Haveferie i Holland – en stor oplevelse

Med novembers indtog i kalenderen og mit tilsvarende tilbagetog fra haven er det tid til at sortere og gense årets havebilleder. Lige netop i år bliver gensynet en særlig fornøjelse, fordi vi var på haveferie i Holland. Hen over november vil jeg derfor muntre mig med at tæppebombe bloggen med billeder og oplevelser fra turen og forhåbentlig give glæden og inspirationen videre. Dét skulle I prøve.

I dag er det søndag, så sæt dig godt til rette og se her, hvad turen indeholdt. (Kan også læses andre dage end søndag.)

Haveferien var ikke en pakkeferie, så vi bestemte selv, hvad vi ville se. Og vi kørte selv derned i en – mærkværdigvis – tætpakket bil. Jeg mener: Vi er to personer, der skulle være væk i fem dage, så hvordan, der kunne samle sig så meget, er mærkeligt. Det skal retfærdigvis tilføjes, at vi ikke løb tør for hverken sko, tøj eller en ekstra trøje.

Kanalhaverne i Amsterdam

Anledningen til turen var ‘De åbne haver i Amsterdam’. ‘Open Tuinen Dagen’ hedder det på hollandsk.
Arrangementet er en årligt tilbagevendende begivenhed en weekend i juni. Fra fredag til søndag kan man besøge 30 meget forskellige haver bag byens smalle kanalhuse. Husene ligger side om side langs tre kanaler i centrum: Herengracht, Keizersgracht og Prinsengracht. Alle haver er således i gåafstand fra hinanden, og man behøver ikke at have bil med til Amsterdam. (Hvis man kan klare sig med normal mængde bagage.)

Kanalhuse i Amsterdam
Der er ikke! redigeret i billedet. Husene er simpelthen skæve.. Festligt.

‘Open Tuinen Dagen’ var vældig godt organiseret, hvilket jeg vil give eksempler på i et senere indlæg. Fx: hvordan man får billet, finder rundt o.m.a. Jeg vil også fortælle, hvordan det var at tage helt til Amsterdam og mangle billetten.

UNESCOs verdensarv

Haverne har ikke kun havemæssig værdi, men også kulturhistorisk værdi, og området med kanalerne er en del af UNESCOs verdensarv.
Det er Museum Van Loon, der arrangerer ‘Open Tuinen Dagen’. Formålet er at beskytte områdets ‘Kanalhaver’, som de kaldes. En del af overskuddet fra arrangementet går til Fonden for Kanalhaver, der igen er en del af Prins Bernhards Kulturfond. Målet er at yde økonomisk hjælp til at restaurere de historiske haver og til i det hele taget at restaurere havehuse og skulpturer i Kanalhaverne. Spændende bydel at gå rundt i.

Havehus i en kanalhave i Amsterdam
Der ligger typisk en eller anden form for hus for enden af de lange, smalle haver. Er den ikke fin?

Arrangøren: Museum Van Loon – og haven bag huset

Museum Van Loon, der altså er dem, der arrangerer ‘Open Tuinen Dagen’, ligger i et hus fra slutningen af 16oo-tallet, og familien Van Loon bor der stadig. Tænk engang: Sikken en familiehistorie: 500 år i samme bygning…
I 1973 åbnede familien underetagen som museum, fordi møblementet står stort set uændret siden opførelsen, men det relevante i denne sammenhæng er, at de også åbnede haven, der i sin tid blev anlagt sammen med huset. Haven er naturligvis vedligeholdt med foryngelse af planterne, og den fremstår i dag i klassisk stil med symmetri, klippede buksbomhække og havehus bagerst i haven.

Haven bag Museum van Loon
Familien van Loons have. Også her ender haven med et hus – denne gang i antik græsk stil med søjler og statuer.

Selve museet sprang vi over og gik direkte i haven. Med et program på 30 haver på tre dage og en evig trang til listige cafebesøg, var der ikke tid til barokmøbler.

Klassiske og moderne haver

Som I nok kan forstå, er haverne ikke bare ‘haver i Amsterdam’. Mange af dem er fyldt med historiens vingesus. Og hvis du allerede nu tænker, at du ikke gider at traske rundt og se på historiske barokbuksbomhække i tre dage, så læs lige videre – der er mere end det. For det første er haverne meget forskellige. For det andet kan man få mange gode ideer, også i de historiske haver, og for det tredje er mange af haverne nyfortolkninger af klassiske dyder. For det fjerde er nogle af haverne helt moderne haver med græsplæner, pergolaer og designerstole af plastik. Ergo er der noget for enhver smag.

Moderne have i Amsterdam
Moderne haveindretning i en af kanalhaverne. Orange er den hollandske nationalfarve og den ses ofte.

Mine umiddelbare indtryk af haverne fortalte jeg om i juni, da vi kom hjem: Åbne haver langs kanalerne i Amsterdam.

Mere end haver 

En vidunderlig bonusgevinst til havebesøgene er byen Amsterdam med de mange kanaler. Især området, hvor kanalhaverne ligger, er meget charmerende. Også for ikke-havenørder. Jeg har været i Amsterdam et par gange og kan slet ikke stå for blandingen af kanaler, husbåde (med græsplæner på), broer, cykler (der er 750.000 indbyggere og 400.000 cykler), cafeer, små skæve butikker og amsterdammernes enorme planteglæde. Man kan altså roligt tage af sted, selv om ens rejsekammerat gerne vil se andet end grønne planter.

Kanal og bro i Amsterdam
Mens man går fra have til have langs husrækkerne på den ene side, har man en kanal på sin anden side. Meget charmerende. 

Piet Oudolf – og en omvej

Vi kørte hjemmefra en onsdag, overnattede i Bremen og kørte videre til Piet Oudolfs have i Hummelo, inden vi ankom til Amsterdam torsdag aften. Det er nu ikke helt sandt, for vi kørte en omvej på vej til Hummelo. Danske mobiltelefoner var nemlig lige netop den dag overgået til ‘gratis’ roaming i hele Europa, og det fungerede ikke! Så vi var uden GPS, og så er jeg fortabt. Med stort F. (Var jeg rasende? Jeg kunne ikke engang ringe til selskabet og brokke mig!) Vi prøvede efter bedste evne at pejle os gennem Holland, men måtte til sidst opgive og køre fra motorvejen og på må og få lede efter ‘noget’, der kunne hjælpe os. Takket være det allersødeste personale i receptionen i et kulturhus, som vi fandt, da vi cirklede rundt i en by, fik vi på deres computerskærm set, hvor vi var havnet, og jeg tog et billede af skærmen som kørselsanvisning.

Det digitale tvang os i knæ, men det var også det digitale, der reddede os. Og ved at kigge på mobilens billede af en skærm med kortet, fandt vi vej.

I kulturhusets bibliotek fik vi ny strøm til mobilen (der havde været på overarbejde), og i cafeen fik vi en kop kaffe til os selv, mens livsmodet langsomt vendte tilbage. Hvis kulturhuset i Bijenkorf Borne læser dette: Tusind tak, I reddede dagen for os. Hvis Fullrate læser dette: #¤%#!

Således forsinkede ankom vi til Anja og Piet Oudolfs have.

Piet Oudolf Studio
Piet Oudolfs nye atelier er beliggende bagerst på grunden. Omgivet af græs og ‘naturlige’ stauder, forstås.

Piet Oudolf er et kæmpe ikon inden for havedesign, og han regnes for en af de første, (måske ligefrem den første), der for alvor kombinerede græsser med stauder og lavede disse store ‘naturlige’ beplantninger, der er så moderne i dag. En stil, man kaldte ‘New Perennials Movement’. Jeg har været fan af Oudolf i mange år, så hans have måtte jeg se.

Haven er lidt over 4000 m2, og her har Oudolf dels eksperimenteret og studeret planter, dels har han anlagt en stor have, der fungerer som en slags show-have, der var besøgets højdepunkt. Beplantningen var imponerende, da vi var der i juni, men må blive aldeles betagende i august, når græsserne blomstrer sammen med sensommerstauderne.
En sådan augustoplevelse ville i sagens natur ikke kunne kombineres med ‘Open Tuinen Dagen’ i juni, men haven var bestemt også seværdig på dette tidspunkt. Og for mig, der har fulgt ham i mange år, er det også bare stort, at jeg har været lige dér, hvor det hele startede.

Piet Oudolfs private have
Et udsnit af Piet Oudolfs store show-have, hvor græsser og stauder væver sig ind i hinanden. Aj, hvor er det smukt.

Senere i november finder jeg flere billeder frem og fortæller, hvad der ellers var i haven. 

Appeltern

På vej hjem fra Amsterdam kørte vi til Appeltern, der viste sig at være mega… !
Altså MEGA!
Jeg mener: MEGA-MEGA!

Gult staudebed i Appeltern
Et udsnit af et af Appelterns kæmpestore partier med primært stauder, der sammen med græsser blander sig ‘naturligt’ mellem hinanden. I dette bed er farveholdningen gule nuancer, der forstærkes af komplementærfarven rosa/lilla.

Appeltern er et 23 hektar stort område med hundredvis af små og store showhaver. 23 hektar er 230.000 m2. Svimlende størrelse. Tivoli er på 8,3 hektar.
Jeg har aldrig set noget lignende, og det er et must, hvis I kommer på de kanter.

Japansk inspireret have i Appeltern
Japansk inspireret have med vand, trædesten og overdækket siddeplads.

Jeg kendte ikke Appeltern, før Nina Ewald ved et foredrag nævnte det i en bisætning. Det var godt, jeg lynhurtigt fik noteret navnet, og godt at vi kørte dertil. Faktisk læste jeg, mens jeg planlagde vores tur, at man bør bruge et par dage dernede, meeen: “Een kender jo nok den dér slags salgsslogans”, så én dag måtte være nok til os. Det var dumt. To dage er ikke for meget. Billetten gælder da også til to dage (fordi alle andre end kloge-åger som mig ved, at én dag er for lidt), så mit bedste råd, hvis I tager dertil, er: Find ud af noget overnatning et sted i nærheden og bid fornøjelsen over i to.

Showhave med vandparti og udekøkken i Appeltern
Have med overdækket terrasse, hvor jeg står og fotograferer, vandparti og udekøkken.

Hver eneste showhave er designet af enten en havearkitekt, kunstner eller firma, der har produkter til haver. Der er både små haver og kæmpestore staudebede og vandpartier, næsten så langt øjet rækker. Der er haver med fokus på belægninger, havemøbler og krukker, og der er haver, der er mere kunst end have.

Vandparti i Appeltern
Da vi troede, vi var ved at være færdige med at se det hele, kom vi til dette ‘hjørne’. Der ligger et kæmpestort staudeanlæg til venstre for vandet og et stort parti med buske og blomster til højre.  

Dét sted gad jeg altså godt at se igen! Foreløbig nøjes jeg med at gense mine billeder og vælge nogle flere, jeg kan vise jer senere i november. (Jeg har knipset ret mange flere end de fire herover, så er I advaret.)

International get-together

Trods spændende have-attraktioner som Piet Oudolfs have og Appeltern, var det ‘Open Tuinen Dagen’ i Amsterdam, der var målet med turen. De skal derfor også ha’ den sidste kommentar i dag.

Det er nemlig sådan, at havefolk fra hele verden søger mod Amsterdam i de tre dage, hvor haverne er åbne. Der er mennesker alle vegne. Ikke generende, men hvis man tror, man skal tage billeder uden mennesker på, så glem det.

Jeg kunne nu også sagtens nyde havernes design og planter i selskab med andre havegæster. Faktisk syntes jeg, det var ganske enestående at tænke på, at de andre også gik der, fordi de også er havemennesker. De har sikkert selv en have derhjemme, det være sig en zenhave i Japan, en kaktushave ved Middelhavet eller en fjeldhave i Norge. Én stor international get-together. 

Og da billetten er en lysende grøn A5-pjece med beskrivelser af haverne og et kort over deres beliggenhed, gik vi alle sammen rundt med pamfletten i hånden, hvorved vi kunne spotte hinanden på lang afstand ude på gaderne. Jeg følte virkelig, at jeg var med i noget stort. Det skal man nok prøve for at fornemme følelsen. Det lyder lidt skørt, når det skrives.

Havebesøg i Open Tuinen Dagen i Amsterdam
A5-pjece-billetterne studeres flittigt af de mange internationale havegæster.

Med den store tilstrømning, der er til arrangementet, tænker jeg, at det (trods get-together-følelsen) er bedst at tage derned snarest og ikke vente til successen tiltrækker endnu flere. Så sæt kryds i kalenderen, og brug vinteren til at planlægge. I 2018 åbner haverne den 15.-17. juni. Besøg fx Oudolf og Appeltern på turen.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam. Jeg svarer på alle kommentarer.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

18 kommentarer til “Haveferie i Holland – en stor oplevelse

  1. Hej Lisbeth
    Det har uden tvivl været en spændende tur, tak fordi du tog os med. Ikke mindst din morsomme tekst blev nydt, men også de fine billeder.
    Jeg ser frem til næste indlæg.
    Uden GPS går det ikke, så jeg kan godt forstå, at I havde problemer, og at du blev gal, for hvad skal man gøre. Godt I fandt ud af det.
    Kh
    Lisbeth

    • Kære Lisbeth
      Tak, skal du have.
      Det var bestemt en dejlig tur og kombinationen af haver og storby er ret smart. Det var så afslappende at kunne gå rundt til det hele – i hvert fald i Amsterdam.
      Bilturen uden GPS overlevede vi, men den var bestemt ikke afslappende og jeg har stadig ondt i mit venstre tommelfingerled af at sidde i timevis med den åndssvage mobil. Pyt. Jeg nyder at sidde og kigge billeder – vejret er heller ikke til andet i dag. Gråt og trist.
      Kærlig hilsen, Lisbeth

    • Selv tak, Karsten.
      Ja, de er meget glade for danskere, og det gør det jo bestemt ikke til et mindre dårligt ferieland.
      God søndag til dig også.
      Lisbeth

    • Kære Susanne
      Det er jeg sørme glad for at høre. Og jeg håber, at det en dag lykkes dig at komme dertil.
      Mange hilsener, Lisbeth

  2. De små hollandske haver har også imponeret mig – der er mange, som får utrolig meget ud af selv små, tynde tarme af jord! Især måden man mange steder udnytter murene mellem haverne er fascinerende. Jeg har aldrig været i disse kanalhaver, men genkender den hollandske havekultur. Tak for en spændende tur!

    • Selv tak, fordi du tog med på turen 🙂
      Ja, hollændere er helt fantastisk planteglade. Op af stolper og ned ad vægge, som du nævner det. Potter alle vegne og træer, træer, træer. Jeg viser nogle flere eksempler i et senere indlæg og håber, du vil kigge med – måske der er mere, du kan genkende 😉
      Mange hilsener, Lisbeth

  3. Er der noget bedre på en grå novemberdag end at genopfriske sommerens oplevelser? Tak fordi du tog os med til åbne kanalhaver i Amsterdam, det står klart på min ønskeseddel sammen med besøg i Piet Oudolfs have og alle mulige andre haveoplevelser;)))
    Jeg har set Familien Van Loon’s hus og have, men det må være spændende at se de andre haver også og Amsterdam er en skøn by!

    • Det glæder mig, at du kunne lide turen og har lyst til at se haverne i virkeligheden. Da du også kan lide Amsterdam, så er De Åbne Haver virkelig en god måde at besøge byen på. Og selv om du har set den ene af haverne, så er der 29 andre spændende steder 😉
      Mange hilsener, Lisbeth

    • Kære Ingrid
      Selv tak. Du kender sikkert Amsterdam, du der rejser så meget. Måske du kan være heldig engang at lande der i den weekend, hvor haverne er åbne. Hvis du da har tid til andet end et cafebesøg 🙂
      Mange hilsener, Lisbeth

  4. Hej Lisbeth, tusind tak for sådan en dejlig tur til Holland. Jeg har før hørt om de åbne byhaver i Holland (Fru Friis Frøbo) har også tidligere lavet et indlæg om det.
    Vi var på tur i Holland i påsken, men så ikke så meget have andet en Keukenhof, hvilket bestemt også var et besøg værd.
    Jeg får også lyst til at lave en haverejse til Holland og vil også mægtig gerne se Piet Oudolfs smukke have.
    Tak for inspirationen og den gode historie, jeg hænger på … 🙂
    Ulla

    • Kære Ulla
      Selv tak, fordi du tog med på min billedtur 🙂 Jeg vil prøve om jeg kan finde Fru Friis indlæg.
      Jeg har også besøgt Keukenhof og synes som du, at det var en meget stor oplevelse og bestemt et besøg værd. Jeg kunne selv godt se det en gang til.
      Jeg er glad for at du har lyst til at hænge på – Næste indlæg koncentrerer sig netop om Oudolfs have 😉 Jeg håber, du en dag får lavet en haverejse til Holland. Der er så meget at se i det lille land.
      Mange hilsener, Lisbeth
      PS jeg har lagt et link til din blog i min blogliste 🙂

    • Hej Hanne. Det glæder mig, og det vil glæde mig, hvis du tager af sted :-). Det er en fantastisk oplevelse. Følg gerne med de næste par uger, for der kommer jeg med nogle mere detaljerede beskrivelser og tips til rejsemålene 🙂
      Mange hilsener, Lisbeth

    • Kære Karen
      Sådan et indlæg er jo netop også til, når man en dag har tid – så det var dejligt, at du havde det i dag 🙂
      Det var en rigtig god tur, og vi nåede utroligt meget på så få dage. Hvis man nøjes med Amsterdam alene, er det 30 haver på 3 dage! En halv have-marathon 😉
      Og dejligt bagefter at sidde og kigge billeder.
      Kh Lisbeth

Skriv en kommentar