Niveauforskelle – også godt for planter

Niveauforskelle i en have er godt for planter. Og godt for mennesker.
Dels giver det nogle særlige plantemuligheder, som jeg vil slå et slag for i dag, dels giver det os mennesker nogle ekstra oplevelser, hvilket jeg garanteret vender tilbage til ved en senere lejlighed. Det er nemlig en af mine kæpheste.

Med sådan en kæphest i bagagen var naturligt for os at anvende ‘niveauforskelle’ som et grundlæggende designelement, da vi overtog byhaven her i Ebeltoft.
Det er ikke, fordi vi bor på en skrænt, men vi er så heldige, at grunden skråner lidt på den lange led, hvilket vi har udnyttet til at lege med med mure og trin.

Niveauforskel med snyd

Når vi i dag har havegæster, er der heldigvis mange, der bemærker disse niveauforskelle og den særlige betydning, det har for haven. Mange af gæsterne giver også udtryk for, at de desværre ikke selv kan lave noget lignende, da deres have er flad. Den indstilling udfordrer jeg gerne, og en gang i mellem lykkes det mig at overbevise dem om, at det kan de godt, når jeg viser eksempler på, hvor lidt der skal til. Et sted har vi fx gravet 10 cm af, så man først går et trin ned, og efter en drejning af stien går man et trin op. Alle tror, at det skråner, og derfor griner de lidt smørret, når de får det forklaret.

Et lille trin nedad midt på Fyrstien.
Et lille trin nedad midt på Fyrstien. Efter stiens drejning træder man et trin op igen. Niveauforskel uden niveauforskel.

Jeg har efterfølgende oplevet at få tilbagemelding om, at nogen er gået hjem og har skabt niveauforskel, og at det var et rigtig godt tip. Når den slags sker, bliver jeg helt høj af haveglæde over at kunne glæde andre. Det er lige netop det, der er meningen med åbne haver.

Niveauforskel i flade haver

Måske du tænker (ligesom vores havegæster), at havedesign med niveauforskel ikke kommer dig ved, fordi du har en flad have. I så fald vil jeg foreslå, at du overvejer det én gang til, for selv om du har en pandekageflad have, kan man fx grave en hulning på blot ½ meter og smide jorden op i en bunke ved siden af, og vupti: Man har en niveauforskel på 1 meter, og det er faktisk meget. Det er i hvert fald rigeligt til en masse trin både op og ned og stier rundt om. Man kan også bare lave et enkelt trin hist og her i haven. Mange haver skåner 10-20 cm. Det er bedre end ingenting.

Mure, trin og planter

Jeg foretrækker, at niveauforskelle (der som sagt kan være helt ned til 10 cm’s forskel) fremhæves med mure og trin i stedet for blot at skråne, fordi de hårde overflader klæder planter ualmindeligt godt, da de tilsammen skaber en iøjenfaldende kontrast.

En klassiker blandt disse kontraster er planter og kampesten. Fx en Krybeklokke (Campanula portenschlagiana), som jeg her i haven har sat sammen med et par sten i kanten af et højere bed. Jeg nyder synet dagligt, mens klokken blomster. Et lille tableau, som kommer igen år efter år, uden at jeg skal tænke på at arrangere en opstilling (hvilket jeg heller ikke har flair for).

Plante (Campanula portenschlagiana) og sten klæder hinanden
Planter, fx Krybeklokke (Campanula portenschlagiana), og sten klæder hinanden

Nicheplanter

Mure og især trin har den særlige fordel for planter, at det giver læ og plads for små og mere sarte individer, der ellers ville drukne i mængden af naboplanter. Fx har jeg haft en lille hosta neden for et trin, hvilket gav den skygge, læ og ikke-tør jord. Hostaen var en ‘Blue Mouse Ear’, der bliver 10-15 cm høj. Jeg ved ikke, hvordan den ellers skulle have overlevet i min ’skov’, hvor alt andet bliver højere. Den overlevede desværre ikke vores udskiftning af belægningen. Nu står der en lille geranie (Geranium cinereum ‘Ballerina’) ovenfor trinnet, hvor der er der sol og maksimalt dræn. Der kunne vist godt stå noget, der er endnu mere tørketålende. Så hvis Ballerinaen en dag danser af, går jeg på jagt blandt de mere alpine planter. Jeg overvejer også en ny nuttet museøre neden for trinnet.

Hosta 'Blue Mouse Ear og Geranium cinereum 'Ballerina',
Nederst: Hosta ‘ Blue Mouse Ear’, der desværre ikke klarede en op- og nedgravning, da flisen blev udskiftet til stenmel- Øverst: Geranium cinereum ‘Ballerina’.

På en skygget stentrappe et andet sted er der blevet plads til et par små bregner, der stortrives på det beskyttede sted, og jeg har også her skabt vokseplads til to ekstra planter, der ellers ikke kunne bo i det tætte naboskab. Det er godt, når man er planteglad.

Rundfinnet radeløv, Asplenium trichomanes 'Ramo-Cristatum
Trin i skygge med en lille bregne: Rundfinnet radeløv (Asplenium trichomanes ‘Ramo-Cristatum) på nederste trin. Øverst står en Halvmånefjerbregne (Athyrium filix-femina ‘Frizelliae’), der har sået sig selv. Den bliver for stor på et tidspunkt, men så fjerner jeg den og satser på, at der er noget nyt, der dukker frem.

Mure, trin og trillebør

Hvis man får indtænkt niveauforskelle fra starten, kan man sagtens kombinere trapper med trillebøre, hvis kørsel med bør, trehjulede cyker o.l. gør ens haveliv lettere.

Her på matriklen stiger haven bag huset omkring en meter på den lange led, dvs. fordelt på cirka 30 meter. Vi har i store træk samlet denne stigning i det sidste haverum ‘Skoven’, for at få mest muligt ud af det givne, hvilket har medført masser af trin og trapper. Læs på havens hjemmeside hvordan ‘vi’ (Bent, hvis jeg skal være helt ærlig) har anlagt støttemure og trin. Der står også lidt om vores erfaringer. (Mit bidrag til anlæggelsen bestod af hyppige forsyninger af kaffe og fyraftensvin. Hvilket ikke er ubetydeligt. Mener jeg.)

På tværs af de stier, der går op og ned ad trapperne, har vi lavet en snoet sti uden trin.
Vi kan dermed køre hele vejen fra udhuset og op gennem haverummene ‘Teglhaven’ og ‘Fyrstien’ og videre ad den snoede sti til det allerbagerste hjørne i haverummet ‘Skoven’. De eneste trin, vi møder undervejs, er et par solitære trin på Fyrstien, som vi godt kan forcere med en trillebør.

Se haveplanen, hvis du vil studere stiforløbet.

Summasummarum: Niveauforskelle og planter er som skabt for hinanden, så hvis du går og overvejer en forandring i din have, så skulle du overveje at indtænke niveauforskel. Jeg er i hvert fald jubelglad for mine mure og trin.
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Hvis du giver dig tid til en kommentar, skal du vide, at der kan gå nogen tid, før den vises, da mit system tjekker for spam.
Del gerne indlægget med andre – brug ikonerne:

8 kommentarer til “Niveauforskelle – også godt for planter

  1. Vores have skråner et sted hvor jeg har gået og overvejet hvad vi skal stille op, for lige nu ser det bare sjusket ud … Så jeg er glad for din inspiration i dette indlæg! Jeg vil faktisk gå i haven nu og overveje noget med et par trin 🙂

    • Hej Nana
      Hvor skønt, at du har mulighed for et nyt haveprojekt. Det er altid sjovt. Og hvis jeg kan skubbe til, at det skal indeholde lidt trin, så lyder det ekstra spændende og vil glæde mig. Held og lykke med skråningen 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  2. Hej Lisbeth
    Det var igen et spændende indlæg fra din hånd, jeg tror, jeg må prøve at få en veninde med over og se din have, det kunne også være sjovt, hvis du vil komme her.
    Jeg har lavet et bed til mere sjældne planter, desværre plantede jeg timian, så de overtog bedet, som jeg kalder mit ørkenbed, fordi planterne gror i sand og består af store sten.
    Måske ses vi i vores haver
    Hilsen Lisbeth

    • Hej Lisbeth
      Mange tak for de pæne ord. I skal være meget velkomne i haven. Vi burde også en tur til Samsø – af mange årsager. Jeg har fx aldrig været der …!!!
      Ærgerligt med dit ørkenbed og sjældenhederne, for det lyder ellers godt med sand og sten. Især på Samsø, hvor det jo ligner naturen. Du må på den igen 🙂
      Mange hilsener
      Lisbeth

  3. Det er meget interessant læsning – og selvfølgelig har du ret, det skal ikke SÅ stor niveau forskel til, før det kan gøre en forskel. Vi har ikke udnyttet den svage skråning som vores have har, jeg har faktisk aldrig tænkt på det…. det er da en skam, for små trapper ER da spændende…. nå, det bliver ikke i denne have og nok heller ikke i dette liv 😀

    • Hej Sussi
      Jeg kan godt forstå, at du ikke sådan lige kan lave hele haven om, men måske du alligevel en dag skal lave bare lidt om i et bed og pludselig har muligheden for at lave et lille trin eller to. Og ellers er det jo godt at kunne glæde sig til det næste liv 🙂
      Mange hilsener Lisbeth

  4. Hej Lisbeth

    Alletiders! Godt emne – Uden at give det de store funderinger, har jeg nok fået gjort en del af det du beskriver. Og i haven i Sverige er niveau forskelle jo et vilkår.

    Gode detaljer med de små planter omkring trinet.

    Ha en dejlig ny uge

    • Hej Karsten.
      Der er to andre steder, jeg kunne tænke mig at have have, hvis det ikke skulle være her, hvor jeg er. Det er sydengland og Sverige. Sidstnævnte på grund af klipperne og alle de gratis niveauforskelle. Det er bare SÅ smukt. Jeg håber, du stadig nyder det. Man har det jo med at blive sådan lidt blind over for hverdagsherlighederne.
      Mange hilsener Lisbeth

Skriv en kommentar