Blade med flæser

Blade med flæser! Det lyder lidt tøseagtigt, ikke?

Der er nu ikke noget fnisende og tøseagtigt over denne fabelagtige plante, selv om den har flæser. Det skulle da lige være navnet, som man godt kan fnise af, hvis man ellers kan udtale det, uden at tungen slår knuder: ‘Kruset Klase-Kortlæbe’! 

Kruset Klase-Kortlæbe (Teucrium scorodonia ‘Crispum’) er en robust staude, der har min uforbeholdne respekt, fordi den ikke gør megen væsen af sig selv på afstand, men gemmer det interessante, til man kommer helt hen til den – og hvis man i øvrigt har sans for detaljen. Det spektakulære er de krusede bladkanter, der ligner flæser.

Design med kontraster

Jeg har plantet Kruset Klase-Kortlæbe sammen med overvejende glatte blade rundt om, så de tilsammen danner en spændende kontrast. Denne oplevelse varer hele sæsonen, uden at jeg er afhængig af en (kort) blomstringsperiode. Tricket med kontraster bruger jeg mange andre steder. Også med andre ting, fx blomsterformer, hvor runde blomsterhoveder forskønnes af fx lange spir. Og omvendt. Eller levende grønne planter sammen med hårde materialer som en granitsten eller lerkrukke.

Kontrast i både form og farve med blade fra Kruset Klase-Kortlæbe og Hasselurt

De undselige

Som jeg har nævnt før (i indlægget om Vajende Hestehalegræs), har jeg en svaghed for undselige, grønne planter, der ikke fører sig frem med strålende blomster. Her på matriklen vokser Kruset Klase-Kortlæbe i halvskygge i haverummet ‘Skoven’, hvor den sammen med bl.a. bregner og Hasselurt danner grøn baggrund for ballerinaen ‘Romantika’. Romantika er en sort-violet clematis, der har fået lov til at vælte rundt i bedet og prale af sine blomster, mens ‘det grønne balletkorps’ løfter hende op i lyset.

Blade på Kruset Klase-Kortlæbe (Teucrium scorodonia ‘Crispum’) til højre og Stjerneskærm til venstre løfter en klematisblomst (Clematis ‘Romantika’).

Der var et par gæster til vores ‘Åben have’ i den forgangne weekend, der bemærkede bladene med flæser, og jeg lovede at præsentere planten her på bloggen. Det gør jeg gerne, som I nok kan forstå på min begejstring.

FAKTA OM KRUSET KLASE-KORTLÆBE

Jeg kan ikke opstøve meget om planten, men jeg har fundet lidt og kombineret med mine egne erfaringer, er det en nem plante.:
Det er en staude, der åbenbart er stedsegrøn i England og Irland, men ikke hos mig. 
35 cm høj.
Får hvidgrønne blomsterklaser for enden af de mørke stilke. Blomstrer i juli. Blomsterne er fine, men man skal have den for bladenes skyld.
Den foretrækker almindelig veldrænet jord og kan tilsyneladende klare at stå relativt tørt.
Tåler halvskygge; det har den hos os. Andre skriver, at den er til sol/halvskygge, og nogle skriver halvskygge/skygge. Konklusionen må være, at den ikke er kræsen.
Den breder sig ikke meget, men den kan sikkert formeres ved deling. Jeg har også enkelte selvsåede planter, så det kan den åbenbart også.

Så vidt jeg ved, kan Kruset Klase-Kortlæbe – her i Danmark – kun købes hos Thyboesminde Stauder.
Tilføjelse pr. 21. juli 2017: Jeg har lige set den her: Staudestedet
____

Få en mail med mit næste indlæg – klik HER
Del gerne med andre – brug ikonerne:

6 kommentarer til “Blade med flæser

  1. Så ved man det: Stauder kan andet end være staude, de kan også balletdansetrin! Godt skrevet, Lisbeth. For det er jo det, der sker i samspillet mellem planter såvel som mellem mennesker, man løftes af hinanden, tilfører et og andet i fællesskabet. Og i øvrigt, tak for guidet tur onsdags. Nu ved vi hvad der venter os på havnefronten: Lutter lækkerier, lige til at nyde.
    God tur til Herning.
    Lis

    • Hej Lis. Ja, de ballettrin var det tætteste, vi kom på Verdensballetten og de royale gæster på Møllerup i år. Men vi er godt tilfredse med den lokale opvisning
      Mange hilsener
      Lisbeth

  2. Hej Lisbeth
    Velkommen i haveblogland. Jeg har også den krusede klase-kortlæbe, det er ganske rigtigt en plante, folk lægger mærke til, når de går rundt i min have. Også hos mig står den i skygge, jeg kan ikke huske, hvor jeg har købt den.
    Du kommer nu på min blogliste.
    Hilsen Lisbeth 🙂

    • Kære navnesøster 🙂
      Tak. Og godt at høre, at du også er glad for bladplanter.
      Mange hilsener
      Lisbeth

  3. En helt fantastisk, men også som du skriver, overset plante. Den trives på selv den værste tørre og skuffede plads, så den er bestemt ikke sart. Kg. Anne

    • Hej Anne
      Jeg er glad for at høre, at du som fagquinde også anbefaler denne plante som værende god og solid.
      Mange hilsener
      Lisbeth

Skriv en kommentar