Haven er åben i weekenden – derfor gør vi det

En af årets glade havebegivenheder (nemlig Haveselskabets Havefestival med åbne haver i hele landet) står for døren her i weekenden den 8. og 9. juli. Eller rettere: Her står den for porten. Vi har nemlig en lille byhave, som man besøger via en sort port. Bag porten fortsætter man gennem vognporten ind på gårdspladsen. Her begynder haven.

På Gårdspladsen står bl.a. de tre krukker, som vi fandt i på et krukkemarked i Ryslinge (hvilket jeg har beskrevet i et tidligere indlæg).

Haveplan. Man går ind til venstre og fortsætter op gennem den lange smalle have. I kan læse en nærmere beskrivelse af haveplanen og haverummene på vores hjemmeside.

Ud over krukkerne på Gårdspladsen står der bl.a. et stedsegrønt træ af en opstammet Kirsebærlaurbær og et træ af en opstammet rododendron.

Stedsegrønt træ af opstammet Kirsebærlaurbær
Stedsegrønt træ af en opstammet busk, nemlig Kirsebærlaurbær.

Med træerne på Gårdspladsen er temaet slået an: Vi elsker træer. Også selv om matriklen med hus og det hele kun er på 500 m2. Af samme grund kan man ikke gå rundt i haven med paraply i tilfælde af regnvejr. Visse steder er stierne nemlig helt dækket af trækroner. Vi har imidlertid bestilt sol til weekenden, så hvis ellers vejrguderne har tjekket deres mail, er paraplyproblemet aflyst. 

Sti under trækroner i haverummet 'Skoven'
En af havens stier i haverummet Skoven hvor der ikke er plads til paraplyer, men til gengæld masser af frodig halvskygge (og flimmerlys, når solen kigger forbi).

Hygge, snak og kaffe

Vi har haft åben have mange gange og glæder os hver gang til at få besøg. Her kommer både lokale og havefolk fra Norge. Og andre. Hver gang er det umådeligt hyggeligt og givende at få en snak om haver og planter. Om glæder og sorger og gode ideer.

Hvis du kommer, kan du vælge selv at gå rundt eller at få en lille introduktion til haven. Jeg svarer også gerne på spørgsmål om alt fra design til planter og problemer. Vores egen erfaring med at besøge åbne haver er, at der uanset havens beskaffenhed altid er en eller to ting, der inspirerer. 

Jeg sørger for, at der står en kande kaffe til fri afbenyttelse, og her er som regel stole nok, hvis man vil sidde ned for at mærke stemningen og se detaljerne. I alt er her 34 siddepladser. Det lyder måske af meget, men vi bruger selv dem alle sammen, for der er til både sol, regn, blæst og kulde.

To af havens stole. Her har vi aftensol.
Havens bedste siddepladser med aftensol. Man skulle ikke tro, at man ville sidde godt i sådan en træstol uden hynder, men det gør man. Fabelagtigt godt. Prøv selv, hvis du kommer forbi.

Ekstragevinst

En særlig gevinst ved at få besøg i egen have er, at mange gæster lægger mærke til og kommenterer ting, som vi selv overser i hverdagen. Vi er blevet en slags ‘hjemblinde’, hvor vi hver især lægger mærke til og går op i bestemte planter o.l. Gennem andres oplevelser af haven bliver vi opmærksomme på nye vinkler og måder at se det på. Det er simpelthen så supergodt.  

Søjleribs fylder ikke meget i en lille have. Men de giver faktisk et ganske pænt udbytte. De står i Teglhaven, hvor du kan se dem og mange andre frugter i søjleform.

Haven ligger i Ebeltoft

Hvis du overvejer at komme i weekenden, kan du se kort og adresse her.
Du er også velkommen en anden dag. Du skal blot kontakte mig inden, så jeg kan være hjemme og åbne porten. Og jeg vil da også gerne lige fjerne vasketøjet og sparke diverse haveredskaber ind til siden.
Hvis du vil se Ebeltoft, når du alligevel er her, så er der lidt inspiration her: Haverelevante steder. Mad, drikke og oplevelser.

Andre haver

Hvis du ikke bor i nærheden af Ebeltoft, kan du alligevel besøge åbne haver i weekenden. Tjek Haveselskabets oversigt.

Lisbeth
——

Skriv en kommentar