Søndagskaffe i haven

Søndagskage i haven

Det er efterhånden blevet en tradition her i haven, at vi får søndagskage i weekenderne. Faktisk tyvstarter vi som regel lørdag. Det skal jo spises!

Kagetraditionen var ganske let at etablere, for det er simpelt hen bare så dejligt at arbejde i haven og på et tidspunkt belønne sig selv med et stykke kage til en kop kaffe, mens man betragter resultatet af sit slid, stort som småt.

Det har vi også fået i dag efter at have plantet lidt Hasselurt og klippet buksbomkugler. Vi trak dog indenfor, da der kom kedelige skyer.

Færdigklippede buksbomkugler - så er der kaffe og kage.
Færdigklippede buksbomkugler udløser en kop kaffe og et stykke søndagskage.

Vinterens haveprojekt

Kagefornøjelsen blev desværre skudt til hjørne sidste år, da vi her på matriklen fik brug for at nedsætte kolesteroltallet. Dén slags betyder, at man skal undgå smør og piskefløde, som jeg ellers har brugt flittigt i havekagerne.

Vinterens store haveprojekt blev følgelig ‘Projekt Sund Søndagskage’. Og mens haven var gået i hi, brugte jeg oceaner af timer på at drømme om sommersol og finde sunde opskrifter. De var nu lidt for sunde til min smag. Jeg vil have noget, der smager så godt, at jeg har lyst til at spise det, selvom det ikke er nødvendigt. Så projektet udviklede sig til, at jeg selv måtte i gang som Ole Opfinder og lave mine helt egne opskrifter. (Bent lagde tålmodigt gane til eksperimenterne.)

Heldigvis lykkedes det at blive haveklar med nogle lækre og sunde kager, så kagetraditionen lever i bedste velgående. 

Skyrkage med hyldeblomst og jordbær. SÅ er det sommer.

Her får I en af mine opskrifter, så I også kan holde en sund og syndig pause i havearbejdet. 

Lisbeths skyrkage med hyldeblomst og jordbær

Der er næsten ikke fedt i kagen, men lidt sukker, så hvis I også skal undgå det, må I selv finde en erstatning. 

Bund:
10 fedtfattige digestivkiks (=150 g) eller brug 150 g hjemmebagte kiks, hvis det skal være megasundt eller glutenfrit (se til sidst i opskriften)
50 g smør
25 g Kærgården eller tilsvarende

Skyrblanding:
3 dl skyr 0,2% med vanilje. Jeg bruger Thieses, da jeg bedst kan lide den faste konsistens.
2 dl skyr 0,2%
5 blade husblas
½ dl koncentreret hyldeblomstsaft
1 spsk citronsaft
½ tsk fintreven citronskal

Jordbærgele:
½-1 bakke jordbær med god smag
1½ blad husblas
¾ dl koncentreret hyldeblomstsaft

Fremgangsmåde
Begynd med bunden:

  1. Sæt en springform uden bund på et fad. Brug evt. plastikstrimmel.
  2. Knus kiksene så de får en krummestørrelse som grov rasp.
  3. Smelt smør og Kærgården over SVAG varme og bland det med kiksekrummerne.
  4. Hæld det i springformen, pres sammen og sæt på køl.

Efter en time hældes skyrmassen over kiksebunden:

  1. Bland de to skyrprodukter med hyldeblomstsaft, citonsaft og -skal
  2. Varm ¼ dl hyldeblomstsaft og smelt den opblødte husblas deri. Hæld resten af hyldeblomstsaften i, så det afkøles.
  3. Pisk husblassen i skyrblandingen. Gøres ved at piske med elpisker og hælde husblassen i en meget tynd og lang stråle lige med i piskerisene.
  4. Hæld over bunden og sæt på køl.

Når skyrlaget er stift (for mig tager det et par timer) laves jordbærgeleen:

  1. Halver jordbærrene og læg dem i et mønster på skyrkagen. De skal ligge tæt.
  2. Varm halvdelen af hyldeblomstsaften og smelt den opblødte husblas deri. Hæld resten af hyldeblomstsaften i, så det afkøles.
  3. Hæld forsigtigt over jordbærrene (tjek, at den er så afkølet, at den ikke smelter skyrblandingen)
  4. Sæt på køl, helst til dagen efter, så alt har sat sig og er helt stift, når man skærer i kagen.

Lisbeths hjemmelavede digestivkiks

100 g havregryn
½ tsk salt
½ tsk bagepulver
1 stor overmoden banan, ca. 125 g (eller tilsvarende mængde klumpefri æblemos)
30 g brun farin
¼ tsk vanillepulver

Fremgangsmåde

  1. Kom havregrynene i en minihakker og blend til mel.
  2. Purér bananen helt glat i en skål med stavblener.
  3. Tilsæt havreblandingen og de tørre ting, og rør det sammen.
  4. Fordel massen i ikke for tyk kiksetykkelse på en smurt bageplade, og bag den ca. 12-15 minutter ved 200 grader. (Kan også smøres ud i kiksestørrelse og spises som kiks. De smager forbavsende godt, trods det sunde indhold.)
  5. Lad den køle helt af, før den knuses. 

God fornøjelse med søndagskage i haven.
Lisbeth

——
Læg gerne en kommentar. Første gang, du gør det, kan der gå et par timer, før den vises. Det er fordi min spamrobot tjekker, om indholdet er ’sobert’, og om din mailadresse virker ægte.
Din mailadresse offentliggøres ikke.

2 kommentarer til “Søndagskage i haven

  1. Hej – hermed bekræftes at kagen ser fantastisk lækker ud – og også smager godt. Der var ikke en krumme tilbage, vi spiste op. OG – nu hvor jeg har set opskriften, skal jeg også prøve at lave den – det ser vel egentlig enkelt ud, men jeg ved godt, det ikke er altid, man kan regne med husblas – men lige nu er det en fantastisk smag jordbærrene har og hylden blomstrer. Så, Birthe, klø på – Lisbeth har lavet forarbejdet – så kan ikke noget gå galt! VH Birthe

    • Hej Birthe
      Ja dén dag var der lige til fire. Ellers kunne man godt være seks personer :-). Måske ligefrem otte, hvis man bare skal have et lille stykke som dessert til kaffen. Men det er nu nok for små stykker til os 😉
      Tricket med husblassen, som jeg bruger meget, er at piske det præcist ned i piskerisene i en lang tynd stråle. Ved at husblassen rammer lige ned i piskeinfernoet, slås det i stykker, så der ikke dannes tråde. Og ved at lave en lang tynd stråle, afkøles det ret meget, inden det rammer massen.
      God fornøjelse.
      Lisbeth

Skriv en kommentar