål var de Åbne haver i Amsterdam i juni – take it or leave it. 
Jeg ville ønske, der havde været en bænk. Så kunne jeg have siddet helt stille og svælget i beplantningen. Det var der så ikke.

Græsser og stauder med forskellige resultater

Mens jeg gik rundt i plantehavet, slog det mig pludselig, hvordan beplantningen her i haven var mere naturlig og romantisk end beplantningen i bedet foran det moderne ‘Studio’. Jeg havde jo godt tænkt, da jeg stod ved Studioet, at græsser og stauder klæder en moderne bygning godt, men det var først nu, jeg for alvor opdagede, at selve beplantningen var forskellig.
Det forbløffende var sådan set ikke, at bedene var forskellige, for de var begge tilplantet med forskellige græsser og stauder. Det, der var interessant, var, at stilen var så forskellig, og at det garanteret ikke var tilfældigt.

Hvad er det mon, der gør, at den ene samling græsser og stauder er naturlig og romantisk, og hvad gør den anden samling græsser og stauder stringent og moderne?

Mit eneste ydmyge bud, da jeg stod der, var, at græsserne ved Studioet er meget ranke og grafiske, hvorimod græsserne i haven er blødere og mere vajende.
Vel hjemme, hvor jeg sidder og kigger billeder og reflekterer over designet, var der vist også noget med, at højden af stauder og græsser var mere bølgende og varieret i den romantiske beplantning. Ved Studioet var der kun to-tre højder i store flader.
Der var også flest stauder og en større plantediversitet i den romantiske og mest naturtro have, er jeg sikker på. Modsat mange græsser og en slags planteminimalisme ved den enkle studio-bygning.

Græsser og stauder i romantisk beplantning.
Det romantiske: Stauder iblandet blødt græs. Små storkenæb væver rosa farver ind i alt det grønne.
Græsser og stauder i modernistisk beplantning.
Det stringente: For mig giver de strittende og skarpe blade et helt andet og mere moderne udtryk end den blødere og mere romantiske beplantning i haven. Enhver kan tolke som de vil.

Efter at have kigget færdig i den store have, gik vi tilbage til den stegvarme bil, der stod ved udhuset med den lille dame, det udgåede træ og den forladte planteskole.
Jeg er glad for, at vi sluttede med den store have i haven. Mange begynder formentlig med den, men det var sådan en god måde at slutte på, for selv om Oudolfs private have er i begyndende forfald, vil jeg helst huske ham for det, han opfandt: Store, naturligt udseende bede med stauder og græsser.

Oudolf i Ebeltoft

Kan man bruge sådan et besøg og og nogle lommefilosofiske tanker om romantik, stringens, græsser og stauder i sin egen lille have? Det vil jeg mene. Jeg bliver inspireret mange steder. Også selv om jeg bare har en lille byhave. Kombinationen med græsser og stauder er i hvert fald ret aktuel, da jeg så småt er gået i gang med vinterens haveprojekt, nemlig at gentænke vores egen lille have, og her har jeg bl.a. et ønske om flere græsser. Oudolfs to forskellige resultater kan godt hjælpe mig videre, har jeg på fornemmelsen. Mere om det til næste år.

Oudolf i Danmark

Som jeg nævnte i indledningen, har Piet Oudolf sat sig tydelige spor inden for havedesign. Også i Danmark, hvor mange arbejder videre med hans stil. Fx var jeg i august på besøg i Jeannetts bedårende Ævlebævlehave, som Kjeld Slot har lavet planteplan til. Her kan man – uden at tage til udlandet – se, hvor god Oudolfs ide var – og er. Og man kan få god inspiration til at blande græsser og stauder.

Der er nu intet (beklager Jeannett og Kjeld), der slår min glæde over at have været i Piet Oudolfs egen have, hvor det hele startede. Heller ikke selv om jeg burde have været der for 10 år siden. Sådan er der så meget. Det var stadig stort, når man er fan, for f…!
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

18 kommentarer til “Piet Oudolfs have (ham med græsser og stauder)

  1. Tak for et dejligt indlæg, Lisbeth! Jeg er fascineret af Oudolfs stil, og jeg synes at en have som Jeanetts er fantastisk smuk. Det er spændende at tænke på at én mand kan få en idé som breder sig som Piet Oudolfs havedesign har gjort. Jeg tror aldrig der kommer så mange græsser i min egen have, for selv om jeg sagtens kan se det smukke ved græs/staudeblandingen, er jeg vist selv mere til en klassisk, romantisk stil. Det er som med indretning af boligen hvor jeg sagtens kan se det smukke i forskellige indretningsstile uden nødvendigvis at kunne trives med dem selv. Men dejligt var det at du ville tage mig med til Holland – og jeg glæder mig til at se hvordan I vil tilføre jeres have flere græsser 🙂
    Hav en god søndag!
    Kh Nana

    • Kære Nana
      Det glæder mig, at du kunne lide mit tilbageblik og Oudolf – ja, tænk at kunne starte sådan en verdensomspændende bevægelse.
      Jeg får aldrig så mange græsser, som i Oudolf-inspirerede beplantninger, men vil dog gerne have flere – hvordan ved jeg ikke endnu, men kombinationen af stauder med græsser (ikke omvendt), kan jeg godt lide.
      Og du har helt ret: Jeg kan også fuldt ud frydes over andres stil uden selv at ville eje den.
      God søndag til dig også.
      Kærlig hilsen, Lisbeth

  2. Hej Lisbeth
    Tak for endnu et interessant indlæg fra din hånd. Godt der var noget af haven, der var som du havde forestillet dig. En have i forfald er meget trist at se på, så mister man humøret lidt.
    Jeg er spændt på, hvordan du får det ind i din have.
    Jeg har en hel del græsser, men slet ikke som i Ævlebævle haven, så meget plads har jeg heller ikke, når jeg også vil have alt det andet, og det vil jeg. Græsserne breder sig utrolig meget og er næsten ikke til at dele. Jeg forstår slet ikke de høje priser på græsser, for de bliver hurtigt til meget. Til gengæld er de superfotogene hele vinteren, når der ikke er så meget andet at fotografere.
    Kh Lisbeth

    • Kære Lisbeth
      Selv tak. Og tak fordi du tog med på turen rundt i haven. Det var bestemt en meget god oplevelse, trods øv’erne.
      Du kan tro, jeg også er spændt på at se, hvordan jeg får flere græsser ind i haven. Og jeg studerer meget og flittigt, hvordan de vokser, for nogle af dem breder sig, som du siger, ganske meget, og det er jeg ikke interesseret i. En anden udfordring her i haven er, at aksene ofte bliver meget høje. Dur ikke her. Jeg har ganske vist ikke en lilleputhave, men høje græsser skal helst ses på lang afstand. Syns jeg.
      Jeg glæder mig til at følge dine smukt nedvisnende græsser hen over vinteren. Du har jo vist nogle af dem i år 🙂
      I dag skinner solen – du er vel klar med kameraet?
      Kh Lisbeth

  3. Ja det bliver svært med græsserne, for selv om der ved nogle af dem står, at de ikke breder sig ret meget, passer det ikke i min have, aksene er også høje, så det er nok ikke lefantgræsser, du skal have fat i. Du har helt ret, at billeder af høje græsser skal ses på lang afstand. Jeg skal nok vise dem flere gange til vinter, jeg gentager ofte 🙂
    Vi har desværre ikke sol her mere, her er det gråt, men der var sol fra morgenstunden, jeg har også billeder fra i går, så det går nok.
    Kh Lisbeth

    • Hej Lis
      Tak, tak 🙂 Du er som altid velkommen i haven, selv om den jo nok kommer til at ligge lidt underdrejet i 2018, når vi skal i gang med de nye projekter.
      Kh Lisbeth

    • Tak, tak jeg har ikke nået at læse Maries indlæg :-). Det er godt læse hendes erfaring, for det er én af de græsser, jeg har luret lidt på. Aksene bliver lidt høje, så vidt jeg husker, men fine og transparente.
      Kh Lisbeth

  4. Hvis du havde besøgt Oudolf for 10 år siden, havde du sikkert fyldt bilen med spændende græsser og stauder☺ Jeg er også pragmatisk i min tilgang til haveindretning, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at den slags bede skal holdes ved lige på en eller anden måde, for at den oprindelige balance mellem planterne kan bevares, og det er sikkert en temmelig krævende opgave.

    • Hej Marie
      Du kan tro, jeg havde fyldt bilen 😉 😉 så hvad det angår var det ‘heldigt’ at der ikke var mere plantesalg. Det der med at skabe balance mellem planterne må være megasvært, og han har nok kun kunnet, fordi han netop har eksperimenteret så systematisk, så hatten af for det. Det har jeg ingen ambitioner om. Jeg bliver nødt til at justere og omplante løbende 😉 Men det er såmænd også sjovt. Og så vil jeg kigge efter fx sådan en græs, som du nævner i novemberindtryk.
      Mange hilsener, Lisbeth

  5. Hej

    Lisbeth

    Tak for den gode og spændende beretning om besøget i Piet Oudolfs egen have.

    Det er et dilemma med hvordan de ambitiøse haveanlæg tager sig ud når de ikke bliver vedligeholdt. Og noget er klart mere robust og holdbart også uden den intensive pasning. Det er egentlig også sådan noget jeg har meget i tankerne heroppe, hvor jeg jo kun kommer max en gang om måneden.

    Spændende at du vil gentænke din have!

    Ha en dejlig søndag

    • Hej Karsten
      Det med den robuste have er nok en drøm, mange har, selv om vi i bund og grund godt kan lide havearbejde 🙂
      Interessant, at du også gør dig den slags tanker om haven i Sverige, der jo skal klare flere uger alene. Jeg bliver trist, når jeg kan se, at en haveejer ikke magter at forfølge sin drøm længere. Når roserne er nogle 40 år gamle strittere uden blade, når trækronerne tager skyggen for vandbassinet og drivhuset, der var smukke og aljefri, dengang de fik sol, når rododendronerne står med visne grene, der ikke klippes af osv. Jeg har set det nogle gange i åbne haver og andre steder, og jeg bliver simpelthen så ked i sjælen, når jeg kan se, at det engang har været en storslået have.
      Det er også derfor, jeg har besluttet at gentænke haven. Det gælder om at være på forkant 😉 Heldigvis er Bent med på ideen.
      God søndag aften.
      Mange hilsener, Lisbeth

  6. Spændende indlæg. Vi har også en del græsser i haven. Jeg er også fascineret af Oudolf og har flere af hans bøger, men fik først interessen efter at Kjeld Slot lavede vores haveplan, hvor han selvfølgelig foreslog en masse græsser i flere af bedene.

    • Hej Susanne
      Tak. Det glæder mig, at du også kender Oudolf og hans græsser og stauder.
      Hvor sejt at have haft Kjeld Slot til at lave haveplanen – og sikkert en god investering. Han er virkelig skrap til det. Og græsserne gør sig godt i jeres have. Det kan man se på billederne af novemberrundturen 🙂
      Mange hilsener, Lisbeth

  7. Tak for at du deler din Hollandtur, det er spændende at læse om dine indtryk, og du skriver altså bare så skønt.
    Mange tak for de rosende ord om min have, det er da noget der varmer mit glade have amatør hjerte. jeg sender ofte både Piet Oudolf, Ernst Pagels, Karl Foerster, Kjeld Slot og flere, mange kærlige tanker når jeg går rundt derude mellem mine græsbede, uden deres viden, dedikation og store arbejde inden for netop denne have type, så min have ikke ud som den gør i dag. Jeg var på en tur til Holland første uge i september sidste år, hvor vi blandt andet også besøgt Anja og Piets have. Det var som du selv skriver nok det optimale tidspunkt at se haven på, og jeg oplevede slet ikke det samme forfald som dig. Det var Anja der vidste rundt i haven den dag, Piet havde travlt på kontoret i hans studio. (Er du sikker på den ældre dame du skrev om ikke er Anja, for hun viser rigtig ofte rundt i haven). jeg syntes virkelig haven var smuk og inspirerende, og jeg kunne sagtens abstraherer fra de tomme drivhuse på den anden side af vejen. Jeg har det nok også lidt anderledes end dig med gamle ikoniske haveanlæg i forfald, jeg syntes simpelthen de er så spændende. Historien bag haverne, og jeg føler næsten de fortæller deres egen historie om alt det liv der er levet i haverne, og om alle de drømme og planer der er udtænkt, og så er det interessant at se hvordan planterne udvikler sig (eller ikke udvikler sig) uden vores indblanding. På vores tur til Holland besøgte vi Ernst Pagels gamle planteskole, og den var om noget i forfald, men samtidig en af de mest spændende steder vi besøgte efter min mening. Vi så de gamle forfaldne drivhuse, et stort staudebed som Piet Oudolf tegnede da han i sin spæde opstart var i praktik på skolen, de gamle græsser og stauder som førhen var moderplanter for nye sorter vi har i haven i dag osv. jeg elsker det… Du kan læse mine indlæg på bloggen.
    Men når alt det så er sagt, hvis jeg i dag fik valget mellem at se Piets have igen, eller en af de store have anlæg han har tegnet, ja så valgte jeg det sidste. 🙂 jeg glæder mig til at se billeder fra Appeltern, vi tog desværre også kun en dag, du kan se mine indlæg hvis du søger på Holland 🙂

    • Kære Jeannett
      Tusind tak, fordi du giver dig tid til sådan en god og uddybende kommentar.
      Jeg synes også, det er fantastisk at tænke på, at én mands ideer nu kan ses i hele verden. Tænk at kunne inspirere på den måde. Han har da virkelig haft fat i noget. Din egen haver er et af de smukke eksempler. Jeg håber, du åbner den igen.
      Jeg har desværre kun fulgt din dejlige blog i år, så jeg har ikke læst om din tur til Holland. Det vil jeg glæde mig til at læse om. Jeg kan fortælle dig, at drivhusene i dag er væk. Der er bare en stor tom fliseplads med nogle jernstrittere. Jeg tror ikke, det var Anja Oudolf, men jeg kan naturligvis ikke sige det. Med det liv de har levet, ville jeg have troet, at hun kunne lidt engelsk, og hun viste på ingen måde rundt. Hun holdt sig til sit udhus. Da jeg spurgte om et plantenavn, var hun også ganske ubehjælpsom. Jeg tænkte, at hun måske bare kunne skrive navnet på et stykke papir. Hun gav mig dog et visitkort til en nærliggende planteskole, men når man ikke ved hvad planten hedder… Men ok, jeg var jo heller ikke blevet lovet noget. Jeg havde nok bare forventet det.
      Det er rigtig spændende, at du har en anden oplevelse end mig, og jeg kan jo også læse, at der er mange andre, der har det ligesådan. Jeg synes overordnet, at besøget var en rigtig, rigtig god oplevelse, som jeg gerne anbefaler. Jeg syntes bl.a., det var spændende at se resterne af hans staudeobservationsbede. Nu forstår jeg endnu bedre, hvor stort et arbejde der ligger bag hans værker.
      Oven i alt det gode, ser jeg bare også en nedadgående tendens, som også er en del af fortællingen. Måske det ikke ses så tydeligt, når haven topper i august. Måske det også bare bliver lidt ‘værre’ år for år. Jeg bliver helt generelt trist og melankolsk ved udsigten til, at noget ikke ældes med ynde, men forfalder om ørerne på ejeren. Det er slet, slet ikke der, haven er i dag, men jeg vil fastholde, at den er på vej. Og det stemmer mig vemodigt. Jeg bliver også trist, når fx en sanger bliver ved i så mange år, at stemmen ikke længere kan klare de høje toner eller ligefrem rammer nogle forkerte. Det er måske nok naturligt, og måske stadig en flot stemme, og det kan være smukt at ældes, men ligefrem at udstille det på en operascene… Nej, det er synd, og så krummer jeg tæer af angst over, at nogen skal grine af vedkommende! Jeg håber virkelig, at Anja og Piet Oudolf holder op, før det sker, så de bevares som udelukkende store haveikoner i mine minder.
      Hvis jeg kommer på de kanter igen – det håber jeg – vil jeg kigge efter Ernst Pagels planteskole. Den kendte jeg ikke.
      Besøget i Appeltern var jo så det helt modsatte, kan man sige. Hvis Oudolf er historisk, så er Appeltern nutiden og fremtiden – men man kan nu godt se, at også de hviler på skuldrene af Oudolfs eksperimenter 🙂
      Nu vil jeg finde din blog frem og nyde dine oplevelser.
      Mange hilsener, Lisbeth

Skriv en kommentar